I mange årtier er vi blevet fortalt, at vægttab handler om viljestyrke: Spis mindre, bevæg dig mere.

Men forskning har bevist, at det faktisk ikke er helt så enkelt.

Mere om det om lidt, for først skal vi lige et par hundrede tusinde år tilbage i tiden og se nærmere på vores tidlige menneskelige forfædre.

En stor del af de udfordringer, vi har med vægttab i dag, kan faktisk spores tilbage til dem - måske er det faktisk det ultimative eksempel på, at 'det er forældrenes skyld'.

For vores tidlige forfædre var fedt på kroppen livsvigtigt: For lidt fedt kunne betyde sultedøden, for meget fedt kunne gøre os langsomme og sårbare.

Med tiden blev menneskekroppen utrolig god til at beskytte sine energireserver gennem komplekse biologiske forsvarssystemer, som er indlejret i hjernen.

Men i en verden, hvor mad er overalt, og bevægelse er valgfrit, gør de samme systemer, som engang hjalp os med at overleve, det nu svært for os at tabe os.

Når vi taber os, reagerer kroppen, som om det er en trussel mod overlevelsen.

Sult-hormonerne stiger, madtrangen intensiveres, og energiforbruget falder. Disse tilpasninger udviklede sig for at optimere energilagringen og -forbruget i miljøer med uregelmæssig fødevaretilgængelighed.

Men i dag, hvor vi har nem adgang til billig, kalorierig junkfood og en stillesiddende livsstil, kan de samme tilpasninger være skyld i en række problemer.

Som vi har set i vores seneste forskning, har hjernen også stærke mekanismer til at forsvare og bevare kropsvægten, og den kan faktisk 'huske', hvad vægten plejede at være.

For vores forfædre betød det, at hvis de tabte sig i hårde tider, kunne kroppen 'vende tilbage' til sin normale vægt, når tiderne skiftede til det bedre.

Men for os moderne mennesker betyder det, at vores hjerner og kroppe husker enhver vægtøgning, som om vores liv afhænger af det.

Så når kroppen først har været tungere, begynder hjernen at opfatte den højere vægt som det nye normale; et niveau, den føler sig tvunget til at fastholde.

Det faktum, at kroppen er i stand til at 'huske' sin tidligere højere vægt, hjælper med at forklare, hvorfor så mange mennesker tager på igen efter en slankekur.

Men som forskningen viser, skyldes denne vægtøgning ikke manglende disciplin. Det er snarere biologien, der gør præcis dét, den er udviklet til: at beskytte mod vægttab.

Det er her, vægttabsmedicin som Wegovy og Mounjaro har givet nyt håb. Det er lægemidler, som virker ved at efterligne tarmhormoner, som sender signaler til hjernen om at skrue ned for appetitten.

Men ikke alle reagerer lige godt på disse lægemidler. For en del patienter kan bivirkningerne gøre det svært at fortsætte behandlingen, og for andre lader medicinen ikke til at føre til vægttab.

Det er også ofte tilfældet, at biologien vender tilbage til sin oprindelige tilstand, og de tabte kilo vender frygteligt tilbage, når behandlingen ophører.

Fremskridt inden for forskning i fedme og stofskifte kan betyde, at fremtidige behandlingsmetoder vil kunne dæmpe de signaler, der driver kroppen tilbage til sin oprindelige vægt - selv efter behandlingen er afsluttet.

Forskning viser også, at et godt helbred ikke nødvendigvis er det samme som 'en god vægt'. Motion, god søvn, balanceret kost og mental trivsel kan alle forbedre hjerte- og stofskiftehelbred, selv hvis tallet på badevægten nægter at rykke sig.

Fedme er selvfølgelig ikke kun et individuelt problem, og der skal en bred samfundsmæssig indsats til for virkelig at komme til bunds i de grundlæggende årsager.

Forskning peger på, at en række forebyggende tiltag kan gøre en forskel, som for eksempel investering i sundere skolemad, begrænsning af reklamer for junkfood rettet mod børn, byplanlægning der prioriterer fodgængere og cyklister frem for bilkørsel, og standardiserede portionsstørrelser på restauranter.

Forskere er i dag også meget opmærksomme på de tidlige stadier i livet - fra graviditet til omkring syvårsalderen - hvor barnets vægtreguleringssystem er særligt påvirkeligt.

Forskning har vist, a...

Hvad gør venneforskeren, der føler sig ensom på terrassen i forstaden? Hvordan går barndomshistorikeren til sin 6-årige søns gaming? Og hvad lærte mikrobiologen om at begå fejl i sin jagt på en kæmpevirus?

I dag lancerer Videnskab.dk serien 'Fredagsessays', som udgives hver fredag frem til jul. Her vil du møde modige forskere, som fletter personlige fortællinger ind i deres videnskabelige resultater.

Du kan selv vælge, om du vil læse eller lytte. Stemmen, du får i øret, er forskerens egen, for de har selv indtalt deres essays. Og vores podcast-team har lavet et lydtapet, der understøtter fortællingen.

Du kan allerede nu læse og lytte til det første essay; 'Jeg skammede mig over at svælge i blod og vold: Sådan tog jeg magten tilbage.'

Her møder du Jannie Hartley Møller, som er professor og medieforsker på Roskilde Universitet. Hun tager kampen op mod de algoritmer på de sociale medier, der fodrer hende med blodige krimi-historier, og som får hende til at skamme sig over sit medieforbrug.

Senere i serien vil du møde:

Venneforskeren Marie-Elisabeth Pihl. Hun føler sig ensom, men litteraturen gør hende bevidst om, hvad venskaber kan, og hvorfor de er vigtige.

Lysdesigner Mette Hvass. Hun tager til øen Anholt for at konfrontere sin frygt for mørke og bliver overrasket over at finde mindst fire fantastiske kvaliteter ved mørket.

Barndomshistoriker Helle Strandgaard Jensen. Hun er frustreret over, at sønnen gamer, men sætter sig for at spille med ham. Det viser sig, at hun får adgang til sin søn på en helt ny måde.

Hjerneforsker og musiker Peter Vuust. Han beskriver - med afsæt i sine egne minder med musik - hvad der skaber menneskers musiksmag.

Mikrobiolog Patrick Munk. Han jagter en kæmpevirus på en rejse til Australien, hvilket kommer til at trække tæppet væk under ham. Og bliver årsagen til hans rygestop.

Litteraturforsker Agnethe Brounbjerg Bennedsgaard. Hun undersøger, om litteratur kan give os et sprog for store følelser som angst og hjælpeløshed. Følelser, som mange unge oplever på grund af klimakrisen.

Essay-serien er en del af Videnskab.dk's indsats Forskerne Formidler, hvor vi hjælper forskerne med at formidle deres forskning på en relevant og vedkommende måde. Samtidig vil vi også gerne være en 'træningsplatform', hvor de kan øve sig under trygge forhold.

Essayet har været et oplagt format at prøve kræfter med af særligt to årsager:

Større internationale medier som Aeon.co og The Conversation har haft succes med det - hvis du kan lide vores nye serie, som er en videreudvikling af deres formater, kan det anbefales at besøge de to medier.

Den anden årsag er, at essay-genren tillader et mere personligt afsæt, og det er et stærkt virkemiddel i dag, hvis forskerne vil have ordet i en medievirkelighed præget af sociale medier.

Se bare influencere og deres gennemslagskræft i dag - i bedste fald kan forskerne lære at give dem kamp til stregen. Måske endda blive vidensinfluncere.

For den personlige fortælling gør det simpelthen lettere at huske videnskabelige fakta.

Målet er, at forskerne kan bruge virkemidlerne i andre sammenhænge - udover på sociale medier, så også i interviews, i oplæg og i undervisning.

En del af essay-initiativet har været at klæde forskerne på med narrative virkemidler.

De har deltaget på vores nye essay-workshop og lært at tænke i 'akter' som i film og teater, at bruge karakterer, der udvikler sig, at zoome ind på scener samt at skrive til sanserne. Et benspænd har også været at være konstruktiv i sin formidling.

Det har alt sammen været med til at skrue op for det, vi journalister kalder identifikationskriteriet.

For er der noget bedre end at kunne kigge en person over skulderen, som har gennemlevet noget, man måske selv skal igennem?

Forskerne har gjort sig umage med at fortælle både personligt og nuanceret. Og hvor har de været modige, for det er bestemt ikke hverdagskost for dem at bruge sig selv så meget i formidlingen af deres forskning.

Er nogle af jer, der læser med, forskere, og har I lyst til a...

Hvad tror du dræbte flest mennesker i 2024? Krige og konflikter eller antibiotika-resistens?

Rundt regnet var antibiotika-resistens skyld i 10 gange flere dødsfald, selvom 2024 var det mest krigsramte år siden 1946.

Det gør resistente bakterier til én af de største sundhedsudfordringer i vores tid.

Problemet er størst i udviklingslande, men i Danmark stiger omfanget også hvert år. Det viser, at vores nuværende indsats er utilstrækkelig.

Hvis kampen mod antibiotikaresistens skal lykkes, kræver det nye måder at stoppe spredning af resistente bakterier på.

Vores forskningsgruppe bruger bakteriers DNA-profil til at spore og afbryde smitte med resistente bakterier på hospitaler i Region Sjælland.

I denne artikel gennemgår jeg hovedpunkterne for vores strategi, vores resultater, og hvad der skal til for at omsætte resultaterne til praksis på landsplan.

Vi har valgt at fokusere på to grupper af særligt resistente bakterier - vancomycin-resistente enterokokker (VRE) og carbapenemse-producerende enterobakterier (CPE).

VRE er tarmbakterier, der har udviklet resistens mod antibiotikummet vancomycin, som ellers kan slå de fleste enterokok-bakterier ihjel.

CPE er en anden gruppe af tarmbakterier, der kan nedbryde carbapenem-antibiotika, og som også ofte er resistente over for mange andre antibiotika, hvilket gør dem ekstra vanskelige at bekæmpe.

Både VRE og CPE giver alvorlige infektioner, der er vanskelige - somme tider umulige - at behandle med de antibiotika, vi råder over (se mere i faktaboksen om lidt).

VRE og CPE kan smitte fra person til person eller fra en kilde i miljøet (ofte toiletter, afløb og lignende) til personer, der er i kontakt med smittekilderne.

Spredningen af VRE og CPE sker næsten udelukkende på hospitaler. Hospitalerne er derfor nøglen til at få bugt med bakterierne. Og det er vi slet, slet ikke lykkedes med endnu.

Så hvad kan vi gøre anderledes?

I vores forskningsgruppe i Region Sjællands Klinisk Mikrobiologiske Afdeling tror vi på, at jo hurtigere og mere præcist smitte kan påvises, desto hurtigere og mere effektivt kan smitten stoppes, og jo færre bliver smittet i sidste ende.

På det punkt er VRE og CPE ikke anderledes end andre smitsomme mikroorganismer som influenza-, covid-virus og alle de fødevarebårne infektioner.

Derfor har vi forsket i, hvordan løbende overvågning af spredning af resistente bakterier kan udføres i praksis.

Ligesom mennesker har bakterier individuelle DNA-profiler, som man kan fastlægge, gemme og sammenligne.

Bakteriers DNA-profil har længe været brugt til at fastlægge omfanget af smitte med resistente bakterier. Disse undersøgelser udføres oftest noget tid efter, at smitten er sket.

For os var det nærliggende at bruge bakteriernes DNA-profiler til løbende her-og-nu overvågning, som med det samme kan afsløre spredning af resistente bakterier mellem personer eller fra en kilde i miljøet til en person.

For at tilpasse de kendte DNA-profil analyser til løbende overvågning har vi måttet gøre analysen meget hurtigere uden at miste præcision. Vi har derfor optimeret DNA-analysen på en række områder.

Vi har også indført og tilpasset lynhurtige analyser af de data, der kommer ud fra laboratoriet.

Med vores forbedrede metoder og med nationale overvågningsdata fra Statens Serum Institut har vi kortlagt smitte af VRE og CPE på hospitalerne i hele Region Sjælland de seneste år.

Vi har kunnet finde ophobninger i tid og sted af identiske bakterier på hospitalerne. Dermed har vi påvist regulære smitteudbrud og har kunnet tage de relevante skridt til at stoppe smitten.

I nogle tilfælde har vi kunnet påvise smittekilder i hospitalsmiljøet, eksempelvis toiletter og afløb.

Resultaterne viser:

1. At overvågning af resistente bakterier ved hjælp af DNA-profiler i real-tid er teknisk og praktisk mulig.

2. At vi bør undersøge alle patientprøver for resistente bakterier. Så opdager vi skjult smitte, som ellers overses.

3. At bakterier fra hospitalsmiljøet skal tages med, hvis vi vil finde de reelle smittekilder....

De fleste får gåsehud bare ved tanken om en klapperslange. Men på YouTube følger tusindvis nu med i krybdyrenes hverdag og mange opdager, at de slet ikke er så skræmmende, som de gik og troede.

Livestreams af klapperslanger har nemlig fået flere seere til at ændre mening om de ofte frygtede dyr, skriver California Polytechnic State University i en pressemeddelelse.

Projektet, der ledes af amerikanske forskere, bliver kaldt 'Project RattleCam' og viser klapperslangers liv i naturen via kameraer placeret i deres huler.

Et nyt studie, der er skrevet af selvsamme forskere, konkluderer, at slange-kanalen kan være en modgift mod frygt for slanger.

Projektet, der begyndte i 2021, har allerede fået over 21.000 abonnenter og mere end 4,4 millioner visninger på YouTube.

I chatten under videoerne fortæller mange seere, at de har ændret holdning til de skællede krybdyr efter at have fulgt med i deres liv på skærmen.

En skrev for eksempel: "Jeg har virkelig lært noget af at se de her slanger, for jeg er bange selv for orme! Men jeg vidste aldrig, hvor opmærksomme disse slangemødre er på deres babyer - det er fantastisk"

De fleste livestreams har hidtil vist populære vilde dyr som bjørne og fugle, men kun få har rettet opmærksomheden mod dyr, som mange mennesker frygter, for eksempel slanger.

"I medierne bliver slanger ofte vist på en måde, der skal vække frygt og fjendskab. 'Project RattleCam' har i stedet fået folk til at føle empati og tage mere hensyn til en art, der er vigtig for økosystemet." siger Emily Taylor, der er projektleder på 'Project RattleCam' og professor i biologi ved Cal Poly i en pressemeddelelse.

I århundreder har kvinders sundhed været et forsømt kapitel i forskningen.

Nu vil regeringen rette op på skævheden ved at investere160 millioner kroner i et nyt såkaldt Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed.

Vi ved endnu ikke, hvad det nye center kommer til at forske i.

Derfor har vi på Videnskab.dk talt med tre forskere, der arbejder med kvinders sundhed, for at høre deres bud på, hvad centeret skal kaste sig over.

Maria Hybholt er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Hun forsker i samfundsmæssige problemstillinger i relation til kvinders hverdagsliv og sundhed.

"160 millioner kroner er selvfølgelig ikke nok til at dække århundreders forskningshul, men det er en rigtig god start, og potentialet her er enormt," siger hun til Videnskab.dk.

Hun håber, at centret kan være med til at skabe og understøtte stærke forskningsmiljøer i Danmark, som kan gøre en reel forskel for kvinder.

Også Lasse Gliemann, lektor i humanfysiologi ved Københavns Universitet, er positiv:

"Det sender et vigtigt politisk signal om, at kvinders sundhed bliver taget alvorligt."

Maria Hybholt vil gerne slå et slag for, at forskning i kvinders overgangsalder får en central plads på det nye center.

Hun leder sammen med Lasse Gliemann det tværfaglige forskningsprojekt Kvinder i Sund Overgang (KISO), som samler forskellige forskningsprojekter om overgangsalderen.

Et af projekterne er KISO Surveyen, en stor national spørgeskemaundersøgelse, der undersøger, hvordan danske kvinder oplever overgangsalderen.

For nylig kunne forskerne fortælle, at 97 procent af de adspurgte kvinder i deres undersøgelse oplever symptomer i en eller anden grad som hedeture, søvnproblemer og ømme led.

"De, der er hårdest ramt, oplever gener, der kan minde om sygdomslignende tilstande, og for dem vil medicinsk behandling være en nødvendig løsning for at kunne fungere i hverdagslivet."

Selvom overgangsalderen ikke er en sygdom, og heller ikke bør ses sådan ifølge Maria Hybholt, er undersøgelsen med til at understrege, at overgangsalderen er en væsentlig sundhedsmæssig udfordring for langt størstedelen af kvinder i Danmark.

"Overgangsalderen er en central livsfase, hvor samfundets beslutningstagere burde tage ansvar for løsninger, der støtter alle kvinder - ikke kun den lille gruppe med behov for medicinsk behandling, men også den store majoritet, som kan få stor gavn af sundhedsfremmende og forebyggende tiltag."

Ditte Søndergaard Linde, som er lektor med speciale i kvinders sundhed, kalder det Nationale Center for Forskning i Kvinders Sundhed for både "fantastisk," "vigtigt" og "tiltrængt."

"Der er mange tilstande, som er unikke for kvinder, eller hvor kvinder er særligt sårbare, og som har fået alt for lidt opmærksomhed, i forhold til hvor udbredte de er, og hvilken sygdomsbyrde de udgør," siger lektoren ved Kliniske Institut og Gynækologisk Obstetrisk Forskningsenhed - OUH og Svendborg Sygehus.

Et af hendes fokuspunkter er voldsudsatte kvinder og familier.

Hun arbejder blandt andet med, hvordan sundhedsvæsenet kan blive bedre til at opspore og støtte tidligere, for eksempel i forbindelse med graviditet og fødsel.

Under en graviditet vil mange voldsudsatte kvinder nemlig møde sundhedsvæsenet, samtidig med at de kan være åbne for forandring.

"Derfor spørger vi gravide ind til konflikter og vold i parforholdet og tilbyder tidlig støtte."

Ditte Søndergaard Lindes arbejde afhænger af et stærkt samarbejde på tværs af hospitaler, praktiserende læger, kommuner, psykologer og NGO'er som Dansk Kvindesamfund.

Samarbejdet er altafgørende for kvinders sundhed, og hun håber, at et nationalt center kan styrke det yderligere.

"Hvis man i stedet for at konkurrere om de samme midler etablerer et nationalt center, hvor formålet er samarbejde, og hvor man samler de stærkeste kræfter på tværs af regioner, fagområder og sektorer, så vil det være en stor fordel for alle."

"Jeg tror, det vil gavne kvinders sundhed generelt."

Lasse Gliemann er enig i, at regerin...

Alle veje fører til Rom.

Sætningen er lidt af en floskel i dag. Men for små 2.000 år siden var det realiteten, at alle veje i Vest- og Centraleuropa, dele af Nordafrika og Østeuropa før eller senere førte til imperiets hovedstad og magtcentrum.

Samme konklusion finder et stort forskerhold ledet af forskere fra Aarhus Universitet i et nyt studie.

De har kortlagt hele Romerrigets svimlende 299.171 kilometer lange vejnet, som det så ud i år 150 efter vores tidsregning. Til sammenligning er Jordens omkreds 40.075 kilometer.

"Vi kan præsentere det første digitaliserede kort af alle veje i Romerriget. Kortet kan tilgås af alle," siger Tom Brughmans, der er lektor i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Kortet kan bruges som GPS, hvis man som historiennørd vil rejse på de ældgamle veje til hest som i Romerriget, siger forskerne bag.

Kortet kan desuden bruges af forskere, der forsker i Romerriget og måske vil bidrage til at gøre kortet mere præcist.

"Vi forventer, at der bliver fundet flere veje," siger Tom Brughmans.

Tom Brughmans er selv meget begejstret for den GPS-funktion, der viser, hvor svimlende stort imperiet var for 2.000 år siden.

Ifølge kortets GPS tog det hele 400 timer at gå på de gamle veje fra Köln i det centrale Tyskland til imperiets centrum i Rom, hvis du altså ikke har behov for en lur undervejs.

Eller 260 timer, hvis du er så heldig at kunne sidde på en hesteryg og ikke støde på landevejsrøvere eller andre problemer på vejen.

Sjovt for en historienørd, måske. Men hvorfor er det spændende i dag?

"Der er stor kontinuitet i romerske veje og moderne veje," siger Tom Brughmans og fortsætter:

"Der er en god chance for, når du kører på en moderne hovedvej, at en romersk vej er lige i nærheden," siger Tom Brughmans.

Vores vejnet er altså stadig defineret af romerne. Kører man til eller fra store europæiske byer som Rom, London, Istanbul, Athen eller Köln, gør det sig særligt gældende.

Disse byer var nemlig også store menneskeslugende metropoler dengang som i dag.

"Det understreger, hvor fundamentalt stor betydning, det har haft for disse byer og deres fremtidige udvikling, at de er funderet på den tid," siger Tom Brughmans.

I Europa var byer som Paris eller Madrid til gengæld mere eller mindre fraværende dengang. De havde ikke i nærheden af det komplekse vejnet, som vi kender det i hovedstæderne i dag.

Omvendt var der store områder i Tunesien og Algeriet, som i dag er langt mindre befolket end for 2.000 år siden. Men dengang havde de samme områder byer og en rig infrastruktur.

Bo Ejstrud, centerleder for Luftfotoarkæologisk Center på De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, er meget imponeret over det omfattende materiale.

"Det er et spændende og et grundigt stykke arbejde. Og temmelig vigtigt," siger Bo Ejstrud, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Vigtig, fordi en basal forståelse af Romerrigets infrastruktur er nødvendig, for at kunne forstå hvordan de kunne erobre så store dele af verden, forklarer han. Og for at forstå sammenhængskraften i det enorme imperium.

Han er desuden enig i, at enhver forsker med et projekt i Romerrigets infrastruktur eller sammenhængskraft i imperiet vil se kortet som en stor gave.

"Jeg ser det først og fremmest som grundlag for andre forskningsprojekter," siger han.

"Der er enkelte dele i kortet, hvor der er detaljer, som skal redigeres løbende. Men det er et godt udgangspunkt for meget forskning i Romerriget," siger Bo Ejstrud.

Hvis du selv planlægger at tage turen gennem imperiet her til sommer, så bør du være opmærksom:

Kortet er lavet, så cirka kun tre procent af vejene er bekræftet gennem fysisk dokumentation. Vejene kan dokumenteres inden for en usikkerhed på 200 meter i bredden på flade stykker og 50 meter i bjergterræn.

Syv procent af vejnettet består af hypotetiske veje, hvor forskerne antager, at der må have været en vej, men uden konkret fund eller belæg.

De sidste 90 procent af vejnettet er der belæg for gennem skrifter, tidligere kort eller andre kilde...

Dansk forskning får et kæmpe boost.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en ny aftale, der sender over 19 milliarder kroner ud til forskning og innovation fra 2026 til 2029, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen bygger videre på regeringens udspil fra oktober. Dengang kunne Videnskab.dk rapportere, at udspillet fik stor opbakning fra forsknings- og fondsverden, og fik Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet, til at råbe "hoo-ha" i ren begejstring.

Aftalen markerer et skifte i forskningspolitikken: For første gang får danske forskningsmiljøer en flerårig og mere stabil finansiering, så universiteter, forskere og virksomheder kan planlægge langsigtet.

"Det er et vigtigt nybrud, at der nu er tale om en flerårig aftale. Det sender et stærkt signal og giver os bedre mulighed for at tænke langsigtet," siger Søren Serritzlew, professor og bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), til Videnskab.dk.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) skal den nye retning gøre Danmark stærkere i en verden, hvor teknologisk udvikling og global konkurrence går hurtigt.

"Det betyder, at vi for alvor kan styrke områder, som er helt centrale for danskernes sikkerhed og sundhed," siger ministeren i pressemeddelelsen.

Selvom der afsættes store beløb til strategiske områder som klima, sikkerhed og sundhed, fremhæver Søren Serritzlew, at det også er et vigtigt politisk signal, at fri forskning får en tydelig plads i aftalen.

"Fri forskning er der, hvor vi får de idéer, vi ikke vidste, vi havde brug for. Med aftalen er der givet frie forskningsmidler til universiteterne, hvor universiteterne får bedre muligheder for at opbygge langsigtet kapacitet i forskningsmiljøerne."

Samtidig mener han, at det er afgørende, at der bliver investeret i projekter, som forskerne selv definerer.

"Derfor håber vi, at der på sigt bliver mulighed for at øge bevillingerne af frie forskningsmidler til DFF."

Han glæder sig især over, at aftalen også lægger op til et topmøde, hvor politikere, universiteter og forskere skal drøfte udfordringerne for forskningsfriheden.

"Den del af aftalen handler ikke om penge, men signalet er vigtigt. Det viser, at politikerne anerkender, at forskningsfrihed står centralt i Danmark. Det er noget, vi i DFF ser som vores hjerteblod," siger han.

Aftalen spreder midlerne bredt.

Blandt andet får kvinders sundhed et markant løft med 160 millioner kroner til et nyt Nationalt Center for Kvinders Sundhed. Her skal forskere dykke dybere ned i kvindesygdomme og kønsspecifikke forskelle i sundhed, et område som længe har været underbelyst.

Der bliver også satset massivt på kritiske teknologier, herunder kvanteteknologi, kunstig intelligens og cybersikkerhed.

Med aftalen håber politikerne at skabe både stabilitet og nytænkning i dansk forskning, og give plads til de idéer, der kan forme fremtidens samfund.

Vi vasker hænder, spritter håndgrebet på indkøbsvognen og tørrer cafébordet af. Men hvad med vores mobiler?

Vi rører ved dem utallige gange i løbet af dagen og tager dem med overalt - fra køkkenet til spisebordet og endda med ud på badeværelset.

Mobilerne kan være forurenet med mange slags bakterier. Hvornår har du sidst tørret din af - og med hvad?

Hvis du bruger de forkerte rengøringsmidler eller redskaber, kan du fjerne telefonens beskyttende belægninger, ødelægge de vandtætte forseglinger eller endda touch-funktionen.

Touchskærmen bliver hurtigt dækket af fingeraftryk og fedtpletter, så der er både æstetiske og praktiske grunde til at tørre skærmen af.

Men der er også et sundhedsmæssigt aspekt. Når forskere tager prøver fra mobiltelefoner, finder de ofte hundredvis af bakterie- og virusarter.

Selvom ikke alle bakterierne kan gøre os syge, er der stadig risiko for smitte. Vi bruger telefonen på badeværelset og holder dem tæt ved munden, rører ved dem, mens vi spiser, og deler dem med andre i møder, på caféen, til fester og i klasseværelser.

I modsætning til vores hænder, som vi vasker flere gange om dagen, er det sjældent, at vi rengør vores mobil ordentligt - hvis overhovedet.

Hvis du vil desinficere din telefon, er det vigtigt at gøre det uden at beskadige den.

Det lyder måske som en god idé at bruge almindelige rengøringsmidler eller håndsprit til hurtigt at gøre telefonen ren, men mange af disse produkter kan faktisk skade overfladen og de indvendige komponenter over tid.

For eksempel fraråder både Apple og Samsung at bruge klorin, brintoverilte, eddike, aerosolspray, vinduesrens eller alkoholservietter med en koncentration over 70 procent.

De fleste smartphones er belagt med en oleofobisk belægning, som er en tynd film, der hjælper mod fingeraftryk og fedtpletter.

Kraftige kemikalier som alkohol, acetone eller rengøringsmidler med ammoniak kan fjerne denne belægning, så skærmen bliver mere modtagelig for snavs, og touch-følsomheden kan nedsættes.

Eddike, som ofte bruges som et desinfektionsmiddel, kan på grund af det høje syreindhold ætse aluminium eller plastkanter.

Klorin og brintoverilte er ganske vist effektive desinfektionsmidler, men de er også alt for hårde til de sarte materialer, der bruges til forbrugerelektronik.

Servietter med et højt alkoholindhold kan udtørre plastdele og gøre dem skrøbelige ved gentagen brug.

Kort sagt: Hvis rengøringsmidlet er stærkt nok til at desinficere din køkkenbordplade, er det sandsynligvis alt for hårdt til din telefon.

Den gode nyhed er, at det er både enkelt og billigt at rengøre din telefon korrekt. Du skal blot følge de retningslinjer, som de store producenter anbefaler.

Husk også at tage strømstikket ud og fjerne eventuelle beskyttelsescovers eller tilbehør, før du går i gang.

De fleste teknologivirksomheder anbefaler at bruge:

servietter med 70 procent isopropylalkohol (ikke højere)

bløde mikrofiberklude

og antistatiske børster med bløde nylon-, heste- eller gedehår til at rengøre følsomme områder som højtalergitteret og opladningsporte

Under COVID-pandemien opdaterede Apple sine rengøringsanbefalinger og tillod brugen af desinfektionsservietter og 70 procent isopropylalkohol på iPhones - forudsat at de bruges forsigtigt, så skærmbelægningen ikke beskadiges, og fugt ikke trænger ind i enheden.

Samsung, som giver lignende råd, anbefaler, at man tørrer telefonen af med en mikrofiberklud, der er let fugtet med en 70 procent alkoholopløsning - og undgår direkte kontakt med porte og åbninger.

Sprøjt aldrig væske direkte på telefonen, da fugt kan trænge ind i porte og indvendige komponenter, hvilket kan føre til kortslutning eller korrosion (nedbrydning af materialer, red.).

Det er også risikabelt at nedsænke telefonen i en rengøringsvæske - selv for vandafvisende modeller. De tætningsmaterialer, der beskytter mod vand, som gummipakninger, klæbemidler, nanobelægninger og silikone, kan blive nedbrudt over tid.

Undgå at bruge køkkenrulle, servietter eller grove klude, da de kan...

Et forskerhold var rimelig oppe at køre efter at have set et af klodens største edderkoppespind.

Det gigantiske spindelvæv, der måler 106 kvadratmeter - svarende til at kunne dække et mellemstort parcelhus - er formentlig et af verdens største, lyder det fra rumænske forskere i et nyt studie.

"Hvis jeg skulle forsøgte at sætte ord på de følelser, der løb igennem mig (da jeg så edderkoppespindet, red.) vil jeg nævne beundring, respekt og taknemmelighed," lyder det fra István Urák, der er hovedforfatter til studiet, ifølge Live Science.

Spindelvævet, der udgøres af tusindvis af små tragtformede spind, findes i en mørk drypstenshule på grænsen mellem Grækenland og Albanien.

Det huser hele 110.000 edderkopper, vurderer forskerne, der var taget til hulen for at blive klogere på, hvilke arter, der bor i det gigantiske net.

Det er den største edderkoppekoloni, der nogensinde er dokumenteret.

De (virkelig!) mange behårede spinnere udgøres af to arter:

Tegenaria domestica (en mellemstor husedderkop, der er almindelige i Danmark)

Prinerigone vagans (en såkaldt 'tæppespinder', der er sjælden at finde herhjemme)

Og det overraskede forskerne at finde netop de to edderkoppearter side om side.

Kolonien "er et enestående eksempel på de to arter, der lever sammen i det samme spind i så stort et antal," siger István Urák til Live Science.

Normalt spiser husedderkopper nemlig tæppespindere.

Forskernes bedste bud på, hvorfor de i stedet har dannet i fælles koloni er, at hulen er så mørk, at edderkopperne ikke kan kende forskel på hvem, der er ven og fjende.

I stedet spiser de mider, der trives i det svovlholdige hulemiljø.

Forskerne er ved at lave flere studier fra hulen og vil blandt andet undersøge, hvordan det svovlholdige miljø påvirker edderkoppernes tarmbakterier.

Vi spiser for meget og bevæger os for lidt. Det har i årtier været hovedforklaringen på fedmeepidemien i velstående lande.

Nu har forskere fra flere lande samarbejdet om at teste disse to forklaringer op mod hinanden.

Forskerne har analyseret data fra 34 befolkningsgrupper på 6 kontinenter. Deltagerne lever meget forskellige liv:

Jægere og samlere i lavindkomstlande som Tanzania.

Småbønder i Bolivia.

Husdyravlere i Sibirien.

Byboere i højindkomstlande som Norge og Sverige.

I alt 4.200 voksne personer deltog i forskningen og fik målt deres daglige energiforbrug, kropsmasseindeks (BMI) og fedtprocent.

Som forventet havde folk i rige lande højere BMI og fedtprocent.

Til gengæld viste det sig, at når forskerne tog højde for kropsstørrelse, brugte mennesker omtrent lige meget energi på tværs af de vidt forskellige livsstile.

"Studiet viser, at uanset om man lever som jæger og samler eller i et moderne industrisamfund, er det samlede energiforbrug stort set det samme," fortæller Ulf Ekelund, professor ved Norges Idrætshøjskole, som har bidraget til studiet.

Ved hjælp af sensorer som skridttællere og accelerometre kunne forskerne se, at jægere og samlere bevæger sig langt mere end byboere i industrialiserede samfund.

At forskellen i energiforbrug alligevel er så lille, kan skyldes, at folk i rige lande generelt er højere og har større kropsmasse end folk i fattige lande. Det hænger sandsynligvis sammen med bedre adgang til næringsrig mad, mener forskerne.

Betyder det, at fysisk aktivitet er mindre vigtig, end vi tidligere har troet?

"På befolkningsniveau, og når vi taler om fedme, ser det sådan ud," siger Ulf Ekelund.

"Men på individniveau kan fysisk aktivitet absolut spille en rolle, både for at forebygge vægtøgning og for helbredet generelt. Når det gælder hjerte-kar-sygdomme, kræft, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, fald og brud, psykisk sundhed og meget mere, er fysisk aktivitet ekstremt vigtig," understreger han.

Resultaterne bekræfter, hvad mange tidligere studier har vist: Det er meget svært at tabe sig alene ved at være mere fysisk aktiv, siger Ulf Ekelund.

"Det viser flere randomiserede studier også. Her ser vi, at energiindtaget måske forklarer op mod 80 procent af vægttabet, mens fysisk aktivitet alene spiller en mindre rolle."

"En enkel sammenligning: Du kan spise et stykke kage med 500 kalorier på ét minut, men det kræver en times rask gang eller løb for at forbrænde det samme antal kalorier."

Marthe Isaksen Aukan er postdoc ved NTNU og har en baggrund inden for ernæring og klinisk sundhedsvidenskab. Hun har læst studiet, men har ikke selv deltaget i forskningen.

"Vi bruger ganske vist mere energi, når vi er aktive, end når vi sidder stille, men forskellen bliver ofte overvurderet - samtidig med at kroppen hurtigt tilpasser sig og bliver mere effektiv," siger Marthe Isaksen Aukan.

"Derfor kræver det meget aktivitet at kompensere for en usund og energitæt kost, når det gælder energibalancen."

Marthe Isaksen Aukan understreger, at der er mange årsager til fedme, og at vægtøgning som følge af øget energiindtag skyldes et komplekst samspil mellem biologi, miljø og psykologi.

"Det handler ikke om viljestyrke. Faktorer som stress, hormoner, hjernens belønningssystem, uopmærksomhed, socioøkonomisk status og miljøet påvirker os."

I dagens samfund er det svært at undgå fristende mad, mener Marthe Isaksen Aukan.

"Denne slags madvarer er ofte letspiselige, har et højt indhold af fedt, sukker og energi, og stimulerer hjernens belønningssystem, hvilket gør det nemt at overspise."

Pris og tilgængelighed har også stor betydning for, hvad vi køber og spiser, tilføjer hun.

Det er bekymrende, at rapporter viser, at fedme blandt børn, unge og voksne i Norge forventes at stige - samtidig med at flere udvikler diabetes, mener Marthe Isaksen Aukan.

"Fysisk aktivitet spiller en nøglerolle for helbredet, men hvis vi skal bremse udviklingen af overvægt og fedme, kræver det strukturelle ændringer: Vi skal gøre det lettere for alle at blive m...