"Siden ISAF forlod Afghanistan har mit liv været et helvede, og jeg kan ikke forlade mit hjem," skriver afghansk tolk i et brev til den danske regering.

Indlægget er syndikeret fra REFUGEES.DK

Nedenstående brev er skrevet af Rajwa, tidligere tolk for de danske styrker i Afghanistan.

Afghanistan, juni 2015

Til Danmarks regering.

Jeg skriver til jer, fordi jeg i fem år har arbejdet som tolk for ISAF og NATO i Afghanistan. Først for amerikanerne og de sidste 11 måneder for den danske hær i Helmand.

Siden ISAF forlod Afghanistan har mit liv været et helvede. Taleban er efter mig, og jeg kan ikke forlade mit hjem. Derfor kan jeg heller ikke få et job, og jeg bor i en region, hvor der er konstante og voldelige kampe mellem Taleban og de afghanske styrker – ja, selv IS er aktive her nu!

Alle i min landsby ved, at jeg arbejdede for ISAF, og jeg har kun overlevet, fordi min familie har fortalt dem, at jeg har forladt Afghanistan for at læse i udlandet.

 

Jeg har levet i skjul på den her måde i snart to år. Hvis jeg skal forlade mit hjem, skal jeg gøre det i ly af nattens mørke og skjule mit ansigt med et tørklæde – jeg har endda groet mig et skæg, det har jeg aldrig haft før.

Bare det, at vi er tolke burde være nok til at få en indrejsetilladelse, fordi vi hver dag risikerer vores liv her i Afghanistan, fordi vi betragtes som forrædere af Taleban.

Hvis jeg havde vidst, at jeres militæroperation ville slå fejl, og I ville efterlade mig her, ville jeg ærlig talt ikke have sagt ja til at arbejde for jer – så ville jeg hellere have gjort noget andet for at hjælpe mine landsmænd.

Derfor synes jeg ikke, at det er i orden, at I bare har efterladt mig. For det fortjener jeg ikke. Jeg fortjener at bo i et fredeligt land. Ligesom I gør nu.

(Her finder du dokumentation angående de afghanske tolke)

For nylig flyttede jeg fire måneder til Kabul, men det var umuligt for mig at få et job uden at fremvise mine anbefalinger fra ISAF, og de få job, som ville være sikre for mig, er umulige at få. Selv i Kabul måtte jeg blive indendørs det meste af tiden, og jeg levede af penge, som min familie og venner i udlandet sendte mig. I sidste måned tog jeg endda til Indien med en plan om at rejse illegalt til Europa. Men turen er farligere end nogensinde, og jeg kunne ikke skaffe pengene til at komme helt til Europas grænse.

 

Så nu er jeg tilbage i min landsby, hvor jeg lever under selvvalgt husarrest, fordi det er for farligt for mig at vise mig her. Mit eneste håb er at vente på en indrejsetilladelse til Danmark. For Afghanistan er ikke sikkert for mig længere, og hvis jeg skal gøre mig håb om en dag at leve et normalt liv, skal jeg flytte til USA eller EU.

Men de eneste, som kan hjælpe mig med det, er jer. Og til hver af de fire samtaler jeg har været til med Udlændingestyrelsens udsendinge, har jeg fået afslag. Jeg har fået undersøgt min baggrund, som var jeg kriminel - på trods af at de burde vide, at mit liv er i fare.

Udlændingestyrelsens udsendte kender mig. De har spurgt om de danske officerer, jeg tolkede for. Officererne har alle bekræftet, at jeg arbejdede for dem i Helmand-provinsen, hvor væbnede styrker fra Danmark var udstationeret for at hjælpe ’Regional Military Training Center, South West’. Jeg har masser af fotografier, som viser mig i alle disse situationer, jeg her beskriver – også fotos, hvor jeg for eksempel er i selskab med danske og amerikanske generaler. Som tolk stod jeg til rådighed 24 timer i døgnet, og udover officererne tolkede jeg også for samtlige danske generaler og officielle personer,