Alt lys og al stråling omkring os består af fotoner. Elementarpartikler, som ifølge fysikkens love ikke kan deles i to.

Eller kan de?

Tre forskere ved Universitetet i Oslo stiller i et nyt studie et ganske grundlæggende spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi forsøger at skære halen af en foton?

Svaret er ret vildt - og nørdet.

Der kan nemlig opstå alt fra nul til et helt hav af nye fotoner.

Studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Physical Review Letters, er teoretisk. Det vil sige, at forskerne har gennemført et matematisk tankeeksperiment.

I eksperimentet sender de en foton mod et spejl i et vakuum.

Da fotoner opfører sig både som bølger og partikler, kan man forestille sig dem som bølger med en bestemt længde.

Derefter fjerner de spejlet midt i bølgen. Det svarer til at forsøge at skære fotonen over.

Resultatet er aldrig tidligere vist.

Og én af forskerne bag studiet tror, at de fleste fysikere vil blive overraskede.

"Jeg tror, mange fysikere vil sige, at man får en blanding af nul og én foton," siger Johannes Skaar, som er professor i fysik ved Universitetet i Oslo, til Videnskab.dk's norske søstermedie, Forskning.no.

Men det stemte ikke.

I stedet kan man forestille sig en blanding af mange forskellige tilstande, for eksempel nul, én, ti eller tusind fotoner.

Men man skal vide, hvor man skal lede for at opdage denne mærkelige effekt.

På hver side af spejlet vil resultatet nemlig se mere enkelt ud.

Måler man dér, vil det se ud som enten nul eller én foton.

Men det skjuler sandheden om, hvad der sker præcis dér, hvor spejlet stod.

"I midten er der kaos. Det er måske det mærkeligste og det fedeste," siger Johannes Skaar.

En professor i fysik ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, NTNU, kalder det for et flot studie.

"Jeg synes, det er lidt spændende, at de stiller et så enkelt spørgsmål, og så kommer der så meget ikke-trivielt ud af det," siger Asle Sudbø, der ikke har været involveret i studiet.

Men hvordan kan der pludselig opstå en bunke fotoner, når man starter med kun én?

Det er egentlig ikke så mærkeligt, siger Johannes Skaar.

For at forstå, hvad der sker, må man acceptere, at vakuum faktisk ikke er tomt, selvom vi ofte har den forestilling.

I stedet skal man forestille sig et vakuum som små krusninger på en sø. Det er det, fysikere kalder kvantefelter. Disse felter er til stede hele tiden.

Og de elementarpartikler, verden er bygget af, minder mere om bølger på den konstante sø end om små billardkugler, som de populært fremstilles som.

Så hvad sker der, når spejlet i eksperimentet fjernes? Jo, så tilføres der ny energi til det lukkede system.

Og det er denne energi, der skaber fotonerne i vakuummet, forklarer Johannes Skaar.

"Man kan forestille sig, at vakuum er en sø med forstyrrelser, og så er det spejlet, der får dem til at blive til rigtige fotoner," siger professoren fra Universitet i Oslo.

Men det er ikke det eneste.

Både Johannes Skaar og Asle Sudbø påpeger, at man faktisk ikke behøver at sende en foton ind for at skabe disse nye fotoner.

Selv i et vakuum ville man kunne skabe fotoner ved at fjerne spejlet meget hurtigt.

Noget af det særlige ved fotoner er nemlig, at de ikke har nogen masse, påpeger Asle Sudbø. De har kun energi.

"Du er nødt til at tilføre energi til systemet for at fjerne spejlet. Og dermed skaber du fotoner ud af et vakuum," siger Asle Sudbø.

I studiet henviser forskerne til et kendt fænomen kaldet Casimir-effekten, som er en fysisk kraft, som opstår fra kvantefelteffekter.

Selvom noget lignende kunne være opstået i et vakuum, er det vigtigt at finde ud af, at det faktisk er dette, der bliver resultatet, når man forsøger at skære halen af en foton, påpeger Asle Sudbø.

Stadig flere teknologier udnytter fotoners kvanteeffekter. To eksempler er kvantesensorer og kvantekommunikation.

"Det, forskerne har opdaget, er i virkeligheden en ny regel for, hvordan fotoner opfører sig, når man manipulerer dem hurtigt."

"Og den nye regel skal man tage højde for, når man designer d...

For en erfaren læser føles det ubesværet at genkende ordene på denne side.

Men set fra et evolutionært perspektiv burde din hjerne slet ikke være i stand til at læse. Læsning har eksisteret i alt for kort tid til, at evolutionen har kunnet forme et særligt center i hjernen til formålet.

Derfor er hjernen nødt til at lære at læse ved at bruge systemer, som oprindeligt er udviklet til andre formål. Men det har længe været uklart, præcis hvilke systemer den tager i brug og hvordan.

Det er vigtigt, fordi forskelle i disse allerede eksisterende systemer kan være med til at forklare, hvorfor nogle af os har lettere ved at læse end andre. Det kan også forklare, hvordan mennesker, der er døve, blinde eller har dysleksi, lærer at læse på bemærkelsesværdigt forskellige måder.

I mit nye studie, der er offentliggjort i Cerebral Cortex, er jeg kommet frem til nogle svar.

I studiet undersøgte jeg sammenhængen mellem menneskers læsefærdigheder og den detaljerede struktur i deres hjerner. Jeg sammenlignede også tvillinger med forskellige grader af genetisk overlap, for at undersøge om fælles genetiske faktorer bidrager til forbindelsen mellem hjernestruktur og læsefærdighed.

Disse mønstre giver fingerpeg om, hvilke dele af det udbredte 'læsenetværk' der kan skabe de oprindelige forudsætninger for at kunne læse, og hvilke dele der i højere grad reagerer på erfaring.

Jeg brugte hjerneskanninger i høj opløsning fra Human Connectome Project, som er et stort studie af raske unge voksne.

Deltagerne læste ikke, mens deres hjerner blev skannet. I stedet gennemførte de separat en række sproglige tests. Den vigtigste af disse tests for mit studie var en adaptiv læsetest, hvor deltagerne udtalte skrevne ord højt. Jeg brugte deres resultater i denne test som mål for deres læseevne.

Jeg opdagede, at flere områder i hjernen bidrager til de færdigheder, der er nødvendige for at læse, og at en del af dem har arvelige forbindelser til læseevnen.

Det er vigtigt at understrege, at arvelighed ikke betyder, at vores egenskaber er fastlåst fra starten og ikke kan forandre sig. Hjernen forandrer sig faktisk hele tiden. Det er mere, som om vi starter med en delvist nedarvet klump ler, som vi løbende former og forfiner gennem hele livet.

Lad os begynde med de auditive evner. Når vi lærer at læse i skolen, begynder vi typisk med at identificere lyde og sætte dem sammen i hovedet. Problemer med at opfatte sprogets lydstruktur bliver faktisk ofte fremhævet som en underliggende faktor ved udviklingsbetinget dysleksi (ordblindhed).

For at kunne læse lærer børn at forbinde hvert bogstav med en lyd og sætte bogstavrækker sammen til ord: bogstavet s med 'sss'-lyden, i med den korte 'i'-lyd og t med 't'-lyden, så s-i-t udtales 'sit'.

Opdelingen af talte ord i enkelte sproglyde begynder på stavelsesniveau, hvor ordet sitting opdeles i sit|ting. Det kræver evnen til at registrere langsomt udviklende ændringer i lydstyrke.

De fleste stavelser begynder svagt med en konsonant som s-, bliver derefter kraftigere ved vokalen (-i-) med dens syngende karakter og falder til sidst igen i intensitet (-t).

Før vi for alvor har lært at læse, kan hjernen bruge auditive signaler som disse til at registrere stavelser og deres indre struktur i talesproget og dermed begynde sin vej mod læsefærdighed.

Et område, der er særligt velegnet til denne opgave, ligger ved siden af den primære auditive cortex øverst i venstre tindingelap, under tindingen og den øverste del af øret. Det kaldes det mediale bælteområde eller den mediale bæltebark og er indstillet på langsomme, grove ændringer i lyd.

Interessant nok fandt jeg en sammenhæng mellem læseevnen, og hvor velorganiserede nervecellerne i dette område er.

Sammenhængen havde en genetisk komponent, hvilket peger på, at organiseringen af dette sansesystem kan have betydning for, hvor let vi har ved at lære at læse. Sådanne forskelle kan bidrage til variationer i læsefærdighed, som ikke blot opdeler mennesker i dem med og uden dysleksi, men strækker s...

I disse dage summer en særlig krog af den videnskabelige verden med spændt optimisme.

En halvt århundrede lang søgen på konkrete beviser i et af de mest fundamentale kosmiske mysterier, eksistensen af det såkaldte mørke stof, er måske kommet et skridt tættere på svaret.

Et hold forskere fra det amerikanske mørkt stof-eksperiment LUX-ZEPLIN (LZ) har nemlig annonceret en mulig måling af det mystiske materie.

"Men vi har set noget interessant, som vi gerne vil dele med andre forskere og få deres input på."

Selvom forskere generelt er sikre på, at mørkt stof findes – universet, som vi forstår det, vil ikke hænge sammen ellers – er det endnu ikke lykkedes at påvise det direkte, og derfor er det potentielt en kæmpestor opdagelse.

Videnskab.dk har talt med en dansk forsker, som selv jager mørkt stof for at høre, om der faktisk er grund til begejstring, og hvad 'måske-fundet' egentlig går ud på.

"Jeg plejer at være ekstremt kritisk, når historier som denne rammer nyhederne – men ikke denne gang," siger professor og astronom Steen Harle Hansen som det første til Videnskab.dk.

Det, forskerne helt præcist har målt, er en hændelse kaldet en enkelt partikel-interaktion, hvor én partikel, måske af mørkt stof, er stødt ind i en anden partikel.

Steen Harle Hansen leder selv efter mørkt stof som forsker på Niels Bohr Institutet. Han udtaler sig om fundet med det forbehold, at han ikke selv har set alle dataene, da de endnu kun er delvist offentliggjort.

"Det her er interessant," siger han alligevel.

"Det er en meget veletableret måde at måle på. Og de folk, der har lavet eksperimentet, kender deres detektor vildt godt," uddyber han.

Det betyder, at forskerne er særligt opmærksomme på fejl i deres måling, der kunne have givet resultater, der kunne misfortolkes som mørkt stof.

Men det betyder ikke, at det ikke kan have været noget andet – synligt stof – som forårsagede den hændelse, der nu måske kan være verdens første måling af mørkt stof, lyder det fra Steen Harle Hansen.

"Jeg vil godt lige vente halvt år og så se, når de har analyseret resten af deres data, hvad der faktisk ligger der."

Dataene, der nu tales om, blev målt mellem 2023 og 2024, og er siden blevet analyseret over flere omgange.

Detektoren, som forskerne kalder LUX-ZEPLIN, er parkeret i en mineskakt godt halvanden kilometer under jorden ved Sanford Underground Research Facility i South Dakota, USA.

Dybden er nødvendig for at udelukke baggrundsstøj, der kan forstyrre sensorerne, fortæller Steen Harle Hansen. Jorden er under konstant bombardement af partikler – heriblandt mørkt stof – fra det ydre rum, der rammer vores klode med 200 km/s.

"Mange af dem taber energi på vej ned gennem Jordens ti kilometer lange atmosfære. Og nogle af partiklerne rammer ned i Jordens overflade og bliver stoppet af de øverste ti centimeter jord."

"Men nogle af dem kommer længere ned," forklarer Steen Harle Hansen.

Visse partikler slipper gennem selv de halvanden kilometers jord og klipper ned til, hvor LUX-ZEPLIN venter på at opsnappe dem. Langt de fleste mørkt stof-partikler suser dog direkte igennem detektoren, forklarer Steen Harle Hansen.

"Men så kan det være – en gang imellem – at man er svineheldig, at der er én, som rammer detektoren. Og hvis den gør det, så afsætter den en reaktion," uddyber han.

"Når det sker, bliver der slået en lille lyspartikel ud, som så ryger hen i sådan en lysdetektor, kaldet en fotomultiplikator. Og det kan man så måle."

Det er sådan en hændelse, forskerne har målt i deres lysdetektor. Men hvor sikker kan man være på, at der reelt er tale om mørkt stof – og hvordan kan man bevise det?

Med detektoren leder forskerne efter en bestemt type mørkt stof-partikel, en såkaldt WIMP – engelsk for svækling og samtidig en forkortelse for 'weakly interactive massive particle', eller 'svagt vekselvirkende massiv partikel' på dansk.

Disse mørkt stof-partikler har altså en enorm masse, men interagerer kun svagt med synligt stof. Og om det er en WIMP, man har målt, vil tiden vise.

F...

Evnen til at krydse havet har længe været et symbol på menneskets opfindsomhed og eventyrlyst. Men hvornår gik havet egentlig fra at være en næsten uovervindelig forhindring til den maritime motorvej, vi kender i dag?

I mange år mente forskere, at svaret skulle findes i bondestenalderen. Det var en af de mest skelsættende perioder i menneskets historie, hvor menneskeheden for alvor lagde jæger-samler-livet bag sig og begyndte at dyrke jorden, holde husdyr og slå sig ned på faste bopladser.

Men vores forskerholds opdagelse af europæiske jæger-samleres tilstedeværelse på den lille middelhavsø Malta har vendt op og ned på denne opfattelse.

Resultaterne, som blev offentliggjort sidste år, viser, at mennesker nåede frem til Malta fra det europæiske fastland, sandsynligvis via Sicilien, for mindst 8.500 år siden.

Nu viser et nyt studie, at disse mennesker ikke blot foretog enkeltstående sørejser. Det ser derimod ud til, at de gentagne gange tilbagelagde mere end 100 kilometer over åbent hav længe før landbrugets indtog.

Forskere har længe vidst, at forhistoriske sørejser må have fundet sted.

Det mest kendte eksempel er nok menneskets kolonisering af Australien, som fandt sted for titusinder af år siden, og som krævede, at mennesker krydsede åbent hav.

Men det har længe været den gængse opfattelse, at jægere og samlere ikke havde de nødvendige forudsætninger for at gennemføre lange sørejser til små og fjerntliggende øer, fordi deres livsgrundlag var uløseligt knyttet til de lokale naturressourcer.

Det gjaldt også Europas sidste jægere og samlere i den periode, der kaldes jægerstenalderen (mesolitikum), som var perioden før bondestenalderen (neolitikum).

I bondestenalderen introducerede en ny befolkning agerdyrkning til Europa fra Anatolien, der udgør størstedelen af nutidens Tyrkiet.

Her kommer de seneste fund fra Latnija på Malta ind i billedet. Afspejlede den overraskende tilstedeværelse af europæiske jægere og samlere på Malta en enkeltstående, tilfældig overfart, eller måske mennesker, som på en eller anden måde var strandet på øen?

Eller afspejlede jægerstenalder-menneskernes tilstedeværelse noget helt andet og mere komplekst?

For at afprøve disse muligheder vurderede vi, om Malta kunne understøtte en levedygtig bestand af jægere og samlere, der kunne have levet isoleret gennem øens 1.000-årige bosættelse i jægerstenalderen.

Først undersøgte vi konsekvenserne af de ændrede havniveauer siden det sidste glaciale maksimum, altså kulminationen på den seneste istid, for omkring 21.000 år siden.

Det var på dette tidspunkt, at havniveauet begyndte at stige fra sit laveste niveau, omkring 130 meter under det nuværende havniveau.

På denne måde kunne vi kortlægge, hvordan Maltas størrelse ændrede sig over tid, og hvordan øens forbindelse til omkringliggende øer og landmasser udviklede sig.

Under det sidste glaciale maksimum var Malta forbundet med Sicilien via en landbro (er et stykke land, der forbinder to landområder, som i dag kan være adskilt af hav. Den kan for eksempel opstå, når havniveauet falder under en istid, red.).

Denne forbindelse bestod, mens havniveauet fortsatte med at stige, indtil for omkring 14.000 år siden, hvor landbroen begyndte at blive oversvømmet.

Den fortsatte havstigning betød, at Malta på mindre end tusind år blev betydeligt mindre og afskåret fra Sicilien, så kontakt mellem de to områder krævede en længere sørejse.

Da mennesker bosatte sig på Malta i jægerstenalderen, havde øen næsten fået sin nuværende form, og afstanden til Sicilien adskilte sig ikke væsentligt fra den, vi kender i dag.

Efter at have kortlagt, hvordan det stigende havniveau påvirkede Maltas størrelse og tilgængelighed, undersøgte vi, om øens særlige økologiske forhold kunne understøtte jæger-samler-befolkninger.

Fordi jægere og samlere er afhængige af naturens ressourcer, hænger befolkningstætheden tæt sammen med et områdes økologiske produktivitet.

Vi modellerede derfor sammenhængen mellem befolkningstætheden hos nutidige jæger-samler-...

Hvor mange gange har du kigget på din hund og undret dig over, hvad der foregår inde i hovedet på den? Du kender mange af dens signaler, men har du nogensinde tænkt over, at dens blinkende øjne måske også betyder noget?

Et nyt, italiensk studie peger i hvert fald på, at netop det at blinke kan være et tegn på forhøjet opmærksomhed hos din firbenede ven.

Vi mennesker blinker med øjnene for at holde dem fugtige og feje eventuelt støv og snavs væk. Hos hunde tyder det dog på, at det at blinke fungerer som et socialt signal. Det skriver Phys.org.

I det nye studie har forskere udført forsøg på 35 forskellige hunde. De viste dem to videoer på 40 sekunder med tre personer:

I den første video optrådte på skift hundens ejer, en fremmed mand og en fremmed kvinde. Alle tre blinkede én gang hvert tredje sekund.

I den anden video kiggede de tre personer lige frem uden at blinke.

Hver hunds reaktion blev optaget og analyseret i et specialiseret system. Resultaterne viste, at:

Hundene blinkede oftere, når de så, mennesker blinkede.

De blinkede mere, når de så deres egne ejere, og mest når de havde en kvindelig ejer.

Når hundene så videoerne af menneskerne, der ikke blinkede, faldt antallet af blink hos hundene også.

Forskerne bag studiet vurderer, at det kan være tegn på, at hundene blandt andet er mere opmærksomme eller efterligner os mennesker.

"Det her studie viser, hvor socialt følsomme vores hunde er over for vores små ansigtssignaler, som at blinke," kommenterer professor Laura Cuaya fra University of Vienna til The Guardian.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science.

Har du nogensinde lagt mærke til de der familier, hvor der er et overtal af enten drenge eller piger? Tænk for eksempel på The Jackson 5 eller Weasley-familien i Harry Potter.

Men er det bare en tilfældighed? Det har vores læser Marianne undret sig over, og hun skriver til os i Videnskab.dk's læserbrevkasse, Spørg Videnskaben:

"Hvorfor får nogle familier kun børn af samme køn?"

Hun fortæller nemlig, at hendes egen mormor og morfar fik ni piger og ingen drenge. Men i hendes mands familie har alle fået drenge. Så er der nogen mænd, som kun kan få børn af det ene køn, og er det arveligt, hvis de for eksempel udelukkende får drenge?

Det kan Jens Fedder, der er professor i andrologi ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og overlæge på Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Horsens, hjælpe os med at få svar på.

Der hersker vist ingen tvivl om, hvordan man laver et barn, men der findes et utal af myter om, hvordan man sørger for at få enten en dreng eller en pige.

Nogle tror, det handler om timing i forhold til ægløsning. Andre teorier har handlet om moderens kost, forskellige sexstillinger, og om hvorvidt kvinden fik en orgasme eller ej. Gennem tiden er der blevet foreslået et utal af trick til at påvirke barnets køn.

"Det er jo sådan noget, man snakkede om i gamle dage. Jeg skulle for eksempel have været en pige, men det klarede mine forældre ikke så godt," fortæller Jens Fedder.

Han giver ikke meget for de gamle myter. For når det kommer til naturlig undfangelse, bliver der født en anelse flere drenge end piger. Fordelingen ligger omkring 51/49.

"I de fleste tilfælde er det nok bare, fordi det statistisk falder sådan ud. Det er jo, ligesom hvis man kaster terninger, så kan man godt få et lige antal øjne fire gange i træk," siger Jens Fedder.

Men hvis det mest bare handler om statistik, hvorfor oplever nogle familier så igen og igen at få børn af samme køn?

Et stort svensk registerstudie fra 2020 analyserede data fra knap 4,8 millioner børn for at undersøge, om nogle familier biologisk har større sandsynlighed for at være 'drengefamilier' eller 'pigefamilier'. Forskerne fandt dog ingen tydelige tegn på, at køn løber i familier.

Men nu bør du holde tungen lige i munden.

For resultaterne af et amerikansk studie fra 2025, som så på 58.000 kvinder og flere end 146.000 fødsler, tydede på, at nogle mødre kan have en lille biologisk tilbøjelighed til at få flere børn af samme køn.

Det virker måske lidt selvmodsigende og forvirrende. Men forskellen handler i høj grad om, hvad de to studier egentlig kiggede efter.

Det svenske studie undersøgte, om der findes en slags arvelig familieprofil, hvor nogle slægter systematisk får flere drenge eller piger. Altså noget, der går i arv på tværs af familier. Og her fandt forskerne ikke noget mønster.

Det amerikanske studie kiggede i stedet mere snævert på den enkelte mor og så på, om køn fordeler sig helt tilfældigt fra barn til barn. Her så forskerne en svag tendens til, at nogle kvinder oftere end forventet får børn af samme køn flere gange i træk.

Det betyder altså ikke, at der findes faste 'drenge-' eller 'pigefamilier'. Men det kan tyde på, at kønsfordelingen ikke altid er helt ligeligt fordelt for alle kvinder.

"Der er mange af mekanismerne inden for det her felt, som forskningen stadigvæk ikke kan forklare," siger Jens Fedder.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

Noget, begge studier faktisk er enige om, er, at en del af mønstrene kan hænge sammen med forældrenes egen adfærd.

Mange familier stopper nemlig med at få børn på et tidspunkt, når de har fået det antal børn, de drømmer om, eller har fået minimum en dreng og en pige.

Du kender måske også en familie eller to, som lige skulle have en sidste baby i forsøget på at tilføje en pige til drengeflokken eller omvendt.

Det efterlader en statistisk skævhed, der kan ligne et biologisk mønster uden nødvendigvis at være det.

Selvom det meste peger på, at fordelingen af køn er rimelig tilfældig, findes der enkelte biologi...

Nobelprisens sjove lillesøster, Ig Nobelprisen, har uddelt priser for årets mest underholdende - men ægte forskning.

For mens Nobelprisen hylder de helt store og banebrydende videnskabelige opdagelser, så hylder Ig Nobelprisen den absurde og farverige forskning.

Sidste år havde en af vinderne eksempelvis undersøgt, hvilken slags pizza et regnbuefirben er mest tilbøjelig til at stjæle.

I år har prisuddelingen fundet sted i Zürich i Schweiz. Her kommer tre af prisens mest finurlige vindere.

Historier om, at dametoilettet er langt renere end herretoilettet, er velkendte.

Måske fordi de fleste mænd har oplevet at blive ramt af deres eget tis eller blive sjasket til af andre mænds urin, mens de skulle lade vandet.

Det problem har et hold forskere fra Canada, USA, Kina og Saudi Arabien prøvet at komme til livs.

De har nemlig fået nok af tis, der rammer urinalskålen og plasker tilbage på dem.

Stænk fra tis er uhygiejnisk, hæver rengøringsudgifterne og giver en dårlig oplevelse for rengøringspersonalet.

I en række forsøg har forskerholdet derfor hældt væske på overflader, der var vinklet med 90, 60 og 30 grader.

Når man tisser mod en overflade, der er vinklet med 30 grader, er der mindst risiko for at blive sprøjtet på, nåede forskerne frem til. Det har fået dem til at designe og foreslå nye urinal-designs.

De nye designs skal mindske mængden af stænk og sænke omkostningerne til rengøring og rengøringsartikler.

Har du en kæreste eller ægtefælle, kysser du dem højst sandsynligt hver dag

Nu vil du nok tænke: "Det er, fordi jeg elsker dem".

Men hvad er et kys egentlig i sin essens?

Det har et forskerhold fra Storbritannien og USA defineret, hvilket de har fået årets Ig Nobelpris i biomekanik for. Biomekanik er et forskningsfelt, der kortlægger bevægeapparatets anatomi.

Og forskerne formår virkeligt at tage romantikken ud af kysset.

De har definerer et kys som en "ikke-aggressiv interaktion, der indebærer målrettet kontakt mund-til-mund hos individer af samme art, med en vis bevægelse af læber eller munddele og uden overførsel af føde."

I deres studie har de undersøgt, hvilke dyr der har en adfærd, der passer med den noget usexede og tørre definition. Det gør isbjørne, nogle fuglearter og myrer.

Andre primater end os mennesker kysser også.

Forskerholdet kunne spore kysse-adfærden omkring 21,5 millioner år tilbage.

Det betyder, at Homo sapiens sandsynligvis også kyssede med neandertalerne.

Mange af os vil nok mene at det gør livet en smule lettere at være rig. Men måske gør det dig også til et dårligere menneske.

Forskere fra USA, Mexico og Canada har i deres forskningsartikel undersøgt, om det er dem fra over- eller underklassen, der udviser mest uetisk adfærd.

Det vandt de Ig Nobelprisen økonomi for.

Gennem syv forsøg observerede forskerne en gruppe deltageres opførsel. I et spørgeskema var de blevet kategoriseret fra enten over- eller underklassen.

I et af forsøgene blev deltagerne placeret i et lokale.

I lokalet stod et glas med slik i. Deltagerne blev informeret om, at slikket var til nogle børn i et af de andre lokaler, der også deltog i et studie, men at de voksne deltagere skulle være velkomne til at tage af det.

Dem, der ifølge forsøget tilhørte overklassen, tog mere slik end dem fra underklassen.

Sammen med resultaterne fra andre forsøg om blandt andet opførsel i trafikken og snyderi i spil, har forskerne vurderet, at overklassen udviser dårligere opførsel end underklassen.

Vil du se de andre vindere og hele showet, kan du se det her:

Den ambitiøse mission BepiColombo-ekspeditionen, som er ledet af Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) og Den Japanske Rumfartsorganisation, har indledt sin ankomst til Merkur.

Det skriver CNN.

Missionen har til formål at gøre os klogere på den mindst udforskede planet i det indre solsystem tættest på Solen, ved at bruge to rumsonder til at få indsigt i, hvordan Merkur blev dannet og udviklede sig så tæt på Solen.

"Det er første gang, at en mission sender to fuldt uafhængige, fuldt operationelle, separate rumfartøjer ud omkring en anden planet," siger Ignacio Tanco, leder af Inner Solar System Mission Operations hos ESA, til CNN.

Missionen startede i oktober måned 2018, da en Ariane 5-raket sendte sonderne i rummet, og siden da har de rejst mere end 10 milliarder kilometer gennem vores solsystem.

Tidligere er planeten kun blevet udforsket gennem to tidligere NASA-missioner, der fandt sted i 1973 og i 2011.

Billeder fra missionen i 2011 viste nogle fordybninger i Merkurs overflade, som forskerne ikke har kunnet forklare.

Det er det, som den europæiske og japanske BepiColombo-ekspedition blandt andet skal gøre os klogere på.

Merkur er i gennemsnit omkring 58 millioner kilometer fra Solen, og planeten fuldfører et kredsløb om Solen hver 88. dag.

Det betyder, at temperaturen kan nå 430 °C i løbet af en dag på Merkur.

"Selve rumfartøjet er designet til at operere under ekstremt barske forhold," siger Ignacio Tanco.

"Det svarer stort set til at operere med en meget varm pizzaovn kørende lige på ryggen."

Missionen skal også forsøge at finde svar på, hvorfor Merkur tilsyneladende har is i sine polarkratere.

For med temperaturer op til 430 °C, og med en gennemsnitstemperatur på 167 °C, har det skabt en del undren.

Er det rent faktisk farligt for fugle at spise ukogte ris?

Er stråling fra Bluetooth-teknologi ioniserende og dermed potentielt farligt?

Og hvad er det egentlig, der er bevaret fra beboerne i Pompeji?

Weekenden venter lige om hjørnet, og det betyder selvfølgelig, at der er en spritny udgave af Weekendquizzen klar til Videnskab.dk's læsere!

Weekendquizzen udkommer hver fredag ved middagstid, og det har den gjort i knap halvandet år.

Sidste uges quiz finder du her, og resten ligger samlet og klar til at underholde og udfordre i vores store spil- og quizarkiv.

Men nu ikke mere sniksnak: Knæk og bræk, hav en skøn weekend, og vi ses igen på fredag!

Det lyder måske ikke som et forskningsprojekt ved første øjekast.

For et forskerhold fra Zürich Universitet gjorde brug af en måske lidt alternativ metode, da de ønskede at illustrere en pointe om jordbundens opbrugte ressourcer.

Og nu er studiernes resultater netop blevet offentliggjort i tidsskriftet 'Plants, People, Planet', skriver ScienceAlert.

Forskerne begravede 2.000 par bomuldsunderbukser i haver og på enge, marker samt græsplæner spredt over hele Schweiz.

Da de to måneder senere gravede underbukserne op, så de vidt forskellige ud. Mens nogle var fyldt med huller, var 1.752 næsten helt intakte.

Årsagen til det skal findes i jordbunden. For ifølge forskerne er de få huller i nedgravet undertøj et tegn på manglende næringsstoffer.

Hvis underbukserne så ud, som da de blev begravet, havde de altså ligget i et område med lav jordkvalitet.

Og det er et stort problem. Når jordbunden er af lav kvalitet, nedbryder det hele fundamentet for vores samfund, peger forskerne på.

For eksempel er det øverste lag af jordbunden med til at sikre 95 procent af vores mad.

"Denne trussel er stort set uopdaget i samfundet, hvilket hindrer effektive skridt i retning af jordbeskyttelse", lyder det fra forskerne bag studiet.

For at gøre opmærksom på problemet måtte de derfor tage deres særlige underbuksemetode i brug.

Bomuld er nemlig tidligere blevet brugt til at undersøge jordbundens kvalitet. Men ved specifikt at vælge underbukser frem for andre bomuldsprodukter antog de, at studiet ville få mere opmærksomhed.

Nu kan resultaterne pege eksperter i retning af, hvilke jordområder der har brug for en kærlig hånd.