Ellen tør at tale om det, som mange er bange for at italesætte. Som landssekretær for organisationen “Retten til Liv” har hun holdt mange foredrag og snakket med et utal af mennesker om, hvorfor indførslen af den fri abort i 1973, ikke var en sejr for kvinder. 

Ellen mener, at det tvinger kvinder ind i en situation, hvor de skal være dommer over liv og død, og det er et alt for stort ansvar, som ingen mennesker burde bære. Set i det perspektiv bliver abort mere en byrde end et valg. 

Ellen er selv vokset op i et trygt miljø, hvor hun havde nogle forældre, der engagerede sig i samfundet - også i forhold til de svære emner. Derfor oplevede Ellen det meget naturligt at involvere sig i snakken om abort, efter at hun havde været hjemmegående husmor i mange år. 

Hun har valgt at placere sig på øretævernes holdeplads, fordi hun har en stor kærlighed til kvinderne, der står i det svære valg. Ligeledes har hun en stor kærlighed til det ufødte barn, og som Ellen understreger, opstår livet i befrugtningsøjeblikket. Livet har værdi fra dag ét.

Spørgsmålet om abort er også en måde, hvorpå samfundet og faren til barnet kan fraskrive sig ansvaret. Det betyder også, at i de mange tilfælde, hvor kvinden fortryder, har hun kun sig selv at bebrejde efterfølgende.

Det er Ellens ønske, at samfundet vil støtte meget mere op om de gravide kvinder og deres ufødte børn - at samfundet påtager sig ansvaret for ethvert menneskes ukrænkelige ret til livet. Ingen kvinde skal stå alene i så svær en situation.

“Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet,

før en eneste af dem var kommet.” Salme 139: 16