Mønter, keramik og et usædvanligt skrin med perler og guldtråd.
På en mark ved Lisbjerg nord for Aarhus er arkæologer fra Moesgaard Museum stødt på en række spektakulære spor fra vikingetiden:
I alt 30 grave med forskellige genstande og rester af døde mennesker i form af tænder og knogler.
Forskerne knytter gravene til en nærliggende stormandsgård, som man tidligere har fundet frem til.
"De genstande, vi har fundet i gravene, fortæller os, at de begravede er mennesker af høj status - det kunne være selve storfamilien fra gården, der ligger begravet her," siger Mads Ravn i en pressemeddelelse.
Han er ph.d. i arkæologi og leder af lokal kulturarv på Moesgaard. Sammen med kollegerne peger han især på indholdet af skrin i en af gravene som et tegn på mennesker med høj status.
Skrinet er et af ganske få fund af sin slags, og særligt indholdet er opsigtsvækkende, siger forskerne:
En cirka 14 cm lang saks
en sølvperle skabt med den delikate filigran-teknik
en nål
og sandsynligvis et bånd med guldtråd
Skrinet har sandsynligvis tilhørt en vigtig kvinde, som er blevet begravet med pyntegenstande og personligt udstyr, skriver Moesgaard i pressemeddelelsen. Her fremhæver forskerne også fundet af gravene som endnu et tegn på, at området har været særligt betydningsfuldt:
"Fundene i Lisbjerg skriver sig ind i en række af tidligere fine fund i Aarhus-området," siger Kasper H. Andersen, historiker på Moesgaard.
"Tilsammen tegner de billedet af et aristokratisk miljø, der var knyttet til kongemagten, og som var en del af vikingernes vidtstrakte og dynamiske verden."