
Sign up to save your podcasts
Or


Forestil dig et teater i Athen i det fjerde århundrede før vores tidsregning. Hvordan ser det ud? Det er jo ikke et lukket rum med bløde sæder og aircondition. Det er et amfiteater hvor scene og koncentriske rækker af siddepladser er hugget ind i en klippeside som en stor trappe. Hvor mange publikummer var der plads til? 15,000 uden problemer. Virkelig – det er dokumenteret. Solen brænder. Folk har siddet der siden daggry. De har set komedie om morgenen. Nu er det eftermiddag, og tid til noget mere alvorligt [se note]. Skuespillerne, som alle er mænd, har masker på. Koret er i gang. Og midt på scenen står Ødipus, der er ved at opdage, at alt, hvad han troede om sig selv, er forkert.
De femten tusinde mennesker sidder stille. Lytter til figuren på scenen, som råber sin replik ud som en operasanger: Mine børn — hvorfor sidder I her med olivengrene i hænderne og sorg i ansigterne? Det ville ikke sømme sig, at jeg hørte det fra andre. Jeg er kommet selv, i egen høje person. Jeg — Ødipus — jeres konge.
Hvad sker der egentlig i det øjeblik? Hvad gør det ved os, at vi sidder og ser på en mand, der er opdigtet, lide en ulykke, der er opdigtet? Hvorfor er vi overhovedet i teatret? Og hvad tager vi med hjem?
Det er den slags spørgsmål, Aristoteles stiller i sin Poetik. Og hans svar er, som det ofte er med Aristoteles, vældig interessante.
Note
Jeg siger i starten af podcasten (ligesom der står ovenfor) at Athenerne så komedie om morgenen og tragedie om eftermiddagen. Kilderne tyder vist nærmere på den modsatte rækkefølge, og på at forestillingerne typisk var på forskellige dage. Det er dog usikkert hvordan de præcise forhold var. Det er ikke så væsentligt for podcastens indhold, altså læsningen af Aristoteles’ Poetikken. Hvad der overraskede mig mest, er at flere af amfiteatrene var så store, med plads til så mange. Et andet interessant spørgsmål som jeg ikke går ind på, er om publikum til teaterforestillingerne ligesom de optrædende kun var mænd. Det er også usikkert, og diskuteret, men det mest plausible lader til at være at mænd havde forrang, og så var der efterfølgende plads til kvinder og måske børn og slaver efter deres herrers ønske.
By Tomas ThøfnerForestil dig et teater i Athen i det fjerde århundrede før vores tidsregning. Hvordan ser det ud? Det er jo ikke et lukket rum med bløde sæder og aircondition. Det er et amfiteater hvor scene og koncentriske rækker af siddepladser er hugget ind i en klippeside som en stor trappe. Hvor mange publikummer var der plads til? 15,000 uden problemer. Virkelig – det er dokumenteret. Solen brænder. Folk har siddet der siden daggry. De har set komedie om morgenen. Nu er det eftermiddag, og tid til noget mere alvorligt [se note]. Skuespillerne, som alle er mænd, har masker på. Koret er i gang. Og midt på scenen står Ødipus, der er ved at opdage, at alt, hvad han troede om sig selv, er forkert.
De femten tusinde mennesker sidder stille. Lytter til figuren på scenen, som råber sin replik ud som en operasanger: Mine børn — hvorfor sidder I her med olivengrene i hænderne og sorg i ansigterne? Det ville ikke sømme sig, at jeg hørte det fra andre. Jeg er kommet selv, i egen høje person. Jeg — Ødipus — jeres konge.
Hvad sker der egentlig i det øjeblik? Hvad gør det ved os, at vi sidder og ser på en mand, der er opdigtet, lide en ulykke, der er opdigtet? Hvorfor er vi overhovedet i teatret? Og hvad tager vi med hjem?
Det er den slags spørgsmål, Aristoteles stiller i sin Poetik. Og hans svar er, som det ofte er med Aristoteles, vældig interessante.
Note
Jeg siger i starten af podcasten (ligesom der står ovenfor) at Athenerne så komedie om morgenen og tragedie om eftermiddagen. Kilderne tyder vist nærmere på den modsatte rækkefølge, og på at forestillingerne typisk var på forskellige dage. Det er dog usikkert hvordan de præcise forhold var. Det er ikke så væsentligt for podcastens indhold, altså læsningen af Aristoteles’ Poetikken. Hvad der overraskede mig mest, er at flere af amfiteatrene var så store, med plads til så mange. Et andet interessant spørgsmål som jeg ikke går ind på, er om publikum til teaterforestillingerne ligesom de optrædende kun var mænd. Det er også usikkert, og diskuteret, men det mest plausible lader til at være at mænd havde forrang, og så var der efterfølgende plads til kvinder og måske børn og slaver efter deres herrers ønske.