Hvor meget må staten holde øje med, hvad vi skriver på sociale medier, hvem vi taler i telefon med, og hvor gps'en guider os hen? Og må de gemme informationen?

Som forsker i overvågning og grundlæggende rettigheder som retten til privatliv er det et spørgsmål, der optager mig meget.

Det kan hjælpe politiet med at opspore og afværge alvorlig kriminalitet såsom terror, siger fortalerne for såkaldt masseovervågning, hvor alle overvåges, uanset om man er mistænkt for noget kriminelt eller ej.

Men hvad så med vores ret til privatliv?

I denne artikel, der er en del af serien 'Forskerens favorit', vil jeg fortælle om en helt særlig EU-dom fra 2016. Jeg er nemlig ekstra glad for denne dom, fordi den var afgørende for, hvor grænserne for staters overvågning går.

'Tele2 Sverige AB (C-203/15)' fra EU-Domstolen er min yndlingsdom. Selvom den i 2026 har 10 år på bagen, er den nemlig stadig meget aktuel.

Dommen handler om noget helt grundlæggende: Hvad betyder retten til privatliv i en digital tidsalder, hvor vores færden, kommunikation og relationer på internettet efterlader spor overalt?

Baggrunden for dommen var, at Sverige og Storbritannien begge havde lovgivning, der krævede, at teleselskaber skulle gemme oplysninger om alle borgeres kommunikation, herunder hvem vi ringede til, hvor vi befandt os, og hvornår vi gjorde det. Det skete uden nogen konkret mistanke.

Tele2 Sverige AB ønskede ikke at lagre så meget data om brugerne, og sagen om, hvorvidt den nationale svenske lovgivning om at gemme borgeres oplysninger stemte overens med europæisk lov om ret til privatliv, blev bragt til EU-Domstolen.

EU-Domstolen blev blandt andet spurgt, om Sverige og Storbritanniens krav til teleselskaber om overvågning var foreneligt med EU's charter om grundlæggende rettigheder, herunder særligt retten til privatliv og databeskyttelse.

Svaret fra domstolen var et klart nej.

Det er især præmis 98-115, der er central. Her udfolder EU-Domstolen, hvorfor generel og udifferentieret lagring af teledata - altså masseovervågning uden mål - er uforenelig med retten til privatliv og databeskyttelse.

EU-Domstolen understreger, at sådanne data kan afsløre detaljerede mønstre i vores liv: vores sociale netværk, daglige rutiner, politiske og religiøse tilhørsforhold.

Det er ikke blot tekniske metadata, men data, der muliggør at lave en profil af de berørte personer, hvilket, henset til retten til respekt for privatlivet, er lige så følsomt som selve indholdet af kommunikationen.

Selv når formålet er bekæmpelse af alvorlig kriminalitet, er det ifølge EU-domstolen ikke nok til at retfærdiggøre så vidtgående indgreb. Der skal være proportionalitet.

EU-Domstolen åbner dog for, at målrettet lagring kan være lovlig - for eksempel hvis den er begrænset til bestemte personer, geografiske områder eller tidsperioder. Men det kræver klare og præcise regler, uafhængig kontrol og adgangsbegrænsninger.

Adgang til data må kun ske med forudgående godkendelse fra en uafhængig myndighed, og kun, når det er strengt nødvendigt. Derudover skal data opbevares sikkert og kun så længe, det er nødvendigt for formålet.

Vi efterlader stadig digitale spor hele tiden - ikke kun når vi deler noget aktivt, men også når vi blot færdes online.

Hver søgning, hver lokation, hvert klik kan blive registreret og analyseret. Derfor er det vigtigt at være bevidst om, hvilke apps og tjenester vi bruger - og hvilke rettigheder vi giver dem.

Har appen virkelig brug for adgang til din mikrofon, dine kontakter eller din lokation? Og hvad sker der med dine data bagefter?Denne bevidsthed er vigtigere end nogensinde.

EU har overvejet et forslag om såkaldt 'chatkontrol', hvor al elektronisk kommunikation - også krypteret - kan blive overvåget automatisk af en slags digital 'chatbot' for at opdage ulovligt indhold.

Det vil i praksis betyde, at alle borgeres private beskeder kan blive åbnet og analyseret uden konkret mistanke.

Forslaget har mødt massiv kritik fra både forskere, civilsamfund og databeskyttelsesmyndi...