Holder du af fuglefløjt og biodiversitet? Så bør du glemme alt om din hæksaks og trodse den gamle tommelfingerregel om, at hækken skal klippes før sankthans.
"Det bedste er slet ikke at klippe hækken. Ellers vent til august eller september," siger Anders P. Tøttrup, der forsker i ornitologi (fugle) og er forskningschef på Statens Naturhistoriske Museum i København.
En lang række forskellige spurvefugle bygger reder inde i hækken, så æg og unger er beskyttet i det tætte buskads. Nogle af arterne kan få to eller tre kuld unger i løbet af sommeren.
"Når man klipper hækken, risikerer man at blotte rederne, så krager og skader nemmere kan få fat i de mindre fugles æg og unger," advarer Anders P. Tøttrup.
Du kan se nogle af fuglene, der bliver berørt af din hækklipper, i billedgalleriet her:
Hækken omkring din have giver ikke kun beskyttelse til de fugle, som dagligt giver dig gratis koncerter.
Et utal af sommerfugle, biller, edderkopper, fluer og andre smådyr holder også til derinde. De enkelte arter af insekter tager ikke direkte skade af, at du trimmer grenene, på samme måde som fuglene gør.
Men indirekte gavner det både de små dyr, biodiversiteten og dig selv at lade det grønne plankeværk omkring din have vokse vildt, siger professor Thomas Pape, der forsker i insekter.
Professoren har tre argumenter mod hækklipning:
En hæk, der får lov at gro, har flere smådyr end en hæk, der bliver trimmet. At gå på opdagelse i et buskads, som er fyldt med fascinerende og smukke skabninger, kan gavne din og dine børns forbindelse til naturen, lyder insektforskerens første argument.
"Der er masser af gode oplevelser og vigtig læring i og omkring en hæk," siger Thomas Pape, der er professor på Statens Naturhistoriske Museum.
"Vi kan selv glæde os over det, og vi kan ikke mindst vise det til vores børn og børnebørn. Så giver vi næste generation en forståelse for, hvordan naturen fungerer, og vi får afdramatiseret de smådyr, som mange voksne er bange for."
De store, smukke dagsommerfugle i galleriet nedenfor besøger gerne blomstrende ligusterhække. De kan være en anledning til at fortælle børn om insekter, insektlarvers forvandling eller bestøvningsbiologi.
For vores fælles fremtids skyld bør vi alle lære at elske den vilde natur, også i vores haver, er insektforskerens andet argument.
"Vi skal vænne os til at tænke biodiversitetens ve og vel ind i alle aspekter af vores gøren og laden," siger han.
"Hvis vi kan glæde os over en uplejet eller vildtvoksende hæk, fordi vi ved, at den gavner biodiversiteten, har vi nok lettere ved også at glæde os over, at der bliver etableret vildtvoksende natur i større stil som for eksempel naturnationalparker."
En vildtvoksende hæk har en meget større overflade af plantemateriale end en trimmet version. Det betyder, at du giver insekterne mere plads og mere mad, når du dropper hæksaksen.
"Desuden blomstrer nogle hække - især ligusterhække - ikke, hvis de klippes hyppigt. Derved leverer de ikke nektar og pollen til de insekter, som udnytter denne ressource," forklarer Thomas Pape.
Insekter og andre smådyr i hækken gavner også andre dyr i fødekæden.
"Flere smådyr i hækken er lig med mere mad til insektædende fugle samt andre insekter og edderkopper," gør professoren opmærksom på.
Interesseorganisationen Dyrenes Beskyttelse har også opfordret til, at man ikke klipper hæk inden sankthans.
"Vi forstår godt, at mange vil have haven til at se pæn ud om sommeren, men det sker desværre på bekostning af dyr og biodiversitet. Der er meget, man som haveejer kan gøre for at hjælpe dyrene, og det vigtigste lige nu er faktisk at lade naturen gå sin gang," siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Dyrenes Beskyttelse råder desuden til, at du lader de afskårne grene blive i haven, fordi du derved kan skabe værdifulde levesteder for insekter og smådyr. Kvasbunker og uforstyrrede hjørner i haven fungerer nemlig som skjul og vinterhi, særligt for pindsvin.
"Pindsvin benytter vissent græs og nedf...