180125: Hvorfor begyndte jeg at skrive? Hvad er fornøjelsen ved at være kreativ? Følelsen af flow, at udtrykke sig, bidrage til verden. I alt for mange år har min skrivegejst været korrumperet af en længsel efter social anerkendelse. Jeg skrev ikke bare for min egen skyld, men for at være noget i andres øjne. Komme ind på Forfatterskolen, udgivet på forlag, få priser og arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Jeg fortæller her om, hvordan min kamp for at få et gennembrud som digter har været en slags selvpineri. Et personligt helvede. Men også hvordan det litterære miljø er bygget op omkring undertrykkelse og magtkampe. Nogle mennesker i det litterære miljø opnår status som redaktør eller skrivelærer for at undertrykke andre. Da jeg gik på Gladiatorskolen, oplevede jeg så hård en tekstkritik, at de andre elever græd. Der florerer også grusomme historier fra Forfatterskolen i København. Både nu og for 20 år siden. Hvorfor er det, jeg skriver? Er det muligt "bare" at skrive for min egen skyld? Udgive mine digte på en anonym blog. Fremfor at fokusere på "succes" og "likes," så "bare" fokusere på selve skriveprocessen. Skriveglæden. Følelsen af flow?

171123: Når man indretter sit liv efter håbet (en forestilling om, hvordan livet skal se ud), lukker man af for at leve sit liv med de muligheder som reelt set findes. Fremfor at tage fat i virkeligheden og øjne mulighederne, stirrer man sig blind på drømmen og dirigerer efter håbet. Alt, man kan, fejes bort, da det, man kan, jo ikke er det samme som det, man vil. Når man lever sit liv ud fra, hvad man vil, men som man ikke kan, bliver man frustreret og ulykkelig. Jeg har spildt flere år af mit liv på at ville ind på Forfatterskolen. I alt fik jeg ni afslag. I al den tid lukkede jeg af for de muligheder, livet bød mig, fordi jeg håbede på muligheden for at komme ind. At komme ind på Forfatterskolen (og få et gennembrud som forfatter) var min altoverskyggende drøm. Alt, jeg gjorde, skulle arbejde hen mod det. Derfor ville jeg skrive og læse så meget som muligt. At være sammen med mine venner og familie føltes som at spilde tiden. Jeg var rastløs. Jeg skulle skynde mig. Jeg havde travlt. Jeg skulle jo nå noget! Mit liv ville først begynde den dag, jeg blev optaget på skolen. Den dag, min drøm ville gå i opfyldelse. Jeg ville ikke længere være mig som jeg, men den person, jeg drømte om. Digteren. Forfatteren. Forfatterskoleeleven. Det var enorm destruktivt. At blive den ”nye mig,” ville destruere ”den nuværende mig”. Når jeg blev forfatterskoleelev, ville jeg ikke længere være en taber. En digter-in-spe. En forfatterwannabe. Men the real deal! Sandheden er bare, at man ikke behøver gå på en skriveskole for at være forfatter. Man behøver heller ikke prestige, social anerkendelse, social status eller noget i den dur. Efter jeg vendte ryggen til den litterære verden med forlag, tidsskrifter, skriveskoler og bare begyndte at lægge mine digte ud på min hjemmeside og fokusere på at leve mit liv SOM DET ER med de MULIGHEDER som der rent faktisk er (fx at ses med mine venner, tage på udflugter, opleve noget), har jeg fået en helt anden indre ro. Derfor er det vigtigt, synes jeg, at tage et nøgternt blik på det, man drømmer om eller håber på. Det er nemt at blive lokket i fordærv. Håbet og drømmen fjerner os fra virkeligheden, fra livet. Men det er netop i det virkelig liv, at der findes muligheder for at leve. Vi må gribe de muligheder. Leve vores liv som det er. Se det vokse. Og opdage, hvor drømmeagtige det hele faktisk er! Jeg drømte om at komme ind på Forfatterskolen for at føle, at jeg var god nok. Fordi jeg havde lavt selvværd. Men jeg higede efter at være noget, jeg allerede var: God nok! Det er du også! Det handler om at finde sin værdi i sig selv. I selskab med gode venner. Så skal kærligheden nok komme til.