Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

3 gode råd til dig, der bruger ChatGPT som din psykolog


Listen Later

Kender du det, at det nogle gange kan føles lettere at dele svære tanker og følelser med folk, der ikke kender dig så godt?
Nogle gange er ens venner og familie ikke helt objektive, og i de situationer kan det være rart at betro sig til nogen, der er mere neutrale.
Måske er det derfor, det er blevet så populært at bruge en AI-chatbot såsom ChatGPT som sin personlige psykolog. Faktum er i hvert fald, at der popper flere og flere AI-psykologer op overalt.
På hjemmesiden Character.AI, hvor du kan skrive med et utal af forskellige chatbotter, findes der for eksempel op mod 500 chatbotter med ord som 'therapy', 'therapist', 'psychiatrist' eller 'psychologist' i deres navne. Og på TikTok kan du finde et hav af videoer med folk, der ivrigt guider dig til, hvordan du skal prompte ChatGPT, så den bliver din psykolog.
Men en AI-psykolog er som bekendt ikke et menneske. Og AI-teknologierne er stadigvæk så nye, at der ikke findes en standard for, hvordan man bør interagere med dem.
Derfor får du en række gode råd til, hvad du bør være opmærksom på, hvis du deler alle dine inderste tanker og følelser med din chatbot i denne uges episode af Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om hjernen.
Episoden er en fortsættelse af sidste uges afsnit, som undersøgte, hvorfor vi mennesker i første omgang vender os mod chatbotterne for mental støtte. Hvis du ikke allerede har lyttet til den første episode, kan du finde den her.
Du kan lytte til denne uges podcast i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app - bare søg efter 'Brainstorm'.
Det er ikke hvem som helst, der deler ud af sine gode råd til at håndtere AI-psykologer i podcasten.
Det er nemlig Malene Flensborg Damholdt, der forsker i menneskers psykologiske reaktioner på kunstig intelligens og på sociale robotter.
Her kommer tre af hendes bedste råd:
Det er ikke alt, du skal lade ChatGPT om. AI kan være et fint værktøj til at forberede spørgsmål til lægen eller psykologen, men beslutninger om diagnoser og behandling skal altid træffes af mennesker med faglig viden og ansvar.
Brug derfor aldrig AI som erstatning for en sundhedsfaglig vurdering - og brug aldrig en chatbot til at justere din psykofarmaka - eller anden medicin.
Når du bruger en AI-psykolog, så husk, at det er dig, der sætter tonen. AI vil ofte tale dig efter munden, og derfor risikerer du at blive bekræftet i en bekymring eller et verdenssyn, du måske har brug for at få udfordret.
For at få mere ud af samtalen, kan du derfor øve dig i at bede om andre vinkler. F.eks. "Hvad kunne et mere optimistisk perspektiv være?" eller "Hvilke andre måder kunne man forstå det her problem på?"
Hvis du ofte kommer til at gruble over dine problemer, er det en god ide at være ekstra opmærksom, når du bruger en AI-psykolog. For selvom det kan føles rart at 'tømme hovedet', er der en risiko for, at korrespondancen vil fastholde dig i tankemylderet.
Lav derfor en aftale med dig selv om kun at snakke med din AI-psykolog 10-15 minutter om dagen. Og lav noget, som får dig ned i kroppen bagefter: Gå en tur, lav noget kreativt eller tal med en person, du stoler på.
De gode råd stopper ikke her. Lyt med i denne uges episode af Brainstorm for at få resten af Malenes råd. Her kan du også få svar på, om det faktisk påvirker dit mentale helbred positivt, hvis du går til AI-psykolog. Eller om det tværtimod kan forværre de problemer, du kæmper med.
Spoiler alert: Svaret er mere nuanceret end som så.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk