Astronauterne på Artemis II's rejse til Månen i april 2026 fik ikke blot en enestående tur gennem rummet.

De oplevede også noget helt ekstraordinært. De var blandt de første mennesker, der så en total solformørkelse fra rummet.

En solformørkelse opstår, når Månen bevæger sig ind foran Solen. Ved en total solformørkelse bliver Solens centrale skive dækket helt.

Set fra Jorden ser Solens skive og Månens skive næsten lige store ud. Når Solens klare skive bliver dækket, kan man se de bølgende stråler fra Solens korona (dens ydre atmosfære), som normalt er for lyssvage til at kunne iagttages.

Jeg er kulturantropolog og beskæftiger mig med de overvældende sider af rumforskning. Jeg har været så heldig at opleve to totale solformørkelser. Den første så jeg i Nebraska i 2017, den anden i Indiana i 2024.

Under min anden totale solformørkelse varede totaliteten, som er den korte periode, hvor man kan tage sine beskyttelsesbriller af og se direkte på formørkelsen, næsten fire minutter.

Jeg så bølger af diffust lys sno sig omkring et kulsort hul på himlen. Det så helt forkert ud – næsten udenjordisk.

12. august 2026 vil der være endnu en total solformørkelse, som kun kan ses fra Grønland, Island, Spanien og De Baleariske Øer i Middelhavet.

Årtiers kraftigste, delvise solformørkelse kan 12. august også opleves fra Danmark - læse mere, stil spørgmål og vind solformørkelsesbriller her.

Heldige tilskuere i Spanien og på de nærliggende øer vil måske kunne opleve formørkelsen lige før solnedgang, lavt over horisonten. Måneillusionen, som er et fænomen, hvor Månen ser større ud, når den står tæt på horisonten, kan få denne formørkelse til at se usædvanligt stor ud.

Astronauter kan også af og til få mere usædvanlige oplevelser med solformørkelser. I min forskning i astronauters oplevelser af ærefrygt interviewede jeg en astronaut, som jeg kalder 'Jackie'. Hun var en del af et astronauttræningshold, der gennemførte en flyveøvelse under en total solformørkelse.

Jackie og hendes team fløj i Månens skygge. Det forlængede den tid, de oplevede totalitet, fordi de kunne følge skyggen og blive inde i den. Jackie var især imponeret over, hvordan Solens korona så ud til at skifte og bølge.

"Det er ikke statisk … det lever," fortalte hun mig.

6. april 2026 oplevede astronauterne på NASA's Artemis II-mission en anden form for usædvanlig solformørkelse, mens de fløj rundt om Månen.

På et tidspunkt i løbet af rejsen stod Månen og rumfartøjet på en særlig måde i forhold til hinanden, så Månen befandt sig direkte mellem dem og Solen og dækkede Solens skive på en måde, der ser meget anderledes ud end det, vi oplever fra Jorden.

Astronauten Victor Glover sagde, at det føltes, som om de "lige var trådt ind i science fiction".

Astronauterne var så tæt på Månen, at den så større ud end Solen og dækkede en endnu større del af dens klare skive.

Jorden var også synlig, og sollys blev reflekteret fra Jorden over på Månen i et fænomen, som NASA kalder 'earthshine', og som kan oversættes til jordskin.

Det svage lys minder meget om det måneskin, der oplyser Jorden om natten.

Forestil dig, at Solen er skjult bag Månen og danner en diset glorie langs Månens kant. Samtidig kaster det svage lys, som reflekteres fra Jorden, et blødt skær over Månen, så bjerge og kratere træder frem i et dæmpet tusmørke.

Forestil dig så, at dette slående syn varer i 54 minutter.

Det var uden tvivl en af de mest usædvanlige solformørkelser, mennesket nogensinde har set.

Selvom astronauterne på Artemis er trænet til at tænke videnskabeligt, indgød oplevelsen dem en dyb ærefrygt.

De talte åbent om, at deres hjerner "ikke kunne bearbejde" det, de så.

NASA holdt dem beskæftiget med en række opgaver, men følelsen og begejstringen i deres stemmer, mens de sendte live fra deres tur forbi Månen, var ikke til at tage fejl af.

Forskere har undersøgt, hvordan ærefrygt påvirker den menneskelige hjerne, blandt andet den ærefrygt, man kan opleve under en solformørkelse.

Den slags øjeblikke af undren kan fo...

Peptider, der sprøjtes ind med kanyle, er på kort tid blevet en markant trend i skønhedsindustrien.

På de sociale medier bliver de markedsført som midler til at reparere huden, stimulere kollagenproduktionen og skabe 'cellulær foryngelse'.

De kan købes online gennem udenlandske forhandlere, selvom mange af dem ikke er reguleret i Australien.

Men hvad indeholder de egentlig? Og er de sikre at bruge?

Tidligere i år blev tre personer i USA idømt bøder på flere tusinde dollars for deres rolle i at give peptid-injektioner til to kvinder ved en anti-ageing-festival i Las Vegas.

Kvinderne blev efterfølgende kritisk syge, og myndighederne kunne hverken fastslå årsagen eller præcis, hvad injektionerne indeholdt.

Erfaringer fra vores samarbejde med Steroid QNECT, som er en hotline, hvor man anonymt kan søge rådgivning om præstationsfremmende stoffer, viser, at peptider allerede bliver injiceret i Australien.

Lovgivningen halter dog efter udviklingen. Samtidig mangler vi stadig solid dokumentation for, om peptidernes anti-ageing-påstande holder, og om de i det hele taget er sikre for mennesker.

Peptider er korte kæder af aminosyrer, som udgør proteinerne i kroppen. De fungerer som signalstoffer og spiller en central rolle i en lang række biologiske processer, blandt andet reparation og heling af huden og dæmpe inflammation.

Kroppen producerer selv peptider, men der fremstilles også syntetiske varianter, som skal efterligne eller forstærke de naturlige funktioner.

En del peptider har veldokumenterede medicinske anvendelser. For eksempel er lægemidler baseret på GLP-1 (glukagonlignende peptid-1, som for eksempel semaglutid) godkendt til behandling af diabetes og vægtregulering, som blandt andet Ozempic og Wegovy.

Disse lægemidlers effekt er solidt underbygget af kliniske studier.

Men samtidig bliver et stigende antal peptider markedsført til kosmetiske og anti-ageing-formål uden godkendelse fra de australske sundhedsmyndigheder.

Peptider som GHK-Cu, BPC-157 og TB-500 bliver solgt online med løfter om øget kollagenproduktion, hurtigere heling af huden, færre rynker og endda at 'vende' den biologiske aldring.

Peptider til indsprøjtning, der er underlagt regulering, betegnes som receptpligtige lægemidler.

Det betyder, at de kun bør bruges efter aftale med en sundhedsprofessionel og til et klart medicinsk formål.

De australske myndigheder har allerede udstedt bøder til en række virksomheder, der ulovligt har markedsført slanke-injektioner direkte til forbrugere.

Samtidig er en række syntetiske peptider, som endnu ikke er godkendt til brug på mennesker (som for eksempel BPC-157) klassificeret som receptpligtige og potentielt skadelige stoffer.

For at omgå reglerne bliver mange af produkterne solgt online som 'forskningskemikalier' og mærket med "Ikke godkendt til menneskebrug".

I praksis er de dog ofte pakket, doseret og markedsført på en måde, der tydeligt er rettet mod menneskelig anvendelse.

Onlineforhandlere stiller typisk kun minimale krav til dokumentation for alder eller identitet og lover hurtig levering og høj renhed, for eksempel "99 procent testet".

Dermed opstår et parallelt marked uden for sundhedsfaglig kontrol og regulering.

Selvom det kan medføre bøder eller andre sanktioner at importere eller besidde receptpligtige peptider uden tilladelse, er håndhævelsen vanskelig i et globalt, digitalt marked.

Samtidig er brugen af injektioner blevet mere almindelig og mindre stigmatiseret – især inden for kosmetik og wellness.

Mange kosmetiske behandlinger, som for eksempel botox og fillers, bruger også receptpligtige stoffer, men bliver ofte tilbudt med begrænset lægetilsyn.

I takt med at injektioner er blevet mere almindelige, og brugen af blandt andet steroider er steget, åbnes der også op for mere eksperimenterende behandlinger som peptider.

For mange af de peptider, der bliver markedsført til anti-ageing og hudpleje, er der stadig kun begrænset dokumentation fra studier på mennesker.

Påstande om, at peptider som GHK-Cu, BPC-157 og ...

En edderkops løbehastighed er relateret til dens kropsvægt og benlængde. Ud fra en ny laboratorieundersøgelse har forskere nu fundet verdens hurtigste edderkop.

Vinderen blev den australsk edderkop, der på engelsk er kendt under navnet 'brown huntsman' (Heteropoda jugulans), og som kunne løbe med en hastighed på 3,59 meter i sekundet – næsten 13 km/t.

Det er dobbelt så hurtigt som andenpladsen, kolbøtte-edderkoppen (Cebrennus rechenbergi), der længe blev regnet som den hurtigste edderkop med sin løbehastighed på 1,7 m/s, som den opnår, når den bliver forskrækket og i en rullende bevægelse 'løber' væk.

Det skriver New Scientist på baggrund af en endnu ikke peer-reviewed eller officielt publiceret forskningsartikel.

For at få et omfattende billede af edderkoppernes løbehastighed indsamlede forskerne 162 edderkopper fra Storbritannien, Nordamerika, Sydeuropa og Australien samt flere eksemplarer fra dyrehandlere.

Hver af disse edderkoppearter blev efterfølgende omhyggeligt vejet for derefter at teste deres hastighed på gitterpapir i størrelsen A4 eller A3, så forskerne kunne forstå biomekanikken på tværs af så mange arter som muligt.

Flere af arterne blev lokket til at løbe, ved at forskerne rørte dem med en pensel, mens andre ikke var lige så samarbejdsvillige.

"Projektet ville have været overstået på en måned, hvis edderkopper kunne forstå engelsk," fortæller studiets medforfatter Shreyas Kuchibhotla til New Scientist og tilføjer:

"Fugleedderkopper er ikke skabt til at løbe. De vil meget hellere stå fast på jorden, så vi måtte blæse luft på dem."

Her blev det altså den føromtalte australske edderkop, der med sin kropsvægt på blot tre gram løb med en hastighed på 3,59 meter i sekundet.

Edderkoppen kan – ifølge forskerne – løbe så hurtigt, fordi de er relativt store inden for edderkoppeverdenen. Samtidig er de ikke store nok til, at deres ben bliver overbelastet.

Generelt var større edderkopper hurtigere, men der var dog enkelte undtagelser.

Den største undtagelse var den orange edderkop med det latinske navn Oonops pulcher, der har en kropsvægt på blot 0,1 milligram, men kunne bevæge sig over 20 centimeter i sekundet.

De næste store opdagelser om vores univers kan måske blive gjort i en kælder i København.

Her står der nemlig et datacenter, som vil blive fodret med svimlende mængder af billeder og data fra det nye amerikanske Vera Rubin Observatorium.

Selve observatoriet står på en bjergtop i Chile, og herfra er det netop begyndt at skanne nattehimlen på den sydlige halvkugle. Med verdens største digitalkamera – som er på størrelse med en bil – tager observatoriet et nyt billede af nattehimlen cirka hvert 40. sekund over de næste 10 år.

På den måde bliver der skabt en gigantisk timelapse-video af vores univers, som vil føre til nye opdagelser, "som ingen endnu har drømt om," siger lektor Christa Gall.

"Det er superspændende. Vi har ventet så længe på at komme i gang, og nu er det endelig sket," siger Christa Gall, som er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og står i spidsen for den danske deltagelse i Vera Rubin Observatoriet.

Hun holdt sit første møde om Danmarks rolle i samarbejdet i 2013. Dermed er det årtiers forberedelse, som nu kulminerer med opstarten på den 10-årige overvågning af nattehimlen, et projekt kaldet 'Legacy Survey of Space and Time'.

"Det er fantastisk, at det er lykkedes for Danmark at komme med i projektet. Det kan åbne døren for alle mulige nye opdagelser, som vi ikke har haft kendskab til før," siger Hans Kjeldsen, som er professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Modsat de fleste andre teleskoper, som tager sig god tid til at studere et ganske lille område på himlen, vil Vera Rubin i stedet fotografere store dele af himlen med et stort synsfelt. På få dage kan det gigantiske digitalkamera have affotograferet hele nattehimlen på den sydlige halvkugle, og når det er sket, starter det forfra.

"Kameraet vil vende tilbage til det samme område af himlen cirka hver tredje dag, og det vil ske igen og igen over de næste 10 år. Det er aldrig gjort før," siger Christa Gall.

"På den måde kan vi opdage flere objekter end nogensinde før - ting, som bevæger sig, lyser op, eksploderer eller udvikler sig. Det kommer til at blive en gamechanger."

Selv glæder hun sig især til at opdage nye typer af supernovaer – stjerner, som eksploderer og dør.

Men forskerne regner også med at opdage millioner af nye asteroider, kometer eller andre objekter i vores solsystem, når de bevæger sig ind i kameraets synsfelt.

Allerede under observatoriets opstartsfase er det lykkedes at gøre flere opdagelser. I april i år blev opdagelsen af 11.000 nye asteroider eksempelvis godkendt og offentliggjort. De blev opdaget med kun 1,5 måneds afprøvning af Vera Rubin Observatoriet, lyder det i en pressemeddelelse.

"Det er simpelthen en opdagelsesmaskine," siger Jens Hjorth, som er professor ved DARK på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

"Den kommer til at finde alt, hvad der bevæger sig eller ændrer sig på nattehimlen. Man regner for eksempel med, at den vil opdage 2.000 supernovaer hver eneste nat. Så det er voldsomme mængder af data, vi får fingrene i."

For folk, som arbejder med kosmologi - læren om universets opbygning, oprindelse og udvikling – ventes Vera Rubin også at åbne nye døre.

Håbet er blandt andet, at det gigantiske digitalkamera kan gøre os klogere på mørkt stof og mørk energi – to typer af stof og energi, som fysikerne er overbeviste om findes, men som de har svært ved at indfange og forstå.

"Rubin kan ændre vores forståelse af mørkt stof og mørk energi – to af den moderne kosmologis største mysterier," lyder det i en pressemeddelelse fra Radoslaw Wojtak, som er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og involveret i den danske indsats for at blive en del af observatoriet.

Observatoriet er opkaldt efter den amerikanske astronom Vera C. Rubin, hvis forskning leverede nogle af de første afgørende beviser for eksistensen af mørkt stof.

Det er samtidig det første store offentligt finansierede amerikanske astronomiske anlæg, der er opkaldt efter en ...

Det kan være hårdt at være forælder. Det er ekstra udfordrende, når barnet bliver overvældet af vrede, frustration eller bliver overspændt; alle følelser, som barnet endnu ikke selv kan styre.

Selvom børn kan have svært ved at regulere intense følelser, spiller forældre en afgørende rolle i at hjælpe dem med at navigere i følelserne.

Med afsæt i vores arbejde med børn og familier giver vi her en række konkrete råd til, hvordan man som forælder kan støtte sit barn gennem følelsesmæssige op- og nedture, de såkaldte 'store følelser'.

Evnen til at regulere følelser er ikke medfødt, men noget, der gradvist bliver bygget op. Børn lærer i høj grad ved at spejle sig i de voksne omkring dem og især i, hvordan forældrene håndterer deres egne følelser.

Allerede som spædbørn kommunikerer børnene deres følelser. Gråd er for eksempel ikke bare lyd, men et signal om, at de for eksempel er sultne, trætte eller har behov for en ren ble.

Når du bliver en smule ældre, begynder børnene at opleve nye og mere komplekse følelser, som de endnu ikke har ord for.

En toårig kan for eksempel mærke både vrede og jalousi, når en ny lillesøster eller -bror kommer til verden, og forældrenes opmærksomhed pludselig er rettet et andet sted hen.

Uden at forstå hvad der foregår indeni, kan barnet reagere ved at skubbe, slå eller rette sin frustration mod både forælder og baby.

I takt med at børnene bliver ældre, udvikler de gradvist deres egne strategier til at håndtere stærke følelser.

Forældre kan styrke barnets 'følelsesmæssige værktøjskasse' ved selv at være rollemodeller for hensigtsmæssig følelsesregulering og ved aktivt at lære barnet konkrete måder at håndtere svære situationer på.

Og det er værd at huske, at store følelser ikke kun er negative. Mange børn har også svært ved at regulere intense, positive følelser som begejstring og glæde.

Der er flere måder, forældre kan støtte deres børn i at håndtere stærke følelser.

Børn opfanger hurtigt stemninger og følelsesudtryk hos de voksne omkring dem. En rolig og afstemt tilgang til barnets følelsesudbrud kan skabe tryghed og signalere, at situationen kan håndteres.

Det er dog lettere sagt end gjort. I pressede øjeblikke kan barnets stærke følelser 'smitte' eller virke overvældende også på de voksne.

Hvis du mærker det i dig selv, kan en kort pause gøre en forskel. Træk vejret langsomt og dybt et par gange, gå kortvarigt ud af rummet, hvis det er muligt, eller vend dig væk et øjeblik for at samle dig. Selv en lille mental nulstilling kan hjælpe dig med at reagere mere hensigtsmæssigt.

Den gode nyhed er, at der findes en række ressourcer (mange af dem er gratis), som kan styrke forældres egen følelsesregulering og samtidig understøtte børns evne til at forstå og bearbejde deres følelser.

Det er afgørende at lægge mærke til, anerkende og styrke de situationer, hvor barnet faktisk håndterer sine følelser godt.

Det er naturligt at reagere på konflikter og udadreagerende adfærd, men det er mindst lige så vigtigt at fremhæve de øjeblikke, hvor barnet lykkes.

Forskning viser, at konsekvent anerkendelse af positiv følelseshåndtering over tid kan mindske både hyppigheden og styrken af følelsesudbrud.

Når barnet er faldet til ro efter en stærk reaktion, kan det hjælpe, at den voksne sætter ord på det, der skete: "Jeg kan godt se, at du blev både vred og ked af det, fordi du ikke måtte få småkager før aftensmaden".

Ved at spejle og navngive følelserne lærer barnet gradvist at genkende dem hos sig selv. Det er et vigtigt første skridt mod at finde ud af, hvilke strategier der kan bruges til at falde til ro igen.

Hvis barnet for eksempel lærer at identificere vrede, kan det også lære, at dybe vejrtrækninger eller en pause hjælper.

Samtidig signalerer den voksne, at følelser er tilladte, og at hjemmet er et trygt sted at give udtryk for dem. Redskaber som et 'følelseshjul' eller en plakat med ansigtsudtryk kan gøre det lettere for både børn og voksne at identificere og anerkende forskellige følelser.

Følelser kan trænes,...

Når man skal ud i rummet, kan det være rart med noget, der minder om hjemme.

Det håber den italienske astronaut Luca Parmitano i hvert fald på. Han skal nemlig være pilot på Artemiss III, en kommende rummission, der efter planen skal flyve rundt om Jorden i 2027 og teste to månefartøjer, skriver Phys.org.

Artemis-missionerne er en del af NASA's plan om at få mennesker tilbage til Månen - og det kan ifølge mediet ske så tidligt som i 2028. Du kan læse mere om missionerne og planerne i artiklen 'Vejen frem efter Artemis 2: Her er planen - og udfordringerne' på Videnskab.dk.

Og den italienske astronaut regner altså med, at menuen på turen får et italiensk præg.

"Jeg forventer, at der dukker noget italiensk op på menuen, og jeg behøver ikke engang at nævne det, fordi italiensk mad er en UNESCO-verdensarv," siger Parmitano til AFP og tilføjer: "Alle vil have noget italiensk mad."

På Artemis II-missionen i april 2026 fik besætningen blandt andet Texas-brisket (røget spidsbryst, red.) og tortillas med ombord i Orion-rumfartøjet, skriver AFP. Under en live-udsendelse fra rummet kunne man også se et glas Nutella svæve forbi.

Luca Parmitano blev udvalgt som astronaut af ESA, Den Europæiske Rumorganisation, i 2009. Han har tidligere været på to missioner til Den Internationale Rumstation, ISS. Her har han også gennemført rumvandringer, hvor astronauter arbejder uden for rumstationen i rumdragt.

En af rumvandringerne blev dog ifølge AFP dramatisk, da Parmitanos hjelm begyndte at blive fyldt med vand på grund af en fejl i rumdragtens kølesystem.

På Artemis III skal Parmitano dele ansvaret med den amerikanske kommandør Randy Bresnik. De to er begge testpiloter, og ifølge Parmitano kræver fartøjet to personer til at styre det.

Besætningen består også af de amerikanske astronauter Andre Douglas og Frank Rubio.

Parmitano nævner desuden til AFP, at forskellene i alder og baggrund gør holdet stærkere.

Når vi hører ordet demens, tænker vi ofte på en person med hukommelsesproblemer.

Hukommelsen er ofte ramt ved demens - men sådan forholder det sig ikke altid. Demens findes i mange forskellige former, og hver af dem kan resultere i et bredt spektrum af symptomer.

Et nyt casestudie, som jeg var med til at gennemføre, beskriver en 68-årig mand med en sjælden form for demens, som gjorde, at manden udviklede en stærk fascination af en helt bestemt type lyd.

Netop denne demensform er først for nylig blevet anerkendt af forskere. Og fundet peger på, at ændringer i lydpræferencer kan være et centralt kendetegn ved syndromet.

Den 68-årige mand, som vi kaldte 'CP', udviklede en usædvanlig begejstring for lyden af Spitfire - et britisk jagerfly.

Hans kone lagde første gang mærke til den mærkelige adfærd, omkring to år før han fik stillet sin demensdiagnose.

CP boede tæt på en flyveplads, og veteranfly passerede jævnligt hen over huset. Hver gang, han hørte dem, slap han, hvad han havde i hænderne, og løb udenfor, hvor han vinkede til flyene og fældede glædestårer.

Før sygdommen brød ud, havde han aldrig reageret på denne måde.

Hans fascination af motorlyde var meget specifikt knyttet til netop denne flytype. Han reagerede ikke på samme måde på lyden af andre fly og viste heller ingen generel interesse for hverken fly eller køretøjer.

Til gengæld fandt han fuglesang og mennesker med lyse stemmer irriterende. Han blev også meget kræsen med musik, og cover-versioner brød han sig ikke om - han foretrak de originale versioner.

Et par år før, den pludselige begejstring for Spitfire-lyden opstod, var CP begyndt at blive mut og kort for hovedet.

Han blev gradvist mere kølig og apatisk over for andre og mistede både impulskontrol og fornemmelse for, hvad der var socialt passende:

For eksempel var hans reaktion på et dødsfald i familien påfaldende indifferent (ligeglad, red.).

Han afbrød ofte andre, hvilket han aldrig havde gjort før sygdommen. Han mistede også forståelsen for humor.

Derudover udviklede han en udpræget sød tand og blev optaget af at spille skak og løse ordsøgninger.

Indimellem havde han svært ved at genkende bekendtes ansigter, men han havde ingen problemer med at genkende stemmer i telefonen. CP viste ingen tegn på problemer med hverken at huske tidligere begivenheder eller med sproget.

Omkring fem år efter de første symptomer blev CP diagnosticeret med en type demens kaldet frontotemporal demens.

Nærmere forklaret lød diagnosen på en af tre kendte undervarianter af denne type demens. Vi mener dog snarere, at CP havde en fjerde og mere ukendt variant – undertiden omtalt som 'right temporal variant' ('højre temporale variant').

Denne variant har fået sit navn, fordi størstedelen af vævstabet sker i hjernens højre temporallap. Dette område spiller især en rolle i forståelsen af begreber og i evnen til at udlede mening af ikke-verbale signaler som for eksempel sociale signaler.

Skanninger af CP's hjerne viste, at store dele af netop dette område var svundet ind.

Den højre temporale variant af frontotemporal demens ser desuden ud til at give en blanding af symptomer, som man normalt forbinder med både den adfærdsmæssige og den semantiske variant.

Men i forskningsmiljøet er der stadig debat om, hvordan varianten præcist skal defineres.

Der er meget at hente i CP's historie.

For det første er den med til at øge opmærksomheden om frontotemporal demens. Manglende kendskab er et stort problem, også blandt læger, fordi sygdommen ofte forveksles med andre psykiatriske lidelser eller med Alzheimers sygdom.

CP's forløb er også med til at skærpe forståelsen af den fjerde variant af frontotemporal demens.

Hans symptomer peger på, at udviklingen af nye og markante fikseringer kan være et definerende træk ved syndromet.

Samtidig er dette tilfælde et tydeligt eksempel på, at demens også kan ændre den måde, mennesker bearbejder lyd på.

Sammenhængen mellem hørenedsættelse og demens er allerede veldokumenteret, men karakteren af denne sammenhæng ...

Selvom arkæologer har viet hele deres arbejdsliv til at studere det forhistoriske Danmark, er fortiden stadig indhyllet i mystik.

Se blot på den førromerske jernalder (500 f.v.t. til år 1):

Mennesker blev brutalt ofret og smidt i moser, uden at vi ved præcis hvorfor.

Efter at have tilbedt Solen i århundreder begyndte vores forfædre at opbevare kunstværker, der afbildede guder, vi ikke længere kender navnene på eller betydningen af.

Og så er der de unikke danske hulbælter: Kilometervis af striber i de danske landskaber fyldt med tusindvis af 30-40 centimeter dybe huller i rækker.

Arkæologer har i en menneskealder spekuleret i, hvorfor i alverden man mindst 41 steder i Danmark for tusinder af år siden lagde et enormt arbejde i systematisk at grave utallige huller. I dag kan de stadig kun komme med kvalificerede gæt.

Nogle af de kvalificerede gæt blev for nylig testet af arkæologistuderende i Lejre – en begivenhed, som Videnskab.dk dækkede.

Her var konklusionen blandt andet, at hulbælterne formentlig kunne have flere funktioner på én gang. Eksempelvis en 'forhindring' til angribere under kamp eller til nedkøling af madvarer.

Det satte gang i fantasien hos vores læsere, der både på Facebook og email er kommet med en række bud på, hvad hulbælternes funktion også kunne være.

Vi har udvalgt nogle af de mest lovende og kreative gæt og sendt dem omkring en af verdens førende eksperter på området.

Flere læsere har spurgt, om ikke der kan være tale om en slags hegn, der enten holder mennesker og dyr ude eller leder dem i en bestemt retning.

Det er en nærliggende tanke. Faktisk så nærliggende, at det var den dominerende teori, da arkæologer fandt det første hulbælte i 1966.

Dengang kaldte udgravningslederen C.J. Becker, arkæologiprofessor ved Københavns Univertiet, slet og ret hulbælterne for 'palisader'. Altså en slags hegn eller træmur.

"Hele vejen op igennem 1970'erne og '80'erne tolkede man hulbælterne som resterne af hegn," siger Henriette Syrach Lyngstrøm, der er lektor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet og har brugt en stor del af sin karriere på at forske i hulbælter.

"Men i dag er den teori stort set skudt ned. Vi har fundet 41 hulbælter med utallige huller, men der er aldrig fundet trærester i nogen af dem."

Kan træet ikke bare være nedbrudt gennem 2.500 år, indtil der ikke er noget tilbage?

"Måske, men ved det store hulbælte i Risum Østergård (nær Holstebro, red.) fandt man en vold lige ved siden af med stolpehuller. Og der var stadig spor af træ i stolpehullerne," svarer hun.

"Så hvis der er tydelige spor af træ fra samme periode lige ved siden af hulbæltet, må vi også gå ud fra, at der ville være det i hulbæltet, hvis det var et træhegn."

Det udelukker formentlig også et andet bud, som mange læsere er kommet med: At det skulle være stolpehuller fra huse eller andre bebyggelser. For der er mange danske eksempler på stolpehuller fra huse, også ældre end 2.500 år, hvor der stadig er kemiske rester af træ.

Til gengæld er Henriette Syrach Lyngstrøm slet ikke afvisende over for, at hulbælterne kunne være en slags vejvisere eller symbolske afspærringer af territorier.

"Det var en periode med forskellige klaner. Hulbælterne kunne sagtens markere en juridisk grænse," vurderer hun.

"Og fordi nogle af hulbælterne er så lange – op til flere kilometer – kan man også godt forestille sig, at de har været guidelines. Lidt ligesom på et hospital, hvor én linje fører til røntgenafdelingen og en anden til hjertelunge-afdelingen."

Lektorens dom: Hulbælterne er næppe rester fra hegn, men hun er slet ikke afvisende over for, at bælterne var vejvisere.

I en tid før geværer og kikkertsigte var gode råd dyre, når man ville nedlægge store dyr såsom hjorte.

En læser på vores norske søstermedie, Forskning.no, foreslår på Facebook:

"Jeg gætter bare, men jeg tror, det må være logisk, at det er en form for 'fangehul'. Hvis man jager og stresser en større flok græssende dyr derhen, så er der sikkert nogle, der brækker benene, når de løb...

Smerter er én af de ting, vi alle oplever, fra at støde en tå mod noget hårdt til at vågne med ondt i ryggen. Vi kan alle genkende følelsen af at have ondt.

Men selvom smerter i sig selv er universelle, har måden, vi forstår dem på, ændret sig dramatisk gennem tiden.

I oldtidens samfund forklarede man blandt andet smerter med, at dæmoner trængte ind i kroppen gennem næsen eller ørerne. I dag ved vi, at smerter i højere grad handler om nerveender og biologi.

Behandlingsmetoderne har også ændret sig markant. Hvor vores forfædre kan have forsøg at nyse, kaste op eller endda urinere smerterne ud, er vi i dag langt mere tilbøjelige til at tage medicin for at lindre vores smerter.

Hvor mærkelige disse gamle 'behandlinger' end kan lyde i dag, afslører de noget vigtigt om smerter: De er aldrig blot en fysisk fornemmelse.

Gennem hele historien har kultur, religion og sociale forestillinger nemlig formet, hvordan mennesker taler om og reagerer på at have ondt, og mange af de idéer påvirker os stadig den dag i dag.

Efter mere end 30 år med forskning i smerter står én ting da også klart for mig: Selvom smerter måske er universelle, er vores oplevelse af dem det absolut ikke.

For at forstå, hvor nutidens syn på smerter kommer fra, skal vi se på, hvordan tidligere kulturer forsøgte at forklare dem.

I mange oldtidskulturer troede man for eksempel, at smerter var forårsaget af ydre kræfter. Dengang byggede behandlingsmetoderne på okkulte ritualer, amuletter eller forsøg på at dræne 'forheksede' væsker fra kroppen for at uddrive disse kræfter.

De gamle egyptere mente, at der måtte være noget mere dystert på spil, hvis man ikke tydeligvis havde taget skade (altså ingen brækkede knogler eller synlige sår).

Det kunne være guderne eller måske en omvandrende dødsånd, som havde besluttet sig for at aflægge kroppen et uvelkomment besøg.

Andre forsøgte at forklare smerterne med mere kropslige end åndelige termer. De gamle grækere, blandt andet lægen Hippokrates, mente, at smerter og sygdom opstod, når der var ubalance i kroppens 'fire væsker' (humores): blod, slim, gul galde og sort galde. Man tog midler fra plante- og dyreriget i brug i forsøget på at genoprette harmonien.

I middelalderen fik smerter en moralsk og religiøs betydning. Overalt i Europa fungerede klostre som en slags forløbere for hospitaler. Her havde man adgang til stærkt smertelindrende stoffer som opium. Alligevel blev smerter ikke altid behandlet.

Det skyldtes, at mange kristne betragtede lidelse som en trosprøve, mens andre så den som en vej til åndelig renselse.

Derfor blev det betragtet som dydigt at udholde smerte. I stedet for at søge lindring blev de smertelidende ofte opfordret til at bære deres pinsler med tålmodighed og hengivenhed.

Levn fra denne forestilling kan stadig ses i dag. For eksempel vælger en del kvinder at føde uden smertelindring på grund af idéen om, at fødselssmerter er en meningsfuld eller nødvendig del af oplevelsen.

Forestillingen om, at smerterne bør udholdes, er da heller ikke forsvundet i takt med, at religionens indflydelse er aftaget. I mange samfund har den blot fundet et nyt hjem i filosofien.

Hvis du nogensinde har følt dig presset til at 'bide smerterne i sig', når du er syg eller har ondt, kan du måske genkende stoicismens indflydelse. Kernen i stoicismen er idéen om, at vi ikke altid kan kontrollere smerterne, men at vi kan kontrollere, hvordan vi reagerer på dem.

Mange steder i verden bliver det stadig betragtet som et tegn på ukuelighed og selvkontrol at udholde smerter i stilhed. Folk bliver ofte opfordret til at nedtone deres smerter og undlade at gøre et stort nummer ud af dem.

Det står i kontrast til, at vokale udtryk for smerte er en almindelig måde for mennesker at knytte bånd på, og forskning viser, at menneskers smerteudbrud ligner hinanden verden over.

Så uanset om du foretrækker at give udtryk for dine smerter eller holde dem for dig selv, er én ting sikkert: Den måde, vi tænker – og endda mærker – vores smerter på, er direkte...

Efter en række rolige år er naturbrandene vendt tilbage til det vestlige Grønland.

To nylige brande har igen sat fokus på et landskab, som de fleste nok forbinder mere med gletsjere og smeltende indlandsis end med flammer.

Men da vi besøgte området i 2023 for at undersøge en række usædvanligt store naturbrande, der hærgede nogle år tidligere, fortalte lokale beboere os, at de ikke ville blive overraskede, hvis brandene vendte tilbage.

De fortalte, hvor udtørret landskabet var blevet op til brandene. Det gjorde det lettere for ilden at få fat og sværere at få brandene under kontrol.

Derfor kommer de seneste hændelser ikke helt bag på folk i området omkring Sisimiut på Grønlands vestkyst.

Vores forskning peger på, at naturbrande kan være en del af en ny arktisk virkelighed.

Under vores feltarbejde i 2023 talte vi med brandfolk, lokale erhvervsdrivende, folk, der færdes og arbejder i landskabet, turismeansvarlige og internationale besøgende.

Fælles for dem var, at de alle havde direkte erfaring med de tidligere brande, og det gennemgående budskab var klart: Brandene lignede ikke noget, de før havde oplevet.

De ældre generationer var især chokerede. Som en lokal beboer formulerede det:

"Det var noget nyt, selv for os."

Deres erindringer stemmer overens med vores egen analyse, som bygger på satellitdata og avisomtaler, og som viser, at der ikke var landskabsbrande i Vestgrønland fra 1995 til 2007, men at der siden har været mere end 20.

Mange af brandene, herunder én, som brændte i tundraen i flere uger, faldt sammen med en usædvanligt varm og tør periode mellem 2015 og 2020.

Selvom de følgende somre var vådere og gav naturbrandene et midlertidigt pusterum, tyder årets brande på, at de tørre forhold er vendt tilbage.

Det var ikke kun de lokale beboere, som var overraskede.

Denne del af Grønland tiltrækker tusindvis af krydstogtgæster og adventureturister, og mange vandrer den flere dage lange Arctic Circle Trail mellem Kangerlussuaq og Sisimiut.

De vandrere, vi talte med, var chokerede over at møde brande:

"Jeg har selvfølgelig hørt om naturbrande før, men man forbinder det jo med Australien eller Californien [...] det faldt mig aldrig ind, at det også kunne ske i Grønland."

Risikoen har ændret den måde, landskabet bliver forvaltet på.

Mange af brandene opstod langs ruten, og derfor har de lokale myndigheder mindet besøgende om at bruge lejrbål ansvarligt og delt et kort informationsnotat om naturbrande ud, som vi har udarbejdet.

Grønland har altid haft naturbrande i et vist omfang, og folk, der traditionelt færdes i landskabet, har gennem generationer haft en sikker omgang med ild.

De tænder for eksempel bål på klippegrund væk fra vegetation og er forsigtige med rygeovne, og denne viden bliver stadig givet videre fra generation til generation.

Men de usædvanligt tørre forhold i de år gjorde selve landskabet langt mere brandfarligt.

I modsætning til de skovbrande, der dominerer overskrifterne andre steder, brænder naturbrandene i Grønland typisk i tundraen, hvor de spreder sig gennem mosser, buske og organisk rige jordtyper som tørv, der i stigende grad bliver blotlagt, efterhånden som permafrosten smelter.

Det gør brandene særligt svære at bekæmpe.

Brandfolk i Sisimiut fortalte os, at brandene ikke kun brænder hen over overfladen, men også kan ulme under jorden i dagevis eller endda ugevis, så de spreder sig ubemærket, før de blusser op igen.

Under lange tørkeperioder kan nærliggende søer også blive for lavvandede til at levere nok vand til slukningsarbejdet, hvilket gør en i forvejen vanskelig opgave endnu sværere i Grønlands fjerntliggende tundra.

Brandene har vidtrækkende konsekvenser.

Ulmende tundra frigiver store mængder kulstof, som har været bundet i jorden i århundreder, og det bidrager til de drivhusgasser, der opvarmer klimaet.

Når sod fra brandene lægger sig på den nærliggende grønlandske indlandsis, kan det endda fremskynde afsmeltningen ved at gøre overfladen mørkere.

Brandene producerer også fine partikler, som ...