Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Alkoholfri øl: Forstå 3 af bryggernes 'tricks' i jagten på den perfekte smag


Listen Later

Nogle beskriver det som et våbenkapløb.
Andre kalder det en begejstret idéudvikling, hvor forskere inspirerer hinanden til at lave gode, alkoholfrie øl med nye, effektive metoder.
Alene hos Carlsberg i Danmark har man omkring 100 forskere ansat til at udvikle nyt bryg, og mange af dem retter deres videnskab mod non-alkohol-produkter - af den simple grund, at der er mange penge at hente, hvis man opfinder noget originalt og godt.
Som Erik Lund, brygmester hos Carlsberg Laboratoriet, formulerer det, mens han viser Videnskab.dk rundt i bryggeriets testlokaler på Frederiksberg:
"I dag er der mange flere situationer, hvor folk foretrækker alkoholfri øl, end der var i gamle dage. Så den virkelighed tilpasser vi os selvfølgelig ved at forsøge at lave de mest velsmagende produkter."
Alene i første kvartal af 2025 er Carlsbergs salg af alkoholfrie øl steget med 15 procent. En stigning, som forskningslederen anser som 'markant' i forhold til salget af traditionelle øl.
Og Carlsberg er ikke alene om den erfaring. I den danske bryggeribranche og på danske universiteter finder man flere og flere forskere, som i jagten på at tilfredsstille forbrugerne indstiller deres udstyr efter den perfekte øl uden alkohol.
I denne artikel taler vi med nogle af dem, mens vi dykker ned i tre forskellige metoder til alkoholfri ølbrygning:
1. Afdampning af øllets alkohol
2. Koldgæring af øllet
3. Nye gærtyper (eller bakterier), som producerer mindre eller ingen alkohol
I mange år var alkoholfri øl i Danmark forbundet med produkter som 'Tuborg Super Light' og 'Faxe Free'. Nu er der kommet mange flere øltyper og metoder til, godt hjulpet på vej af videnskabelig innovation.
Men markedet er stadig domineret af øl lavet ud fra den samme fremgangsmåde:
Afdampning af alkohol eller 'dealkoholisering', som processen også bliver kaldt.
Det fortæller Kim Lou Johansen, brygmester og chefkonsulent ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet, som også kalder det 'kompliceret' at lave øl uden berusende effekter:
"Alkohol bidrager med fedme og fylde, smag og aroma, så det gør ølbrygningen sværere, hvis man gerne vil være alkoholen foruden," siger han og fremhæver afdampningsmetoden:
"I de fleste tilfælde laver man en traditionel pilsner med alkohol i, og så varmer man den op under vakuum, indtil alkoholen er fordampet," fortæller han.
"Men hvis man fjerner alkohol ved at varme noget op og få det til at fordampe, så risikerer man også, at nogle andre ting fordamper i processen. Så man er altså nødt til at lave nogle 'tricks' for at bevare en god smag," siger han og peger på, at mange større bryggerier tilsætter andre ingredienser efter afdampningen.
Det er blandt andet sådan, man laver nogle af de mest kendte og udbredte produkter på det danske marked:
Carlsberg Nordic
Tuborg Nul
1664 Blanc 0,0
Heineken 0,0
Royal Pilsner 0,0
En anden udfordring ved afdampning er bæredygtighed. I processen har man allerede brugt energi på at lave en traditionel øl. Nu bruger man så ekstra energi på at varme den op igen for at fjerne alkoholen.
Og netop derfor arbejder mange forskere med alternativer til afdampning. For eksempel kan man i et italiensk studie fra 2025 læse om to andre metoder til at fjerne alkohol fra øl:
'Nanofiltrering'
'Omvendt osmose'
Begge metoder fungerer ved at filtrere øllet gennem en membran, en form for meget lille si, hvor små molekyler (som alkohol og vand) kan slippe igennem, mens de større smagsmolekyler (sukre, proteiner, aromaer) bliver holdt tilbage.
Problemet er, at også disse metoder risikerer at gøre skade på smag eller fylde, og forskningen indenfor en helt anden tilgang til den alkoholfrie øl er derfor mere interessant.
Det siger en anden dansk ølforsker til Videnskab.dk.
"Min tilgang til alkoholfri øl er lidt ligesom til veganermad," siger Mikkel Hansen, bryggeriingeniør og postdoc ved DTU Fødevareinstituttet, hvor han blandt andet underviser og forsker i ølbrygning.
"I stedet for at forsøge at få noget til at smage af en ret med kød - ...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk