Berlin-murens fald i 1989, som banede vejen for demokratiseringen af mange østeuropæiske lande, markerede begyndelsen på en ny tidsalder med globalt liberalt demokrati. En udvikling, som en del forskere hyldede som 'historiens afslutning'.

Tanken var, at menneskets politiske historie fulgte en lige linje, og at den vestlige liberale demokratimodel var det endelige mål for, hvordan menneskehedens styreform ville udvikle sig.

Sådan gik det desværre ikke helt.

Udviklingen i de seneste 20 år har ikke fulgt en lige linje af fremskridt - og har heller ikke markeret 'historiens afslutning'.

I mange vestlige lande, fra Frankrig til Finland og fra Holland til Tyskland, har de højreekstremistiske partiers stigende valgsucces muligvis vendt 'historiens afslutning' til 'demokratiets afslutning'.

Hvad får så mange europæere til at vende ryggen til et politisk system, der med succes har genopbygget kontinentet efter Anden Verdenskrig og forvandlet det til verdens mest velstående indre marked?

Årsagerne er mange og spænder fra økonomiske kriser og stigende ulighed til de sociale mediers negative effekt på vores politiske adfærd samt eliternes brud med demokratiske normer.

Men der er også en anden faktor, som sjældent får opmærksomhed: Vores personlige oplevelsers styrke.

I løbet af de seneste 20 år har adfærdsforskere undersøgt, hvordan vores handlinger i høj grad formes af det, vi selv oplever.

Smerte, glæde, belønning, tab, information og erfaring - alt det, vi gennemlever - hjælper os med at vurdere vores tidligere valg og forme dem, vi træffer fremover.

En positiv oplevelse knyttet til et bestemt valg øger sandsynligheden for, at vi træffer det samme valg igen - mens en negativ oplevelse gør det modsatte.

Ved at kortlægge vores oplevelser, især i mødet med livets risici, kan man få indblik i ellers uforståelig risikoadfærd - som når mennesker bygger huse i områder med oversvømmelsesområder, i jordskælvszoner eller ved foden af en aktiv vulkan.

Vesuvs sidste voldsomme udbrud skete for 81 år siden. Vesuv, som kaldes Europas 'tikkende bombe' - regnes for at være én af verdens farligste vulkaner.

Alligevel bor omkring 700.000 mennesker i den såkaldte 'røde zone' ved foden af vulkanen, hvor de tilsyneladende helt ignorerer vulkanologernes advarsler.

For at forstå, hvorfor folk tilsyneladende er så ubekymrede over en potentiel katastrofe, skal vi se på både individuelle og fælles erfaringer med netop den risiko.

De fleste, der bor i den røde zone, har aldrig selv oplevet Vesuv i udbrud. Deres personlige, daglige oplevelse beroliger dem igen og igen: "Der sker jo ikke noget".

Mange psykologiske eksperimenter har vist, hvordan den slags adfærd opstår. Netop fordi sjældne hændelser er sjældne, har vi en tendens til at undervurdere, både hvor ofte de sker - og hvor alvorlige de kan være.

Om ekstremt sjældne og katastrofale hændelser - især på de finansielle markeder - bruges begrebet 'en sort svane'.

At lukke øjnene for risikoen for, at 'en sort svane'-hændelse kan finde sted, har ført til utilstrækkelig regulering af banksektoren og finansielle sammenbrud som den globale krise i 2008.

I Vesteuropa har indbyggerne levet med demokrati og voksende velstand i over 70 år. De har indtil nu været forskånet for oplevelsen af autoritære magtovertagelser - og netop derfor risikerer de at undervurdere faren for, at demokratiet kan bryde sammen.

Paradoksalt nok kan demokratiets succes ende med at underminere det. Det er et fænomen, der minder om paradokset ved sygdomsforebyggelse: Når vaccinerne virker, forsvinder sygdommene - og så begynder folk at stille spørgsmål ved, om vaccinerne overhovedet er nødvendige.

På samme måde kan et stabilt demokrati føre til en falsk tryghed, der gør os mere efterladende over for de trusler, der faktisk findes.

Der er også en mere urovækkende forbindelse mellem borgernes oplevelser og den langsomme nedbrydning af et demokrati.

Som historien har vist, går et demokrati sjældent op i flammer fra den ene dag til den anden. De...