Professor i tysk, Søren Fauth, besøger Rasmus Ugilt i studiet og diskuterer viden, dannelse og eksistens. I takt med at vi bliver stadigt mere vidende, og med at vores teknologiske magt over naturen stiger, er det som om, der er noget, der halter bagefter. Uanset hvor kloge vi bliver, er der en måde, hvorpå vi synes at blive ved med at være lige dumme: i forhold til vores egen eksistens. Vores eksistens er fyldt med tvivl, afsavn og mangel – og i sidste ende fører den til døden. Søren Fauth introducerer til den tyske filosof Arthur Schopenhauer og dennes forståelse af den menneskelige eksistens som lidelse, men samtalen handler også om de små lommer af frihed, som Schopenhauer trods alt også peger på. Eksempelvis i forhold til kunst. Kunst kan i følge Schopenhauer af og til sætte lidelsen på pause. Men er en pause fra lidelsen alt, vi kan håbe på?