En julidag i 1963 stødte en dansk meteoritforsker på en af de hidtil største geologiske opdagelser i Grønlands historie.

En kæmpe jernmeteorit skjulte sig i sneen på en halvø nær Savissivik, en bygd i det nordvestlige Grønland, hvis navn passende nok kan oversættes til 'stedet hvor du finder jern'.

Fire år senere blev den 20 tons tunge meteorit fragtet med en hjemmebygget jernslæde og skib til Danmark.

Siden har et brudstykke af meteoritten været udstillet foran Geologisk Museum i centrum af København.

Men nu skal meteoritten ved navn Agpalilik sendes tilbage til Grønland. Det sker i en fælles beslutning mellem Grønland og Danmark.

Nyheden vakte opsigt hos geofysiker Henning Haack, der har haft et helt særligt forhold til Agpalilik.

Henning Haack er tidligere kurator for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum. Det var hans tidligere mentor på universitetet, Vagn Buchwald, som i sin tid fandt meteoritten.

"Rent personligt er det lidt trist," siger Henning Haack til Videnskab.dk.

"Men som verdenspolitikken er lige nu, så synes jeg faktisk, at det er meget fornuftigt."

Meteoritten gemmer på flere særlige historier, som du kan høre mere om i artiklen her.

Vagn Buchwald, der var 34 år, da han i 1963 gjorde sit fund, vidste på sin vis, hvad han ledte efter, fortæller Henning Haack.

Buchwald var overbevist om, at der i Nordgrønland var flere meteoritter at finde, eftersom grønlænderne havde fundet flere store jernmeteoritter fra det samme meteoritfald.

De tre største fik polarforsker Robert Peary hentet til New York, hvor de nu er udstillet på Naturhistorisk Museum i USA.

Den danske civilingeniør fik derfor et job som videnskabelig forbindelsesofficer på Thulebasen, og med hjælp fra lokale grønlændere tog han i løbet af to somre ud på fjeldet for at lede efter meteoritterne.

I sommeren 1963 sejlede han med motorbåd til halvøen Agpalilik, hvor han fik sig en stor overraskelse. Midt i et hvil på en sten kiggede han sig over skulderen og opdagede meteoritten, nærmest dækket helt af store moræneblokke.

De grønlandske fangere rystede på hovedet, da de hørte historien, siger Henning Haack. For de var sikre på, at de kendte til alt, hvad der lå i fjeldet.

"Men det var simpelthen en kæmpe stump, som ingen anede eksisterede. Og den blev kun fundet, fordi han var så ihærdig," siger Henning Haack.

Sammen med de lokale forsøgte Vagn Buchwald at frigøre toppen af meteoritten, der senere viste sig at veje 20,1 ton.

Vagn Buchwald brugte de efterfølgende fire år på at skaffe sig midler og planlægge, hvordan Agpalilik kunne fragtes til Danmark.

Hans vision var, at meteoritten ikke bare skulle bjærges, den skulle lukkes op, så man kunne nærstudere dens indre.

"Sådan nogle sten fra solsystemets oprindelse er jo som en bog, man kan læse, men hvis ikke man åbner bogen, lærer man ikke noget," siger Henning Haack.

Det var ingen nem opgave at transportere den 20 tons tunge meteorit.

Først skulle den graves ud, og derefter færges ned ad en stejl sneskorpe og over på en stålslæde, hvilket blev gjort manuelt på grund af det svære terræn.

I 1967 lykkedes det fragtskibet M/S Edith Nielsen at nå ind til den isfyldte bugt, som kunne sejle jernslæden og meteoritten til København.

Ved hjælp af en wire kunne man skære en skive af meteoritten af. Gennem studier af meteorittens indre er vi kommet helt tæt på dens hemmeligheder og dybe historie.

For cirka 5.000 år siden ramte et jernfragment på mindst 1000 tons atmosfæren over Grønland. Fragmentet blev flået i stykker i mødet med atmosfæren og faldt som en byge af jernmeteoritter over Nordvestgrønland.

Dem kender vi i dag som Kap York-meteoritterne, der er blandt verdens største meteoritter, og som Agpalilik er en del af.

Jernmeteoritter er i forvejen sjældne, men Agpalilik er unik, siger Henning Haack.

Blandt de andre Kap York-meteoritter finder vi en række andre spektakulære fund som Ahnigito, den tungeste af meteoritterne på 31 ton, og et fund på 3 ton, der bliver kaldt 'Kvinden'.

"Men dem har vi ...

I hele Europa bliver cyklen markedsført som en central del af løsningen på en renere og sundere transport.

I slutningen af 2025 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin første statusrapport om Den europæiske erklæring om cykling.

Rapporten pegede på milliardinvesteringer, tusindvis af kilometer nye eller forbedrede cykelruter i Europa og en voksende politisk vilje til at gøre cyklen til en naturlig del af transporten i hverdagen.

Men der er et voksende misforhold mellem de politiske ambitioner og folks adfærd i hverdagen. Selvom cykling fylder mere på den politiske dagsorden, er det ikke alle steder, at flere cykler til arbejde, skole eller uddannelse.

Og her i Danmark – et land, der ofte fremhæves som en af verdens førende cykelnationer – er udviklingen stille og roligt på vej i forkert retning.

I vores nationale spørgeundersøgelse fra 2020 svarede 27,6 procent af befolkningen, at de cyklede til arbejde eller uddannelse mindst tre dage om ugen.

I vores nye undersøgelse fra 2025 er tallet faldet til 25,6 procent.

Det lyder måske ikke af så meget, men på befolkningsniveau svarer det til, at titusindvis færre bruger cyklen som en fast del af hverdagen – i et land, hvor rammerne ellers er relativt gode.

Tænk blot på cykelstier i byer over hele landet, cykelinfrastruktur i offentlig transport og politisk opbakning til cyklen som transport i hverdagen snarere end som en nichepræget fritidsaktivitet.

Blandt unge i alderen 15-19 år er faldet endnu tydeligere, når man ser på, hvor mange der cykler til deres uddannelsessted mindst tre dage om ugen: fra 39 procent i 2020 til 32,3 procent i 2025. Hvis udviklingen fortsætter, ser fremtiden for Danmark som cykelnation dyster ud.

Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvis regelmæssig cykling falder i Danmark, hvor de mange cykelstier gør det let at tage cyklen, hvad betyder det så for Europas bredere ambitioner om, at flere skal cykle?

Vores seneste forskning kan måske være med til at forklare, hvorfor investeringer i infrastruktur ikke er nok alene.

I studiet brugte vi data fra 2020 om cirka 46.000 personer i Danmark. Fokus var på dem, der havde mellem 1 og 15 kilometer til arbejde eller uddannelsessted. Det er en afstand, hvor cyklen for mange stadig kan være et realistisk dagligt transportmiddel.

Vi inddelte deltagerne i to grupper baseret på deres afstand, 1 til 5 kilometer og 6 til 15 kilometer, og sammenlignede dem, der cyklede ofte, altså tre eller flere dage om ugen, med dem, der ikke gjorde.

Resultaterne viser, at mange korte ture ikke bliver taget på cykel. Næsten halvdelen af dem, der har 1 til 5 kilometer til arbejde eller uddannelsessted, cyklede færre end tre dage om ugen. Blandt dem, der bor 6 til 15 kilometer væk, cyklede næsten tre fjerdedele mindre end tre dage om ugen.

Vores forskning viste også, at hyppige cyklister typisk er yngre voksne, kvinder, studerende og personer med et højere uddannelsesniveau, som bor i byer. Adgang til en cykel var en af de stærkeste indikatorer for regelmæssig cykling. Det er en påmindelse om, at de grundlæggende forudsætninger stadig betyder noget.

Men det, der for alvor adskilte dem, der ofte cyklede, fra dem, der sjældnere hoppede på cyklen, var de forhold, de oplevede som hindringer.

Tidspres var en af de grunde, der oftest blev nævnt, når folk forklarede, hvorfor de ikke cyklede mere.

Personer, der oplevede, at det tog for lang tid at cykle, at det kolliderede med arbejde eller familieforpligtelser, eller at det gjorde det vanskeligt at få hverdagens ærinder til at hænge sammen, var også mindre tilbøjelige til at cykle – selv på korte ture.

Bekymringer om udseende og komfort spillede også en væsentlig rolle. Især blandt dem, der boede tæt på deres arbejdsplads, hang bekymringen for at ankomme svedig, overophedet eller mindre præsentabel sammen med, at færre valgte cyklen.

Den oplevede trafiksikkerhed havde også betydning. Når folk følte sig utrygge i trafikken eller oplevede, at cykelforholdene var utilstrækkelige, var de mindre tilbøjeli...

Danske skoleelever i 15-årsalderen har sværere ved at læse og klarer sig dårligere i matematik og naturfag end på noget andet tidspunkt, siden man begyndte at måle i år 2000. Og så pjækker de også mere end tidligere.

Det skriver DR på baggrund af den nyeste version af den store PISA-undersøgelse, der hvert tredje år undersøger skoleelevers kompetencer og studievaner.

"Der er ikke noget opløftende at sige om resultaterne. Det er foruroligende," siger Andreas Rasch-Christensen til DR. Han er forskningschef ved VIA University College og er med i det danske PISA-konsortium.

"Og når vi samtidig ser samme tendens i andre resultater og undersøgelser på skoleområdet, så peger det på, at vi har en dansk folkeskole, der er i faglig krise," lyder hans vurdering ifølge DR.

Det er særligt elevernes evne til at læse, som er under pres, viser undersøgelsen.

Tendensen ses også i andre lande, inklusive resten af Norden, hvor de danske elever desværre præsterer dårligst. Og det vil kræve indsatser på tværs af mange områder at vende tendensen, fortæller Andreas Rasch-Christensen til DR.

"Vi er nødt til at gå ind og samlet set give skolen et fagligt løft ved både at se på finansieringen, lærerne og lærernes uddannelse," siger Andreas Rasch-Christensen til DR.

Vil du helst læse en historie skrevet af et menneske eller af AI? Mange vil nok svare, at menneskeskabte tekster er at foretrække og måske endda bedre - men et nyt studie viser måske noget andet, skriver The Guardian.

Fordelt over to forskellige forsøg har en gruppe mennesker vurderet AI-generede noveller til at være af højere kvalitet og mere indlevende, end dem, der er skrevet af rigtige mennesker.

I det første forsøg bad man 1.682 voksne om at læse seks forskellige noveller.

Tre var skrevet af mennesker

Tre var skrevet af AI

Forsøgspersonerne blev fortalt, om det var AI eller et menneske, der havde skrevet novellen. Men for halvdelen af dem, var det en løgn. De fik altså enten at vide, at deres historie var skrevet af AI eller et menneske, selvom den egentlig ikke var.

Her blev AI-novellerne vurderet bedre end dem skrevet af mennesker. Især de deltagere, der var blevet fortalt, at deres novelle var skrevet af et menneske, gav høje vurderinger.

Deltagernes holdning til AI blev også vurderet, og holdt op mod resultaterne i det første forsøg - jo mere positivt man så på AI, jo højere vurdering gav de AI-novellerne.

I det andet forsøg bad forskerne i alt 905 voksne om at læse to af novellerne og gætte, hvilken af novellerne AI havde skrevet. Forsøget blev udført i to grupper.

I den første gruppe gættede 40 procent rigtigt

I den anden var det 52 procent der kunne gætte rigtigt

Men de nye resultater skal ikke give bekymring hos forfattere, understreger en af forskerne bag studiet, lektor i psykologi Deena Skolnick Weisberg fra Villanova University i Pennsylvania, USA:

"Mennesker skriver som en form for kreativ selvudfoldelse, for at udfordre os selv eller for at få vores egne oplevelser til at give mening. Selvom AI kan genere menneske-lignende historier ændrer det ikke på noget af det," siger hun til The Guardian.

"Vi kan blive nødt til at gøre plads til AI-generede historier og historier skrevet i samarbejde mellem et menneske og AI, men det betyder ikke, at der ikke længere er rum for os til at værdsætte menneskets kreative proces," siger Deena Skolnick Weisberg til The Guardian.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Judgement and Decision Making.

Spis op. Det er ikke kun børn, som vrænger af broccolien, der har fået dén besked gennem generationer. Det har også været mantraet for os alle, når antibiotika har været på menuen.

Reglen om altid at gøre antibiotikakuren færdig lever i bedste velgående, viser et nyt amerikansk studie. Knap 90 procent af amerikanere er af den opfattelse, at antibiotikakuren altid skal tages til ende, uanset om man føler sig rask igen inden da.

Her tænker du måske: Jamen, skal den da ikke det?

For 'spis-op-opfattelsen' er nok også udbredt herhjemme i Danmark, bekræfter professor Lars Bjerrum. Han er læge og professor i almen medicin ved Københavns Universitet og forsker i overforbrug af antibiotika.

Der findes ikke tilsvarende danske data, som kan fortælle, hvor udbredt myten er i Danmark, fortæller han.

"Men dansk patientinformation tyder på, at det gamle budskab stadig lever," siger Lars Bjerrum til Videnskab.dk.

Han støder stadig ind i information, som understreger, at det er vigtigt at gennemføre hele den ordinerede antibiotikakur.

Problemet er bare – hvad det amerikanske studie også påpeger – at der findes mere end 120 randomiserede kontrollerede studier på verdensplan, der for længst har vist, at kortere antibiotikabehandlinger ved almindelige infektioner er mindst lige så effektive, mere sikre og ikke øger risikoen for resistens.

Vil det så sige, at rådet om at spise op altid er forkert?

Nej, så enkelt kan man desværre ikke stille det op, lyder det fra tre danske professorer, som er førende eksperter på området.

De tre danske professorer er helt enige med det amerikanske studies konklusion om, at der er overvældende evidens på verdensplan for, at kortere kure ved almindelige infektioner som hals- og lungebetændelse er mindst lige så effektive, sikrere og ikke skaber mere resistens end lange behandlinger.

Men det betyder ikke - understreger de alle tre - at man som patient skal tro, at man selv kan skære ned på den antibiotikakur, som lægen har ordineret.

For i Danmark er de officielle faglige retningslinjer faktisk allerede blevet justeret.

De gamle, lange 10-14-dages kure er for længst fortid, fortæller de tre professorer.

"Vi har løbende skåret markant ned på behandlingslængderne, i takt med at den videnskabelige evidens er opstået," siger Hans Jørn Kolmos, læge, dr.med. og professor i klinisk mikrobiologi ved SDU og forsker i antibiotikaresistens.

Det betyder, at hvor din bedstemor for 30 år siden fik en hård 10-dages kur mod en ukompliceret blærebetændelse, ordinerer lægen i dag typisk kun en kur på 3 dage.

På samme måde behandles en helt almindelig lungebetændelse eller halsbetændelse i dag ofte på kun 5 dage i stedet for de tidligere 14 dage.

Før i tiden gav man desuden forebyggende antibiotika i en hel uge før og efter en operation. I dag giver man kun et enkelt, højdoseret skud antibiotika 30-60 minutter før operationen.

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) udgav i 2024 opdaterede retningslinjer for luftvejsinfektioner, som netop afspejler udviklingen mod meget kortere kure.

Dertil kommer, at den generelle danske antibiotikavejledning på Medicin.dk går endnu videre og skriver, at antibiotikabehandling ofte vil kunne stoppes, når patienten er klinisk rask.

"Danmark har altså allerede bevæget sig væk fra lange standardkure," siger professor Lars Bjerrum.

En vigtig årsag til at begrænse antibiotikabehandlingen er risikoen for resistens. Jo længere tid, kroppen udsættes for antibiotika, desto større bliver presset på kroppens gavnlige bakterier, så resistente bakterier får bedre mulighed for at overleve og formere sig. Derfor er mere antibiotika ikke nødvendigvis bedre.

Udviklingen mod kortere antibiotikakure foregår stadig, fortæller de danske professorer.

Faktisk er man kommet så langt ned, at man også nogle gange er gået for langt.

Hans Jørn Kolmos fortæller, at man har forsøgt at behandle blærebetændelse med bare én enkelt dosis antibiotika på ét døgn.

"Den gik altså ikke. Det var ikke godt nok. Så det ligger på tre dage nu...

Skal biler fremover tøffe gennem byen med 30 kilometer i timen i hele København?

For nylig udlagde Enhedslisten et forslag om at sænke hastighedsgrænsen for bilister i hovedstaden fra 50 til 30 kilometer i timen. Blandt andet for at gøre byen tryggere for cyklister.

Idéen er mødt med stor skepsis fra flere partier. Venstre og Konservative har for eksempel kaldt forslaget for "totalt vanvittigt" i en artikel på DR.

Men hvad siger forskningen egentlig? Giver lavere fart, færre dræbte og mere tryghed for byboere?

"Ja," siger Harry Lahrmann, der er professor emeritus og trafikforsker gennem mere end 25 år på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.

Han peger blandt andet på en rapport fra Tænketanken for Trafiksikkerhed, der i 2024 klart konkluderer, at lavere hastighedsgrænser mindsker antallet og alvorsgraden af trafikulykker i større europæiske byer.

Rapporten nævner forsøg med lavere fartgrænser i London, Bruxelles og Grenoble i Frankrig, hvor antallet af dræbte fodgængere i trafikken blev reduceret med mellem 24 og 63 procent.

"Der er simpelthen ingen tvivl om, at lavere hastighedsgrænser er godt for trafiksikkerheden. Det vil give et lavere tempo, der gavner især fodgængere og cyklister," siger Harry Lahrmann.

De kritiske partier peger på, at lavere fart vil give københavnerne i bil længere rejsetid til og fra arbejde.

Men det kan ifølge Harry Lahrmann ikke bakkes op af videnskaben.

Trafikken bliver ikke nævneværdigt langsommere af at sænke fartgrænsen fra 50 til 30 kilometer i timen.

Sådan konkluderes der eksempelvis i en norsk rapport fra Transport Økonomisk Institutt 2024, der henviser til forsøg i Bruxelles og London, hvor fartgrænsen blev sænket fra 50 til cirka 30 kilometer i timen.

Samme resultat finder australske forskere, der har undersøgt rejsetider i Melbourne i et studie fra 2025.

"Så til dem, der er bange for øgede rejsetider: Det er der ikke noget, der tyder på," siger Harry Lahrmann.

Herhjemme har Harry Lahrmann vejledt et speciale, der med dansk data kan give et mere finmasket indtryk af at sænke farten.

I specialet undersøgte hans studerende rejsetiden for 100.000 biler i Aalborg Centrum med forskellige fartgrænser.

Resultatet viste, at rejsetiden ganske vist ville stige med mellem 6 og 7 procent i dagtimerne. Men det er ifølge Harry Lahrmann et "marginalt" resultat.

"For det er alligevel nærmest umuligt at holde en fart på 50 kilometer inde i centrum af de store byer herhjemme. Der er kø, indfletninger og trafiklys, der gør, at en gennemsnitsfart på 30 kilometer i timen kun forlænger rejsetiden marginalt," lyder det fra trafikforskeren.

Men der findes også andre måder at skabe tryggere trafik end at pille ved hastighedsgrænserne.

Det fortæller professor og trafikforsker ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, Jeppe Rich, i en artikel på DR.

Her fortæller han, at man i stedet for at fokusere på at sænke farten for bilister, bør gentænke de vejkryds, hvor mange trafikuheld opstår.

Harry Lahrmann er enig i, at der sker en del ulykker ved vejkryds, særligt for cyklister. Men han mener ikke, at et fokus på mere sikre vejkryds udelukker lavere hastighedsgrænser.

"Det er faktisk virkelig svært at lave vejkryds, så man helt undgår ulykker. Jeg har selv forsket i det siden 1985."

En anden udfordring er også at lave om på vejkryds uden at ændre for meget ved, hvor mange trafikanter, der kan komme igennem krydset, hvilket altså også kan sænke trafikken.

"Det, vi ved er, at det er lavere fart, der giver tryghed for bløde trafikanter såsom cyklister og fodgængere," tilføjer han.

Men er der da slet ingen ulemper ved at sænke hastighederne på vejene i København?

I rapporten fra Tænketanken for Trafiksikkerhed konkluderes det, at mængden af drivhusgasser i byerne kan øges lidt, da biler, der kører langsommere, udleder lidt mere CO2.

"Men det er kun en meget lille forøgelse. Og med alle de nye elbiler er spørgsmålet, om det overhovedet kan mærkes om ti år," siger Harry Lahrmann.

Derudover viser rapporten, at hastighedsgræn...

Jordlag kan være svære at skelne fra hinanden, så arkæologer kan derfor blive nødsaget til at grave for at undersøge, hvad et lag består af for at blive klogere.

Men med et nyt kamerasystem kan arkæologer få et ekstra blik på jorden, før de går et spadestik dybere i jagten på ny viden.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse, der også oplyser, at det nye system er omtalt i tidsskriftet Journal of Archaeologican Science.

Det er geolog Søren Munch Kristiansen, der sammen med arkæologer fra Moesgaard Museum har udviklet en særlig LED-blitz, der sammen med et kamera kan fremhæve spor i jorden, som arkæologer normalt ville have svært ved at se under deres udgravninger.

Systemet, der både er forholdsvist billigt og nemt at transportere, fungerer ved at belyse jordoverfladen med 16 forskellige bølgelængder, der kan fremhæve forskelle mellem lag og materialer, som normalt kan være svære at få øje på.

Dermed får arkæologerne et hint om, hvad de bør kigge nærmere på, og hvor det er relevant at tage prøver.

"Det er overraskende mange udfordringer i at kigge på jord. Vi ville gøre det hurtigere, tydeligere og bedre – og samtidig omkostningseffektivt i feltet."

"Det er simpelthen en måde at nytænke lyset," fortæller professor Søren Munch Kristensen fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet i pressemeddelelsen.

Bølgelængderne spænder fra nær-ultraviolet over synligt lys til nær-infrarødt lys.

Derefter kombinerer systemet informationerne fra billederne og får nogle af forskellene til at komme til syne.

Systemet er blevet afprøvet ved Fredbjerg i Vesthimmerland, hvor arkæologer undersøger en gravplads fra den sene vikingetid og den tidlige kristne tid.

Her er bevaringsforholdene dårlige, og skeletmaterialet kan være næsten helt forsvundet.

"Skeletterne kunne nærmest kun ses som skygger efter tusinde år i jorden. Derfor er det ikke altid logisk, hvor man skal lede eller tage sine prøver," fortæller arkæolog David Stott fra Moesgaard, som har været med til at udvikle systemet.

"Vi planlagde ud fra de nye data, hvor vi skulle tage prøver. Kameraet kunne vise os områder, hvor det var mest relevant at lede – for eksempel efter rester af knogler eller fundmateriale fra området omkring maven."

I en ældre udgave af systemet tog det fem minutter at behandle billederne.

I Fredbjerg tog det 30 sekunder. Og næste skridt er, at kameraet og LED-lyset skal behandle billederne i næsten realtid.

"Jeg håber, at det om ti år vil være lige så almindeligt at have sådan et system med, som det i dag er at have et digitalkamera," siger Søren Munch Kristensen.

På motorvejen ud af København i krydset lige før tilkørslen ved Ejby tænder jeg ofte bilradioen, når jeg øger hastigheden ned ad rampen.

For mig betyder det sted noget særligt, for det var her, jeg dumpede køreprøven.

Min motorsagkyndige gik under navnet 'Slagteren', og slagtet, det blev jeg, da jeg midt i krydset inden rampen foretog et vognbaneskift uden at orientere mig.

Min kørelærer forklarede mig bagefter, at jeg var nødt til at arbejde med min opmærksomhed under kørslen. At køre bil stiller særlige krav til at kunne lukke noget ude og gøre vejbilledet mindre, end det faktisk er, så kun det væsentlige træder frem, sagde han.

Jeg manglede altså evnen til at sortere i alle indtrykkene, så verden ikke væltede ind over mig på en måde, hvor jeg blev overstimuleret og mistede fokus på det, der faktisk var vigtigt.

Når jeg i dag kører ud af byen mere end 10 år efter, har jeg det lige omvendt. Jeg ved, at når motorvejen begynder, glider jeg let ind i en rolig døs.

Så kommer kedsomheden hurtigt snigende, og derfor tænder jeg bilradioen.

Hvor jeg som bilaspirant til køreprøven var godt og grundigt overstimuleret, er mit problem som efterhånden erfaren bilist, at køreturen på motorvejen simpelthen understimulerer.

Min kørelærer satte ord på noget, som psykologer kalder kognitiv overbelastning. Den opstår, når vi modtager flere indtryk, end vi kan nå at bearbejde, og derfor mister evnen til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige.

Vi mærker en form for indre støj, som om opmærksomheden spreder sig i for mange retninger på én gang, uden at den finder hvile ét sted. Selv enkle beslutninger bliver vanskelige, fordi vores bevidsthed allerede er fyldt til randen af informationer, den ikke kan rumme.

Den kognitive overbelastning minder os med andre ord om, at der er en øvre grænse for, hvor mange indtryk bevidstheden kan rumme, før vi mister overblikket.

Omvendt opererer psykologer med kedsomhed som en tilstand af understimulering.

Kedsomhed viser sig ofte dér, hvor vi opfatter verden omkring os i stilstand, hvor vi ikke har nok at hægte vores opmærksomhed op på, hvorfor omgivelserne mister sine konturer, og bilradioen må i brug.

I et forsøg med amerikanske studerende fra 2018 ønskede de to amerikanske psykologer Erin Westgate og Timothy Wilson at finde ud af, om kedsomhed udelukkende hører til i situationer, hvor vi har for lidt at give os til, eller om den også kan melde sig, når kravene til os vokser sig for store.

Forskerne bad 129 forsøgspersoner om at løse en simuleret opgave, hvor de på en skærm skulle lege flyveleder.

Her skulle de vurdere, om to linjer på et radarbillede, der repræsenterede flyvemaskiner i et fiktivt luftrum, var på kollisionskurs eller ej.

Hver gang et nyt radarbillede dukkede op, skulle deltagerne trykke på én tast, hvis de vurderede, at flyene ville kollidere, og en anden tast, hvis de vurderede, at flyene var på sikker afstand af hinanden.

Efter fem minutter skulle deltagerne svare på, om opgaven havde været for let, tilpas eller for svær, og i hvor høj grad den havde været kedelig og frustrerende.

Det interessante var, at kedsomheden ikke opførte sig, som vi måske ville forvente. Nemlig at jo sværere en deltager fandt opgaven, jo mere stimulerende og jo mindre kedelig ville den være.

Kedsomheden ramte i stedet deltagerne i begge yderpunkter af skalaen, så de, der fandt opgaven for nem, og de, der fandt den for svær, kedede sig lige meget.

Gruppen i midten, der ramte det punkt, hvor opgavens krav passede til deres kognitive kapacitet, kedede sig mindst.

Billedet så dog anderledes ud for frustration: Følelsen steg jævnt i takt med sværhedsgraden.

De, der fandt opgaven for let, kedede sig, men var ikke frustrerede, mens de, der fandt den for svær, både kedede sig og var frustrerede på samme tid. Kedsomhed og frustration var på den måde ikke to sider af samme sag, men to selvstændige tilstande.

Den australske neuropsykolog James Danckert har kaldt kedsomhed for et tab af evnen til at orientere sig...

Istiden kan nærmest virke som et fantasiland. Mange af dyrene har lignet dem, vi kender i dag, men måske med lidt større eller anderledes træk.

Mammutten (Mammuthus), en elefant med hår. Kæmpedovendyr (Megatheriidae), der, som navnet siger, var ret store. Og så var der sabeltigeren (Smilodon), en tiger med hjørnetænder så store, at de voksede ud af munden på den.

Noget tyder nu på, at det prægtige kattedyr kan have været præget af indavl, hvilket muligvis har øget forekomsten af genetiske sygdomme, inden dyret uddøde. Det skriver ScienceAlert.

I et nyt studie har forskere skannet mere end 3.700 ryghvirvler fra sabeltiger-arten Smilodon fatalis med det formål at kortlægge eventuelle skader, sygdomme eller genetiske defekter.

Mange af ryghvirvlerne gemte på alvorlige tegn på sygelige tilstande som eksempelvis kronisk inflammatorisk sygdom.

200 af ryghvirvlerne var også præget af medfødte misdannelser, og yderligere 50 var sammenvoksede ryghvirvler.

Hos nogle individer fandt forskerne desuden forandringer i ryghvirvlerne, som kan være tegn på, at dyrene kan have haft tumorer i rygmarvsnerverne. Det er en meget sjælden type af svulst, der er mere sandsynlig ved indavl.

Hos hunde med disse former for svulster forårsager de ofte smerte og muskelsvind. Noget, forskerne peger på, sabeltigeren også kan have oplevet, hvilket i så fald har hæmmet dem i deres jagt efter føde.

Forskerne kan dog ikke med sikkerhed afgøre, om de undersøgte sabeltigere led af indavl, da det vil kræve DNA-analyser, som endnu ikke er lavet på sabeltigeren.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Veterinary Science

Kaffe er sundt for dig. Kaffe er skidt for dig.

Medierne fælder jævnligt dom over mokkaens betydning for vores helbred - og for nylig skete det med en række positive overskrifter:

På hjemmesiden for Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet lød det sådan her: 'Kaffe og te knyttet til lavere risiko for kognitiv svækkelse og demens'.

På BT.dk lød overskriften: 'Én kop er ikke nok: Så meget kaffe skal du drikke for at forebygge demens ifølge nyt studie'.

New York Times satte endda tal på i deres overskrift: 'To til tre kopper kaffe om dagen kan måske reducere risiko for demens. Men ikke hvis den er koffeinfri'.

Historierne peger på det samme opsigtsvækkende fund i et befolkningsstudie af folks sundhed og kaffevaner. Men passer det?

Forebygger man virkelig demens ved at tage sig en kop af den sorte drik?

Det er svært at konkludere noget om risici for hjernesygdom ud fra det omtalte studie, mener flere forskere.

De to professorer og sundhedsforskere Jennifer Dowd og John Mandrola har skrevet hvert sit kritiske indlæg på mediet Substack, hvor de fremhæver fejl i forskningen.

Professor Karsten Juhl Jørgensen fra Syddansk Universitet har læst deres indvendinger og erklærer sig enig i dem:

"Det her studie gør os ikke et hak klogere på, hvad det at drikke kaffe betyder for vores risiko for at få demens," siger han til Videnskab.dk.

Til gengæld gør omtalen af resultaterne os klogere på, hvilke forbehold man bør have over for et befolkningsstudie.

Vi har været i kontakt med følgende forskere:

Jennifer Dowd, professor og ph.d. i demografi og folkesundhed ved Oxford University i England, hvor hun forsker i sundhedsvidenskab.

Karsten Juhl Jørgensen, professor i evidenssyntese og screening ved Cochrane Danmark på Syddansk Universitet, hvor han især udfører sundhedsforskning.

I det nye studie af kaffevaner og demens har forskere fra Harvard University i USA analyseret sundhedsdata fra over 131.000 amerikanere i perioden 1980 til 2023.

Deres konklusionen er, at et kaffeindtag på mellem 1-5 kopper om dagen er forbundet med en 18 procent lavere risiko for at udvikle demens - i forhold til et meget lavt forbrug af koffein.

Forskerne fandt den tydeligste sammenhæng mellem 2-3 kopper kaffe eller 1-2 kopper koffeinholdig te om dagen.

Men kunne der mon være en anden forklaring på resultaterne?

Ja, siger de forskere, Videnskab.dk har talt med.

Studiet forsøger faktisk at komme flere usikkerheder til livs.

Det justerer for forhold som kostvaner, uddannelse, indkomst, alkoholforbrug og rygning - og det viser sig faktisk, at de, som drikker mest kaffe, også ryger flere cigaretter end andre.

Epidemiologen Fang Fang Zhang, som udtaler sig om studiet til New York Times, mener, at det taler for en udelukkelse af sund livsstil som en alternativ forklaring på resultatet.

Men når Jennifer Dowd ser på de rygende kaffedrikkere, ser hun derimod en fejlslutning.

Hvis man ryger mere end andre, er man også tilbøjelig til at dø tidligere - og det har forskerne ikke taget højde for i deres studie, fremhæver hun.

Som hun skriver i en kommentar til Videnskab.dk:

"Mange hyppige kaffedrikkere kan være døde, før de har haft chancen for at udvikle demens."

Og døde rygere er ikke eneste mulige fejlkilde, mener Karsten Juhl Jørgensen. Der er også en udfordring med hukommelse:

"Studiet vurderede folks kaffeforbrug ved at spørge dem. Det kan være svært for os alle at huske vores handlinger præcist, et fænomen, som kaldes 'recall bias'," siger han.

"Af indlysende årsager kan det være et særligt problem i studier, som undersøger tab af kognitive evner over tid."

En anden udfordring er forskernes tolkning af deltagernes alkoholforbrug.

Ifølge Karsten Juhl Jørgensen kan studiet have overset forskelle i deltagernes vaner. For selvom studiet justerer for alkoholforbrug, skelner det ikke mellem forskellige drikkemønstre.

"Vi ved, at 'binge drinking' (stordrikkeri, red.) er mere udbredt blandt socialt dårligt stillede borgere," siger han.

Pointen er, at hvis personer med ...