Tabita tilbragte de første barndomsår i Rumænien med sin troende familie. Hun oplever det  første store mirakel, da Gud helbreder hendes far, så han rejser sig fra kørestolen. Herefter så Tabita ofte, hvordan Gud berørte mennesker og helbredte igen og igen. Men faren måtte flygte til Danmark uden familien pga de kommunistiske myndigheders forfølgelse af de kristne i Rumænien.

I de år kæmper moren for at få det hele til at hænge sammen. En dag, hvor Tabita er meget sulten, går hun på knæ og beder Gud om jordbær og pomfritter, og kort efter kommer en mand forbi med mad til familien. Også jordbær og pomfritter. Det var et stærkt bønnesvar, som bekræftede for Tabita, at Gud hører alle bønner. Og i de sidste år i Rumænien oplever familien ofte, at Gud sender mennesker til at hjælpe dem med tøj, mad, bolig mm.

Da resten af familien kommer til Danmark, får de et kæmpe kulturchok. Oveni kommer en skilsmisse og en hård tid begynder for alene-mor og børn. I deres lokale kirke rækker ingen dog ud med hjælp, og det tænder en stor drøm i Tabita: at hjælpe udsatte familier, når hun bliver voksen.

Tabita har efterfølgende nogle hårde ungdomsår i et undergrundsmiljø i Århus, hvor hun kommer i så dårligt selskab med bl.a rockere, at hun ikke længere ønsker at leve. Lægen anbefaler lykkepiller, men pludselig husker hun alle barndommens mirakler, så da hun taler med præsten i Citykirken, beder han “Gud, giv hende din lykkepille”. Det var medicin nok for Tabita, som derpå går gennem en lang helingsproces. 

Undervejs bliver Tabita også Diakon, og efterhånden begynder hendes drøm at udfolde sig - at hjælpe familier, der har brug for hjælp. Her ser hun virkelig undere og mirakler og kommer tættere på Gud end nogensinde før. Det bliver tydeligt for Tabita, at kirkerne skal være “barmhjertighedshuse” for byens sårbare.

I dag har familienetværket bredt sig til 41 kirker rundt omkring i landet, og Tabita har virkelig oplevet, hvordan Guds kærlighed forandrer alt.

“Da vendte du min sorg til glæde, tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj. Nu kan jeg synge af glæde, fra nu af vil jeg altid takke dig, min Herre og Gud.” Salme 30: 12-13

“Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.””

1. Korinterbrev 2:9