Nobelprisens sjove lillesøster, Ig Nobelprisen, har uddelt priser for årets mest underholdende - men ægte forskning.

For mens Nobelprisen hylder de helt store og banebrydende videnskabelige opdagelser, så hylder Ig Nobelprisen den absurde og farverige forskning.

Sidste år havde en af vinderne eksempelvis undersøgt, hvilken slags pizza et regnbuefirben er mest tilbøjelig til at stjæle.

I år har prisuddelingen fundet sted i Zürich i Schweiz. Her kommer tre af prisens mest finurlige vindere.

Historier om, at dametoilettet er langt renere end herretoilettet, er velkendte.

Måske fordi de fleste mænd har oplevet at blive ramt af deres eget tis eller blive sjasket til af andre mænds urin, mens de skulle lade vandet.

Det problem har et hold forskere fra Canada, USA, Kina og Saudi Arabien prøvet at komme til livs.

De har nemlig fået nok af tis, der rammer urinalskålen og plasker tilbage på dem.

Stænk fra tis er uhygiejnisk, hæver rengøringsudgifterne og giver en dårlig oplevelse for rengøringspersonalet.

I en række forsøg har forskerholdet derfor hældt væske på overflader, der var vinklet med 90, 60 og 30 grader.

Når man tisser mod en overflade, der er vinklet med 30 grader, er der mindst risiko for at blive sprøjtet på, nåede forskerne frem til. Det har fået dem til at designe og foreslå nye urinal-designs.

De nye designs skal mindske mængden af stænk og sænke omkostningerne til rengøring og rengøringsartikler.

Har du en kæreste eller ægtefælle, kysser du dem højst sandsynligt hver dag

Nu vil du nok tænke: "Det er, fordi jeg elsker dem".

Men hvad er et kys egentlig i sin essens?

Det har et forskerhold fra Storbritannien og USA defineret, hvilket de har fået årets Ig Nobelpris i biomekanik for. Biomekanik er et forskningsfelt, der kortlægger bevægeapparatets anatomi.

Og forskerne formår virkeligt at tage romantikken ud af kysset.

De har definerer et kys som en "ikke-aggressiv interaktion, der indebærer målrettet kontakt mund-til-mund hos individer af samme art, med en vis bevægelse af læber eller munddele og uden overførsel af føde."

I deres studie har de undersøgt, hvilke dyr der har en adfærd, der passer med den noget usexede og tørre definition. Det gør isbjørne, nogle fuglearter og myrer.

Andre primater end os mennesker kysser også.

Forskerholdet kunne spore kysse-adfærden omkring 21,5 millioner år tilbage.

Det betyder, at Homo sapiens sandsynligvis også kyssede med neandertalerne.

Mange af os vil nok mene at det gør livet en smule lettere at være rig. Men måske gør det dig også til et dårligere menneske.

Forskere fra USA, Mexico og Canada har i deres forskningsartikel undersøgt, om det er dem fra over- eller underklassen, der udviser mest uetisk adfærd.

Det vandt de Ig Nobelprisen økonomi for.

Gennem syv forsøg observerede forskerne en gruppe deltageres opførsel. I et spørgeskema var de blevet kategoriseret fra enten over- eller underklassen.

I et af forsøgene blev deltagerne placeret i et lokale.

I lokalet stod et glas med slik i. Deltagerne blev informeret om, at slikket var til nogle børn i et af de andre lokaler, der også deltog i et studie, men at de voksne deltagere skulle være velkomne til at tage af det.

Dem, der ifølge forsøget tilhørte overklassen, tog mere slik end dem fra underklassen.

Sammen med resultaterne fra andre forsøg om blandt andet opførsel i trafikken og snyderi i spil, har forskerne vurderet, at overklassen udviser dårligere opførsel end underklassen.

Vil du se de andre vindere og hele showet, kan du se det her:

Den ambitiøse mission BepiColombo-ekspeditionen, som er ledet af Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) og Den Japanske Rumfartsorganisation, har indledt sin ankomst til Merkus.

Det skriver CNN.

Missionen har til formål at gøre os klogere på den mindst udforskede planet i det indre solsystem tættest på Solen, ved at bruge to rumsonder til at få indsigt i, hvordan Merkur blev dannet og udviklede sig så tæt på Solen.

"Det er første gang, at en mission sender to fuldt uafhængige, fuldt operationelle, separate rumfartøjer ud omkring en anden planet," siger Ignacio Tanco, leder af Inner Solar System Mission Operations hos ESA, til CNN.

Missionen startede i oktober måned 2018, da en Ariane 5-raket sendte sonderne i rummet, og siden da har de rejst mere end 10 milliarder kilometer gennem vores solsystem.

Tidligere er planeten kun blevet udforsket gennem to tidligere NASA-missioner, der fandt sted i 1973 og i 2011.

Billeder fra missionen i 2011 viste nogle fordybninger i Merkurs overflade, som forskerne ikke har kunnet forklare.

Det er det, som den europæiske og japanske BepiColombo-ekspedition blandt andet skal gøre os klogere på.

Merkur er i gennemsnit omkring 58 millioner kilometer fra Solen, og planeten fuldfører et kredsløb om Solen hver 88. dag.

Det betyder, at temperaturen kan nå 430 °C i løbet af en dag på Merkur.

"Selve rumfartøjet er designet til at operere under ekstremt barske forhold," siger Ignacio Tanco.

"Det svarer stort set til at operere med en meget varm pizzaovn kørende lige på ryggen."

Missionen skal også forsøge at finde svar på, hvorfor Merkur tilsyneladende har is i sine polarkratere.

For med temperaturer op til 430 °C, og med en gennemsnitstemperatur på 167 °C, har det skabt en del undren.

Er det rent faktisk farligt for fugle at spise ukogte ris?

Er stråling fra Bluetooth-teknologi ioniserende og dermed potentielt farligt?

Og hvad er det egentlig, der er bevaret fra beboerne i Pompeji?

Weekenden venter lige om hjørnet, og det betyder selvfølgelig, at der er en spritny udgave af Weekendquizzen klar til Videnskab.dk's læsere!

Weekendquizzen udkommer hver fredag ved middagstid, og det har den gjort i knap halvandet år.

Sidste uges quiz finder du her, og resten ligger samlet og klar til at underholde og udfordre i vores store spil- og quizarkiv.

Men nu ikke mere sniksnak: Knæk og bræk, hav en skøn weekend, og vi ses igen på fredag!

Det lyder måske ikke som et forskningsprojekt ved første øjekast.

For et forskerhold fra Zürich Universitet gjorde brug af en måske lidt alternativ metode, da de ønskede at illustrere en pointe om jordbundens opbrugte ressourcer.

Og nu er studiernes resultater netop blevet offentliggjort i tidsskriftet 'Plants, People, Planet', skriver ScienceAlert.

Forskerne begravede 2.000 par bomuldsunderbukser i haver og på enge, marker samt græsplæner spredt over hele Schweiz.

Da de to måneder senere gravede underbukserne op, så de vidt forskellige ud. Mens nogle var fyldt med huller, var 1.752 næsten helt intakte.

Årsagen til det skal findes i jordbunden. For ifølge forskerne er de få huller i nedgravet undertøj et tegn på manglende næringsstoffer.

Hvis underbukserne så ud, som da de blev begravet, havde de altså ligget i et område med lav jordkvalitet.

Og det er et stort problem. Når jordbunden er af lav kvalitet, nedbryder det hele fundamentet for vores samfund, peger forskerne på.

For eksempel er det øverste lag af jordbunden med til at sikre 95 procent af vores mad.

"Denne trussel er stort set uopdaget i samfundet, hvilket hindrer effektive skridt i retning af jordbeskyttelse", lyder det fra forskerne bag studiet.

For at gøre opmærksom på problemet måtte de derfor tage deres særlige underbuksemetode i brug.

Bomuld er nemlig tidligere blevet brugt til at undersøge jordbundens kvalitet. Men ved specifikt at vælge underbukser frem for andre bomuldsprodukter antog de, at studiet ville få mere opmærksomhed.

Nu kan resultaterne pege eksperter i retning af, hvilke jordområder der har brug for en kærlig hånd.

Krig i Europa, klimaforandringer, supervulkaner, pandemier og kunstig intelligens.

Skulle helvede bryde løs i et apokalyptisk scenarie overalt på Jorden, er der intet sted, der er sikkert. Men ét geografisk sted er markant mere sikkert end resten, skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Global Challenges:

Australien.

"Australien er formentlig det mest modstandsdygtige sted på Jorden, når det kommer til globale katastroferisici," forklarer forskerne i deres studie.

Men ikke engang Australien kan slippe for globale katastrofer – det er bare det sted, der generelt er mindst udsat for det spektrum af trusler, menneskeheden står over for.

I studiet gennemgik forskerne den videnskabelige litteratur om globale risici for katastrofer. Det skete ud fra vurderinger af hundredvis af undersøgelser og rapporter om virkningerne af katastrofer - blandt andet asteroider, der rammer Jorden, vulkanudbrud, cyberangreb, sygdomstrusler og meget andet.

Her har de inddelt katastroferne i tre brede kategorier:

Pludselige scenarier med reduktion af sollys forårsaget af vulkanudbrud, atomkrig eller asteroidenedslag.

Begivenheder, der påvirker samfundssystemer såsom afbrydelser i elektricitet, transport, fødevareproduktion, som kan være forårsaget af geomagnetiske storme, cyberangreb, pandemier og lignende.

Biologiske årsager, menneskeskabte og naturlige, som fører til massedød og alvorlige samfundsforstyrrelser på kontinentalt til globalt niveau.

Udover at klassificere de forskellige risici undersøgte forskerne også samfundenes modstandsdygtighed, hvilket vil sige et samfunds evne til at opretholde kritiske funktioner og den menneskelig velfærd i lyset af katastrofen.

Her nåede forskerne frem til, at lande generelt har en tendens til at være mere modstandsdygtige sammenlignet med globale regioner, hvis de blandt andet er:

Demokratiske

Har høj velstand med lav ulighed

Har en stor industriel base med statslig indflydelse

Er placeret fjerntliggende såsom store øer

Ikke er stærkt afhængige af handel eller har geografisk tætte handelspartnere

Det er her, Australien skiller sig ud fra de øvrige lande i forhold til de tre kategorier af katastroferisici grundet den geografiske isolation, fødevareproduktion og fossile brændstofressourcer.

Men selv Australien ville være udsat, hvis en af de tre katastrofer skulle ramme Jorden, pointerer forskerne.

Efter Australien er New Zealand, Japan, Schweiz og Argentina nævnt som lande, der er mere modstandsdygtige. Men forskerne siger også, at disse lande er mere sårbare over for særlige katastrofer, på trods af deres øvrige fordele.

"Alle de nævnte lande, foruden Schweiz, har lange kystlinjer, som kan blive påvirket af tsunamier," skriver forskerne i studiet.

"Alle undtagen Schweiz kan blive påvirket af en af de mange vulkaner i Sydøstasien og Sydamerika, der går i udbrud. Alle er afhængige af handel."

Ifølge forskerne er der derfor "intet sted på Jorden, der er et ideelt tilflugssted, hvis katastroferne skulle ramme."

Derfor opfordrer forskerne til forebyggelse af de katastrofer, vi mennesker har en indflydelse på.

På et pressemøde 14. august stillede ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), sig op foran en død ulv, som dagen inden var blevet skudt.

"Det forhold, at vi griber resolut ind, når vi oplever problemulve og får dem skudt, er med til at give tryghed i lokalsamfundet, og det vægter jeg meget højt," lød det efter pressemødet fra Christian Raabjerg Madsen i et interview med DR.

Men flere forskere fortæller nu til Videnskab.dk, at den døde 'problemulv' har været i myndighedernes søgelys siden januar 2026.

Allerede i februar 2026 betegnede ulveforsker Peter Sunde i en mail til myndighederne "situationen som alvorlig", og en af Europas førende ulveforskere, Ilka Reinhardt, beskrev ulvens adfærd over for mennesker som "virkelig skræmmende".

Dermed var forskerne i februar enige om, at problemulven burde stoppes. Alligevel lykkedes det først at få ram på ulven et halvt år senere, og det vækker nu kritik fra flere forskere.

"Man har kendt til problemulven, som blev skudt, siden januar."

"At der skulle gå mere end et halvt år, før ulven enten blev fanget eller aflivet, forstår jeg simpelthen ikke," siger Hans Peter Hansen, som frem til årsskiftet var seniorforsker og beskæftigede sig med ulveforvaltning på Aarhus Universitet.

"Det var først i de sidste par uger, før ulven blev skudt, at man for alvor gjorde en indsats for at få fat på ulven, og så viste det sig jo også, at det godt kunne lade sig gøre at finde og skyde den," siger han til Videnskab.dk.

Dermed mener Hans Peter Hansen, at myndighederne har "ageret alt for passivt og undladt at følge eksperternes råd om, hvordan ulven skulle håndteres."

En af Europas førende ulveforskere, Valeria Salvatori, påpeger, at man i hendes hjemland Italien normalt lykkes med at fjerne en problemulv inden for højst en uge.

I et enkelt, meget vanskeligt tilfælde i Italien har det taget to måneder at fange problemulven, fortæller hun.

"Det virker meget ineffektivt, at det har taget mere end et halvt år at få fjernet ulven. Hvis jeg var borger i Danmark, ville jeg finde det uacceptabelt," siger Valeria Salvatori, som har været forskningsleder på et stort europæisk ulveforskningsprojekt og udarbejdet internationale retningslinjer for håndtering af problemulve.

Langt de fleste ulve er sky og bange for mennesker, påpeger Valeria Salvatori.

Men når en ulv i sjældne tilfælde udviser problematisk adfærd og gentagne gange går helt tæt på mennesker af egen drift, bør man straks iværksætte overvågning, og herefter enten fange eller aflive ulven med det samme, lyder hendes anbefaling.

"Ulven kan vænne sig mere og mere til mennesker, så jo længere tid der går, jo større er risikoen for, at der kan opstå en potentielt farlig situation for dyr eller mennesker," siger Valeria Salvatori, som har rådgivet myndigheder i flere EU-lande om håndtering af problemulve til Videnskab.dk.

"Derfor er vores anbefaling, at myndighederne griber ind med det samme og fjerner ulven."

"På den måde giver man også befolkningen tryghed ved at vise, at man er til stede og i stand til at respondere på den slags situationer."

Ulveforsker og professor Peter Sunde fra Aarhus Universitet bekræfter over for Videnskab.dk, at den nyligt skudte ulv "med stor sikkerhed" er den samme ulv, som i januar og februar vakte bekymring.

3. januar kom den blandt andet helt tæt på en 14-årig pige på gaden i Oksbøl, som filmede situationen.

I februar blev flere andre episoder med ulven også indberettet og særligt en videooptagelse fra 13. februar fik professor Peter Sundes "alarmklokker til at ringe for alvor," da videoen viste samme dyr direkte følge efter og komme helt tæt på en kvinde midt på gaden i Blåvand.

Peter Sunde sendte videomateriale af episoderne til analyse hos den anerkendte tyske ulveforsker Ilka Reinhardt, som på mails til Peter Sunde og danske myndigheder bekræftede, at situationen var alvorlig, og at ulven skulle stoppes.

"Siden februar har vi sagt, at ulven har en kritisk adfærd, som man bør handle på, enten ved...

Fredagsslik, et morgenbord med pålægschokolade og wienerbrød, eftermiddagskage – sprødt, smørfyldt og fuld af kalorier.

Danskerne elsker sukkersøde produkter. Faktisk har vi verdensrekorden i at spise allermest slik, og i gennemsnit indtager en dansker hele 57 kilo sukker om året per person.

Vores skandinaviske naboer følger trop på det høje sukkerindtag, men sammenligner vi med Storbritannien, opstår et særligt paradoks:

Briterne indtager 'kun' 44 kilo sukker per år og har i årtier fået at vide, at sukker og fedt er de helt store skurke i kosten.

Alligevel er danskerne stadig en af de befolkninger i Europa, der vejer mindst, mens briterne ligger i den helt anden ende af vægtskalaen. Omkring hver femte dansker har et BMI over 30, mens det samme gælder for omkring hver tredje brite.

Som forsker laver jeg store systematiske gennemgange af forskning i mave- og tarmsystemet, og jeg har fundet frem til to vigtige elementer, der kan være medvirkende til at forklare det paradoks, der på engelsk går under betegnelsen 'The Pastry Paradox' – på dansk 'wienerbrøds-paradokset' eller 'sukker-paradokset'.

Ser vi på udviklingen i Storbritannien, er andelen af personer med svær overvægt steget fra omkring 15 procent i 1993 til omkring 29 procent i England, 32 procent i Skotland og 26 procent i Wales i de seneste opgørelser.

I Storbritannien stiger risikoen for svær overvægt med alderen. Den er højest blandt personer mellem 55 og 74 år.

Blandt personer over 74 år er andelen lavere, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at personer med svær overvægt i gennemsnit dør tidligere.

Risikoen i Storbritannien er også højere, hvis man bor i et fattigt område, hvis man har et handicap, hvis man er sort, eller hvis man har kortere uddannelse.

Danmark går bestemt heller ikke fri for social ulighed, når det gælder sundhed, men forskellen mellem rig og fattig er generelt mindre udtalt end i Storbritannien og mange andre europæiske lande. Der er for eksempel lavet forebyggende indsatser mod overvægt ude i kommunerne.

Storbritannien burde i princippet kunne lære af Danmark på dette punkt: Begge lande er velstående og har en universel, skattefinansieret adgang til sundhedsydelser.

Et andet vigtigt element i forklaringen på sukkerparadokset finder vi ved at rejse lidt tilbage i tid.

De angelsaksere, der invaderede (og gav navn til) England, var medlemmer af en germansk folkestamme, som kom fra det område, der i dag er Danmark og Nordtyskland. Senere blev de britiske øer også invaderet af danske vikinger.

Vi deler koldt nordeuropæisk klima, lange kystlinjer og i princippet en madtradition med enkle, solide retter: kartofler, brød, grød, mejeriprodukter, fisk og svinekød.

Men særligt det med den fælles madtradition er ikke længere en del af vores fælles historie.

Mange traditionelle danske fødevarer er rige på protein og fibre, som giver længere mæthed end forarbejdede kulhydrater og fedtstoffer, samtidig med at de bidrager med vigtige vitaminer og mineraler.

Smørrebrød er for eksempel både en kulturel markør og en almindelig frokost.

Traditionelt fuldkornsrugbrød, ofte med kerner og frø, spiller en central rolle i vores kost - rugbrødsmadder er stadig danskernes foretrukne aftensmåltid.

Samtidig er grove grøntsager som kål og rodfrugter og lokale frugter et hovedelement i de officielle danske kostråd, der også lægger vægt på årstid, bæredygtighed, hjemmelavet mad og et lavere indtag af ultraforarbejdede fødevarer.

I Storbritannien bliver den nordiske kost og livsstil ofte fremhævet for sine sundhedsmæssige kvaliteter, mens den i Danmark ikke ses som særligt sundere end anden mad.

Den nordiske madkultur har samtidig været med til at præge gastronomien internationalt og vist, at sund mad også kan være velsmagende, kreativ og nyskabende.

Vender vi blikket mod briternes kost, minder den i højere grad om den madkultur, som USA har eksporteret til store dele af verden siden fremkomsten af det moderne detailhandels- og fastfoodsystem.

Den type fødevarer er en af...

Kender du det, når du vågner med en lille hovedpine og noget kriller i halsen? Det vil måske være bedst at tage en sygedag fra arbejdet, men så kommer du jo bagud med dine opgaver.

Det er en tendens, flere af os kender til: Man kan ligge syg hjemme på sofaen og stadig få løst sine arbejdsopgaver. Smart.

Men måske gør det mere skade end gavn. Det skriver University of Manchester i en pressemeddelelse.

I takt med, at teknologien udvikler sig, er der flere og flere muligheder for at tage en arbejdsdag eller to hjemmefra. Specielt hvis man ikke helt er på toppen.

Men et studie peger på, at det slører grænserne for, hvornår man er på arbejde, og hvornår man ikke er.

Ifølge forskerne kan muligheden for at arbejde hjemmefra, selv når man er syg, give en forestilling om altid at være på arbejde. De når i studiet frem til flere hovedkonklusioner, herunder:

Teknologi kan medføre, at medarbejdere føler et pres til hele tiden at være tilgængelige uden for arbejdstimerne.

Arbejdsgivere skal kunne give mulighed for mere fleksibilitet i antallet af arbejdstimer under sygdom frem for at rose det at arbejde en fuld arbejdsdag, når man er syg.

"Teknologi har givet os muligheden for mere fleksibilitet i, hvor og hvornår vi arbejder, men fleksibilitet kan også være en fælde – hvis medarbejdere føler, de skal være tilgængelige hele tiden," siger Cary L. Cooper, der er medforfatter på studiet og professor ved University of Manchester, i pressemeddelelsen.

"Udfordringen for arbejdsgiverne er at sikre, at teknologien og fleksibelt arbejde bruges som en støtte til folks helbred, frem for at skabe en forventning om, at de altid bør være tilgængelige."

Studiet er publiceret i tidsskriftet Health Psychology Research.

Forestil dig, at du er en ung viking, der sejler østpå i 900-tallet.

Du er vant til et liv med landbrug og små, spredte gårde med urtehaver og husdyr. Du kender alle de lokale danske dufte, og når du mødes med naboer, taler I alle det samme sprog.

Men så ser du en stor havneby dukke frem af tågen – og det ligner en totalt fremmed verden.

Ved havnens landingsbro ligger der enorme handelsskibe. Byområdet, der breder sig over flere kilometer, er beskyttet af palisader og vagter.

Når du nærmer dig byen, kan du se, at den vrimler med mennesker fra hele den kendte verden, der handler med alverdens duftende krydderier, værktøjer og smykker, som de betaler for med sølvmønter prydet med mystiske tegn fra Arabien.

Husene ligger stimlet sammen i klynger, hvor beboerne sidder og arbejder i åbne værksteder og taler fremmede sprog.

Den imponerende by hedder Wolin, og 1.100 år senere, i 2026, har arkæologer nu gjort nye opdagelser, der bekræfter, at det var en kulturel smeltedigel, hvor skandinavere og slaviske folk fra Østeuropa sandsynligvis levede side om side.

"Husene i byen har samme byggestil som i velkendte vikingebyer fra perioden. Der er efterladt nordiske materialer, og kunsten blander skandinavisk og slavisk æstetik," siger Søren Michael Sindbæk, udgravningsleder og professor ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Læs med, og bliv klogere på den 'internationale' metropol, der meget vel kan være et stort kapitel i vikingehistorien.

Man har længe vidst, at byen Wolin på øen af samme navn kan spores tilbage til vikingetiden, hvor der utvivlsomt har været tilstedeværelse af vikinger.

Der er sågar et vikingemuseum og et stort årligt vikingemarked på øen, hvor der også har været adskillige udgravninger over de seneste hundrede år.

Men der er et vigtigt spor i jagten på Wolins vikingefortid, der har manglet:

"Havnen er det sted i en handelsby, hvor man typisk finder de klareste spor af de aktiviteter og kontakter, der har været mellem mennesker," siger Søren Michael Sindbæk, professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet.

"Så der har længe været et ønske om at grave os ned gennem lagene ved vikingebyen Wolins havn. Det fik vi så endelig mulighed for med det her projekt."

Udgravningen er led i et treårigt samarbejde mellem blandt andre Aarhus Universitet og Det Polske Videnskabsakademi med midler fra blandt andre Salling Fondene og Aarhus Universitets Forskningsfond.

Inden udgravningen startede i 2025, blev der lavet boringer og forundersøgelser for at finde frem til, hvor floden og sejlkanalerne lå for over 1.000 år siden, da vikingetiden var på sit højeste.

Det viste sig at være ved det område, der kaldes for Silver Hill – på grund af de mange sølvmønter, man har fundet der i løbet af årene – i udkanten af den nuværende by Wolin.

Herefter gik gravearbejdet i gang, der i 2025 viste, at byen allerede havde udviklet sig stor i slutningen af vikingetiden.

I år har forskerne gravet sig længere ned til de dybder i jorden, der menes at stamme fra 800-900-tallet. Det er samme periode, hvor andre store vikingebyer i Østersøen opstod.

"Det vælter op med genstande, der beviser, at det allerede dengang var en vigtig handelsby," siger Søren Michael Sindbæk.

Johan Trap-Godau er en af de danske arkæologer, der har været med til at udgrave havneområdet i både 2025 og 2026.

Han startede på projektet som et led i sin uddannelse til arkæolog, som han afsluttede i juni i år. Hans speciale handlede specifikt om Wolins havn fra vikingetiden.

"Wolin er virkelig et hotspot for tidlig middelalderarkæologi, fordi der er så gode bevaringsforhold, man ikke ser særligt mange andre steder. Det er enhver arkæologs drøm at arbejde på sådan en udgravning," siger han til Videnskab.dk.

"Når vi normalt registrerer bebyggelser fra perioden, er det ved at se på aftryk i jorden fra for eksempel stolpehuller. Men i Wolin kan man rent faktisk finde selve stolpen. Det er meget sjældent."

Forskerne har blandt andet fundet resterne af, hvad der formentlig var en l...

Kina har nu to gange bragt første trin af en raket til landing, på en måde så det kan genbruges.

Det er en teknik, amerikanske SpaceX har anvendt siden 2015 med deres Falcon 9-raket, og som allerede har ændret rumfarten i USA.

At Kina nu, som det andet land i verden også behersker denne teknik, vil gøre Kina til en endnu større konkurrent til USA – en udvikling, som amerikanerne naturligvis følger tæt.

Den første landing fandt sted 10. juli med en Long March 10B-raket. Raketten har to trin, og det første trin blev indfanget af et net på et skib ude i havet. Dette er en anden teknik end den, SpaceX har anvendt.

Den anden landing blev gennemført 18. august med en privatudviklet raket ved navn Zhuque-3, og her kan man måske i højere grad tale om, at Kina har set på, hvad SpaceX har gennemført. For Zhuque-3 ligner på mange måder Falcon 9, og landingsmetoden ser også ud til at svare til den, SpaceX anvender.

Zhuque-3 er bygget af det kinesiske firma LandSpace, som allerede i december 2025 forsøgte at gennemføre en landing. Raketten fik godt nok opsendt en satellit, men da første trin skulle lande, endte det med en eksplosion tæt på startrampen.

Men det er alligevel helt godt at gennemføre en landing allerede på andet forsøg – SpaceX har jo også selv haft mislykkede opsendelser.

De kinesiske landinger er ikke blot tekniske bedrifter. De kan være begyndelsen på en ny fase af rumkapløbet, hvor billige genbrugsraketter gør det muligt at sende enorme mængder satellitter i kredsløb – og hvor Europa risikerer at blive hægtet af.

Genbrugsraketter er allerede nu ved helt at ændre rumfarten, fordi det nedsætter prisen for en opsendelse.

Hvor man i 'gamle dage' opsendte satellitter enkeltvis, er tendensen nu at opsende såkaldte megakonstellationer. Her samarbejder et meget stort antal satellitter om at løse en bestemt opgave.

Det mest kendte eksempel på det er Starlink, der allerede nu omfatter mere end 11.000 internet-satellitter, men der er også andre og mindre konstellationer af satellitter, der overvåger Jorden.

De mange Starlink-satellitter opsendes med Falcon 9-raketter, hvor første trin kan genbruges mange gange og dermed nedsætte prisen per opsendelse.

Uden denne teknik og muligheden for at opsende op til 27 Starlink-satellitter med én raket, ville Starlink simpelthen blive for dyr at etablere.

Inden vi ser på Kina, kommer først to nyheder fra USA, der viser, hvor afgørende rumfarten er ved at ændre sig som følge af genbrugsraketter:

For det første kom Trump med et dekret 20. august 2026. Af det fremgår, at USA inden 2030 skal være i stand til at opsende 1.000 raketter om året.

Det er mere end fem gange så mange opsendelser som nu, men, som det fremgår af dekretet, er det en nødvendig udvidelse for at sikre USA's militære og økonomiske dominans i rummet.

Den forventede stigning er drevet af kommerciel og militær efterspørgsel efter kommunikationstjenester, overvågning af Jorden, rumbaseret styring af militære våben samt datacentre anbragt ude i rummet til brug for kunstig intelligens.

For det andet underskrev SpaceX et par dage efter Trumps dekret en aftale med staten Louisiana om at bygge en ny stor rumhavn med ikke mindre end ti ramper til den store Starship-raket, som også kan genbruges.

Det er en investering på mere end 100 milliarder dollar, og planen er, at man herfra årligt kan opsende tusinder af Starship-raketter, hvis opgave hovedsageligt vil være at opbygge nye megakonstellationer, sandsynligvis af datacentre i rummet.

Både dekretet fra Trump og den nye rumhavn viser, at man forudser en total omlægning af den måde, vi hidtil har haft rumfart på, hvor megakonstellationer bliver dominerende.

Vi kan være helt sikre på, at Kina følger med i de amerikanske planer og er ved at omlægge deres egen strategi. Det vil betyde en meget hurtig opfyldning af rummet med kinesiske megakonstellationer.

Kina har allerede taget de første skridt til at sikre sig plads i rummet til 200.000 satellitter. Det er sket ved at ansøge den Interna...