Den nuværende våbenhvile i Gaza mellem Israel og Hamas forlænges yderligere med to dage. Qatar, Egypten og USA har mæglet mellem Israel og Hamas - dermed slutter våbenhvilen ikke i morgen tidlig alligevel. Vi taler med Allan Sørensen, mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad, om betingelserne i den nye aftale, interessen for at forlænge aftalen fra begge parter og andet. Finansloven for 2024 er i dag faldet på plads. Et bredt flertal med 11 ud af Folketingets 12 partier har indgået aftalen. Vi begynder programmet med Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark, som gør os klogere på næste års finanslov. Derudover skal vi senere i programmet også tale med Stiig Markager, professor på Institut for Bioscience og forsker i havmiljø, fordi der i efteråret kom en rapport som viste kritiske iltsvind i de danske farvande og fjorde – og nu er et bedre vandmiljø nemlig kommet på finansloven for næste år. Vi taler også med Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, der mener, at der er gode landdistriksaftryk i finanslovsaftalen. Vi skal også vende andre nyheder om konsekvenserne fra stormfloden flere stadig døjer med, den biologiske forklaring på at musik findes og meget andet. Vi lytter som altid til en masse musik. Vært: Dagmar Eben Østergaard
See omnystudio.com/listener for privacy information.