Jeg vil gerne indlede denne artikel med at sige undskyld til min mor.

I starten af februar kom hun begejstret og fortalte, at der snart ville være en planetparade, hvor seks planeter ville kunne ses på himlen på samme tid; et fænomen der kun sker med 10–20 års mellemrum.

Jeg havde ikke hørt om det, og da min mor så fortalte, at hun havde læst det på Facebook, blev jeg ikke bare skeptisk — jeg afviste det med ordene: Så er det garanteret noget AI-genereret vås.

Men da jeg med softwaret Stellarium undersøgte planeterne fremtidige baner, gik det op for mig, at den er god nok. Så undskyld, mor Lis!

Det er dog om at skynde sig ud, for planetparaden finder sted i lige ved månedsskiftet. Når du den ikke nu her, kan du til gengæld ved jævndøgn opleve en god portion af objekterne fra det godt 250 år gamle Messier-katalog med det blotte øje (og dem alle, hvis du har et mindre teleskop).

Skynd dig ud: Planetparade i månedens første dage

Man kan læse flere steder på internettet, at seks af Solsystemets syv planeter (udover Jorden) vil kunne ses samtidig 28. februar. Men selvom det er rigtigt, at denne dag er mest optimal, burde det med lidt helt også være muligt et par dage før og efter.

Største problem er Merkur og Venus, som står ret tæt på Solen. Lige efter solnedgang omkring kl.17:40 er himlen nok stadig for lys, og ved 19-tiden går planeterne ned i vest.

Det bedste tidspunkt at se planeterne på, er derfor nok omkring kl.18:25–18:40. Går du ud på dette tidspunkt, vil du samtidig kunne se Den Internationale Rumstation passere hen over den sydlige himmel som en klar prik med betragtelig fart på.

Saturn ses som det klareste objekt i vest, lidt længere oppe end de to andre planeter, og går først ned en halv time senere.

Jupiter står derimod højt på himlen i sydøst, som det klarest himmellegeme (bortset fra Månen, som står længere mod øst og desværre ødelægger showet lidt, fordi den er næsten fuld).

De to sidste planeter er Neptun og Uranus, som kræver en kikkert at se. Neptun står lige ved siden af Saturn, som derfor kan bruges som pejlemærke.

Uranus er nok sværere, men kan fanges ved først at lokalisere den lille stjernehob Pleiaderne (Syvstjernen), og derefter kigge 5° ned mod horisonten. 13. marts markerer i øvrigt 245-årsdagen for, at Uranus blev opdaget af William Herschel.

Er vejret ikke med dig 28. februar, så fortvivl ikke. Planeterne bevæger sig ret langsomt, og ovenstående billede er ikke meget anderledes de følgende dage.

Problemet er Merkur, som nærmer sig Solen mere og mere, men jeg vil vurdere, at det ikke er helt umuligt de første to til tre dage af marts.

Den eneste planet der mangler er Mars, som går ned før Solen. Vil du se alle syv planeter på én gang, skulle du enten have været vaks for et år siden, eller vente til år 2161.

Messier-maraton ved jævndøgn

Som nævnt er Månen fuld i starten af marts, og stjernekiggeri er derfor sjovest i midten af måneden.

Fredag 20. marts kl.15:46 passerer Solen ækvator; det vil sige, at vi har jævndøgn. Heromkring, og et par uger frem, er det i princippet muligt at se alle 110 objekter i det såkaldte 'Messier-katalog'.

Charles Messier (1730–1817) var en fransk kometjæger, som var træt af at spilde sin tid på at undersøge de tågede klatter, som alligevel bare hang ud på himlen nat efter nat. Derfor lavede han et katalog over dem, så han lettere kunne undgå dem i sin søgen efter rigtige kometer.

Nogle tåger hører vinterhimlen til, og nogle hører sommerhimlen til, men omkring jævndøgn kan det lade sig gøre at se dem alle.

Kun 10–15 stykker kan dog ses med det blotte øje; for at se dem alle kræves nok et teleskop på mindst 10 centimeter i diameter.

Der skulle gå omtrent 150 år, før vi havde forstået alle de forskellige tågers natur. De fleste af Messier-objekterne er stjernehobe og gaståger inde i vores egen galakse, Mælkevejen, men godt en tredjedel er andre galakser.

Én af disse er Malstrømsgalaksen, som godt burde kunne ses som en svag klat i en almindelig håndkikkert.

Den ligger lige t...

Danmark skal have mere vild natur. Det er et mål bag Den Grønne Trepart, der har stillet danskerne mange flere vilde naturparker til udsigt.

Planen for de nye naturnationalparker, som de kaldes, udarbejdes i samarbejde med en ekspertgruppe, der skal rådgive Miljøministeriet og Naturstyrelsen om de faglige kriterier for parkerne.

Men ekspertgruppen har lidt et voldsomt mandefald. Tre af Danmarks førende biodiversitetsforskere har forladt arbejdsgruppen, der nu tæller ni personer, kan mediet Naturmonitor afsløre.

Det drejer sig om:

Rasmus Ejrnæs, professor i biodiversitet på Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.

Carsten Rahbek, professor i biodiversitet på Københavns Universitet og medlem af Biodiversitetsrådet.

Hans Henrik Bruun, professor i biodiversitet på Københavns Universitet.

De tre professorer mener ikke, at de er blevet hørt og vil ikke fagligt stå på mål for de nye naturnationalparker, siger de til Naturmonitor.

"Jeg oplevede det som bondefangeri at sidde i en rådgivende ekspertgruppe, uden at det, man siger, bliver taget til efterretning. Det ønskede jeg ikke at bruge min tid på," siger Rasmus Ejrnæs, der meldte sig ud efter kun to møder i ekspertgruppen, til Naturmonitor.

Han "fik en fornemmelse af, at vi bare skulle være et stempel, så Naturstyrelsen kunne få vinget af, at forskerne er blevet hørt og inddraget," siger han også til mediet.

Professor Hans Henrik Bruun fra Københavns Universitet forlod gruppen i sommeren 2025.

"Jeg sad i ekspertgruppen, men har trukket mig, fordi det ikke gav mening at være en del af det, når det vi siger, ikke synes at have større indflydelse på eksempelvis udpegning af de nye naturnationalparker," siger han til mediet.

Flere nuværende medlemmer af ekspertgruppen fremfører en lignende kritik, skriver Naturmonitor.

Som svar på kritikken har Naturstyrelsen skrevet et længere skriftlig svar til mediet. Her skriver styrelsen blandt andet:

"En lang række centrale kriterier er blevet drøftet med den videnskabelige arbejdsgruppe. Udpegningen af naturnationalparker sker på baggrund af en samlet vurdering, hvor anbefalinger fra den videnskabelige arbejdsgruppe, interessentarbejdsgruppen samt input fra borgere og kommuner samt øvrige ministerier forelægges de politiske beslutningstagere, som træffer den endelige beslutning."

Miljøministeriet er ikke vendt tilbage med et svar til Naturmonitor.

De seneste to årtier har budt på en revolution i forskernes evne til at rekonstruere fortiden. Det er blevet muligt takket være teknologiske fremskridt i metoderne til at udvinde og analysere DNA fra gamle knogler.

Disse fremskridt har afsløret, at neandertalere og moderne mennesker faktisk krydsede sig med hinanden; noget man tidligere ikke troede skete. Det har gjort det muligt for forskere at kortlægge de forskellige migrationer, der har formet moderne mennesker.

Det har også gjort det muligt at sekventere genomer fra uddøde dyr, som for eksempel mammutten, og fra uddøde patogener, som gamle pest-stammer.

Mens meget af dette arbejde er baseret på analyser af fysiske levn fra mennesker eller dyr, findes der en anden metode til at indhente gammelt DNA direkte fra miljøet. Forskere kan nu udvinde og sekventere DNA (bestemme rækkefølgen af 'bogstaverne' i molekylet) direkte fra grottesedimenter i stedet for at være afhængige af knogler. Det er ved at revolutionere hele feltet, som kaldes palæogenetik.

Bevarer og beskytter titusinder af års genetisk historie

Grotter og huler kan bevare og beskytte titusinder af års genetisk historie. De er nærmest ideelle arkiver til at studere interaktioner mellem mennesker og økosystemer gennem tiden. Aflejringerne under vores fødder bliver til biologiske tidskapsler.

Det er netop det, vi undersøger her på Geogenomic Archaeology Campus Tübingen (GACT) i Tyskland. Ved at analysere DNA fra grottesedimenter kan vi rekonstruere, hvem der boede i istidens Europa, hvordan økosystemerne ændrede sig, og hvilken rolle mennesker spillede. For eksempel: boede moderne mennesker og neandertalere i de samme huler?

Det er også muligt at finde genetisk materiale fra afføring, der blev efterladt i grotterne. Lige nu analyserer vi DNA fra ekskrementer fra en hulehyæne, der levede i Europa for omkring 40.000 år siden.

Det ældste sediment-DNA, der indtil videre er fundet, stammer fra Grønland og er to millioner år gammelt.

Kan afkode op til hundrede millioner gange mere DNA

Palæogenetikken har udviklet sig enormt siden det første genom fra et uddødt dyr – guaggaen (Equus quagga quagga) et medlem af hestefamilien og en uddød underart til almindelig zebra – blev sekventeret i 1984.

I løbet af de seneste to årtier har næste generations genetiske sekventeringsmaskiner, laboratorierobotter og bioinformatik (evnen til at analysere store, komplekse biologiske datasæt) forvandlet forhistorisk DNA fra en skrøbelig kuriositet til et effektivt videnskabeligt værktøj.

I dag kan sekventeringsmaskiner afkode op til hundrede millioner gange mere DNA end deres tidlige forgængere. Hvor det første menneskelige genom tog over et årti at færdiggøre, kan moderne laboratorier nu sekventere hundredevis af komplette menneskegenomer på én enkelt dag.

I 2022 blev Nobelprisen i fysiologi eller medicin tildelt Svante Pääbo, som er én af de førende forskere på området, hvilket understreger den globale betydning af denne forskning.

Forhistorisk DNA skaber nu jævnligt overskrifter – fra forsøg på at genskabe mammut-lignende elefanter til kortlægning af hundredtusindvis af års menneskelig tilstedeværelse i forskellige dele af verden.

Det afgørende er, at fremskridt inden for robotteknologi og databehandling har gjort det muligt at udvinde DNA fra sedimenter såvel som fra knogler.

GACT er et voksende forskningsnetværk med base i Tübingen, Tyskland, hvor tre institutioner samarbejder på tværs af fagområder for at udvikle nye metoder til at finde DNA i sedimenter.

Arkæologer, geologer, bioinformatikere, mikrobiologer og specialister i ældgammelt DNA kombinerer deres ekspertise for at opnå indsigt, som en enkelt disciplin ikke kan opnå alene – et samarbejde, hvor helheden virkelig bliver større end summen af delene.

Netværket rækker langt ud over Tyskland. Internationale partnere muliggør feltarbejde i arkæologiske huler og naturlige grotter verden over.

I sommeren 2025 undersøgte teamet for eksempel grottelokaliteter i Serbien, hvor de indsamle...

Forestil dig at få en alvorlig kæbeoperation uden adgang til moderne hospitaler. For 2.500 år siden overlevede en ung kvinde i Sibirien netop det.

Nu viser nye skanninger, at hun faktisk overlevede den komplicerede operation, hvor hun fik indsat en form for primitiv protese.

Det skriver Livescience på baggrund af en oversat pressemeddelelse fra Novosibirsk Statsuniversitet (NSU).

Ved hjælp af CT-skanninger har forskere kigget ind i kraniet på den delvist mumificerede kvinde. Forskerne formoder, at kvinden var omkring 25-30 år gammel, da hun døde, og tilhørte Pazyryk-kulturen, som er et nomadefolk fra jernalderen, der levede i det sydlige Sibirien.

Ifølge mediet afslørede skanningerne, at kvinden havde fået en alvorlig hovedskade, som ødelagde hendes højre kæbeled. Forskerne mistænker, at hun kan være kommet til skade ved et fald fra en hest hest.

Kæbeleddet, også kaldet TMJ, er det led, der gør, at vi kan åbne og lukke munden. Skaden ville normalt have gjort det svært at tale og spise.

Forskerne var overraskede over selve behandlingen af skaden, skriver Live Science. De fandt små, tynde kanaler boret ind i de to knogler, der udgør kvindens højre kæbeled. I kanalerne lå der rester af hestehår eller dyresener, der holdt leddet sammen.

"Denne primitive protese holdt ledfladerne sammen og gjorde det muligt for patienten at bevæge kæben," siger Andrey Letyagin, der er radiolog ved den Sibiriske Afdeling af Det Russiske Videnskabsakademi ifølge Live Science.

Han tilføjer, at kvinden med stor sandsynlighed må have haft smerter og derfor ikke tyggede i den skadede side.

Nye knogledannelser omkring hullerne viser, at hun overlevede operationen i måneder eller måske år efter. Hendes tænder i venstre side var ekstra slidte, hvilket tyder på, at hun kun tyggede i den side.

Ifølge forskerne kan det være første gang, man har fundet beviser på netop denne type kæbeoperation. Fundet peger på, at Pazyryk-folket havde en overraskende evne til at udføre komplekse kirurgiske indgreb for at redde liv.

Selvom kvinden blev begravet uden rige gravgaver, viser den vellykkede operation ifølge Natalia Polosmak, der er arkæolog ved den Sibiriske Afdeling af det Russiske Videnskabsakademi, at hendes liv blev anset som værdifuldt, skriver Live Science på baggrund af studiet, der er udgivet i tidsskriftet Problems of Archaeology, Ethnography, Anthropology of Siberia and Neighboring Territories.

Et ophold i rummet er hårdt for menneskekroppen, og et nyt studie fra vores forskergruppe viser, at hjernen rykker opad og bagud og ændrer form inde i kraniet efter en rumrejse.

Jo længere tid astronauterne havde tilbragt i rummet, desto større var ændringerne.

I takt med at NASA planlægger længere missioner, og rumrejser bliver tilgængelige for andre end professionelle astronauter, bliver disse fund stadig mere relevante.

På Jorden trækker tyngdekraften hele tiden kroppens og hjernens væsker nedad mod klodens indre, men det sker ikke i rummet. Kroppens væsker bevæger sig op mod hovedet, hvilket giver astronauter et oppustet ansigt.

Under normal tyngdekraft er hjernen, hjernevæsken og det omkringliggende væv i en stabil balance. I mikrogravitation, som er en tilstand af næsten total vægtløshed, ændres denne balance.

Uden tyngdekraften, der holder hjernen nede, flyder den rundt i kraniet og påvirkes af forskellige kræfter fra det bløde væv og selve kraniet.

Tidligere studier har vist, at hjernen ligger højere i kraniet efter en rumrejse. Men de fleste af disse studier har fokuseret på gennemsnitsmålinger eller hele hjernen som én helhed, hvilket kan skjule vigtige forskelle mellem hjernens forskellige områder.

Det satte vi os for at kigge nærmere på.

Vi analyserede MR-scanninger af hjernen hos 26 astronauter, som havde tilbragt alt fra nogle uger til over et år i rummet. For at fokusere på hjernens bevægelse sammenlignede vi hvert enkelt astronauts kranie på tværs af scanninger før og efter rumrejsen.

Denne sammenligning gjorde det muligt at måle, hvordan hjernen havde flyttet sig i forhold til selve kraniet. I stedet for at betragte hjernen som én samlet struktur delte vi den op i mere end 100 områder og fulgte, hvordan hvert af områderne havde flyttet sig.

Denne tilgang gjorde det lettere at se mønstre, som forsvinder, når man kun ser på hjernen som helhed.

Jo længere tid i rummet, desto større forskydning

Vi fandt, at hjernen konsekvent bevægede sig opad og bagud, når vi sammenlignede før- og efter-scanninger.

Jo længere tid en person havde tilbragt i rummet, desto større var forskydningen. Et af de mest markante fund kom, da vi undersøgte de enkelte hjerneområder.

Hos astronauter, der havde opholdt sig omkring et år på den Internationale Rumstation, bevægede nogle områder nær hjernens top sig mere end 2 millimeter opad, mens resten af hjernen næsten ikke flyttede sig. Det lyder måske ikke af meget, men i et tætpakket kranie har det stor betydning.

Områder, der er involveret i bevægelse og følesans, viste de største forskydninger. Strukturer på begge sider af hjernen bevægede sig mod midtlinjen, hvilket betyder, at de flyttede sig i modsat retning i hver hjernehalvdel.

Disse modsatrettede bevægelser udligner hinanden i gennemsnitsmålinger for hele hjernen og forklarer, hvorfor tidligere studier ikke opdagede dem.

De fleste af forskydningerne og deformationerne vendte gradvist tilbage til normalen inden for seks måneder efter hjemkomsten til Jorden.

Den bagudrettede forskydning viste mindre tilbagespring, sandsynligvis fordi tyngdekraften trækker nedad og ikke fremad.

Det betyder, at nogle af rumflyvningens effekter på hjernens position kan vare længere end andre.

Hvad sker der nu?

NASA's Artemis-program markerer begyndelsen på en ny tidsalder i rumforskningen. For at kunne vurdere de langsigtede risici og udvikle modforanstaltninger er det vigtigt at forstå, hvordan hjernen reagerer.

Vores resultater betyder ikke, at mennesker ikke bør rejse ud i rummet.

Selvom vi fandt, at større forskydninger i et sansebearbejdende hjerneområde hang sammen med balanceændringer efter hjemkomsten, oplevede astronauterne ingen tydelige symptomer, som for eksempel hovedpine eller 'hjernetåge', der kan forbindes med disse forskydninger.

Vores resultater peger ikke på akut risiko for sundheden. Viden om, hvordan hjernen bevæger sig under en rumrejse og derefter restituerer, gør forskere bedre i stand til at forstå mikrogravitations effekt på ...

Over hele verden forsvinder arter i et tempo, der ikke er set siden de fem store masseudryddelser i Jordens historie.

Danmark er ingen undtagelse. Mange af vores dyre- og plantearter er i tilbagegang, selv når der bliver gjort en stor indsats for at bevare dem.

Årsagerne er mange – tab af levesteder, ændringer i landskabet, klimaforandringer – men resultatet er det samme: Bestande bliver mindre, mere isolerede, og dermed langt mere sårbare.

Der er kun ti bestande tilbage af hedepletvingen

Tag for eksempel hedepletvingen (Euphydryas aurinia), en lille, men iøjnefaldende sommerfugl med et mosaikmønster af rød-orange felter, sorte bånd og en karakteristisk række af sorte pletter langs vingens yderste kant.

Engang var den udbredt i store dele af landet, men i dag er der kun omkring 10 små, isolerede bestande tilbage i Nordjylland.

Det er med andre ord en truet art. Og det på trods af, at arten i årtier har været tæt overvåget og i centrum for målrettede naturplejeindsatser med formål at skabe bedre livsvilkår for arten.

Når arter lever i små bestande, opstår der indavl og tab af genetisk variation – en tilstand, der kraftigt øger risikoen for uddøen.

Derfor vil man ofte overveje såkaldt genetisk redning (på engelsk genetic rescue), som indebærer at flytte individer fra én bestand til en anden for at øge variationen, reducere forekomsten af indavl og alt i alt forbedre overlevelseschancerne.

Men strategien virker ikke altid efter hensigten. I nogle tilfælde har introduktionen af nye ubeslægtede individer ført til, at en bestand klarer sig endnu dårligere end før.

Dette fænomen kaldes udavlsdepression og skyldes at forskellige bestande kan passe dårligt sammen genetisk. Derfor er mange naturforvaltere tilbageholdende med at bruge redskabet – selv om det er en effektiv metode til at reducere indavl, når det fungerer.

Den gode nyhed

Vores helt nye studie, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift PNAS, kommer imidlertid med en god nyhed for hedepletvingen. Og for alle andre truede arter, hvor man overvejer genetisk redning.

I studiet præsenterer vi et redskab til vurdering af, hvilke bestande man trygt kan blande - og dermed redde fra indavl - og hvilke man bør holde adskilt.

Metoden bygger på analyser af bestandenes arvemasse (genomer) og gør det muligt at måle, om de er så forskellige, at det kan være risikabelt at flytte individer mellem dem. Eller om de ligner hinanden nok til, at genetisk redning sandsynligvis vil virke efter hensigten.

For at genetisk redning kan udføres sikkert, skal nogle få grundlæggende betingelser være opfyldt.

Først og fremmest skal bestandene tilhøre den samme art og have det samme antal kromosomer. Ellers vil deres afkom ofte være sterile eller have svært ved at udvikle sig normalt.

Derudover må bestandene ikke have været adskilt i meget lang tid. Hvis to bestande har levet isoleret fra hinanden gennem mange generationer, øges risikoen for, at deres arvemasse har udviklet sig forskelligt.

Det kan betyde, at der er opstået nye varianter af enkelte gener, som fungerer udmærket i hver sin bestand, men ikke i kombination med hinanden. Det kan give store problemer, når individer fra forskellige bestande får afkom sammen.

Endelig skal bestandene være tilpasset nogenlunde de samme miljøforhold. Individer fra en bestand, som eksempelvis gennem generationer har tilpasset sig meget varme og tørre forhold, kan have svært ved at klare sig i meget kolde og våde områder. Og det samme vil ofte gøre sig gældende for dens afkom.

Hvis man blander bestande med forskellige tilpasninger til tørre og våde forhold, risikerer man altså at skabe afkom, der ikke passer til nogen af miljøerne.

Indavl kan undersøges via DNA

Vores studie demonstrerer, hvordan man trin for trin kan teste disse betingelser ved at analysere forskelle i genetiske mønstre mellem bestandene.

Et helt afgørende punkt i beslutningsredskabet er dog vurderingen af, om genetisk redning overhovedet er nødvendig.

Det kræver, at man kan se,...

En ny DR-dokumentar, 'Den Giftige tvivl', rejser flere principielle spørgsmål om forskning – blandt andet, om de, der betaler for videnskaben, får lov til at påvirke resultatet.

I forbindelse med dokumentaren har DR med hjælp fra to forskere lavet en optælling af omkring 200 videnskabelige artikler. Disse videnskabelige artikler danner grundlaget for arbejdsmiljøets grænseværdi for formaldehyd – et af verdens mest anvendte industrikemikalier, som kan være kræftfremkaldende.

DR's optælling af de videnskabelige artikler viser, at studier finansieret af industrien er mindre tilbøjelige til at påvise en sammenhæng mellem formaldehyd og kræft i mennesker, skriver DR.

"De mønstre, I påviser, er meget klare. Man kunne næsten ikke have ønsket sig et mere klart svar i forhold til, om der er en sammenhæng mellem, hvem der finansierer - altså, om forskningen er industrifinansieret eller uafhængig - og resultatet," siger Wiebke Marie Junk, som forsker i lobbyisme ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, i dokumentaren.

Formaldehyd bliver blandt andet brugt i lim, maling, plastik, byggematerialer og lignende, ligesom det også dannes og nedbrydes naturligt i kroppen.

Leukæmi, næsesvælg- og næsehulekræft er ifølge DR de kræftformer, der er størst enighed om kan kobles til formaldehyd.

For disse kræftformer viser optællingen, at:

industrifinansierede studier kun to gange finder en sammenhæng, mens de i 20 tilfælde ikke finder nogen sammenhæng.

blandt de uafhængigt finansierede studier peger 20 på en sammenhæng, mens 4 ikke gør. I 8 tilfælde når studierne ikke frem til nogen konklusion.

Tidligere forskning har blandt andet også vist, at studier sponseret af medicinalindustrien har tendens til at nå frem til mere positive resultater om medicin og behandling end uafhængige studier.

Det betyder imidlertid ikke, at man aldrig kan stole på forskning, som er betalt af industrien.

Du kan blive klogere på, hvordan du kan gennemskue, hvem der har betalt for forskning, og hvorvidt det kan have en betydning, i denne artikel, som er en del af Videnskab.dk's guide til læsere.

I guiden, som består af fem spørgsmål, du bør stille dig selv, når du læser om ny sundhedsforskning, bliver du helt generelt klædt bedre på til at skille skidt fra kanel i junglen af forskningsresultater.

Tourettes-aktivisten John Davidson har forklaret, at han forlod det britiske prisuddelingsshow BAFTA, før tid mandag aften, da han blev klar over, at de tilstedeværende blev chokerede og rystede over hans tilråb.

John Davidson deltog i prisuddelingen for at bakke op om komediedramaet 'I Swear', som fortæller historien om hans liv med Tourettes syndromet. Tourettes kan føre til ufrivillige bevægelser (motoriske tics) og ufrivillige lyde (vokale tics), som er gentagne ufrivillige ord, sætninger og fraser.

I løbet af ceremonien kom Davidson med flere udbrud, blandt andet råbte han det stærkt racistiske 'N-ord', mens skuespillerne Michael B. Jordan og Delroy Lindo, som begge er sorte, stod på scenen for at præsentere en pris.

I en udtalelse understregede John Davidson, at ordene ikke var bevidste og ikke afspejlede hans personlige holdninger. Han fortalte, at han var: "...dybt rystet over, at nogen kan anse mine ufrivillige tics for at være forsætlige eller have betydning...."

Der er berettiget kritik af, hvordan BAFTA og BBC håndterede situationen, og at de ikke formåede at anerkende den smerte, udtalelserne forårsagede uanset intentionen.

Men det syndrom, John Davidson har brugt hele sit liv på at oplyse om, er desværre stadig misforstået. Derfor er det relevant at se nærmere på Tourettes og de tics, der følger med.

En neurologisk lidelse

Tourettes er en neurologisk lidelse kendetegnet ved ufrivillige bevægelser og vokaliseringer, såkaldte tics.

Den præcise årsag er endnu ikke fuldt forstået, men forskningen peger på en kompleks kombination af faktorer. Flere gener er blevet koblet til lidelsen, og vi ved, at Tourettes syndrom ofte går i arv, hvilket tyder på en stærk genetisk komponent.

Derudover ved vi, at miljøpåvirkninger i kritiske perioder af hjernens udvikling også spiller ind, eksempelvis komplikationer under graviditet eller fødsel, sygdomme, infektioner og perioder med intens stress.

Tourette optræder sjældent alene. Mange får også diagnoser som ADHD, OCD eller forskellige indlæringsvanskeligheder.

Hvad er tics?

Tics menes at skyldes ændringer i hjernens kredsløb for impulskontrol og -hæmning.

Personer med tics oplever ofte ubehagelige kropslige fornemmelser, der hober sig op. De er svære, ofte umulige, at holde tilbage. Den eneste måde at lindre fornemmelsen på er at tic'e. Ticstrangen kan sammenlignes med en ubærlig kløe.

Ticsene varierer meget fra person til person og kan svinge i hyppighed, type og intensitet, hvilket kan være svært at håndtere.

Nogle tics er korte, simple bevægelser eller lyde, som kraftig blinken, grimassering, hovedkast, snøften, rømmen eller grynt. Disse 'simple' tics er meget almindelige, især hos børn.

Andre tics er mere komplekse og involverer flere dele af kroppen. Det kan være motoriske tics som at slå sig selv, sparke eller falde ned på gulvet, eller vokale tics som at gentage ord eller sætninger. Nogle gange omfatter det også socialt upassende ord, for eksempel bandeord eller skældsord.

Forskere mener, at hjernen ved Tourette kan have problemer med at kontrollere 'forbudte' impulser. Man kan få en stærk trang til at sige tabubelagte ord eller foretage upassende handlinger, trigget af ting man ser eller hører i omgivelserne.

Hvor udbredte er tics?

Tics er meget almindelige blandt børn. Op mod hvert femte barn i alderen fem til seks år oplever simple tics, som ofte forsvinder igen efter en kort periode, ofte uden at barnet eller forældrene er klar over, at der er tale om tics.

Hos cirka 1 ud af 100 børn fortsætter ticsene og bliver mere udtalte. Hvis man både har motoriske og vokale tics i mindst 12 måneder, opfylder man kriterierne for Tourettes-syndrom.

Selvom Tourettes typisk viser sig i den tidlige barndom, kan det også opstå i teenageårene eller voksenalderen.

For de fleste børn topper ticsene omkring puberteten, typisk i 10–12-års-alderen, for derefter gradvist at aftage.

Men for omkring hver fjerde person med Tourettes er tics en livslang følgesvend. I Australien lever omkring 50...

Kvanteteknologi kan bruges til fuldstændig sikker, ubrydelig kryptering. Den kan også bruges til nye typer computere, som kan løse visse former for opgaver langt hurtigere end nutidens supercomputere.

Men teknologien er stadig i sin vorden, og der er et stykke vej endnu, før vi for alvor kan høste gevinsterne fra det seneste århundredes kvanteforskning.

Et af problemerne er, at det er svært at sende kvantebits, som er de mindste enheder af kvanteinformation, over lange afstande.

Det er nødvendigt, hvis kvantecomputere langt fra hinanden skal kunne arbejde sammen om at løse problemer. Eller hvis to parter skal kunne holde beskeder hemmelige ved at udveksle krypteringsnøgler.

Men nu har forskere fra universitetet i Stuttgart i Tyskland vist en vej frem. I et eksperiment har de brugt kvantepunkter - ekstremt små strukturer på få milliontedele af en millimeter i størrelse - til kvanteteleportation.

Det kan føre til såkaldte kvante-repeatere, der kan sikre kommunikation over lange afstande.

"For første gang nogensinde er det lykkedes at overføre kvanteinformation mellem fotoner, der kommer fra to forskellige kvantepunkter," siger professor Peter Michler ifølge en pressemeddelelse fra Stuttgart universitet. Resultatet er beskrevet i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Communications.

Punkter i nanostørrelse udsender lyspartikler

De bittesmå kvantepunkter er lavet af halvledermateriale - et stof med elektrisk ledningsevne mellem en leder som metal og en isolator, hvor ledningsevnen stiger med temperaturen.

De kan udsende lys i form af enkelte fotoner, altså små lyspartikler, med bestemte egenskaber.

I det tyske forsøg udsendte et kvantepunkt to fotoner, hvor den ene efterfølgende overførte – eller teleporterede, som det kaldes i kvantemiljøet – sin kvanteinformation til en foton fra et andet kvantepunkt. Det er ikke set før.

"Det er et rigtig fint og vigtigt resultat, der viser, hvordan man kan bygge kvanteteknologi baseret på kvantepunkter. Det er et skridt på vejen mod et kvanteinternet," fortæller Peter Lodahl, der er professor i kvanteoptik på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Han arbejder selv med kvantepunkter, ikke mindst i firmaet Sparrow Quantum, som han har stiftet.

"Kvantepunkter har eksisteret i mange år, men det er ret nyt, at vi kan bruge dem som byggeklodser til kvanteteknologi. Det er et svært eksperiment, der fortjener respekt," fortsætter han.

Kvantelys kan ikke forstærkes

I det almindelige, globale internet bliver data indkodet i lyspulser, der kan sendes over lange afstande igennem lyslederkabler, også kaldet optiske fibre.

Men der er grænser for, hvor langt man kan sende fotoner gennem et lyslederkabel, før de har brug for en genopfriskning. Informationen går tabt, hvis kablet er for langt.

Optiske forstærkere i netværket kan sørge for, at lyset forstærkes undervejs, så det ikke bliver for svagt. Men det fungerer kun med klassiske bits, hvor lyspulser repræsenterer nuller og ettaller. Den går ikke med kvantebits, der både kan være 0, 1 eller en blanding af 0 og 1.

Kvantefysikkens love forbyder, at kvanteinformation kan forstærkes eller kopieres, men til gengæld kan den overføres fra én foton til en anden.

I et optisk netværk skal en kvante-repeater teleportere kvanteinformationen fra én foton, der har været mange kilometer undervejs, til en frisk foton, som kan klare det næste lange stykke. Kvantenetværket kan for eksempel have en repeater for hver 50 km.

Kun med kvante-repeatere kan man bygge et verdensomspændende netværk, som kan bruges til ubrydelig kvantekryptering, så man kan sende hemmelige beskeder til hinanden.

Kvantecomputere kan forbindes

Udover sikker kommunikation kan et kvanteinternet bruges til at forbinde kvantecomputere, så flere mindre kvantecomputere kan arbejde sammen som én stor superkvantecomputer. Desuden kan det muliggøre sikker adgang til andres kvantecomputere.

Peter Lodahl understreger dog, at der er langt igen, før kvanteinternettet er en realitet.

"Det nye ...

Når vi hører bestemte lyde, kobler vores hjerne dem ofte til bestemte former. De fleste vil for eksempel forbinde en skarp lyd med en spids og takket figur, mens en blød lyd knyttes til noget rundt og buet. Det kaldes 'bouba-kiki-effekten'.

Og noget peger på, det ikke kun er os mennesker, der har det sådan. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie.

Navnet stammer fra et klassisk psykologisk forsøg.

I forsøget får deltagere vist to figurer, en rund og en spids, og bliver spurgt, hvilken der hedder 'bouba', og hvilken der hedder 'kiki'. De fleste vælger altså den runde figur til 'bouba' og den spidse til 'kiki', selv om ordene er opdigtede.

Forskere har længe diskuteret, om vi lærer den kobling gennem sprog. Men ifølge mediet tyder det nye studie altså på, at evnen kan være medfødt.

Forskere fra University of Padova udførte forsøget med tre dage gamle kyllinger.

Først lærte kyllingerne at finde mad bag en plade med en neutral figur.

Senere blev de præsenteret for to nye figurer på samme tid, én rund og én spids, mens en højttaler afspillede enten 'bouba' eller 'kiki'.

Kyllingerne gik oftere mod den spidse figur, når de hørte 'kiki', og mod den runde, når de hørte 'bouba'. Det gjorde de, selvom de aldrig var blevet trænet til at koble lyd og form.

Forskerne gentog forsøget med kyllinger, der var under et døgn gamle, denne gang uden træning og uden belønning. Resultatet var det samme.

Kyllinger er selvhjulpne dyr, hvilket betyder, at de er mobile kort efter klækning og samtidig har haft begrænset mulighed for at lære sådanne sammenhænge.

Resultaterne fra forsøget peger altså ifølge forskerne på, at koblingen mellem lyd og form kan opstå meget tidligt i livet.

Fugle og pattedyr deler en fælles forfader for omkring 300 millioner år siden. Ifølge forskerne kan effekten derfor være et grundlæggende træk i hjernen og ikke kun noget, der hænger sammen med menneskers sprog.

Forskerne foreslår, at fremtidige studier undersøger, om andre arter også viser samme mønster.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science.