Efter de seneste ugers massive protester om den amerikanske immigrationsmyndighed ICE sender Donald Trump nu sin såkaldte "grænse-zar", Tom Homan, til delstaten Minnesota. Sådan lød det i aftes fra Det Hvide Hus' pressechef Karoline Leavitt. Og med det tyder meget på, at den omdiskuterede leder af de amerikanske grænsemyndigheder, Greg Bovino, nu ikke længere skal stå i spidsen for de såkaldte ICE-operationer i staten. I nat talte Jacob Frey, Minneapolis' borgmester, også i telefon med Donald Trump om immigrationsmyndighedernes hårde kurs i byen. Ifølge nyhedsbureauet AP blev han lovet, at nogle af de indsatte betjente kommer til at forlade Minneapolis.