Sorte huller er måske universets mest ekstreme objekter. Alligevel ved vi stadig kun forbløffende lidt om dem.

Det er faktisk kun 10 år siden, vi for første gang fik bekræftet deres eksistens ved hjælp af tyngdebølger, også kaldet tyngde- eller gravitationsbølger, som er små svingninger i tid og rum.

Siden da har tyngdebølger fra kolliderende sorte huller givet os et enestående indblik i deres skjulte fysik og de teorier, der beskriver dem.

14. januar 2025 blev den hidtil kraftigste tyngdebølgesignatur, kaldet GW250114, opfanget af de to enorme LIGO-detektorer, som netop er designet til at lede efter tyngdebølger.

Denne bemærkelsesværdige hændelse gav vores internationale forskerhold en enestående mulighed for med hidtil uset præcision at teste to centrale forudsigelser fra Albert Einsteins generelle relativitetsteori:

sorte hullers egenskaber

og Hawkings såkaldte arealteorem

Resultaterne, som er offentliggjort i Physical Review Letters, markerer et vigtigt skridt i vores forståelse af tyngdekraft og sorte huller.

Sorte huller er en central forudsigelse i den generelle relativitetsteori, som er vores førende teori til at beskrive tyngdekraften.

Astrofysiske sorte huller opstår, når en massiv stjerne når slutningen af sit liv og kollapser under sin egen tyngdekraft, så dens masse overstiger den såkaldte Chandrasekhar-grænse (cirka 1,44 gange Solens masse).

Tilbage er et område af rumtiden, fuldstændigt afskåret fra al kontakt med resten af universet, omgivet af en overflade kaldet begivenhedshorisonten, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet, selv ikke lys, kan undslippe.

Men hvis sorte huller hverken kan sende signaler eller lys ud over denne grænse, hvordan kan vi så være sikre på, at de eksisterer og opfører sig, som teorien forudsiger?

Den generelle relativitetsteori forudsagde faktisk allerede eksistensen af gravitationsbølger.

Ethvert massivt objekt, der bevæger sig gennem rumtiden med acceleration, skaber små svingninger, som forplanter sig udad med lysets hastighed.

Disse bølger rummer et væld af information om både kilden og selve tyngdekraftens natur.

For at danne gravitationsbølger, der er stærke nok til at blive opfanget, skal der systemer til, hvor massive objekter udsættes for vedvarende og kraftig acceleration.

Én af de mest energirige kilder er et dobbelt sort hul, hvor to sorte huller kredser om hinanden under tyngdekraftens effekt.

I takt med at gravitationsbølgerne fører energi væk fra systemet, vil kredsløbet langsomt skrumpe, indtil de to sorte huller til sidst smelter sammen til ét stort sort hul.

Ved at analysere gravitationsbølger fra sådanne dobbelte sorte huller kan vi undersøge, om astrofysiske sorte hullers adfærd virkelig stemmer overens med den generelle relativitetsteoris forudsigelser.

Første gang, LIGO-detektorerne observerede tyngdebølger, var 14. september 2015, da de opfangede kollisionen mellem to sorte huller - kendt som GW150914.

Takket være hurtige fremskridt i detektorernes teknologi kan vi nu observere sammensmeltninger af sorte huller i ultrahøj opløsning, hvilket gør det muligt at udføre de hidtil mest præcise tests af relativitetsteorien og sort hul-fysik.

Trods deres matematiske kompleksitet er sorte huller overraskende simple objekter, udelukkende kendetegnet ved deres masse, rotation og (muligvis) elektriske ladning.

I 1972 offentliggjorde Stephen Hawking et banebrydende studie, som viste, at når to sorte huller smelter sammen, skal overfladearealet af den endelige begivenhedshorisont være større end summen af overfladearealerne af de to oprindelige sorte huller. Det er kendt som Hawkings arealteorem.

En måde at forstå det på er ved at indse, at begivenhedshorisontens overfladeareal afhænger af det sorte huls masse og rotation på en helt særlig måde:

Hvis vi fordobler et sort huls masse, bliver begivenhedshorisonten fire gange større.

Hvis det sorte hul derimod roterer hurtigere, bliver begivenhedshorisonten mere fladtrykt (forestil dig en rugbybold), og overfladearealet mind...

"Hver dag, der går, hvor ulven ikke fjernes, er en dag for meget."

Sådan lyder det utvetydige budskab fra Luigi Boitani, professor emeritus ved Sapienza-universitetet i Rom og en af verdens førende ulveeksperter.

Ulven, han taler om, går under navnet Bram - eller GW3237m - og har ved mindst tre lejligheder bidt mennesker.

Senest gik det ud over en seksårig dreng, der i slutningen af juli blev overfaldet af ulven, mens han legede i en sandkasse i den hollandske nationalpark Utrechtse Heuvelrug i Utrecht-provinsen.

Ulven angreb pludselig drengen bagfra, inden den trak ham flere meter ind i skoven. Her gik flere voksne løs på ulven og slog den med kæppe, til den stak af, fortalte drengens mor til nyhedsmediet RTV Utrecht.

Drengen blev siden kørt på hospitalet, hvor han blev behandlet for bidemærker og hudafskrabninger.

To uger senere bekræftede DNA-prøver, at det var ulven Bram, der angreb drengen.

Herunder kan du se videooptagelser af Bram, som Animal Rights i Holland har lagt online:

Bram var i forvejen kendt som en 'problemulv', og tilbage i juni gav myndighederne i Utrecht-provinsen grønt lys til, at den skydes og dræbes af vildtforvaltere. Det skete, efter at ulven i maj bed en kvinde to gange i benet.

Og ikke nok med det. Ulvens bidske tilbøjeligheder går endnu længere tilbage, fortæller Hugh Jansman, økolog og ulveekspert ved Wageningen University & Research, der står for overvågningen af ulve i Holland.

"I juli 2024 bed GW3237m et barn i Utrecht-provinsen, viser vores DNA-undersøgelser. Barnet fik overfladiske skrammer. Ulven mistænkes også for at stå bag yderligere ét angreb på et barn få uger tidligere, men her var DNA'et for beskadiget til, at den specifikke ulv kunne udpeges," siger Hugh Jansman og tilføjer:

"Den her ulv er usædvanlig problematisk og skulle for længst være aflivet."

I skrivende stund er Bram stadig på fri fod.

Bram er ikke den eneste hollandske ulv, der har sat tænderne i mennesker. I provinsen Gelderland er ulven Hubertus - eller GW4655m - dødsdømt, fordi den ifølge myndighederne angreb og bed en kvinde i hoften i april. Angrebet fandt sted i naturparken De Hoge Veluwe, mens kvinden var ude at løbe.

Tilladelsen til at nedlægge Hubertus blev givet i starten af maj. Siden er ulven ikke set.

Både Hubertus og Brams problematiske adfærd startede, længe før de opsigtsvækkende bidepisoder.

I Gelderland-provinsen har Hubertus siden 2024 været kendt for gentagne gange at søge helt tæt på mennesker, og i Utrecht var der allerede for to år siden meldinger om, at Bram stod bag flere overfald på hunde. Det blev også bemærket, at ulven var ualmindeligt nærgående overfor mennesker.

Ikke længe efter Brams angreb på en pige i sommeren 2024 skrev Luigi Boitani et åbent brev til den hollandske minister for landbrug, fiskeri, fødevaresikkerhed og natur og den hollandske regering, hvor han advarede om ulvens opførsel og opfordrede til hurtig handling.

Brevet er skrevet på vegne af Large Carnivore Initiative for Europe, et ekspertnetværk, som Boitani er præsident for. Netværket arbejder for at bevare og genoprette levedygtige bestande af store rovdyr som bjørn, los og ulv i sameksistens med mennesker.

Holland har i dag 11 ulvekobler. Sammenlagt med de enlige ulve, der færdes i landet, vurderes det, at der findes mellem 104 og 124 ulve i landet.

"Ulve og mennesker kan leve side om side, også i Holland, men sameksistens kræver kompromiser fra begge sider," siger Boitani.

"Mennesker må opsætte hegn, der sikrer husdyr mod ulveangreb, og holde afstand til ulvene og lade dem være i fred. Det betyder for eksempel, at man ikke lader sine hunde løbe frit i områder med ulve, og at man for alt i verden ikke fodrer dem og forsøger at komme tæt på dem for at tage billeder," fortsætter Boitani.

"Omvendt kan det være nødvendigt at skyde ulve, hvis de udviser problematisk adfærd, som den vi ser hos Bram. Holland er et land med en høj befolkningstæthed, og de kommer til at regulere ulven i et vist omfang. Det skal bare gøres rigtigt."

...

Lægemidlerne Wegovy og Ozempic, som oprindeligt blev udviklet til behandling af type 2-diabetes, har også vist sig at være effektive til vægttab.

Og forskning viser tegn på, at de måske også kan bruges mod demens, afhængighed og hjerte-kar-sygdomme.

Nu har forskere opdaget endnu en mulig effekt.

I det forløbne år har forskere fra virksomheden TruDiagnostic i Kentucky, USA, undersøgt, om det aktive stof semaglutid også kan have effekt på aldring.

Forskerne fandt, at en gruppe personer, der fik Ozempic, havde en reduktion i den estimerede biologiske alder på 3,1 år. I kontrolgruppen, som fik placebo (virkningsløst stof), så man ingen effekt.

"Det er meget interessante resultater. Det kan tyde på, at lægemidler som semaglutid kan være relevante til behandling af flere aldersrelaterede sygdomme," siger Geir Selbæk, forskningschef ved Nationalt Center for Aldring og Sundhed og professor i geriatri ved Universitetet i Oslo.

"Men der er stadig grund til at være afventende optimistisk," understreger Geir Selbæk.

Det aktuelle studie blev udført på 108 personer med en tilstand kaldet lipohypotrofi, som kan være relateret til HIV og bivirkninger af HIV-medicin. Typiske symptomer er tab af fedt i ansigtet og andre dele af kroppen, indsunkne kinder, tyndere lemmer og synlige blodkar.

Fordi forsøget blev udført på personer med denne specifikke tilstand, ved vi ikke med sikkerhed, om effekten også gælder for andre.

"Det er et vigtigt aspekt ved flere af de studier, der viser sundhedsmæssige fordele ved semaglutid og andre lægemidler kaldet GLP-analoger."

"De er typisk udført på personer med andre sygdomme, oftest type 2-diabetes, og vi ved ikke, om den positive effekt skyldes virkningen på diabetes, fedme eller noget helt tredje," siger Geir Selbæk.

Øget inflammation er en vigtig faktor i mange aldersrelaterede sygdomme. Og GLP-analoger kan dæmpe inflammation.

"Før vi kan vurdere disse lægemidler i forhold til andre tilstande end type 2-diabetes og overvægt, har vi brug for kontrollerede studier, der undersøger effekten hos de relevante målgrupper," siger Geir Selbæk.

Også Varun Dwaraka, som ledede studiet, understreger, at det stadig er for tidligt at lade læger begynde at bruge semaglutid som et middel mod aldring.

Studiet, som Varun Dwaraka og hans kolleger har udført, er endnu ikke fagfællebedømt.

Samtidig peger Varun Dwaraka på, at semaglutid i studiet ikke blot bremsede aldringsprocessen; hos flere deltagere blev aldringen faktisk delvist vendt.

Forskerne observerede dette i flere af kroppens organer, herunder hjerte og nyrer.

Den mest markante anti-aldringseffekt blev dog set i immunsystemet og hjernen, hvor lægemidlet så ud til at kunne forsinke den biologiske aldring med næsten fem år.

Ifølge tidsskriftet New Scientist mener Varun Dwaraka, at effekten skyldes semaglutids indvirkning på fedtfordeling og den metaboliske sundhed.

For meget fedt omkring organerne kan nemlig udløse frigivelse af molekyler, der fremmer aldring og ændrer, hvordan DNA aktiveres og deaktiveres i centrale aldringsrelaterede gener.

Semaglutid forebygger også mildere betændelsestilstande, som er en anden drivkraft bag aldring.

Selvom resultaterne blev observeret hos personer med HIV-relateret lipohypertrofi, var mange af de biologiske mekanismer, som blev påvirket af semaglutid, ikke specifikke for HIV.

"Derfor er det sandsynligt, at lignende effekter på aldring kan ses i andre befolkningsgrupper," slutter Varun Dwaraka.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Stenøkser, pilespidser og knive. Alt sammen værktøjer, som mange af os nok forbinder med stenaldermanden på jagt.

Men et nyt studie af et stort stenalderfund i det nordlige Letland udfordrer forestillingen om, at stenværktøjet udelukkende var forbundet med mænd, skriver University of York i en pressemeddelelse.

Arkæologer har undersøgt mere end 330 grave på Zvejnieki-kirkegården, som er et af Europas største stenalder-begravelsessteder. Fundene viser, at børn og kvinder lige så ofte - og i nogle tilfælde oftere end mænd - blev begravet med stenværktøj.

Tidligere har forskere antaget, at redskaberne først og fremmest var knyttet til mænds jagt og forsørgerrolle, men det nylige fund sætter spørgsmålstegn ved den teori.

Med et kraftigt mikroskop kunne forskerne se, hvordan nogle redskaber havde været brugt til at skære i dyreskind, mens andre var helt nye og derefter bevidst ødelagt, før de blev lagt i graven. Det peger på, at de ikke blot var praktiske værktøjer, men også blev brugt som symboler ved begravelsesritualer.

Ifølge Dr. Aimée Little fra University of Yorks arkæologiske afdeling er fundene med til at ændre billedet af 'manden som jæger', som længe har præget vores opfattelse af kønsrollerne i stenalderen.

I nogle tilfælde er spædbørn endda blevet kønsbestemt alene ud fra, om de var begravet med stenværktøj - en teori, der nu viser sig at være tvivlsom.

"Denne forskning viser, at vi ikke kan gøre disse kønsbestemte antagelser, og at stenredskaber spillede en vigtig rolle i sorgritualerne for børn og kvinder såvel som mænd," forklarer Dr. Anđa Petrović fra University of Belgrade ifølge pressemeddelelsen.

Når vi bliver ældre, mister vi gradvist muskelstyrke i benene. Det gør det sværere at gå, rejse sig og holde balancen, hvilket øger risikoen for fald, skader og mindre selvstændighed som ældre.

Japanske forskere har nu rettet blikket mod en flere århundreder gammel samurai-tradition, som måske kan være en enkel løsning.

Det skriver Tohuku University i en pressemeddelelse.

Et forskerhold fra selvsamme universitet har for nylig undersøgt effekten af 'Rei-ho' - en japansk kulturel tradition, hvor man udfører langsomme og kontrollerede bevægelser, mens man sætter sig og rejser sig. En form for squads, men som udføres uden at læne kroppen fremad og med fokus på ro og balance.

I et tre måneder langt forsøg fulgte en gruppe deltagerne et simpelt træningsprogram: Fem minutters 'Rei-ho' mindst fire gange om ugen.

Resultatet var tydeligt: Træningsgruppen øgede deres såkaldte knæekstensionsstyrke med næsten 26 procent, mens den anden gruppe - kontrolgruppen - skulle fortsætte deres hverdag uden øvelserne. Deltagerne i kontrolgruppen fik blot 2,5 procent øget styrke i knæene.

"Især knæekstensionsstyrken - den kraft, der bruges til at strække knæene - er et vigtigt mål for mobilitet og daglig funktionsevne," forklarer Ayaka Ogasawara, som er medforfatter på en videnskabelig artikel om forsøget.

Fordelen ved 'Rei-ho' er, at det ikke kræver udstyr. Øvelserne tager kun få minutter og kan nemt passe ind i en travl hverdag.

Samtidig giver det et lille indblik i japansk kulturarv, og forskerne bag håber, at flere vil tage metoden til sig - også uden for Japan. For måske kan fem-minutters samurai-inspirerede bevægelser om dagen være en simpel vej til en stærkere underkrop og et mere selvstændigt liv i alderdommen.

Sundhedsforskere fra Syddansk Universitet spreder misinformation om de gavnlige effekter af helbredstjek til ældre mænd.

Det siger flere af deres forskerkollegaer til Videnskab.dk.

"Jeg vil karakterisere det som et groft eksempel på videnskabelig spin, som er et problem for hele universitetets troværdighed," siger Karsten Juhl Jørgensen.

Han har ikke været involveret i den omtalte forskning, men er selv ansat som professor på Syddansk Universitet. Her beskæftiger han sig med metoder i medicinske forsøg.

Hans kritik er rettet mod omtalen af et nyt studie af helbredstjek til mænd i alderen 60 til 64 år. I den videnskabelige artikel om resultaterne konkluderer forskerne, at det "ikke" forlængede mændenes levealder at blive inviteret til et tjek og få målt risikoen for hjerte-kar-sygdom.

Derimod opdagede man en væsentlig bivirkning, da screeningen kan medføre et forbrug af blodfortyndende medicin, som øger risikoen for at få alvorlige blødninger.

Alligevel har Syddansk Universitet udsendt en pressemeddelelse under overskriften 'Mænds liv bliver forlænget med helbredstjek'.

Jes Lindholt, professor i karkirurgi, står bag det nye studie. I pressemeddelelsen udtaler han:

"For den gruppe, som tog imod tilbuddet om et tjek, så vi en markant lavere dødelighed på 17 procent sammenlignet med kontrolgruppen - altså dem, som ikke fik tilbudt tjekket."

Men dén udtalelse er udtryk for "noget vrøvl". Det mener Torben Jørgensen, professor emeritus ved Københavns Universitet, som i mange år selv har forsket i helbredstjek og blandt andet har rådgivet WHO på området.

"Hvis man promoverer noget, som de reelle data ikke viser, så bliver jeg lidt usikker på, hvad det er, man har gang i som forsker," siger han om forløbet til Videnskab.dk.

Så hvad siger Jes Lindholt til kritikken?

Han svarer, at han godt kan forstå, at formidlingen af resultaterne "er endt med at blive lidt mudret". Men samtidig siger han, at han står "helt inde for pressemeddelelsen" om de gavnlige effekter.

Udgangspunktet er en hel masse dødsfald, som måske kan udsættes.

Hvert år dør omkring 12.000 danskere af hjerte-kar-sygdom, heraf mange ældre mænd, som har en usund livsstil og sjældent går til læge.

Derfor har Jes Lindholt og hans forskergruppe på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital sat sig for at undersøge, om det kan gavne mændene at få et helbredstjek.

I deres seneste studie udgivet i august 2025 ser de på sundhedsdata fra i alt 31.268 danske mænd over en periode på syv år. I et forsøg blev omkring en femtedel af dem inviteret til et tjek, mens resten fungerede som en kontrolgruppe til at undersøge effekten af tjekket.

Mere specifikt var det målet at undersøge:

Om det at invitere danske mænd i alderen 60-64 år til en omfattende screening for uopdagede hjerte-kar-sygdomme kan sænke deres samlede dødelighed.

Konklusionen i den videnskabelige artikel om forsøget:

Syv år efter forsøget havde helbredstjekket "ikke sænket dødeligheden".

Så hvorfor udsender Syddansk Universitet bagefter en pressemeddelelse med overskriften 'Mænds liv bliver forlænget med helbredstjek'?

Fordi man har valgt at fokusere på en anden analyse end den, som fremgår af studiets hovedkonklusion, forklarer Jes Lindholt.

Forløbet lyder sådan her:

Først sender forskergruppen deres resultater om fraværet af en tydelig, positiv effekt til tidsskriftet European Heart Journal. Det er de resultater, de i første omgang går ud med offentligt, og som det lyder i pressemeddelelsen fra den medicinske konference ESC:

"En invitation til kardiovaskulær screening reducerede ikke dødelighed hos mænd i alderen 60-64 år."

Men samtidig har tidsskriftet bedt om endnu en bearbejdning af resultaterne, en såkaldt 'per protokol-analyse'. Det er en analyse, som simulerer et scenarie, hvor alle deltagere har fulgt forsøget til punkt og prikke.

I det her tilfælde begrunder man behovet for en per protokol-analyse med, at det er en for lav andel af de inviterede patienter, der er mødt op til deres helbredstjek.

Jes Lindh...

Invitationen kom fra Egypten, og det var et af den slags tilbud, man "bare ikke kan sige nej til", siger den danske arkæolog Søren Sindbæk.

I årtier har han fra sin base i Aarhus gravet sig ned i middelalderen og vikingetiden herhjemme. Han har fundet og udgravet alt fra danske ringborge som Trelleborg, Aggersborg og Borgring til jernalderbopladser og middelalderbyer.

Så da der var bud efter Søren Sindbæk og et hold danske arkæologer fra forskerne, der løbende undersøger Keopspyramiden ved Giza, et af verdens syv vidundere, var det næsten uvirkeligt:

"Keopspyramiden er det mest monumentale byggeri, vi kender fra oldtiden," siger Søren Sindbæk, der er professor i arkæologi ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

"Det er et monument på kanten af, hvad et oldtidssamfund har kunnet præstere. Det gør det skideinteressant," siger han.

De 4.000 år gamle pyramider har efterhånden en solid plads i verdens historiebøger.

Men der er stadig bunkevis af ubesvarede spørgsmål om, hvordan de gamle egyptere egentlig rejste pyramiderne, nævner Søren Sindbæk:

Hvordan udtænkte og udmålte de for eksempel den 146,5 meter høje Keopspyramide, der er bygget midt på en klippeflade?

Og hvordan fungerede det enorme bureaukrati, der gennem 20 år fik byggearbejdet med over 2 millioner tonstunge sten og tusindvis af arbejdere fra hele riget til at glide?

Det er den slags spørgsmål, som danske arkæologer har været med til at kaste lys over gennem de seneste to år.

I artiklen her fortæller Søren Sindbæk gennem syv billeder om deres arbejde på Keopspyramiden:

En dag i 2022 strejfede to mænd omkring i Giza lidt uden for Kairo - ørkenbyen med pyramiderne, sfinxen og andre monumentale oldegyptiske templer og grave.

En af mændene var Mark Lehner, pyramide-forskningens "grand old man", som i mere end tre årtier har haft ansvaret for de arkæologiske udgravninger af området. Her har han blandt andet opdaget pyramide-byggernes glemte by, Heit el-Ghurab.

Den anden mand var Søren Sindbæk, som Mark Lehner personligt havde inviteret ned til en rundtur om pyramiderne:

"Det mest oplagte var nok at gå og sige 'wauw, hvor er det imponerende'," fortæller Søren Sindbæk, "men jeg var lidt flabet og udfordrede ham lidt på, hvorfor de ikke brugte laserskannere i deres arbejde."

Søren Sindbæk og forskere fra Aarhus Universitet har gennem et årti udviklet en metode, der har gjort det muligt at 3D-skanne store arkæologiske områder. Metoden var oplagt at overføre til Keopspyramiden, mente han. Efter lidt overtalelse gav Mark Lehner efter.

"Søren var tydeligvis velinformeret om det antikke Egypten og vores arbejde med pyramidernes glemte by," forklarer Mark Lehner til Videnskab.dk.

"Danmark har ellers ikke rigtig haft nogen arkæologisk tilstedeværelse i Egypten, inden vi tog hul på vores samarbejde," tilføjer Mark Lehner, der roser de danske arkæologers "systematiske" og "passionerede" fremgangsmåde.

I vinteren 2023 stod Søren Sindbæk og hans hold fra Aarhus Universitet og Museum Vest i Ribe ved foden af den kæmpe pyramide og baksede med deres laserudstyr. Alt imens ørkensand og turister på kamelrygge og kameraerer om halsen føg om ørerne på dem.

Danskernes 3D-skannere var rettet mod pyramidens fundament og de omkringliggende flader, hvor byggearbejdet har taget form; hvor arbejdere har myret rundt og målt ud, flyttet sten og udjævnet klippegrunden.

"I mange år har interessen for pyramide-byggeriet kredset om matematikken: hvordan er hældningen og geometrien udtænkt, hvordan har de bygget ramperne og korridorerne og den slags, som også er vigtig viden," fortæller Søren Sindbæk.

Men i 1988 opdagede Mark Lehner Heit el-Ghurab: den 'glemte by' ved siden af pyramidekomplekset, hvor pyramidebyggerne boede.

"Det flyttede diskussionen om pyramiderne fra at være teorier om geometri til noget, der handlede om rigtig arkæologi: hvordan har et samfund i oldtiden lavet så monumentalt et byggearbejde?" lyder det fra Søren Sindbæk.

Opdagelsen har flyttet grænsepælene for, hvad vi ved om pyramid...

På TikTok bliver det hævdet, at mundtape kan give en dybere søvn, og mange følger trenden: De taper munden til, før de går i seng, i håb om at sove bedre.

Vi har spurgt en søvnforsker, om der kan være noget om snakken.

Og ja, der kan være flere fordele - men også en række ulemper.

"Formålet med mundtape er at få os til at trække vejret gennem næsen, når vi sover," forklarer Ingvild West Saxvig, som er forsker ved Søvnklinikken på Haukeland Universitetshospital i Norge.

Ingvild West Saxvig forklarer, at det er godt for kroppen trække vejret gennem næsen.

Næsen renser luften, varmer den op og fugter den, før den når lungerne.

"At trække vejret gennem næsen giver bedre iltoptagelse, beskytter mod infektioner og giver en dybere og mere effektiv vejrtrækning end at trække vejret gennem munden."

Ifølge Ingvild West Saxvig er det også bedre for den anatomiske udvikling af ansigtet hos børn og unge at trække vejret gennem næsen.

Det har nemlig effekt på, hvordan kæbe, næse og andre strukturer i ansigtet formes, mens de vokser.

Hun tilføjer, at vi ved at trække vejret gennem næsen, når vi sover, kan mindske risikoen for snorken og søvnapnø - noget der ellers typisk forringer søvnkvaliteten.

På sociale medier som TikTok kan man finde mange metoder og tricks, der angiveligt kan forbedre søvnen.

"Jeg anbefaler alle at være kritiske over for sundhedstips, vi finder på sociale medier, og altid tjekke dem op imod fagligt pålidelige kilder, før vi kaster os ud i en ny trend," siger forskeren.

Mundtape er en af de virale trends, der for nylig har floreret på sociale medier.

"Det negative ved sådanne trends er, at de kan skabe stress omkring søvn, hvilket i sig selv kan gøre det sværere at få en god nattesøvn," siger hun.

"For at kunne sove, skal både hjernen og kroppen slappe af."

Hun påpeger også, at mundtape kan være farligt at bruge, hvis man er meget tilstoppet i næsen.

"Det mest alvorlige er, at det kan føre til iltmangel, fordi man ikke får luft nok."

Ingvild West Saxvig mener dog, at det er positivt, at flere bliver opmærksomme på, hvor vigtig søvn er, for det kan føre til, at flere prioriterer søvnen højere.

Ifølge Ingvild West Saxvig forsøger mange at forbedre deres søvn - selv når de egentlig ikke har et problem.

"Hvis du fungerer godt i løbet af dagen uden at være meget træt, får du sandsynligvis søvn nok. Så er der ingen grund til at gøre noget særligt," siger hun.

Men hvis du er søvnig i dagtimerne, anbefaler hun at prioritere søvnen i en periode.

"Få en regelmæssig søvnrytme, og følg almindelige søvnhygiejneråd, og se, om det får dig til at føle dig mere udhvilet," siger hun.

Men hun understreger, at ikke alle søvnproblemer kan løses med enkle råd.

Ingvild West Saxvig tror, at mange, der kæmper med søvnproblemer over længere tid, ukritisk afprøver forskellige tricks med håbet, at ét enkelt tiltag kan løse problemet.

"Der er mange forskellige årsager til dårlig søvn, og derfor skal der også bruges forskellige strategier for at forbedre den," siger hun.

Ingvild West Saxvig forklarer, at søvn er tæt forbundet med den mentale sundhed.

"For lidt eller dårlig søvn påvirker humøret negativt og øger risikoen for psykiske problemer," siger hun.

Ifølge Ingvild West Saxvig er søvnproblemer almindelige ved alle former for psykiske lidelser, og psykisk mistrivsel kan også føre til dårlig søvn.

Derfor mener hun, det er vigtigt at finde ud af, hvilket søvnproblem man reelt har, og hvad der virker bedst i netop det tilfælde.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Milliarder og atter milliarder af kilometer væk fra os på Jorden flyver de to rumsonder Voyager 1 og Voyager 2 rundt blandt stjernerne i Mælkevejens kolde, mørke interstellare rum.

Her har de gennem næsten 50 år formået at sende billeder og data om magnetfelter, elektrontæthed og kosmisk stråling tilbage til os på Jorden.

Det har fået vores læser Mogens til at undre sig, og derfor skrev han til vores læserbrevkasse 'Spørg Videnskaben' med sit spørgsmål, som lyder:

"Jeg kiggede på jeres fine indlæg om Voyager 1 og 2. Det gjorde mig nysgerrig på, hvordan man kan modtage data fra Voyager 1 og 2, som er udenfor vores solsystem. Hvordan foregår datatransmissionen, hvor lang tid tager det fra data bliver sendt, og til det bliver modtaget?"

Mogens' spørgsmål har fået flest stemmer i vores læserafstemning, og derfor har Spørg Videnskaben fluks taget de gode spørgsmål med videre til Peter Laursen. Han er både astrofysiker ved Cosmic Dawn Center på Niels Bohr Institutet og redaktør samt videnskabsformidler for instituttets egen brevkasse.

Inden vi dykker ned i svarene, kan Peter Laursen hjælpe os med en lille opsummering af, hvad Voyager 1 og 2 overhovedet er.

Da Voyager 1 og 2 i 1977 blev sendt op med få ugers mellemrum, var begge rumsonder fyldt med 100 kilo brændstof og udstyret med måleinstrumenter, kameraer, antenner og en plutoniumdioxid-celle, der kunne forsyne instrumenterne med strøm via en generator.

Det primære formål med rumsonderne var at undersøge planeterne Jupiter og Saturn.

"Så var idéen, at man eventuelt kunne sende en af dem videre til Uranus og Neptun. Jupiter og Saturn var før blevet besøgt af rumsonder i starten af 1970'erne, men Uranus og Neptun havde vi aldrig været ude ved før," fortæller Peter Laursen.

Voyager 1 og 2 startede med at flyve i samme retning. Men fordi Voyager 1 fløj forbi Saturns måne Titan, blev den slynget ud af kurs i forhold til Voyager 2, hvorefter de fløj i forskellige retninger.

Begge er de dog fløjet ud af vores solsystem og befinder sig nu i Mælkevejens interstellare rum.

"Voyager 1 nåede ud af vores solsystem i 2012, mens Voyager 2 nåede det i 2018," fortæller astrofysikeren og uddyber:

"Voyager 1 er 25 milliarder kilometer fra Jorden, mens Voyager 2 er 21 milliarder kilometer væk."

Og nu til svarene på Mogens' spørgsmål om, hvordan det foregår, når rumsonderne sender data til os på Jorden:

Voyager 1 og 2 er udstyret med såkaldte 'high-gain'-antenner, der formår at fokusere radiobølger i retning af Jorden.

Men fordi de to rumsonder kommer længere og længere væk, falder styrken af signalet hurtigt.

For at det ikke skal drukne i støj, er man nødt til at sænke bitraten - altså den hastighed, data sendes i - og dermed også mængde af information, de kan sende.

"Da de var ved Jupiter, kunne de sende over 100.000 bits i sekundet. Ved Saturn var det faldet til cirka det halve. Nu er de helt nede på 160 bits i sekundet," forklarer Peter Laursen.

"Det svarer nogenlunde til 1-2 megabyte i døgnet, som de så sender mere eller mindre kontinuerligt afsted i små pakker."

For at sætte det i perspektiv er 1-2 megabytes ikke ret meget - et foto taget med en smartphone i høj opløsning fylder typisk 2-5 megabytes (eller mere). Af den grund er flere af Voyagernes instrumenter - såsom kameraer - blevet slukket, og der sendes nu primært data hjem til Jorden om kosmisk stråling, magnetfelter og elektrontæthed.

Når de to rumsonder så sender data af sted med deres målrettede antenner, modtager vi det på Jorden med noget, NASA kalder for 'Deep Space Network'.

"Det er to kæmpeantenner, der står og lytter efter de her ultrasvage signaler fra Voyager 1 og 2," fortæller astrofysikeren.

"Og det er også de antenner, man bruger til at sende data tilbage til dem, som vi ikke gør så tit."

Fordi de to rumsonder er så langt væk, tager det næsten et døgn for lyset at nå fra rumsonderne til Jorden.

Mere præcist tager det lyset 23,5 timer at komme fra Voyager 1 til Jorden, mens det 'kun' tager lyset 19,5 timer at nå fra Voyag...

I en støvet kælder under væksthusene ved den gamle Landbohøjskole på Frederiksberg fik forskere fra Københavns Universitet sig en overraskelse sidste år.

Gemt væk i en gammel kasse fandt de to flasker med hvidt pulver, der kunne dateres tilbage til slutningen af 1800-tallet. Mærkater på flaskerne viste, at de indeholdt kulturer bestående af mælkesyrebakterier.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Noget, der undrede forskerne, fordi organisk materiale normalt nedbrydes over tid.

DNA-analyser viste, at flaskerne havde spor af mælkesyrebakterier, som danske mejerier dengang tilsatte i ost, mælk og smør, efter produkterne var blevet varmebehandlet for at slippe af med uønskede bakterier.

"Det var som at åbne en slags mikrobiologisk levn. At vi kunne trække genetisk information ud af bakterier, der blev brugt i den danske smørproduktion for 130 år siden, var langt mere, end vi havde turdet håbe på," fortæller mikrobiolog Jørgen Leisner fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab.

Flaskerne gemte dog også på andre spændende overraskelser. De var stærkt forurenede med bakterien Cutibacterium acnes - en hudbakterie kendt for at give bumser.

Derudover var der DNA-spor af sygdomsfremkaldende bakterier, heriblandt stafylokok-bakterien Staphylococcus aureus samt Vibrio furnissii, som er kendt for at kunne give maveinfektioner, når man har spist skaldyr, der ikke er tilberedt korrekt.

Fundet viser, at datidens hygiejnestandarder var en hel del anderledes end i dag. Men samtidig giver det et unikt indblik i en tid, hvor samarbejde mellem forskere, industri og landbrug dannede grobund for den danske fødevareeksport.

"Man glemmer let det kolossale videnskabelige arbejde, det kræver - og krævede - at producere standardiserede, fødevaresikre og efterspurgte mejeriprodukter til eksport. Det er ikke bare noget, der kommer af sig selv, men er resultatet af teknologiske fremskridt og innovation langt tilbage i tiden," forklarer antropolog Nathalia Brichet fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, som er medforfatter på studiet.