På sociale medier florerer et væld af holdninger og påstande formidlet som fakta på sundhedsområdet.

Men i den store jungle af misinformation finder man Anton Pottegård, der er professor og farmaceut ved Afdeling for Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet.

Han formidler forskning til sine 28.000 følgere på Instagram, og nu har han vundet Forskningskommunikationsprisen for sit arbejde.

Det skriver Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringministeriet i en pressemeddelelse.

I videoer på blot 60 sekunder forklarer han komplekse studier om alt fra medicin, vacciner, sundhed og forskning, og så går han i dialog med de af hans følgere, forskningen berører.

Med prisen hyldes han for sin evne til at gøre faglig viden mere tilgængeligt og interessant for almindelige mennesker, der normalt ikke har snuden i videnskabelige artikler, lyder det i pressemeddelelsen.

"Med sin livlige og tydeligt kompetente facon formår Anton Pottegård at bryde gennem støjen og et hav af holdninger med viden og fakta. Det er ufatteligt vigtigt for vores samfund og den demokratisk samtale, at forskere også formår at nå ud til helt almindelige danskere", siger forsknings-, uddannelses- og digitaliseringminister Christina Egelund i pressemeddelelsen.

"Det kræver mod og stort engagement at vove sig ind i debatten om for eksempel lægemidler og medicinforbrug, hvor bølgerne kan gå højt, og misinformationen florerer. Alle har gavn af, at vi får mere dialog på baggrund af troværdig og forskningsbaseret viden", afslutter hun.

Anton Pottegård har også delt ud af sin viden i artikler på Videnskab.dk.

Det er både godt for dit mentale og fysiske helbred jævnligt at få pulsen en anelse op. Nu viser ny forskning at det også kan være godt for dit ægteskab. Det skriver Brigham Young University i en pressemeddelelse.

Med data fra over 1.693 unge gifte par i USA, som deltog i en undersøgelse om nye ægteskaber, har forskere analyseret henholdsvis kvindens og mandens individuelle samt fælles fysiske aktiviteter.

Resultaterne var tydelige. I de 60 procent af parrene, hvor begge parter udøvede fysisk aktivitet jævnligt, ledte det til bedre kommunikation og konfliktløsning.

Men det viste sig, at resultaterne var endnu bedre hos den tredjedel af parrene, der sammen fik pulsen op.

Selvom forskellen ikke er stor, siger professor Jeremy Yorgason, der er medforfatter på studiet, i pressemeddelelsen:

"Indflydelsen er ikke nødvendigvis stor, men den er meget konsistent, og det giver mig en sikkerhed i at det har en indflydelse på parforholdene."

Deltagerne i undersøgelsen, der var fysisk aktive sammen, rapporterede en større følelse af at blive hørt og støttet af deres partner - noget, der med god sandsynlighed bidrager til bedre kommunikation og konfliktløsning.

Blandt deltagerne var det gåture, der lå som nummer 1 i den fælles fysiske aktivitet.

Forskerne understreger dog, at fællestræning ikke nødvendigvis er svaret på udfordringer i forholdet, men at det er en af de sunde vaner, man som par eller familie kan inkorporere i sin dagligdag.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Family Relations.

Skærende smerte i hovedet. Nedrullede gardiner. Uudholdelig kvalme. Opkast.

Migræne kan se ud på mange måder, men er kendetegnet ved voldsom hovedpine, der kan vare i flere dage.

"Migræne er faktisk en af de mest invaliderende sygdomme målt på antal år, folk lider af sygdommen. Også fordi migræne kan gøre det svært at passe sit arbejde og deltage i sociale aktiviteter," forklarer Håkan Ashina, der er læge og seniorforsker i migræne på Rigshospitalet.

Hele 500.000 danskere lider af migræne. Og lidelsen er ikke bare lige sådan at komme af med.

"Anfaldene hos migrænepatienter kan være svære at behandle, fordi de er så forskellige både i varighed og styrke," lyder det fra Håkan Ashina.

Heldigvis er Danmark et af de lande, hvor der forskes allermest i migræne. Og der er håb for de mange patienter, der kæmper med den ekstreme hovedpine.

I et nyt studie kortlægger Håkan Ashina og kollegaen Kristian Haanes fra Københavns Universitet de nyeste behandlingsformer med størst potentiale.

Her gennemgår vi de tre mest lovende.

Noget af det, der forskes allermest i herhjemme, er, hvordan man kan forhindre signalstoffer, der fungerer som 'triggere' - altså udløsere af migræne.

"Vi har identificeret cirka ti molekyler eller signalstoffer, der udløser migræne. Og så prøver vi at udvikle medicin og antistoffer, der kan hæmme den her effekt," forklarer Håkan Ashina, der også samarbejder med medicinalfirmaerne Lundbeck og AbbVie, som udvikler medicin mod migræne.

Fælles for signalstofferne er, at de udvider blodkar i hjernehinderne, hvilket udløser migræneanfald.

Et af de signalstoffer, man arbejder på at hæmme effekten af, er det såkaldte 'Pituitary adenylate cyclase-activating polypeptide' (PACAP).

Et studie fra 2024 viser nemlig, at et antistof mod PACAP reducerede dage med migræneanfald hos mennesker.

Firmaet Lundbeck er da også ved at teste netop det antistof mod PACAP.

"Deres resultater ser rigtig lovende ud i forhold til at forebygge migræneanfald. Antistoffet viser positive effekter på mennesker i fase to lægemiddelforsøg," lyder det fra Håkan Ashina.

Hvis antistoffet mod migræneudløseren PACAP også virker i fase tre – det vil sige på endnu flere forsøgspersoner – forventer Håkan Ashina, at der vil være et lægemiddel klar i omkring år 2030.

Lars Arendt Nielsen, der er professor i medicin og sundhedsteknologi på Aalborg Universitet ser også et kæmpe potentiale i medicin, der kan hæmme effekten af PACAP.

Især fordi det mest anvendte nuværende lægemiddel mod migræne er et antistof mod signalstoffet 'Calcitonin-Gen-Relateret Peptid' (CGRP).

"Men ikke alle migrænepatienter responderer godt på antistoffet mod CGRP. Derfor kan det nye antistof mod PACAC muligvis gå ind og virke for nogle af de patienter."

"Studier viser desuden, at PACAC har effekt på klyngehovedpine, menstruationsrelateret hovedpine og posttraumatisk hovedpine," siger han.

Forskerne arbejder også med at blokere eller lukke forskellige 'smerte-kanaler' i kroppen.

Èt eksempel er en ionkanal i trigeminus-nerven (ansigtets følenerve), der er involveret i migræne.

Kanalen med det mundrette navn 'Transient receptor potential melastatin 8' (TRPM8) er med til at regulere smertesignaler.

"Derfor er forskere i USA igang med at teste medicin, der kan hæmme åbningen af den her ionkanal," lyder det fra Håkan Ashina.

Han nævner også såkaldte ATP-følsomme Kalium-kanaler, som forskere forsøger at blokere med ny medicin.

I stedet for at gå efter de enkelte signalstoffer, arbejdes der altså også på at ramme de her smertekanaler. Og indtil videre viser forskningen positive resultater på mennesker.

"Derfor er det her også en potentiel virkelig god behandling, fordi man ved at lukke én kanal kan forhindre en masse signalstoffer, der provokerer migræne, i at udløse smerte," forklarer Håkan Ashina.

"Vi ved dog endnu ikke, om det vil virke at lukke de ATP-følsomme-kanaler, da det endnu ikke er testet på mennesker, men kun i laboratoriet. Og der er også mulige bivirkninger, der skal undersøges – eksem...

De fleste af os har nok en mistanke om, at vi har for meget tøj, men vi er ikke sikre på, hvad den 'rigtige mængde' egentlig er.

Nylige studier, hvor forskerne bogstaveligt talt har taget et kig ind i folks klædeskabe, viser, at problemets omfang er langt større, end de fleste af os forestiller os.

For 60 år siden ejede den gennemsnitlige person omkring 40 beklædningsgenstande.

I dag er dette tal mere end firedoblet, og et nyligt studie viser, at udviklingen fortsat går opad. Den gennemsnitlige garderobe indeholder nu cirka 199 større beklædningsgenstande.

Det er endnu mere opsigtsvækkende, at 25–50 procent af disse ting ligger gemt bagerst i skuffer og skabe uden at blive brugt.

Forskning viser, at det ikke blot er et spørgsmål om rod; det er også et klimaproblem. Hvert eneste stykke tøj har et stort miljøaftryk, længe før det ender på en bøjle.

Dette dækker blandt andet over produktion af fibre, spinding, vævning, farvning, tilskæring, syning, emballering og transport rundt i verden.

En jakke, der ender som tekstilaffald, er mere end blot et mærke og en pris. Den repræsenterer summen af alle de ressourcer og udledninger, der har været nødvendige for at fremstille den.

Samtidig er donation af overskydende tøj til velgørenhed sjældent en egentlig løsning.

Så før du vækker din indre Marie Kondo til live og pakker halvdelen af garderoben ned i sække, er det værd at vide, at mange velgørende organisationer er overbelastede, og at kun en lille del af det donerede tøj bliver solgt videre.

Resten ender ofte på lossepladser eller eksporteres til andre lande, hvilket kun flytter problemet i stedet for at løse det.

Det egentlige problem er ikke blot, hvor meget vi køber, men hvor lidt vi bruger det tøj, vi allerede ejer.

Et af de tydeligste resultater fra forskning i bæredygtighed er, at tøjets miljøpåvirkning ofte afhænger af, hvor mange gange det bliver brugt. Man kan sige, at hver ekstra gang, et stykke tøj bliver brugt, hjælper med at 'udligne' dets klimaaftryk.

EU har beregnet det antal gange, forskellige typer tøj mindst bør bruges:

Skjorter og bluser: 40 gange

T-shirts: 45 gange

Bukser, shorts, kjoler, nederdele, heldragter og leggings: 70 gange

Trøjer, cardigans og hættetrøjer: 85 gange

Jakker og frakker: 100 gange

For mange af os er disse tal sandsynligvis langt højere end forventet, og de flytter bæredygtighedsdebatten fra at handle om at 'købe bedre' til at handle om at 'bruge mere'.

Min egen nylige forskning er gået et skridt videre ved at tilbyde en simpel matematisk model til at beregne, hvor lang tid det tager at nå disse minimumskrav til antal anvendelser.

Formlen er enkel:

brugsfrekvens × garderobens størrelse.

Resultaterne er tankevækkende.

Tag for eksempel kjoler. Deltagerne i studiet ejede i gennemsnit 23 kjoler. Hvis de brugte en kjole én gang om ugen, ville det tage næsten 31 år at bruge hver kjole de 70 gange, som EU's minimumsberegning lød på.

Hvis de derimod bruger kjoler fem gange om ugen, falder tidsrammen til cirka seks et halvt år.

Beregningerne gør problemstillingen tydelig: Der findes ikke ét universelt 'rigtigt' antal tøj. En bæredygtig garderobe afhænger helt af, hvor ofte vi bruger det tøj, vi har.

Her spiller faktorer som årstid, klima, livsstil, vaskevaner og personlig stil ind.

Regnestykket bliver endnu mere komplekst, når man ser på hele garderoben frem for blot én type beklædningsgenstand.

På grund af denne kompleksitet er det vanskeligt at fastsætte et bestemt antal beklædningsgenstande, der kan betegnes som en bæredygtig garderobe.

Derfor er næste fase af mit projekt udviklingen af en interaktiv garderobeberegner, som er et værktøj, der skal hjælpe os hver især med at forstå vores egne tøjvaner og beregne en personligt tilpasset, bæredygtig garderobestørrelse.

En rapport fra 2022 fra 'Hot or Cool Institute', som er en bæredygtighedstænketank i Berlin, konkluderede, at 85 beklædningsgenstande eller færre ville være et ansvarligt mål, hvis man skal holde sig inden for Paris-aftalens 2030-mål om...

Sad du i bilen og skrålede med på Taylor Swifts sange', da hendes album 'Midnights' udkom i 2022?

Så var du ude på vejene en dag, hvor der skete flere dødelige ulykker i trafikken end normalt. Det skriver flere medier, herunder The Guardian, på baggrund af et nyt studie fra Harvard University publiceret i tidsskriftet Jama Network Open.

I studiet har forskerne fundet ud af, at antallet af trafikdødsfald stiger med 15 procent på de dage, hvor store musikalske udgivelser finder sted – sammenlignet med ti dage forud og efter udgivelsesdagen – i USA.

Justeret for blandt andet ugedag, tid på året og helligdage svarede det til 139,1 dødsfald på udgivelsesdagene mod 120,9 på de omkringliggende dage.

Forskerne valgte at fokusere på udgivelsen af de ti albums mellem 2017 og 2022, der havde det højeste antal streams på musikstreamingtjenesten Spotify på en enkelt dag.

Heriblandt udgivelser fra kunstnere som Taylor Swift, Drake og Harry Styles, som alle er kunstnere med store fanbaser.

Der er tale om en statistisk sammenhæng, hvor der ikke er en egentlig årsagssammenhæng – altså en statistisk tilfældighed. Særligt fordi forskerne slet ikke ved, om musikken overhovedet blev streamet i bilen.

Men alligevel vurderer forskerne bag studiet, at fundet er interessant.

"Man kan ikke randomisere folk til at bruge deres telefoner, og bilister fortæller sjældent frivilligt, hvad de lavede i sekunderne før en ulykke," fortæller studiets hovedforfatter, Vishal Patel fra Harvard Medical School til The Guardian.

At randomisere betyder her, at forskerne ved lodtrækning fordeler forsøgsdeltagere til enten at bruge eller ikke bruge deres telefon under kørslen, hvilket altså i praksis ikke fungerer.

Men forskeren tilføjer:

"Albumudgivelser giver dig noget, der minder mere om et eksperiment."

Et eksperiment, fordi albumudgivelserne kan betragtes som en dag, hvor smartphonebrugen stiger af den årsag.

På tværs af de ti albumudgivelsesdage svarer stigningen ifølge forskernes beregninger til cirka 182 ekstra trafikdødsfald i USA. Stigningen var større blandt yngre og mandlige bilister samt i biler med kun én person og i biler med infotainmentsystem.

En mulig forklaring er ifølge Vishal Patel, at den nye musik kan distrahere bilisterne, fordi adgangen til musikken er en søgeopgave og ikke noget, der kan klares med ét enkelt klik.

"Du låser telefonen op, åbner appen og finder udgivelsen, læser tracklisten, vælger den rigtige sang. Det er adskillige sekunders visning på en skærm," siger han og tilføjer samtidig, at det at lytte til ny og energisk musik i forvejen forringer køreegenskaberne målbart.

Undersøgelsen har dog begrænsninger. Det kan, som tidligere nævnt, ikke afgøres, om brugen af smartphones med musik overhovedet var involveret i trafikulykkerne.

Men alligevel har Vishal Patel en opfordring til streamingtjenesterne, når der kommer ny musik:

"En notifikation om at sætte musikken på, inden man kører, ville ikke koste dem noget," lyder det fra forskeren.

En stor, skægget kriger står på en slagmark med sin bloddryppende økse højt hævet. Han løber brølende frem mod fjendens rækker og lader det tveæggede blad falde over sin skrækslagne modstander.

Vi kan alle forestille os ham, en stor, brutal, barbarisk kriger i bedste Hollywood-stil, der uden hæmninger og nærmest tilfældigt dræber til højre og venstre.

Men dette billede af såkaldte 'barbarer' som mindre udviklede, primitive og uorganiserede folk skyder muligvis langt fra virkelighedens målskive.

Det er i hvert fald, hvad et nyt studie, udgivet i the Journal of Archaeological Research, peger på.

I det nye studie har et hold forskere fra USA og Sverige undersøgt en række samfund, der gennem historien er blevet opfattet som 'barbariske'.

Forskerne argumenterer for, at deres organisering og militære strategier var langt mere komplekse, end samtidens beskrivelser ofte giver indtryk af.

For at nå frem til den konklusion har forskerne gennemgået eksisterende historisk, arkæologisk, antropologisk og etnohistorisk forskning. På den baggrund har de udviklet en ny ramme for, hvordan vi kan forstå såkaldte 'barbariske' samfund.

Forskerne har herefter brugt rammen på fire case-studier af henholdsvis:

vikingerne, især med fokus på 800-tallet

de såkaldte havfolk i Middelhavet med fokus på 1300- til 1000-tallet f.v.t.

samt to oprindelige amerikanske folk: Irokeserforbundet, hvor forskerne især fokuserer på 1500- og 1600-tallet, og Comanche-folket, især i 1700-tallet

Da forskerne brugte deres analytiske ramme på de fire historiske eksempler, fandt de en række fællestræk:

Grupperne af såkaldte 'barbarer' kunne koordinere store militære indsatser uden en stærk centralmagt.

Magten var fordelt mellem forskellige grupper og ledere, som kunne samarbejde efter behov og senere gå hver til sit igen.

Familie, slægtskab, alliancer og politiske råd gjorde det muligt at organisere samarbejdet.

Grupperne kunne skifte mellem blandt andet handel, diplomati og militære angreb, alt efter situationen.

Den fleksible organisering kunne gøre dem svære for stater og imperier at kontrollere.

Forskerne argumenterer derfor for, at det, som udefra kunne ligne kaos og manglende organisation, i nogle tilfælde dækkede over komplekse måder at samarbejde og koordinere på.

Ole Høiris, der er antropolog og ekspert i kulturhistorie, har læst studiet for Videnskab.dk.dk og finder forskernes perspektiv interessant.

"De skal have ros for at gøre opmærksom på, at man kan se de her samfund i et andet perspektiv," siger han til Videnskab.dk.

Han har dog også et forbehold.

"Jeg har svært ved at se, at de fire samfund, de har undersøgt, har noget med hinanden at gøre. De ligner ikke hinanden på nogen måde, og der var også meget stor forskel på de stater, de var oppe imod," påpeger Ole Høiris, der er docent emeritus ved Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet.

Ole Høiris mener desuden, at forskerne i det nye studie glemmer et perspektiv, nemlig, at synet på 'barbarer' gennem tiden har været mere dobbelt.

"Man har også i perioder set dem i et positivt lys," siger han.

Barbarerne har historisk tit været anset som 'ædle' vilde, der levede tæt forbundet med naturen. De er derfor også ofte blevet brugt som en form for civilisationskritik af, at vi som mennesker er blevet fordærvet af civilisationen, forklarer Ole Høiris.

"Så billedet er skiftet mange gange - også i nyere tid. Det billede, vi har af oprindelige folk i dag for eksempel, er, at de var mennesker, der levede i pagt med naturen. Men vi skal ikke ret langt tilbage i historien, før de blev anset som de værste af de værste."

Når 'barbarer' ifølge studiet er blevet fremstillet negativt, skal en del af svaret findes i de historiske kilder.

"Vores historiske viden om de her grupper stammer primært fra koloniale og imperialistiske outsidere, der fejlkarakteriserede dem som irrationelle og voldelige," skriver forskerne i studiet.

Med andre ord var det oftest ikke barbarerne selv, men dem som de lå i konflikt med, der skrev om dem....

Total måneformørkelse kaldes også 'blodmåne', fordi formørkelsen får Månen til at fremstå rødlig.

28. august 2026 får vi en delvis måneformørkelse fra kl. 03.23 til 09.01 (topper kl. 06.12, men Månen går først ned ca. kl. 06.23).

Men hvorfor er det nu lige, at måneformørkelser opstår? Og hvor ofte sker det?

Det og flere spørgsmål om måneformørkelser dykker vi ned i her:

Måneformørkelser skyldes skyggen, Jorden kaster, når Månen og Solen står på linje med Jorden imellem sig.

Man skelner mellem halvskygge og kerneskygge, på latinsk penumbra og umbra.

Kerneskyggen har en længde, der er op til tre gange så stor som Månens afstand fra Jorden. Den lille Måne kan derfor let gemme sig i Jordens kerneskygge.

I halvskyggen er ingen dele af Månen formørket set fra Jorden, men en astronaut på Månen vil kunne se, hvordan Jorden dækker en stadig større del af Solens skive.

Så længe Månen er i halvskyggen, er der altså ikke noget at se hernede fra Jorden.

Formørkelsen begynder først, når randen af Månen træder ind i kerneskyggen.

I grafikken kan du se, hvordan Solen gradvist glider om bag Jorden, indtil sollyset er forsvundet fra hele den side af Månen, som vender mod Jorden:

Hvad angår måneformørkelsen 28. august 2026 betyder det, at Jordens skygge bevæger sig med omkring 33 kilometer i minuttet hen over Månens overflade, hvilket er en ganske pæn fart.

Man skulle tro, at når Månen er helt inde i Jordens skygge, så ville det bare være mørkt.

Men en total måneformørkelse får Månen et rødt skær og kaldes 'blodmåne'.

Når Månen opholder sig i skyggen af Jorden, bliver Månen kobberrød under totaliteten.

Det kan virke mærkeligt, da Solens stråler blokeres af Jorden.

Forklaringen er, at selvom lyset af natur breder sig i rette linjer, så vil det lys, der passerer tæt forbi Jorden, afbøjes som i et prisme under rejsen gennem vores atmosfære.

Samtidig sker en filtrering i Jordens atmosfære, der hovedsageligt tillader rødt lys at passere igennem, bliver lyset rødligt.

Det er kun i Jordens kerneskygge, at Månen fremstår rød:

I modsætning til totale solformørkelser, der kun varer et par minutter under maksimum, er en måneformørkelse en langvarig begivenhed, som man kan nå at nyde.

I modsætning til solformørkelser, der kun varer et par minutter, når den er total, så er en måneformørkelse en langvarig begivenhed, man kan nå at nyde.

Det mørke, rødlige område vil vokse stille og roligt på dele af Månen, for det tager tid til Månen rammer Jordens kerneskygge.

Herefter bliver Månen inde i skyggen, og derefter kan man følge Månens bevægelse ud igen.

Længden af den totale måneformørkelsesfase afhænger af Månens afstand til Jorden.

Skyggen smallere, jo større afstanden er fra Jorden:

Lige bag Jorden er skyggen 3,7 gange så bred som Månen, der har en diameter på godt 3.400 kilometer.

I Månens afstand fra Jorden på cirka 380.000 kilometer er skyggen nok smallere, men stadig omkring 3 gange bredere end Månen.

Da Månens bane er lidt elliptisk, kan den under en måneformørkelse træde ind i skyggen i forskellige afstande fra Jorden, varierende fra 362.600 kilometer til 405.400 kilometer.

Det er denne brede skygge, Månen skal passere med en fart på bare 1 km/s, så det er ikke så underligt, at det tager sin tid at passere gennem kerneskyggen.

Månen, grundet Jordens tyngdekraft, bevæger sig hurtigere, når den er tæt på Jorden, end når den er langt fra Jorden. Desuden har det også betydning, hvor dybt Månen kommer ind i Jordens kerneskygge.

Måneformørkelser opstår altid ved fuldmåne, for i denne fase befinder Månen sig i modsat retning af Solen: Ud for Jordens natside.

Her strækker en lang kegleformet skygge sig fra Jorden og bagud i rummet.

Umiddelbart skulle man tro, at der var måneformørkelse, hver gang der er fuldmåne. Men det er ikke tilfældet, for Månens bane hælder godt 5 grader i forhold til Jordens bane.

Det betyder, at Månen i de fleste tilfælde vil passere enten over eller under Jordens skygge, når det er fuldmåne.

Astronomerne skelner mellem såkaldte delv...

Klokken er 02.13. Du er fuldstændig udmattet. Øjnene svier, kroppen føles tung, og vækkeuret truer allerede ude i horisonten.

Alligevel nægter hjernen at slippe taget.

Tankerne kommer i bølger. Fik du sendt den mail? Har du glemt noget vigtigt?

Og hvorfor virker det pludselig som et godt tidspunkt at gennemgå en samtale fra 2017 igen, helt ned til mindste detalje?

Mange kender den frustrerende tilstand af at være træt, men stadig på overarbejde, og det paradoksale i at være fysisk udmattet, men mentalt ude af stand til at koble fra.

Man skulle tro, at træthed automatisk førte til søvn. Men hjernen falder ikke nødvendigvis i søvn, bare fordi kroppen er slidt op.

Tværtimod går stress, udmattelse og søvnløshed ofte hånd i hånd. En del af forklaringen skal findes i vores biologi og evolutionære fortid.

Menneskets stressrespons udviklede sig til at håndtere akutte fysiske trusler.

Gennem størstedelen af menneskets historie var truslerne som regel akutte og kortvarige: et rovdyr på lur, naturens luner eller en konflikt med en rivaliserende stamme.

I sådanne situationer var hjernens førsteprioritet ikke hvile, men overlevelse.

Når hjernen registrerer en trussel, aktiveres et område kaldet amygdala, som fungerer som kroppens alarmknap, og som sætter gang i kroppens klassiske kamp-eller-flugt-respons.

Stresshormoner som adrenalin og kortisol bliver udskilt. Pulsen stiger, vejrtrækningen bliver hurtigere, og opmærksomheden skærpes. Kroppen flytter energi væk fra langsigtede vedligeholdelsesopgaver og over mod øjeblikkelig handling.

Det er en særdeles effektiv mekanisme, hvis du forsøger at undslippe en sabeltiger.

Den er langt mindre nyttig, når 'truslen' består af en overfyldt indbakke eller en konto, der nærmer sig overtræk.

Nutidens stressfaktorer er psykologisk stærke, men biologisk set ret mærkelige.

I modsætning til rovdyr forsvinder de sjældent hurtigt. Der tikker hele tiden nye mails ind. Arbejdet følger med hjem via smartphones og bærbare computere.

Sociale medier udsætter os for konstant social sammenligning og en vedvarende følelse af årvågenhed. Selv fritiden er ikke længere et ubrudt frirum, men afbrydes konstant af notifikationer, beskeder og forventningen om altid at være tilgængelig.

Konsekvensen er, at de dele af hjernen, der holder os vågne og opmærksomme, kan forblive delvist aktiverede i lange perioder. Og det er vigtigt, fordi søvn ikke blot er fraværet af vågenhed.

For at falde i søvn skal hjernen aktivt skrue ned for beredskabet.

Et netværk af centre i hjernestammen, hypothalamus og forhjernen (med det latinske navn prosencephalon) holder os normalt vågne og fokuserede i løbet af dagen.

Når vi skal sove, skal der lægges en dæmper på disse systemer.

Ved langvarig stress kan hjernen imidlertid sætte sig fast i en tilstand af det, forskere kalder hyperarousal eller overaktivering.

Kroppen kan være udmattet, men hjernen fortsætter med at scanne omgivelserne, forudse problemer og gennemspille tænkte scenarier.

Set med evolutionens briller giver det faktisk mening. Hvis omgivelserne føles usikre eller truende, er det nok ikke den bedste idé at lukke helt ned og overlade sig til søvnen.

Én af grundene til, at denne tilstand føles så ubehagelig, er, at fysisk udmattelse og mental aktivering styres af overlappende, men delvist adskilte systemer.

Musklerne kan være desperate efter hvile, mens hjernen fortsat producerer stressdrevet årvågenhed. Resultatet er det mærkelige misforhold, mange kender alt for godt: en træt krop og et hoved fyldt med tanker, der løber løbsk.

Kortisol spiller også en vigtig rolle.

Under normale omstændigheder følger kortisol et naturligt døgnmønster. Niveauet stiger om morgenen for at fremme vågenhed og falder gradvist i løbet af dagen frem mod natten.

Kronisk stress kan forstyrre denne rytme, så kroppen forbliver aktiveret langt ind i aftentimerne.

Flere studier tyder på, at personer med søvnløshed udviser forhøjet metabolisk og neurologisk aktivitet, selv når de forsøger at sove, næsten som om...

For 20 år siden (den 24. august 2006) blev Pluto 'degraderet' fra at være planet til at være en dværgplanet.

Beslutningen blev taget efter en afstemning i den Internationale Astronomiske Union (IAU), men det blev begyndelsen på en hed debat, som stadig fortsætter.

For nylig har NASA's chef Jared Isaacman kastet benzin på bålet ved at give udtryk for, at han ønsker, at Pluto igen bliver klassificeret som en planet, og at NASA arbejder på nogle rapporter, der skal 'eskalere' diskussionen.

Det usædvanlige er, at meget af debatten har været domineret mere af følelser end af astronomiske argumenter.

For nu havde man siden Plutos opdagelse i 1930 fortalt og lært skolebørn, at Solsystemet havde ni planeter, og Pluto var den yderste – og sådan noget laver man bare ikke pludseligt om.

Det hele begyndte i 2005, da et hold ledet af astronomen Mike Brown opdagede en klode, der bevægede sig rundt om Solen uden for Plutos bane. Den var omtrent samme størrelse som Pluto, men med større masse, og den fik navnet Eris.

Opdagelsen af Eris var et resultat af, at teleskoper og kameraer nu var blevet så effektive, at astronomerne i 1992 var begyndt at udforske og kortlægge det såkaldte Kuiperbælte af små kloder, som befinder sig uden for Neptuns bane.

Eris befinder sig i Kuiperbæltet, men da der er titusinder af kloder i Kuiperbæltet, var det måske ikke rimeligt at kalde alle disse normalt meget små kloder for 'planeter'? Vi kalder jo heller ikke de mange asteroider mellem Mars og Jupiter for planeter.

Både Eris og Pluto befinder sig i Kuiperbæltet, og da Pluto dengang blev anset for en planet, var der to muligheder:

Udnævne Eris til planet på linje med Pluto.

Opfinde begrebet 'dværgplanet', så ingen af de to kloder var planeter.

Et centralt argument for at indføre et ny begreb var, at det allerede i 2006 var klart, at Pluto og Eris kun var toppen af isbjerget. Der var al mulig grund til at formode, at der langt ude i Kuiperbæltet var mange kloder næsten så store som Pluto, og det ville få antallet af planeter til at stige uoverskueligt.

På det tidspunkt var der ingen officiel definition af udtrykket 'planet'.

IAU besluttede at rette op på dette ved at udarbejde en kort liste med kriterier for, hvad en 'planet' kunne være, og bede medlemmerne om at stemme om definitionen på IAU's generalforsamlingsmøde i Prag 24. august 2006.

Problemet er, at man blev enige om at definere en planet på en måde, der både er uklar og svær at forstå for ikke-astronomer. Men lad os se på den.

Den nye definition på hvad der kendetegner en ægte planet har tre hovedpunkter:

Det er ganske logisk. Jorden er en planet, fordi den kredser om Solen, men trods sin størrelse er Månen ikke en planet, fordi den kredser om Jorden.

Alle de klassiske planeter er runde, fordi de er så store, at deres tyngdekraft er i stand til at forme planeten.

Man taler undertiden om 'kartoffelgrænsen', for hvis kloden er tilstrækkelig lille, kan tyngdekraften ikke forme den, og så ender man med en uregelmæssigt formet kartoffellignende klode.

Kartoffelgrænsen afhænger af, om kloden består af is eller klippe, men ligger typisk omkring en diameter på omkring 400-600 km.

Hermed menes, at planeten skal være stor nok til fuldstændigt at dominere sin bane om Solen.

Den rydder simpelthen hele nabolaget ved med sin tyngdekraft enten at slynge mindre kloder helt bort, opsluge dem eller som et mindstekrav fuldstændigt styre banerne for mindre kloder i deres nabolag.

Men hverken Jorden eller Jupiter opfylder helt dette krav, uden at de af den grund er blevet 'degraderet' til dværgplaneter.

Nær Jordens bane er der mindst 10.000 såkaldte nærjordsasteroider, mens Jupiter deler bane med mindst 100.000 af de såkaldte Trojanske asteroider. Det må dog understreges, at de Trojanske asteroider ikke bare kan kredse, som de selv vil, for Jupiter sørger for, at de alle kredser om et af de to Lagrange-punkter L4 og L5, henholdsvis 60o foran og 60o bagud for Jupiter.

Det er denne tredje del af definitionen, der udløste ...

Hvis du før har gået tur langs en strand, så har du måske snuppet en sten, der var lidt orange eller lysebrun og bidt i den. Det kunne jo være, at det var rav, du havde fundet.

Men forestil dig nu, at det rav var ældre end dinosaurerne. Det er tilfældet for et hold palæontologer, som i et kullag i det vestlige Kina har fundet 385 millioner år gammelt rav. Det skriver ScienceAlert.

Det slår den tidligere aldersrekord for rav med 65 millioner år.

Forskerne bag studiet mener, at deres fund tyder på, at frøløse planter - altså planter, der ikke gror ud af frø, men formerer sig gennem eksempelvis sporer - allerede for 385 millioner år siden var i stand til at producere harpiks.

Træer producerer harpiks som en forsvarsmekanisme mod skadedyr. Det er det, som eksempelvis giver grantræer deres karakteristiske lugt.

Hvilke forhistoriske planter, som har produceret harpiksen, kan forskerne ikke sige noget om. De foreslår til gengæld, at harpiksen kan være blevet produceret som forsvar mod naturbrande og snyltesvampe.

Ifølge hovedforfatteren på studiet Cihang Luo, palæontolog ved Det Kinesiske Videnskabsakademi er der god sandsynlighed for, at der findes små ravstykker, som er endnu ældre. Til ScienceAlert siger han:

"Tidligt rav er sandsynligvis mikroskopisk, findes kun i et meget lille og specifikt område og kan let blive forvekslet med andet organisk materiale, hvilket kan forklare, hvorfor man endnu ikke har fundet det."

Studiet er publiceret i Science Advances.