Lad os stille tiden præcis fem år tilbage. Det er 12. juni 2021. Åbningskampen til EM mellem Danmark og Finland kører på 42. minut.

Hele Danmark ser med, mens Christian Eriksen løber frem for at modtage bolden. Glæden i stuerne får dog en brat ende, da den unge fodboldspiller uden varsel synker sammen i græsset, tilsyneladende bevidstløs. Hans hjerte er stoppet med at slå.

En dramatisk episode, som næsten genudspillede sig for få dage siden, da Christian Eriksen igen faldt om under en landskamp. Heldigvis sørgede en pacemaker for, at hans hjerte ikke stoppede, og han kunne selv gå fra banen.

Men faktisk er hjertestop en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. Hvert år rammes 5.000 mennesker af hjertestop uden for hospitalerne – det svarer til 14 mennesker dagligt.

Statistisk vil kun omkring to af de 14 ramte overleve. Og det på trods af, at overlevelseschancerne i Danmark er blandt de højeste i verden – ikke mindst fordi vi har et rigtig godt beredskab, når ulykken rammer.

Chancen for at overleve afhænger af, hvor hurtigt der bliver opstartet genoplivningsforsøg. For hvert minut der går fra hjertet stopper, til hjertemassagen påbegyndes, mindskes chancen for at hjertet kan komme i gang med cirka 10 procent.

Forskning viser da også, at udøvelse af hjertemassage, og kvaliteten af den, er det, der har den største positive effekt på overlevelseschancen hos et menneske med hjertestop.

Desværre kan traditionel hjertemassage fra selv de bedst uddannede fagpersoner kun genskabe op til 40 procent af den blodgennemstrømning, som vores hjerter normalt yder. Derfor vil der ofte opstå akut iltmangel i de livsvigtige organer, hvor særligt hjernen og hjertet kan tage skade.

Overlevende efter et hjertestop vil derfor i mange tilfælde få følgeskader som nedsat funktion af hjertet og/eller skader i hjernen, og deraf følgende handicap og nedsat livskvalitet.

Det kan virke som en nedslående historie. Men historien om hjertemassage er også historien om, hvordan vi som mennesker fik den nødvendige viden, som gør os i stand til at hjælpe mennesker tilbage fra dødens greb.

Lad os tage tilbage til Parken den 12. juni 2021. I 12 lange minutter ligger Christian Eriksen livløs på plænen, en hel nation holder vejret, imens holdkammeraterne slutter ring om ham og skærmer for kameraer og tilskuere. På jorden udkæmpes en anden kamp. Læger gør, hvad de kan for at få det stillestående hjerte til at slå. Det er en kamp mellem liv og død.

Historisk set blev døden defineret ved ophør af hjertets pumpefunktion og vejrtrækning, og ud fra denne beskrivelse var den blot 27-årige fodboldspiller kortvarigt død på denne dag, da hans hjerte pludselig stoppede med at slå.

Der ligger mange års forskning bag den genoplivende behandling, som Christian Eriksen modtog i Parken.

Faktisk kan forskning genoplivning af døde dateres tilbage til 1700-tallet. Her forsøgtes genoplivning på forskellig vis – blandt andet ved at puste røg i den afdødes endetarm.

Fra denne tid foreligger de første beretninger om succesfuld genoplivning efter drukning ved indblæsning af luft i den druknedes mund. Denne praksis blev i Paris i 1740 den første officielle anbefaling for genoplivningsforsøg rettet mod druknede.

Lidt mere dramatisk begyndte man i 1700-tallet også at eksperimentere brug af elektricitet til at genoplive døde dyr, og angiveligt skulle det i slutningen af 1700 være lykkedes at genoplive en lille pige ved brug af strøm.

De første forsøg med massage af hjertet blev udført på dyr i 1874, hvor man åbnede ind til brysthulen, for med hænderne at trykke hjertet sammen. Denne praksis blev første gang anvendt med succes på et menneske i 1901.

Denne åben-bryst-massage til behandling af hjertestop, blev herefter brugt frem til år 1960, hvor W. B. Kouwenhoven sammen med kolleger udgav den første artikel, der beskrev vellykket udførelse af lukket-brystmassage. Artiklen beskrev fem cases, hvor de ved hjælp af tryk mod brystkassen havde genoprettet hjerterytmen hos patienter med hjertestop.

Denn...

Hvis du skulle løbe 400 meter rundt om en atletikbane, ville du så løbe med eller mod uret?

Et studie, publiceret i tidsskriftet Nature Communications, viser, at når folk går rundt, har de en tendens til at dreje til venstre og gå mod urets retning, skriver The Guardian.

"Hvis man blot beder nogen om at begynde at gå, uanset om de vandrer rundt på et museum, i et supermarked eller i et tomt rum, er det overvejende sandsynligt, at de vil bevæge sig mod uret," siger Iñaki Echeverría-Huarte, der er en af studiets forfattere.

Forskningen er et resultat af coronapandemien, hvor forskere undersøgte, hvor mange mennesker, der kunne være i et rum, samtidig med at de holdt en sikker afstand til hinanden.

Det var her, da forskerne gennemgik videoerne, at de lagde mærke til, at folkemængderne i høj grad gik mod uret. Og derfor satte forskerne gang i nye eksperimenter med spanske forgængere og mindre menneskemængder, for at undersøge om vi mennesker virkelig har en præference i forhold til at gå med eller mod uret.

Samtidig samarbejdede forskerne med japanske forskere, for at undersøge om der kunne ligge kulturelle forklaringer bag fænomenet. Men også i Japan stod det klart, at vi mennesker foretrækker at gå mod uret.

Forskerne ved ikke, hvor fænomenet kommer fra, men det er ikke en egenskab, mennesker er ene om. Også den sydvesteuropæiske myre (Temnothorax albipennis) går mod uret, når den undersøger ukendte reder.

Iñaki Echeverría-Huarte mistænker i stedet, at biomekanik spiller ind, selvom han efter flere forsøg ikke har fundet den egentlige årsag til, at mennesker foretrækker at gå mod uret.

Tilbage står spørgsmålet, om du vil løbe med eller mod uret, hvis du skulle løbe 400 meter rundt om en atletikbane.

Faktisk blev det spørgsmål besvaret for over 100 år siden.

Tidligere har man ved De Olympiske Lege løbet med uret. Men i 1913 tilkendegav et flertal af atleterne, at de ønskede at løbe mod urets retning, da de fandt det unaturligt at løbe med urets retning – hvilket nu også fremgår af de officielle atletikregler.

70 procent af kloden er dækket af hav. Hver anden gang, du trækker vejret, kommer ilten fra havet.

Uanset hvor langt væk du bor fra kysten, er du afhængig af og forbundet til klodens oceaner, lyder det i en ny FN-rapport om havenes tilstand.

Den 1.600 sider tykke rapport, som 550 eksperter har bidraget til, kortlægger "alvorlige og accelererende" trusler mod verdenshavene.

Den "tiltagende" belastning af verdenshavene skyldes blandt andet forurening, overfiskeri og klimaforandringer – og det resulterer i omfattende tab af biodiversitet og sætter verdenshavene under "alvorligt pres", lyder det.

"Det er noget, befolkningen skal til at tage alvorligt, for det står meget værre til, end mange aner," siger Arne Redsted Rasmussen, som er biolog og forsker på Det Kongelige Akademi og medforfatter til rapporten.

Han har bidraget med sin viden om havslanger og andre marine krybdyr.

Det overordnede budskab fra den nye rapport lyder, at havenes "sundhed er alvorligt truet, da økosystemer og levesteder nærmer sig eller overskrider kritiske tipping points".

Tipping points kaldes også 'vippepunkter'. Når de overskrides, ryger naturens systemer ud af balance, og udviklingen løber løbsk.

På Danmarks Tekniske Universitet fortæller havforsker og professor Colin Stedmon, at rapportens alvorstunge billede af havenes tilstand stemmer overens med øvrig forskning på området.

"Det passer med, hvad vi ser i andre studier, men her tegner de et samlet billede for verdens have, og desværre går det den forkerte vej," siger Stedmon, som er professor ved Sektion for Oceanografi og ikke er involveret i FN-rapporten.

"Der sker store forandringer i havene, og de sker hurtigere og hurtigere. Hastigheden af forandringerne er steget siden sidste rapport."

Blandt de fund i rapporten, som bliver fremhævet i FN's opsummeringer, er blandt andet:

Havniveauet fortsætter med at stige i et stadigt hurtigere tempo – fra 2 mm om året før 2015 til 4,3 mm om året i 2023.

'Døde zoner' - områder med iltsvind, hvor niveauet af ilt er så lavt, at det meste marine liv ikke kan overleve - dækker nu samlet set et areal på omkring 4,5 millioner km²: Et område på størrelse med hele EU's areal.

Livet i havet er under "alvorligt pres," hvilket blandt andet afspejles af, at 80 procent af Caribiens koralrev er forsvundet siden 1970'erne.

Forureningen af havet stiger. Hvert år ender omkring 52 millioner ton plastaffald i havet, og man ved nu, at mikroplast påvirker mere end 4.000 marine arter. Kemisk forurening fra lægemidler og personlig pleje er også stigende.

Der er fortsat store huller i vores viden om havet. Kun 27 procent af havbunden var kortlagt i 2025, og dybhavets økosystemer er fortsat dårligt forstået.

I de hjemlige farvande er bølgerne i de seneste år også gået højt i debatten om havmiljø og forurening fra blandt andet landbrug og industri.

"Mange af de problemer, som bliver påpeget globalt set, har vi også herhjemme. På den måde er Danmark et af de mere ekstreme eksempler på, hvor skidt det står til for havene," siger Colin Stedmon.

"Der er ingen havområder i Danmark, som ligger uberørt hen. Vi har en lang tradition for at udnytte havet, og det kan ses på vores havmiljø."

En af rapportens hovedforfattere påpeger, at på det globale plan er klimaforandringer en af de helt store motorer bag havets forandringer.

"Klimaændringer skiller sig ud som den mest betydningsfulde drivkraft," lyder det ifølge Times Magazine fra Rafael González-Quirós fra Oceanografisk Center i Gijón i Spanien, som er koordinator af bidragene fra de mange hundreder af forskere bag rapporten.

"De forårsager stigende temperaturer, stigende havniveauer, forsuring og iltsvind samt en øget hyppighed og intensitet af ekstreme hændelser, såsom marine hedebølger."

På Danmarks Tekniske Universitet hæfter Colin Stedmon sig blandt andet ved, at rapporten som noget nyt også indikerer, at de forskellige belastninger af havene – såsom forurening, industrielt fiskeri, ødelæggelse af marine levesteder og klimaforandring...

En gigantisk kirkegård med hundredvis af skeletter og fossiler fra døde hvaler er blevet opdaget i den sydøstlige del af Det Indiske Ocean.

Kirkegården strækker sig over et 1.200 kilometer langt område og befinder sig på 7 kilometers dybde. Men det er især hvalernes alder, som har vakt begejstring blandt forskere.

Nogle af hvalernes efterladenskaber er op til 5,3 millioner år gamle, og dermed ser det ud til, at de store havpattedyr er drattet ned i området og er blevet bevaret igennem millioner af år.

"Det er et helt vildt spændende og fascinerende fund," siger hvalforsker Morten Tange Olsen, som er lektor og leder af forskningsgruppen for marine havpattedyrs økologi og evolution på Københavns Universitet.

"Det er med til at understrege, hvor lidt vi ved om dybhavet. Vi kender dybhavet dårligere, end vi kender Månens overflade, så der er en masse nye ting at opdage."

Den undersøiske hvalkirkegård blev opdaget af et hold forskere under et dybhavsdyk med et bemandet undervandsfartøj i februar 2023.

Forskerne, som kommer fra Kina, Italien og New Zealand, har nu offentliggjort deres fund i et nyt studie i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

"At opdage en hvalkirkegård af denne størrelse var totalt uventet," siger en af studiets forfattere, Xiaotong Peng fra Det Kinesiske Videnskabsakademi til BBC.

"Størrelsen, dybden og aldersspændet var langt større, end vi nogensinde havde forestillet os."

Under 32 dyk i området indsamlede og registrerede forskerne fem aktive, nutidige hvalfund samt 476 fossile hvaler.

Forskerne fandt blandt andet også fossilet fra en hidtil ukendt hvalart, som de har døbt Pterocetus diamantinae. Navnet er inspireret af området, hvor fundet er gjort; Diamantina Frakturzonen – en lang rende, som deler havbunden mellem Australien og Antarktis.

De fleste hvalfund i området var ifølge ScienceAlert kranier fra både nulevende og uddøde næbhvaler - en familie af hvaler, som lever i dybhavet og kan dykke ned på flere tusind meters dybde.

"Næbhvaler er den sidste store mystiske gruppe af havpattedyr," fortæller Morten Tange Olsen, som i 2021 selv var med til at finde en hidtil ukendt art af næbhvaler.

"De er på størrelse med næsehorn eller elefanter, så det er ret vildt, hvor lidt vi egentlig ved om dem. Med de nye fund kan vi måske blive klogere på dem og deres evolutionshistorie."

Når hvaler dør og dratter ned i dybet, bliver de typisk til et festmåltid for talrige dyr, bakterier og andre levende organismer på havbunden.

Særligt hvis hvalerne ender deres dage i dybhavet på mere end en kilometers dybde – helt dernede, hvor mørket, kulden og det høje tryk gør området ubeboeligt for mange andre arter - udgør de døde hvaler et kærkomment måltid for dybhavets beboere.

I de fem hvalfund, som fortsat var aktive, dokumenterede forskerne da også et rigt dyreliv, blandt andet slangestjerner, muslinger og oxedax-orme, som kan æde hvalernes knogler, skriver ScienceAlert.

Det store spørgsmål er, hvorfor de døde hvaler har samlet sig og er blevet bevaret i området – og hvorfor det især er rester af næbhvaler, som ligger der.

"Det bliver beskrevet som en hvalkirkegård, men det skal ikke forstås sådan, at hvalerne bevidst svømmer derhen for at dø," understreger Morten Tange Olsen.

"Når en hval dør, indgår den i den marine fødekæde og hele kroppen, også knoglerne, bliver normalt nedbrudt. Så der må være nogle ekstraordinære bevaringsforhold, som gør, at skeletterne er blevet bevaret og har ophobet sig i det her område igennem millioner af år."

Samtidig påpeger han, at området potentielt også kan være et "hotspot for næbhvaler," som jager og lever i området – og derfor også dør og dratter ned i samme område.

Endelig er det også en hypotese, at selve landskabet i området kan bidrage til, at hvalerne ophober sig netop der.

"Den V-formede topografi i Diamantina-zonen kan yderligere bidrage til ophobning ved at fungere som en slags tragt, der leder og koncentrerer de nedsynkende kadavere ned på havbunden," skriver forske...

De sociale medier er fulde af råd til pænere hud, og nye trends dukker hele tiden op.

Er der reelt noget, vi kan gøre for at forebygge rynker og bevare en ung og glat hud?

Vi har spurgt to hudlæger, hvilken hudpleje der er bedst videnskabeligt belæg for.

Men hvad sker der egentlig med huden i ansigtet, når vi bliver ældre?

"Det er ikke kun huden, der gennemgår en aldringsproces, men også musklerne, fedtvævet og skelettet," siger Miray Al-Mustafa, hudlæge hos Aleris i Drammen og Beth's Medispa i Oslo.

"Det er det, der giver rynker og folder og efterhånden også ændrer ansigtsformen," siger Miray Al-Mustafa, som også er vicepræsident i European Society of Cosmetic and Aesthetic Dermatology.

Vi har både en indre og en ydre aldringsproces, og den indre kan vi ikke gøre så meget ved.

Forandringer i fedtvævet begynder allerede sidst i 20'erne, fortæller Miray Al-Mustafa.

"Vi har både dybe og overfladiske fedtpuder. Nogle bliver mindre, og vi tror, at andre bliver større. Det fører til folder og mere tyngde i den nederste del af kinderne. Man kan også få poser under øjnene."

"De muskler, der trækker nedad og får os til at se vrede ud – musklerne mellem øjnene og ved mundvigene – bliver mere spændte. Det skaber et nedadgående træk, som gradvist ændrer ansigtets facon."

Forandringer i skelettet er det sidste, der kommer, og de begynder i 50-årsalderen.

"Ansigtet bliver kortere. Overkæben bliver svagere og trækker sig lidt tilbage, så den midterste del af ansigtet mister støtte."

"Næsetippen kan begynde at hænge lidt, og området omkring øjnene går fra at være mere mandelformet til mere ovalt. Øjenformen ændrer sig, og øjnene synker lidt ind."

Vi kan dog godt påvirke hudens ydre aldringsproces, som i høj grad hænger sammen med, hvad vi gør, siger Miray Al-Mustafa.

"Den største synder er UV-stråling. Op mod 80 procent af hudens rynker skyldes UV-eksponering."

Søvn og stress kan også spille en rolle, siger Miray Al-Mustafa.

Overdreven solskoldning skader proteinerne kollagen og elastin, som holder huden glat, fast og elastisk.

"UV-strålerne nedbryder kollagenet og hæmmer dannelsen af nyt kollagen, der kan erstatte det gamle. Det er en dobbelt ødelæggelse," siger hun.

Man kan ikke komme uden om at tale om Solen, siger Miray Al-Mustafa. Solcreme hjælper, men det er ikke det vigtigste tiltag, siger hun.

Det bedste, man kan gøre, er at undgå direkte sol, når Solen står højest på himlen, og UV-indekset topper, siger hun.

Næstbedst er at søge skygge og bruge tøj, hat og solbriller.

Hvis du vil forebygge rynker og pigmentpletter, bør du bruge solcreme hele året, mener Miray Al-Mustafa.

Det begrunder hun med, at selvom der er få UVB-stråler om vinteren (altså dem, der forårsager solskoldning), er UVA-stråler stadig til stede.

UVA-stråler trænger dybere ned i huden og kan føre til for tidlig aldring.

"UVA trænger gennem skyer, regn, sne og vinduer."

Hun henviser til et casestudie. Et billede, der blev offentliggjort i The New England Journal of Medicine, viser ansigtet på en mand, der har kørt lastbil i 28 år. Venstre side af ansigtet er markant mere rynket som følge af UVA-eksponering gennem vinduet.

Astrid Haaskjold Lossius fremhæver også solbeskyttelse som den vigtigste faktor. Hun er leder af sektionen for hudsygdomme på Oslo Universitetssygehus.

Astrid Haaskjold Lossius peger på et eksempel:

"Ældre mennesker har ofte mange rynker i ansigtet, som har været meget udsat for solen, mens huden på for eksempel balderne, som har været dækket til, ofte er glat og uden rynker og pigmentpletter."

"Undgå overdreven solbadning og i hvert fald solarium, hvis du vil holde huden ung så længe som muligt," anbefaler hun.

Det er rigtigt, at UVA også er til stede om vinteren, siger Astrid Haaskjold Lossius.

"Men jeg mener ikke, det er nødvendigt at bruge solfaktor hele året."

Hun anbefaler i stedet, at man tilpasser sig forholdene.

"Hvis du bare skal cykle fem minutter til kontoret og sidde indendørs, er det ikke så vigtigt at beskytte sig. Men arbejder man ud...

Siden 2022 har forskere udgravet 77 hovedløse menneskeskeletter, der ligger tilfældigt ovenpå og ved siden af hinanden, i en 7.000 år gammel bosættelse nær den slovakiske by Vráble.

Men forskerne kan hverken finde hoved eller hale i de arkæologiske fund. For er det mon resterne af en massakre, der fandt sted i stenalderens landbrugssamfund, spørger Kiel Universitet undrende i en pressemeddelelse.

Indledende analyser af skeletterne og fund fra udgravningsstedet peger dog i en anden retning end den blodige massakre-hypotese.

I stedet tyder det på et begravelsesritual, fortæller Martin Furholt fra Kiel Universitet, der også er hovedforfatter på studiet om de hovedløse skeletter, der blev publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Prehistoric Society.

"Til sammenligning har vi beviser for, at begravelser var en del af sociale praksisser, der strukturerede lokale og regionale relationer, og der er kun begrænsede tegn på konflikt og krise," siger han.

Den store stenalderbosættelse ved Vráble er et af de vigtigste udgravningssteder for den såkaldte båndkeramiske kultur – den yngre stenalder – i Centraleuropa.

Den pågældende bosættelse eksisterede gennem flere hundrede år fra cirka år 5250 til 4950 fvt.

Udgravningsområdet omfatter mere end 300 stenalderhuse i 3 kvarterer. Op til 80 af disse huse var i brug på samme tid.

Et af kvartererne var omgivet af en grøft, der sandsynligvis fungerede som en afgrænsning for bosættelsen. Ved indgangen til bosættelsen har forskere fundet 78 begravede individer, der lå i forskellige stillinger og uden særlig orden. Alle hovedløse, med undtagelse af de jordiske rester af et barn.

De 77 hovedløse skeletter viser, at der er foretaget bevidst manipulation af kroppene, fortæller studiets medforfatter Katharina Fuchs:

"De første analyser tyder på, at der ikke blev udført voldelige halshugninger, men snarere præcise og målrettede fjernelser af kranier."

Hvordan denne praksis skal forstås er dog stadigvæk uklar for forskerne. En hypotese er, at hovederne kan være opbevaret separat fra kroppen.

Det fænomen er dog endnu ikke bekræftet ved Vráble, men er kendt fra andre sammenhænge.

Det ender ofte med at blive et uønsket soundtrack til juni måned:

Et helt orkester af myggevinger på terrassen, hvor du vil nyde et glas vin. En langtrukken solo fra en nærgående myg i soveværelset. Og dagen efter bidrager du selv til symfonien med rytmiske krads på den kløende hud.

Ja, sæsonen for stikmyggene er skudt i gang efter et næsten myggefrit forår.

"Når vi kiggede i vores fælder på Falster for 14 dage siden, var der fire til seks myg," fortæller seniorforsker René Bødker, der overvåger dansk myggebestand.

"Men fra den ene dag til den anden var der pludselig 1.500 myg i fælden. Så nu er de kommet på vingerne."

Med store mængder regn over landet kan man godt forvente, at tendensen fortsætter.

Der sidder muligvis læsere rundt omkring i landet og enten tænker: 'Den her nyhed er jo en uge gammel' eller 'fake news'.

For antallet af udklækkede stikmyg kan lokalt variere lige så meget som vejret. Ikke mindst skovmyg og strandengsmyg, som er dem, der nu er begyndt at invadere landskabet.

"De kan mærke, hvor der typisk bliver oversvømmet i løbet af foråret, og så lægger de æg der om sommeren. Det kan være både jorden, tomme bildæk, tønder og så videre," siger René Bødker, der er seniorforsker ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet.

"Så snart der bliver oversvømmet om foråret, udklækker de. Hvis ikke vandet kommer om foråret, så ligger de bare og venter på, at det gør. De kan vente længe."

Skov- og strandengsmyggenes larver vokser op i vand, typisk i en periode på op til en måned. Der skal altså komme regn nok til, at vandet bliver på overfladen så længe, før de stikkende myg vågner op til dåd.

"Det er ikke nok, at jorden er fugtig. Der skal enten komme skybrud eller vedvarende regn."

Så hvis du er en af de danskere, der har oplevet en del regn de seneste uger, kan du altså nu forvente, at skov- og strandengsmyggene er på vej.

Ifølge René Bødker har det stået relativt sløvt til med myggene i år indtil videre.

Og selvom der er tale om et stort spring fra 6 myg til 1.500, så er niveauet stadig i den lave ende i forhold til normalen for juni.

"Juni er normalvis en måned, hvor man bliver generet af myg. Det har for de fleste været begrænset i år," siger han.

"Det minder om sidste sommer, hvor vi også havde et tørt forår."

Faktisk stod det så skidt til – eller godt, afhængig af hvem man spøger – at han i juli 2025 år sagde til Videnskab.dk, at han "aldrig har set et så lavt niveau for myg i juni."

Han påpegede også, at det hurtigt kunne ændre sig.

Og det fik han ret i. For i august 2025 skrev vi en opfølgende artikel, hvor han kunne fortælle, at der var "virkelig, virkelig mange" myg i hans fælde efter en regnfuld sommer.

For ikke nok med, at skovmyggenes æg klækker, så snart det bliver vådt: Strandengsmyggene får lyst til mere.

"Skovmyggene lægger typisk æg den ene gang om året. Det er dem, der normalt flyver omkring i juni og juli sammen med strandengsmyggene," forklarer René Bødker.

"Men strandengsmyggen tager gerne lige en generation mere på samme år, hvis det fortsætter med at regne om sommeren og efteråret. Deres æg klækker med det samme, og så er de på vingerne efter et par uger."

Det nok vildeste eksempel på det var de voldsomme skybrud, der ramte landet i sommeren 2011.

Dengang fandt René Bødker en sommerdag 10.000 myg i en af sine fælder.

Til sammenligning var der 880 i august 2025, da vi på Videnskab.dk skrev, at der var "en eksplosion af myg".

Om det kommer så vidt i år, må tiden og vejret vise.

For nu melder DMI, at danskerne kan forvente en del byger de kommende dage.

NASA har netop fremlagt den officielle plan for Artemis III – den næste vigtige mission i bestræbelserne på at vende tilbage til Månens overflade.

Missionen skal efter planen finde sted i 2027, og målet er at teste, om astronauternes Orion-rumskib kan koble sig sammen med andre rumfartøjer.

Den komplicerede test sker i kredsløb om Jorden, og den er afgørende for, at NASA kan gennemføre den efterfølgende Artemis IV-mission, hvor planen er at lande på Månens sydpol i 2028.

Til Artemis III har NASA valgt en besætning på fire astronauter og lagt en plan for de to uger, hvor rumskibet skal kredse om Jorden.

Tre af de fire astronauter er amerikanere fra NASA, men af størst interesse for os er, at den fjerde kommer fra den europæiske rumorganisation, ESA.

Den danske astronaut Andreas Mogensen er chef for det europæiske astronautkorps, og det er ét af hans medlemmer af korpset, der er udvalgt.

Det drejer sig om italieneren Luca Parmitano, der har gennemført to ophold på Den Internationale Rumstation, ISS. Under sit første ophold på ISS i 2013 blev han kendt for et dramatisk uheld under en rumvandring.

Efter at have påbegyndt en planlagt seks timers rumvandring, begyndte Parmitanos hjelm at blive fyldt med vand på grund af et problem med rumdragtens væskebaserede kølesystem.

Det blev derfor nødvendigt hurtigt at afslutte rumvandringen, og selv om vandet i hjelmen slørede hans syn, kunne han vende sikkert tilbage.

I 2019-2020 har han på en ny mission, hvor han blev den første italienske kommandør på ISS, og i alt har han tilbragt 367 dage i rummet.

Den erfarne italiener får den vigtige rolle som rumskibets pilot på Artemis III-missionen.

At Parmitano er med skyldes en såkaldt 'quid pro quo'-aftale (noget for noget) mellem NASA og ESA.

Servicemodulet til rumskibet Orion er nemlig bygget af ESA, og som en slags betaling har ESA dermed sikret sig to flyvninger med Artemis.

Så der er stadig en mulighed for, at Andreas Mogensen kan sikre sig en af de europæiske pladser på en fremtidig Artemis-mission.

Blandt de tre NASA-astronauter er den 58-årige chef Randy Bresnik, der bliver kommandør på Artemis III.

Han får selskab af Andre Douglas, som var reserve på Artemis II og den eneste af de fire astronauter, som ikke tidligere har været i rummet.

Besætningen udgøres desuden af lægen Frank Rubio, der - helt uden at det var planlagt - har den amerikanske rekord for det længste ophold i rummet på 371 dage, altså lidt over et år.

Historien bag denne rekord er, at Rubio blev opsendt til ISS ombord på et russisk Soyuz-rumskib i september 2022 til planlagt ophold på et halvt år. Men så fik Soyuz et læk, der gjorde, at han måtte forblive på ISS, indtil en erstatnings Soyuz var opsendt. Så derfor blev det halve år til et helt år.

NASA præsenterede ikke bare de fire astronauter, men kom også med en flyveplan, som viser, at Artemis III måske ikke bliver det sidste skridt, før man vil sende astronauter ned på Månen. Flyvningen omfatter ikke mindre end tre opsendelser med hver sin raket.

Efter planen skal den amerikanske rumfartsvirksomhed Blue Origin levere den første opsendelse med deres store New Glenn-raket.

Om det kan lade sig gøre allerede i 2027 efter den store eksplosion forleden, er der mange, som tvivler på, men Blue Origin er kommet med en udmelding om, at skaderne på affyringsrampen ikke er helt så alvorlige som hidtil antaget.

New Glenn skal opsende et landingsfartøj af typen Blue Moon, som vil kunne kredse om Jorden i op til tre måneder. Meningen er, at Blue Moon på denne prøveflyvning skal udstyres med et såkaldt 'Life Support System', der vil gøre det muligt for astronauterne ikke bare at koble sig til Blue Moon, men også begive sig over til rumskibet.

Når man ved, at Blue Moon er kommet godt i bane og fungerer, kommer den anden opsendelse. Den skal foretages med NASA's egen SLS-raket, der også blev anvendt på Artemis I og II.

På toppen af raketten sidder Orion-rumskibet med de fire astronauter. De kobler sig så sammen med Blue Moon og fore...

Gennem grundige og nøje tilrettelagte studier forsøger forskere at undersøge store og små videnskabelige spørgsmål på en fordomsfri og objektiv måde.

Der er bare ét stort problem, som står i vejen for objektiviteten: Vi forskere skal træffe valg.

Hvordan skal vi indsamle og håndtere data? Hvilke antagelser lægger vi til grund for vores analyser? Og hvilke målestokke skal vi bruge?

På den ene side er disse spørgsmål en styrke ved forskningen, der kan føre til mange forskellige videnskabelige tilgange.

På den anden side efterlader det forskere med subjektive valg, der kan påvirke de endelige resultater.

I denne artikel vil jeg se nærmere på de uheldige konsekvenser, det kan have, når forskere står med for mange valg.

Forskerne Andrew Gelman og Eric Loken har beskrevet de mange subjektive valg med en metafor kaldet 'Haven med de forgrenede stier'.

Forskeren bevæger sig gennem haven ('det videnskabelige spørgsmål'), og ved hver forgrening tager forskeren et valg – bevidst eller ubevidst – om at bevæge sig i den ene eller anden retning.

To forskellige forskere kan derfor ende vidt forskellige steder i den samme have. Det kan potentielt føre til forskellige resultater i en videnskabelig undersøgelse.

Mængden af valg (forgreninger i haven) kaldes for forskerens frihedsgrader. I en have med mange stier har forskeren stor frihed, mens friheden er begrænset, når der er få stier at gå ad.

De mange frihedsgrader har blandt andet den konsekvens, at andre forskere kan have svært ved at identificere den samme sti i haven og dermed genskabe resultaterne. Et problem der bidrager til 'replikationskrisen', som du kan læse mere om i denne Videnskab.dk-artikel.

Hvis vi nu sender en masse forskere gennem den samme have, kan man opfatte haven som en stemmeboks.

Hvis et flertal af forskere vælger at følge en bestemt sti, er netop denne sti nok det bedste valg... Eller hvad?

For hvad sker der, når forskerens valg ikke alene er afgjort af forskningsmæssige overvejelser, men også af om studiet kan udgives i et tidsskrift?

Det har i mange år været et problem for forskningen, at positive (signifikante) fund oftere finder vej til tidsskrifter end de såkaldte nulfund.

Eksempelvis vil et studie, der påviser en sammenhæng mellem skærmtid og mistrivsel muligvis have mere held i et tidsskrift end et andet studie, der ingen sammenhæng finder.

Det skaber en gevinst for de forskere, der vader rundt i haven, indtil de har ramt en interessant sti, der afføder et positivt fund. I dette scenarie er forskerne altså på jagt efter signifikante resultater.

Fænomenet er kendt som 'p-hacking', og det er et stort problem for troværdigheden af et studie. Man hører nemlig ikke om alle de stier, som gav andre resultater. Det forvrænger vores forståelse af virkeligheden.

Hvis vi forestiller os, at forskeren holdt sig til sin sti, der førte til et ikke-signifikant resultat, ville studiet måske aldrig blive publiceret.

Mange forhold kan have indflydelse på, hvorfor nulfunds-studier ikke udkommer. Hvis forskeren ikke kunne bekræfte sin hypotese, kan studiet hurtigt vurderes som uinteressant for både praktikere og tidsskrifter.

Men det kan være problematisk at lægge resultaterne i skuffen.

Hvis en forskerkollega på et senere tidspunkt forsøger at besvare samme spørgsmål, kan det ske, at de følger en ny sti og finder et signifikant resultat.

Nu vælger kollegaen at skrive en videnskabelig artikel om sit fund og sender den til et tidsskrift, som siger ja tak. På den måde skabes et 'arkivskuffe-problem', hvor nulfund gemmes væk, mens positive fund udgives.

Konsekvensen af denne 'publikationsbias' er, at vi får ensidige svar på de videnskabelige spørgsmål.

I haven (på illustrationen ovenfor) vil det svare til, at det kun er forskere, der ender ved bestemte træer, som får deres studier publiceret, mens dem, der finder vej til de øvrige træer, sjældent gør.

Som forsker vil man aldrig vælge en tilfældig sti i haven. Man træffer oplyste valg, ligesom man forsøger at sætte tal på usikkerh...

Geologer betegner normalt vulkaner som værende 'døde', hvis de ikke er gået i udbrud inden for de sidste 10.000 års tid. Men det kan den græske vulkan Methana nu være med til at lave om på.

Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science Advances.

En ny analyse af den aktive vulkan Methana nær Athen i Grækenland viser nemlig, at den engang var inaktiv – eller 'sov' – i næsten 110.000 år, før den vågnede og gik i udbrud.

"Det centrale budskab er, at inaktive vulkaner omkring os måske ikke for alvor er inaktive," fortæller studiets medforfatter Răzvan-Gabriel Popa til Live Science.

Det er vigtigt at ændre måden, vi definerer, om vulkaner er inaktive eller aktive, da en fejlagtig klassificering af vulkaner kan udsætte folk for fare ved et uventet udbrud.

Mange af disse sovende giganter bør derfor overvåges nøje, fortæller flere af forskerne bag studiet til Live Science.

I studiet rekonstruerede forskerne Methanas historie ved at datere og analysere kemien af zirkonkrystaller i klipperne omkring vulkanen, som var blevet skubbet ud i de forskellige vulkanudbrud.

Det viste i alt 31 udbrud over cirka 700.000 års vulkansk aktivitet, hvoraf der var en lang periode, hvor vulkanen var inaktiv.

I løbet af den tid opbyggede vulkanen magma, og bagefter gik den i udbrud for omkring 168.000 år siden.

"Vi opdagede, at den overraskende nok var i stand til at genstarte efter 110.000 års inaktivitet og gik i udbrud ret intenst bagefter," fortalte Răzvan-Gabriel Popa til Live Science.

Den græske Methana er ikke den eneste vulkan, der er genopstået fra sin lange slumren.

Sidste år kunne geologer dokumentere, at den iranske Taftan-vulkan var vågnet, og at dens top var ved at hæve sig efter – hvad forskere anslår er – 700.000 års inaktivitet.

Og tilbage i 2019 blev der fundet magma under den rumænske vulkan Ciomadul, som var anset for at være uddød, da den ikke havde været i udbrud i 30.000 år.

"Den har et magmakammer, der brygger. Den er meget aktiv. Den er bare ikke gået i udbrud. Ciomadul går helt sikkert igennem en vækstfase, og måske er der flere af den slags vulkaner," fortæller Răzvan-Gabriel Popa til Live Science.