En fodboldkamp i anden division gav for nylig et velkomment afbræk i en busfuld flygtninges grå hverdag.

Brønshøj Drunken Army (BDA) er ikke navnet på et Red Warszava-coverband fra et gymnasium i det københavnske nordvestkvarter. Det er derimod en fanfraktion for kvarterets skrantende fodboldstolthed, Brønshøj Boldklub. I lørdags (24. oktober) havde de valgt at gøre en efterårsdag i Tingbjerg til en farverig oplevelse for mange, som havde brug for et afbræk fra en grå virkelighed.

BDA havde op til Brønshøjs vigtige topkamp i anden division mod HIK valgt at invitere en busfuld flygtninge fra Sandholmlejren til hjemmebanen Tingbjerg Ground. Her ville fodbolden måske ikke være på enormt højt niveau, men de inviterede kunne være sikre på en god dag i Tingbjerg.

Som talsmand for BDA, Kasper Madsen udtalte: " Mange af asylansøgerne har barske oplevelser i bagagen, og det er ikke nogen hemmelighed, at hverdagen i Sandholm kan være trist og grå. Derfor håber vi, at vi med dette initiativ kan være med til at give en god oplevelse til en del af beboerne. "

Derfor var der fest, farver og fodbold i Brønshøj i lørdags, hvor flygtningene var inviteret til lidt mad og drikke og et spil hyggebold inden kampen.

Kampen var i sig selv langt fra det dårligste, der er set på Tingbjerg Ground. Hjemmeholdet kæmpede som næsten altid heroisk, men tabte alligevel til sidst på et mål af HIK's suveræne topscorer Nick Christensen. At dommeren valgte at overse årtiets største frispark på en forsvarsspiller fra Brønshøj umiddelbart forinden, hjalp ikke på retfærdighedsfølelsen. Til gengæld kunne de 511 tilskuere høre poetiske slagråb såsom: "ELSKER TOPSKAT, HADER HIK!"

Med andre ord mødte de besøgende flygtninge en dansk forstad fra den mest normale side. Og alle virkede glade.

Fra Aleppo til Tingbjerg og tilbage igen

Efter kampen, da bussen skulle bringe dagens gæster tilbage til Sandholmlejren, havde jeg fornøjelsen af at snakke med en af flygtningene. Han hedder Hussam, er 36 år og fra Aleppo og ankom til Danmark i begyndelsen af oktober. Hussam tog til Danmark, fordi han her har en onkel, som kunne hjælpe ham, efter han mistede hele sin familie i krigen.

Hussam mente som langt de fleste, at Brønshøj havde fortjent noget mere, men at det bortset fra resultatet var en udmærket kamp, uden at den af den grund er uforglemmelig. Når det er sagt, havde Hussam også forventet, at niveauet i den tredjebedste række i Danmark ville være (endnu) lavere, end det var. Så det var en glædelig overraskelse.

Hussam så også fodbold hjemme i Aleppo, hvor han holdt med Syriens største klub al-Ittihad, og han husker, hvordan byen plejede at ligge helt stille, når der var kampe.

Nu er der ikke længere kampe med al-Ittihad, men Hussam vil gerne takke for, at han fik lov til at komme lidt ud for at se fodbold i noget mere ydmyge omgivelser end derhjemme. Det var, sagde han, et meget velkomment afbræk fra de sidste måneder, som han havde tilbragt på flugt og i Sandholmlejren.

Under vores fodboldsmalltalk slog det mig, at der intet negativt var at sige om arrangementet. Faktisk er det netop som Brønshøj Drunken Army udtalte - . Alle er vi forbundne som dele af menneskeheden.

Og på næste lørdag, når Brønshøj møder AB i det prestigefyldte mosederby, kommer Utterslev Mose til at stå lige så stille, som Aleppo gjorde, når al-Ittihad spillede.

Man ser dem komme gående ud af ingenting, ud af tågen, ud af sneen, der aldrig mere falder, fordi havene stiger i takt med temperaturen.

Man ser dem komme gående med porcelænshvide ansigter, deres hænder er tomme, deres øjne søger og søger det hvide ud af øjnene.

Hvad taler de om, når de taler om at gå?

Ingenting.

De går bare, det er det eneste der giver mening for dem.

Har du nogensinde fortalt mig andet om dem, end at de gik hele tiden og meget langt? Hvad var det de søgte efter? Æg? Søgte de efter æg? Hvad skulle de med de æg? Spise dem?

Nej.

Bruge dem?

Ja.

Men til hvad? Skulle de reproducere sig selv?

Nej. Nej, de havde bare hørt, at hvis man spiser sine æg, bliver man til en fri kvinde ().

En kvinde? Ikke et frit menneske?

Nej, en fri kvinde. En kvinde, der spiser sine æg, bliver fri.

Nå. Men gik de bare hele tiden i det middelmådige vejr for at søge efter æg?

Nej.

Jamen, hvorfor så?

Æggene ligger i deres krop. De kan ikke gøre for det, for de er bare kvinder, og så er de nødt til at gå.

Men der var også mænd blandt dem.

Måske.

Måske var der ingen kvinder, måske var der kun mennesker.

Nej, der var både mænd og kvinder og de gik og gik og gik til de blev så trætte, at de faldt om.

Nå. Hvad skete så?

Ingenting.

Blev de liggende?

Ja. De blev liggende og så fandt man dem, eller det vil sige, at man fandt ikke dem, men man fandt deres æg.

Deres æg!

Ja, for de var blevet til deres æg!

Nej, dog!

Jo, dog!

Men hvordan? Æg? Kan jeg også blive til mine egne æg?

Nej, det siger Staten at det kan man ikke. Staten siger, at du skal tælle dine æg.

Tælle mine æg? Men jeg er en kvinde, jeg har kun ét æg hver måned. Og det falder altså ud. Jeg vil ikke have det i mig.

Men kan du spise det æg, hvis der skulle komme hungersnød? Kan du dele dit æg med andre? Med mig måske?

Nej! Nej, slet ikke, det ville være fatalt, det ville være et kompleks eller noget. At spise mig selv, jeg ville ikke holde det ud!

Nå. Men så hellere dø?

Nej, jeg vil aldrig bare hellere dø. Men det vil heller ikke komme så vidt.

Nå, ikke?

Nej, ikke her. Her har vi det pænt. Her har vi det så pænt, at

Nej, det er ikke derfor. Det er fordi, der mangler æg.

Æg?

Nej, ikke æg, undskyld. Børn, der mangler børn.

Børn? Mennesker?

Ja, mennesker, der mangler mennesker og de mennesker skal hjælpe de gamle mennesker, som sidder i plejehjemmene. De mangler hjælp.

Men der er jo allerede alt for mange mennesker i verden, hvorfor skal vi have flere af os? Er det fordi vi er pæne?

Nej!

Jamen skal vi bare reproducere os selv, fordi der sidder gamle mennesker og mangler vores hjælp? Det er ikke næstekærligt at få børn for Statens skyld. Eller er det?

Jeg ved det ikke, jeg tror det ikke. Det er en underlig diskussion. Måske skulle man bare sige, at alle skulle betale mere i skat og at alle skulle være lidt mere overskuelige.

Men hvad nu, hvis man ikke har det godt? Hvad nu, hvis man mener at tingene burde ændres, fordi mange ikke har det godt i dette system? Er systemet Staten?

Ja.

Okay. Så

Ja, præcis! Det kan man godt sige. Det lyder klogt.

Ja, men det er virkelig problematisk, det er synd og skam. Det handler om ressourcer og om hvordan vi tænker disse ressourcer, menneskeskabte som naturskabte, ind i systemet. Hvordan staver man forresten til system?

S Y S T E M.

Okay. Skal det også laves om?

Nej, det beholder vi, vi beholder sproget, så behøver vi ikke også at tænke på det.

Okay, så siger vi det. Men du glemte noget.

Hvad?

Det med de gående mennesker.

Åh, ja. Men de blev altså bare ved med at gå til de faldt om, og da nogen fandt dem, var de blevet til deres egne æg.

Okay.

Hvad mere?

Ikke mere.

Okay. Men så går jeg vist hjem nu.

Okay.

Ciao.

Ciao.

* Hvorfor siger du ikke noget?

* Hvorfor er du kun politisk aktiv, når alle de andre også er det?

* Hvorfor er du ligeglad med romaerne, der samler din pant, mens du står og føler til demonstrationer mod eksempelvis asylstramninger i Danmark (demonstrationen på Nytorv for eksempel) – er romaerne ikke også mennesker, man burde tage sig af?

* Hvorfor kan du ikke overskue flere problemer på én gang?

* Hvem siger, problemerne er problemer?

* Er problemerne problemer bare fordi du keder dig?

*

* Hvorfor virker neo-feminister og lignende kønsdebattører så konservative?

* Hvornår er et problem virkelig et problem?

* Hvorfor siger du så meget?

* Hvorfor kan du ikke tie stille?

* Hvorfor går du kun (og pludselig) op i at være politisk aktiv, når der er syriske flygtninge i dit land?

* Hvorfor tænker du ikke mere ægte alternativt?

* Er partiet Alternativet et ægte alternativt parti eller blev Alternativet i virkeligheden et konservativt parti allerede i det sekund de proklamerede sig med at være alternative?

* Hvorfor er du så stupid?

* Hvorfor er du så naiv?

* Hvorfor er du så begrænset?

* Tror du, at du ved at bekende dig til alt kulturelt, alternativt og filosofisk, gør dig mere kulturel, alternativ og filosofisk?

* Hvad er politisk korrekthed?

* Hvorfor er det logisk, at der er forskel på en franskmands og en danskers tilgang til ordet ”neger”?

* Hvorfor læser du det her?

* Hvorfor har du brug for at føle så meget?

* Hvor er Martin Krasniks kvindelige pendant?

* Hvornår er spørgsmål ligegyldige?

* Hvornår er det klogt ikke at stille flere spørgsmål?

* Hvad skete der med et andet universitet efter at deres forkvinde forlod universitetet uden at færdiggøre sin bachelor?

* Hvornår betyder noget noget?

* Hvornår behøver du ikke være begrænset af din egen stupide retorik?

* Hvilken overbevisning bekender du dig til?

* Hvad er du uden din digitale identitet?

* Hvornår er du ikke omgivet af de rigtige mennesker?

* Hvad ville der ske, hvis du bankede dit hoved ind i væggen?

* Hvornår er indbegrebet af at være humanist blevet lig med Københavns Universitet Amager?

* Hvorfor er det hipt at bære runde briller, gå i knælange nederdele i jordfarver og hedde enten Kamilla, Camilla eller Sarah?

* Hvorfor sker der ikke noget på venstrefløjen?

* Hvad ville ske, hvis en venstrefløjsdemonstration ikke sluttede af med 70’er-sange?

* Er det bevidst at du eliminerer din stemme, hver gang du gør som flokken gør?

* Hvad er din opfattelse af ordet alene?

* Kan man være flere hippe, tjekkede og moderne alene mennesker ((alene)) på én gang?

* Hvor mange gange har du forsøgt at bevæge dig udenom?

* Hvor findes grænsen til din sproglige bevidsthed?

* Hvorfor skal du være så selvretfærdig og håne alt, der har med Inger Støjberg at gøre?

*

* Hvorfor er der ikke flere mennesker på venstrefløjen, der virker så stålfaste som Inger Støjberg?

* Hvornår taber du din stemme (eller er den allerede tabt)?

* Ønsker du i virkeligheden et teknokrati fremfor et demokrati, når du siger, at alle burde forstå Danmarks økonomi til fulde?

* Hvor meget skal du skrive eller sige for at opnå deres niveau?

* Hvad er dit eget niveau?

* Hvorfor skal du absolut føle noget, for at kunne forstå?

* Forstår du slet ikke noget eller forstår du faktisk alt det, du burde forstå?

Om natten de skaber deres konsekvenser. Himmelråbende med armene i vejret. Vi har lukket dem inde i en tunnel, og de kan ikke komme ud. Det gør ikke noget, for der er ingenting at gøre, så længe vores positioner er at finde, hvor de skal findes.

Måske siger de noget. Måske råber de. Vi ser dem (er det en film). Deres ben, deres arme, deres ansigter og læber indhyllede i skidt. Hvor kommer de fra, hvem er de.

Det er bare dem, man finder på gaden. Det er bare dem; romaerne, sigøjnerne, tiggerne, de fattige, de u-danske med poserne hængende om begge arme og en cigarret i munden og familien på slæb, fordi familien også skal slæbe. Man ved ikke hvad det egentlig handler om, for man taler ikke med dem. Man taler ikke med nogen, ikke med andre end dem, der ligner én selv. Dem med samme kultur, med samme baggrund, med samme ophav og samme tilgang til samme ting. Det er det samme, der udtales, det er det samme, der skrives, siges. Det er de samme stemmer der beordrer andre stemmer til at agere sådan eller sådan. Det er bare en tilværelse, en verden, et samfundssystem, der for længst har spillet fallit.

En falliterklæring; vi sender den til vælgerne. Vi fortæller dem, at vi har spillet fallit. Spillet fallit. Faldet fallit. Druknet fallit. At det er deres tur nu, for samfundssystemet kan ikke længere. Ikke længere.

Men når vi, de stærke og dem, med overskud, åbner vores breve, læser vi ingenting. Det er blot blanke ord på blanke sider.

Hvad står der?

Vi banker os selv i hovedet, lukker øjnene og åbner dem igen.

Er det os, der har tabt synet? Vores evne til at læse?

Nej. Nej, papiret er blankt. Vi ser på hinanden og begræder situationen, for vi havde jo ellers haft forventninger til det system, der skulle have varetaget vores system, vores samfund, os selv, vores ødelagte kroppe. Men nu er det tomt. Blankt. Er vi så også tomme, blanke?

Vi sukker og sætter os på gulvet med ryggen mod væggen, med brevet i hænderne og lytter. Det handler ikke om afmagt, men om afgrænsning. Hvis samfundssystemet, det almægtige, ikke længere opretholdes eller hvis det stilner af, vil grænserne utydeliggøres.

Vi vil forsvinde i det utydelige som glubske hunde uden trang til at slå ihjel (tamt dyr, tamt dyr).

Der er ingenting tilbage, hvis vi eliminerer grænserne. Det var det, der burde have stået i brevet. Det siger jeg til min ven, min veninde og min nabo, jeg alligevel aldrig møder. Det er helt fint, det er sådan det er blevet, men det er ikke helt fint, hvis det er sådan, det bliver. , Sydeuropa og gader, som er fyldt op til randen med fremmede, der bebor alle gader og æder alles rester. Det vi giver dem, forsvinder igen. Kropslige funktioner. Overlevelse og substans.

Jeg sidder stadig med ryggen mod væggen på gulvet, og læser igen og igen de blanke ord på de blanke sider. Falliterklæringen. Der er ingen substans i et samfund uden grænser.

Hvis grænserne forsvinder, kan vi ikke længere blive hvor vi er. Vi vil ikke længere kunne opretholde den bestemte ansigtsmimik, der fortæller de andre, at vi ikke er som dem. Vi ville ikke længere være dem, der ikke kan slå sig til tåls ved synet af forandring. Vi ville være nødt til at forandre os. Men det kan vi ikke. Nej. Nej, det kan vi ikke, og min krop gør ondt efter at have siddet for længe.

Jeg rejser mig og lægger brevet på bordet, lægger brevet på en chaiselong eller igen på bordet. Det hvide, blanke brænder i mine øjne. Jeg ler højt, der er alligevel ingen, som hører mig.

Jeg går hen til vinduet, kigger ned, kigger ud. Mørkegrønne skraldespande placeret for enden af hver gade. Mørkegrønne skraldespande omgivet af støvede folk med hænderne i hullet i spanden. Den offentlige spand, den offentlige pose med de offentlige menneskers efterladenskaber og skrald. Rester. Er det resterne, der står ved skraldespandene og leder efter pant? Er det resterne, der ligger ved metroopgangene, på bænkene og i gaden?

Om ovenstående txt: Og hvad så. Hvis det ikke var ligemeget, problematikken,

Vi ved alle, hvad et kor er. Når præsten har sagt det, han også sagde sidste søndag, stemmer det i.

Vor Gud, han er så stor, så stor,

vi ved, at han i himlen bor,

og hvis vi bare tror og tror,

vi frelses ved de mange ord!

Der er noget trygt ved et kor, noget hyggeligt, for ikke at sige opbyggeligt. Det er på en måde bekræftelsen af det fællesskab, som er det højeste gode.

Det betyder ikke så meget, hvad vi gør – drikker os fulde eller tager ud og slår folk ihjel – eller hvor meningsfuldt det er, når bare vi gør det sammen. Og vi ved altid, at vi gør det rigtige, når vi gør det samme som han foran, der gør det samme som han foran, svajer til venstre eller højre eller tænder vores lighter, ganske uanset, om det er den ene eller den anden støj, der kommer ud af højttalerne.

Men der er en vigtig forskel. Når vi kan se forsangeren, er det et diktatur.

Når vi kun kan se et par rækker frem, er det et demokrati. Når vi mener det samme som alle andre, skyldes det udelukkende, at det er det rigtige.

Når man tidligere mente noget andet, skyldes det, at man ikke var nået så langt, som vi er. Det samme gælder folk, der mener noget andet, eftersom, da vi mener det rigtige, intet videre fremskridt er muligt, og enhver divergerende mening følgelig må være et tilbageskridt, medmindre det er en yderligere implementering af det vedtagne princip.

Da børn, som vi ved, ikke skal lære at læse, vil det være et fremskridt, hvis de heller ikke lærer at regne. At foreslå, at de lærer alfabetet, vil være en tilbagevenden til den sorte skole.

Da trosbekendelser er meningsløse, er det endvidere vigtigt, at vi gentager dem i det uendelige, så vi ikke glemmer dem. Dette er korets opgave.

For at trække grammofonen op, er det fuldt tilstrækkeligt at fremsætte et afvigende synspunkt på Internettet – straks falder koret ind. Der er ikke tale om nogen argumentation, ligesom det heller ikke kræver argumentation, at man helst skal være på det samme salmevers i kirken.

Der er trods alt tale om en tilrettevisning. Det er storebror, der er stor, når han formaner lillebror med fars og mors formaning.

Det er en færdighed, han vil få brug for, når han skal have en videregående uddannelse. Ja, siger læreren, hør, hvad Lille Peter siger.

.

Ikke desto mindre vil man finde en livlig debat i medierne. Det er jo vigtigt at få afgjort, om bombefly skal være sorte eller grå.

.

Det ville dog være synd at sige, at vi er på nogen måde forstokkede. Når han foran gør noget andet, gør vi det samme.

Pacifist om mandagen, patriot om tirsdagen, tolerant om onsdagen og islamkritisk om torsdagen. Der findes naturligvis frimenigheder, der synger en lidt anden salme – det er okay, så længe de ikke forstyrrer nogen.

I frikirken synger man ikke det samme som han foran i kirken. Man synger det samme som han foran i frikirken.

Der er på en måde noget beroligende ved disse lemminger, disse grammofonplader på to ben. Når man endnu en gang bliver belært om, at Danmark er et demokrati, og at der ikke er nogen forskel på kønnene, er det som en befrielse for den frygtelige mistanke, at der måske alligevel et sted derude skulle være bevidsthed.

jeg tror blabla at jeg er fri

blablabla demokrati

med medbestemmelse hurra

og ligestilling blablabla

Kejser Caligula, der var en helt igennem ubehagelig person, skal efter sigende på et tidspunkt have udtrykt det fromme ønske, at folket kun havde én hals. Det var naturligvis en i bund og grund ganske overflødig bekymring – folket har altid kun én hals.

De Distribuerede Netværk er andet kapitel af Christoffer Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest.

Den 29. oktober 1969 blev den første pakkeudvekslede besked mellem to computere sendt i et amerikansk militærprojekt kaldet ARPANET.

Pakkeudveksling indebærer at en digital meddelelse deles op i mindre dele, som frit kan vælge den mest fremkommelige vej til deres destination. Derudover forsynes pakken med kontrolinformation, som blandt andet angiver formatering, afsender og endemål.

På den måde udrustes hver meddelelse med instruktioner om, hvordan den skal sendes fra et punkt til et andet, nogenlunde ligesom informationen på en kuvert beskriver, hvordan et brev skal nå frem til sin rette modtager, og med hvilken prioritet.

Desuden indebærer pakkeudveksling at meddelelserne kan opdeles og indlejres i hinanden på vejen, på samme måde som en kuvert kan lægges i en anden for, via nye delstrækninger, at nå frem til modtagerdestinationen.

Den teknologiske fremgangsmåde for pakkeudveksling blev udarbejdet et par år tidligere i forbindelse med det igangværende atomkapløb. På bestilling fra RAND Corporation skrev den amerikanske ingeniør og matematiker Paul Baran i 1962 artiklen On Distributed Communications Networks, hvor de grundlæggende ideer om det distribuerede netværk blev præsenteret.

RAND, som var en slags tankesmedje i nært samarbejde med det amerikanske flyvevåben, blev hvert år tildelt store økonomiske tilskud af militæret, og kunne dermed nyde en tilværelse uafhængig af de konventionelle økonomier.

Det amerikanske samfund var i halvtredserne præget af en tiltagende frygt for atomkrig. For at forhindre et totalt kaos ved et eventuelt angreb, var det afgørende, at korrekt information kunne formidles mellem præsident, generaler og udstationeret personale ved missilanlæggene. Spørgsmålet var dog hvilken type infrastruktur, som ville overleve længst ved et militært angreb. Ifølge Paul Baran var svaret de distribuerede netværk.

Også Sovjetunionen byggede i denne periode sine første computernetværk med udgangspunkt i et højteknologisk missilforsvar. Men der så den teknologiske udvikling anderledes ud.

Det amerikanske ARPANET og arbejdet på RAND Corporation fandt sted på et fuldkomment antimarked; de militære kapitalstrømme i USA gjorde at teknologiforskningen aldrig behøvede nogen form for konkurrenceudsættelse.

I det hierarkiske sovjetiske bureaukrati var der derimod hele tiden kamp om, hvilke afdelinger, der skulle tildeles økonomiske midler, og udviklingen af datanetværk måtte derfor konkurrere med andre militære og civile projekter.

Da de sovjetiske videnskabsfolk begyndte at interessere sig for hvordan den planøkonomiske styring kunne drage nytte af datanetværk, gik de ud fra den samling af teorier, som går under benævnelsen kybernetik.

Ofte har kybernetikken, det vil sige læren om styring og kommunikation, været fremstillet som en amerikansk forskningstradition, men som anvendt teoridannelse i økonomi og samfundsplanlægning var den dog mest indflydelsesrig i Sovjet.

De sovjetiske computernetværk, som med afsæt i de kybernetiske teorier blev oprettet i tresserne, var decentraliserede men samtidigt hierarkiske. Tanken var at en central computer i Moskva skulle fungere som toppen af en pyramide. Den skulle derfra kommunikere med andre byer, hvor mindre netværk blev organiseret.

Det paradoksale i denne opbygning var at maskinerne i nettet til en vis grad kunne kommunikere uden om et centralt punkt, samtidigt med at informationen alligevel altid flød opad i hierarkiet.

Parallelt med det militære netværk byggede den sovjetiske stat også et kommercielt net, som havde til formål at overvåge den planøkonomiske produktion. Ved at indsamle så meget information som muligt søgte man blandt andet at forudsige trends i udbud og efterspørgsel på forskellige råvarer.

Det distribuerede netværk som Paul Baran havde skitseret i sin artikel adskilte sig ikke radikalt fra Sovjetunionens bud på samme.

Det Truede Net er første kapitel af Christoffer Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest.

I forbindelse med præsidentvalget i 2009 slog det daværende iranske regime en af BBCs nyhedssattelitter ud. Mobiltelefonnettet blev ved visse lejligheder helt spæ...

Allerede på nuværende tidspunkt er der sagt og skrevet meget omkring Dansk Folkeparti og deres store valgsejr. Der er også sagt meget skidt om Dansk Folkeparti og dets vælgere.

Verdenspressen har tilmed også opfattet, at der har været valg i Danmark, og at mere end 750.000 danskere har stemt på et parti, hvis tydeligste politiske budskaber er, at muslimer er et problem for det danske samfund, at asylansøgere skal holde sig væk eller sendes til Kenya, samt at forskere, der bekymrer sig over, hvordan vi behandler klimaet, er en samling klima-demagoger.

Verdenspressen er mildt sagt ikke begejstret for de 750.000 danskeres beslutning om at sende krydset efter et sådan parti. Flere udenlandske medier kalder Dansk Folkepartis valgsejr en sejr for den indre svinehund. Mit Facebook- og Twitterfeed minder ret meget om verdenspressens samlede udmelding, og det undrer mig faktisk.

Hvorfor blander DF-vælgerne sig ikke i debatten?

Når mere end 20 procent af den danske befolkning åbenbart har den verdensopfattelse, som Dansk Folkeparti repræsenterer, hvordan søren kan det så være, at jeg aldrig støder på den? Altså, lige bortset fra, når Mogens Camre slynger endnu en vederstyggelig svada efter danske muslimer, eller når formand Thulesen-Dahl forsøger at tæmme endnu en bizar udmelding fra en Dansk Folkepartist.

Ret skal være ret. Jeg følger også Morten Messerschmidt på Twitter, og selvom jeg sjældent er enig med ham, så påskønner jeg, hvordan han deler ud med holdninger og indsigt i hans politiske agenda. Han tager tilmed diskussionen en gang i mellem, frem for eksempelvis de fleste Venstrepolitikere, der blokerer én, hvis man stiller dem et spørgsmål.

Jeg finder det faktisk pligtværdigt at orientere sig om, hvad et parti, der nu repræsenterer 750.000 danskere mener, ligesom jeg forsøger at holde mig opdateret på, hvad de øvrige politiske partier får sendt ud af politiske udmeldinger.

Men jeg støder nærmest aldrig på nogen af jer 750.000 danskere, der åbenbart mener, at der for mange muslimer i Danmark og at klimaforskning er lig med klima-demagogik. Måske lige bortset fra, når jeg på Twitter engang i mellem bliver kaldt for ”humanist” (det er åbenbart et skældsord på de kanter?), hvis jeg udtrykker bekymring over bådflygtninge, der åbenbart bare skal have lov til at drukne.

Underligt nok er det altid en anonym profil med et fjollet profilbillede, der adresserer mig. Hvorfor anonym? Er det den Dansk Folkepartiske Edward Snowden, jeg åbenbart skal være beæret over at være i kontakt med? Eller er det en, der er på flugt fra noget eller nogen, som for eksempel den af DF frygtede godhedsindustri, der jo – som bekendt - slår alle ihjel med kærlighed og medmenneskelighed?

Anyway, det er ikke bare mig, der har det problem. Samtlige meningsmålinger gennem denne valgkamp (og der blev foretaget mange) kunne ikke forudsige Dansk Folkepartis ekstreme vækst. Hvorfor kunne de ikke det? Et af de mange svar, der melder sig, når man atter hos Megafon, Epinion, Greens og så videre skal selvransage på, hvordan meningsmålingerne igen tog fejl om Dansk Folkeparti, er at folk ikke vil sige, at de stemmer på Dansk Folkeparti.

Really? Min kone, som er skolelærer, fortalte mig forleden om en elev, der vist nok ikke måtte sige, hvad faderen stemte, fordi det vist var lidt pinligt. Pinligt at stemme på et parti, som 750.000 mennesker stemmer på? Seriøst?

Få dig nogle nosser

Der er et eller andet helt galt, når folk ikke tør stå ved, hvad de stemmer. Enten er det fordi man skammer sig over at stemme på Dansk Folkeparti, eller også er det fordi man er bange for stå ved sine holdninger. Uanset hvad er man en kujon, hvis man stemmer på Dansk Folkeparti og ikke gider stå ved det.

Løsningen er simpel: skift parti, hvis du skammer dig over at stemme på Dansk Folkeparti. Eller stem videre på partiet,

Bullshitbarometeret vol. 2: Lars Løkke vil gentænke udenrigspolitikken

Lars Løkke Rasmussen skal vist nok være statsminister, så vi skal åbenbart have en person til at gentænke hele Danmarks udenrigspolitik. Det kunne Lars Løkke fortælle os i Politiken den 12. juni.

Denne person skal simpelthen udtænke "en strategi, der skal samtænke de forskellige politiske områder, så de passer til en verden under stærk forandring". Løkke har tænkt sig at "bede en erfaren, respekteret person med internationalt udsyn om at give sit samlede strategiske bud på en koordinering eller en samtænkning af forsvarspolitikken, udenrigs- og sikkerhedspolitikken, handelspolitikken og bistandspolitikken."

Det lyder temmelig seriøst, og det er også hensigten. Problemet er, at det ikke betyder noget. Alle disse vigtige politiske områder bliver nemlig allerede sammentænkt, hvilket blandt andet fremgår af Udenrigsministeriets mission. Hvorfor siger Løkke det så?

For det første virker det selvfølgelig ret statsmandsagtigt at sige sådan noget, om end det er mindre statsmandsagtigt ikke selv at have et bud på, hvordan disse former for politik skal samtænkes. Løkke kan selvfølgelig have brug for at score points på statsmandskontoen, og man kunne måske også forestille sig, at den kommende udenrigsminister vil blive lidt skuffet over sådan at få denne opgave outsourcet. Men mon ikke at baggrunden for det her er en helt anden.

Mere sandsynligt er det, at denne "samtænkning" skal legitimere den kommende sænkning af Danmarks udviklingsstøtte, som Venstre har lovet. Så er det jo ret perfekt, at der er en klog mand (m/k), der har studeret sig frem til, at hvis man nu bare tænker det hele sammen, så kan man godt sænke udviklingsstøtten. Dette kommer fra samme parti, som tidligere har taget afstand fra, at man skal bruge smagsdommere til at sige, hvad der er rigtigt og forkert.

Med Venstres andre udspil in mente er det svært at forestille sig, at denne erfarne, respekterede person kommer frem til, at den danske udenrigs- og udviklingspolitik skulle have brug for flere midler, men det er måske bare mig.

Faktisk kunne man forestille sig det modsatte; at en ekspert skulle komme frem til, at der var brug for flere midler på grund af de emner, Løkke nævner som grunde til, at der skal nytænkes. Et aggressivt Rusland, IS i Mellemøsten og befolkningseksplosion i Afrika. Er det ikke ting, der kræver øget tilstedeværelse? Og guess what, Udenrigsministeriet ved allerede godt, at alt dette finder sted, og det er trods alt deres job at tænke over det, så det gør de nok.

Løkke kunne også have sagt, at der skal spares så og så mange procent i udviklingsstøtte, og de vil blive taget derfra. Det er ikke nogen illegitim holdning. I stedet skal vi nu høre på, at denne muligvis kommende besparelse skyldes et nybrud i samtænkningen af hele udenrigspolitikken. Man kan selvfølgelig blive modbevist, men bortset fra en sænkning af udviklingsbistanden med et par decimaler af et procentpoint af bruttonationalproduktet, kommer der nok ikke til at være meget nytænkning.

Forslaget har dog et godt element. Løkke vil nemlig ikke ud med, hvem denne person skal være, og det lægger op til en sjov gætteleg og måske endda en overraskelse til sidst.

"Siden ISAF forlod Afghanistan har mit liv været et helvede, og jeg kan ikke forlade mit hjem," skriver afghansk tolk i et brev til den danske regering.

Indlægget er syndikeret fra REFUGEES.DK

Nedenstående brev er skrevet af Rajwa, tidligere tolk for de danske styrker i Afghanistan.

Afghanistan, juni 2015

Til Danmarks regering.

Jeg skriver til jer, fordi jeg i fem år har arbejdet som tolk for ISAF og NATO i Afghanistan. Først for amerikanerne og de sidste 11 måneder for den danske hær i Helmand.

Siden ISAF forlod Afghanistan har mit liv været et helvede. Taleban er efter mig, og jeg kan ikke forlade mit hjem. Derfor kan jeg heller ikke få et job, og jeg bor i en region, hvor der er konstante og voldelige kampe mellem Taleban og de afghanske styrker – ja, selv IS er aktive her nu!

Alle i min landsby ved, at jeg arbejdede for ISAF, og jeg har kun overlevet, fordi min familie har fortalt dem, at jeg har forladt Afghanistan for at læse i udlandet.

 

Jeg har levet i skjul på den her måde i snart to år. Hvis jeg skal forlade mit hjem, skal jeg gøre det i ly af nattens mørke og skjule mit ansigt med et tørklæde – jeg har endda groet mig et skæg, det har jeg aldrig haft før.

Bare det, at vi er tolke burde være nok til at få en indrejsetilladelse, fordi vi hver dag risikerer vores liv her i Afghanistan, fordi vi betragtes som forrædere af Taleban.

Hvis jeg havde vidst, at jeres militæroperation ville slå fejl, og I ville efterlade mig her, ville jeg ærlig talt ikke have sagt ja til at arbejde for jer – så ville jeg hellere have gjort noget andet for at hjælpe mine landsmænd.

Derfor synes jeg ikke, at det er i orden, at I bare har efterladt mig. For det fortjener jeg ikke. Jeg fortjener at bo i et fredeligt land. Ligesom I gør nu.

(Her finder du dokumentation angående de afghanske tolke)

For nylig flyttede jeg fire måneder til Kabul, men det var umuligt for mig at få et job uden at fremvise mine anbefalinger fra ISAF, og de få job, som ville være sikre for mig, er umulige at få. Selv i Kabul måtte jeg blive indendørs det meste af tiden, og jeg levede af penge, som min familie og venner i udlandet sendte mig. I sidste måned tog jeg endda til Indien med en plan om at rejse illegalt til Europa. Men turen er farligere end nogensinde, og jeg kunne ikke skaffe pengene til at komme helt til Europas grænse.

 

Så nu er jeg tilbage i min landsby, hvor jeg lever under selvvalgt husarrest, fordi det er for farligt for mig at vise mig her. Mit eneste håb er at vente på en indrejsetilladelse til Danmark. For Afghanistan er ikke sikkert for mig længere, og hvis jeg skal gøre mig håb om en dag at leve et normalt liv, skal jeg flytte til USA eller EU.

Men de eneste, som kan hjælpe mig med det, er jer. Og til hver af de fire samtaler jeg har været til med Udlændingestyrelsens udsendinge, har jeg fået afslag. Jeg har fået undersøgt min baggrund, som var jeg kriminel - på trods af at de burde vide, at mit liv er i fare.

Udlændingestyrelsens udsendte kender mig. De har spurgt om de danske officerer, jeg tolkede for. Officererne har alle bekræftet, at jeg arbejdede for dem i Helmand-provinsen, hvor væbnede styrker fra Danmark var udstationeret for at hjælpe ’Regional Military Training Center, South West’. Jeg har masser af fotografier, som viser mig i alle disse situationer, jeg her beskriver – også fotos, hvor jeg for eksempel er i selskab med danske og amerikanske generaler. Som tolk stod jeg til rådighed 24 timer i døgnet, og udover officererne tolkede jeg også for samtlige danske generaler og officielle personer,