"Jeg vil, ved Herkules, hellere tage fejl med Platon - og du ved, hvor højt jeg skatter ham - end have ret med disse folk."

"Disse folk" (istis) i konteksten er formentlig de filosoffer (som bl.a. epikuræerne), der benægter sjælens udødelighed og hævder, at sjælen opløses ved døden. Cicero afviser altså her at give slip på håbet om udødelighed, selv hvis det skulle vise sig at være en fejltagelse - han foretrækker at "fejle" sammen med Platon frem for at have "ret" sammen med dem, der fornægter sjælens evighed. 

Det er egentlig et sjovt udsagn, fordi det taget for pålydende siger at Cicero hellere vil være i den rigtige klub, for at sige det sådan, sammen med Platon - end tænke den rigtige tanke. Virkelig? man skulle da mene at det bedste var at undgå at tage fejl, ligegyldig hvem man så kom i meningsfællesskab med. Men læst på en lidt anden måde, kan udsagnet ses som en form for selverkendelse, og en betoning af tvivl. 

Det er i hvert fald ikke et udsagn fra en filosof, der mener at være i besiddelse af den fulde sandhed, men fra en mand, der tvivler, og som er bevidst om sin tvivl, ja nærmest vælger sin tvivl. Det er den insisteren på tvivlen og usikkerheden, der er noget af det mest interessante ved Cicero som filosof.

Cicero indtager en usædvanlig plads i filosofihistorien. Han er en af antikkens mest udbredte forfattere - i mere end tusind år udgjorde hans skrifter for mange den primære indgang til filosofi på latin. Alligevel er der en lang tradition for at afvise ham som egentlig filosof. Theodor Mommsen betegnede ham som "journalist" i sit værk *Römische Geschichte* fra 1850'erne, og den vurdering har været sejlivet: Cicero er i eftertiden ofte blevet betragtet som taler, retoriker og stilist, men ikke som selvstændig tænker.

Det billede kan vi ikke lave helt om, og det skal vi måske heller ikke. Cicero er ikke filosof først og fremmest. Men vi kan forsøge at nuancere billedet. Vi slår ned på otte uddrag fra seks forskellige værker plus et til, for at give et indtryk af, hvad det kan indebære at læse Cicero som filosofisk forfatter.

Men først lidt om, hvem han var, og under hvilke omstændigheder han kom til at skrive filosofi.

Det her har jeg glædet mig til: De rerum natura er et fantastisk værk. Jeg har oversat bog 1 (ud af 6). Efter en helt kort intro følger oplæsning i ca. 1 time, og til slut en efterskrift med lidt om Lucretius og værkets historie, og noget om min oversættelse.

**NB: et par ting jeg glemte at nævne. For det første er min oversættelse at regne for en version 0.85. Det kommer til at tage tid, men jeg regner med at oversætte hele værket, og i den forbindelse også revidere bog 1.

Noget andet er at den latinske original har flere lakuner hvor teksten mangler. Jeg har tilladt mig at give et bud på en rekonstruktion. Når jeg på et senere tidspunkt gør en tekstversion tilgængelig, vil den slags oplysninger selvfølgelig fremgå.

Jeg håber at du, når du lytter, får bare en brøkdel af den fornøjelse jeg har haft ved at oversætte!

mvh

Tomas

I de to foregående afsnit fulgte vi stoicismen fra dens start. Vi begyndte med Zenon fra Cition, der omkring år 300 før nul underviste i den malede søjlegang ved torvet i Athen - den *stoa poikile*, som skolen har sit navn fra. Og vi fortsatte med Chrysippos, der i løbet af et langt liv og efter sigende mere end syv hundrede skrifter, gjorde Zenons indfald til et fuldt udbygget filosofisk system. Han føjede logik, fysik og etik sammen til en stoisk enhed.

Det var et stringent system. Det var også et abstrakt og til tider paradoksalt system, bygget op omkring en idealfigur – ideen om den vise, som var det menneske der kunne være indifferent over for alt andet end dyd og last, og hvis egen dyd og selvkontrol var perfekt. Sådan nogle mennesker findes ikke nu, og de  har næppe  fandtes dengang ... 

I dag skifter historien skueplads. Vi forlader Athen, hvor stoicismen blev født, og bevæger os vestpå over Middelhavet til Rom, hvor den skulle få et nyt liv. Og vi forlader langsomt den verden af rene græske skoler, hvor filosoffer skrev for filosoffer, og træder ind i en verden af romerske senatorer og feltherrer, hvor spørgsmålet ikke længere kun var, hvad der er sandt, men hvad man konkret bør gøre.

I sidste episode mødte vi Zenon — den skibbrudne købmand, der grundlagde stoicismen i en søjlegang i Athen. Søjlegang hedder på græsk “stoa”, og sådan fik zenonianerne navnet: Stoikerne. 

Man kan sige at Zenon byggede fundamentet. Men han rejste ikke bygningen.

Det var Chrysippos, der gjorde stoicismen til et komplet, sammenhængende filosofisk system, som forsvarede det mod fjender og som udviklede det i mange retninger.

Lad mig læse et par korte citater om ham. De stammer som sædvanligt fra Diogenes Laertios:

De fleste mente, at hvis guderne dyrkede dialektik, ville de ikke bruge nogen anden end Chrysippos'.

Og et endnu mere klart citat:

Havde der ikke været nogen Chrysippos, havde der ikke været nogen Stoa.

Så … i dag skal vi læse Chrysippos. Dvs., det er så meget sagt. Han skrev godt nok angiveligt over 700 værker, men ingen af dem er bevaret. Men vi tager til takke med fragmenter og omtaler. Vi skal se på hans logik - der foregreb moderne logik med 2000 år. Vi skal se på hans lære om skæbnen, og på hans løsning af problemet om fri vilje. Og vi skal se på hans teori om følelser - som i dag på mange måder kan genfindes i kognitiv terapi.

Folk slentrede forbi i eftermiddagssolen. Der foregik et eller andet på torvet længere nede ad gaden.

Manden løftede blikket fra bogrullen.

Han så ikke på Krates. Han så ned ad gaden, og hans ansigt havde et særligt udtryk. Krates spekulerede på hvordan han kunne beskrive det. Det var ikke lettelse, heller ikke glæde  … efter lidt tid havde Krates fundet en formulering han var tilfreds med: ”en ny og meget konkret opmærksomhed på verden.”

Så vendte manden sig mod ham og spurgte. Hans tonefald var nærmest henkastet, men formidlede alligevel, at hans spørgsmål var af yderste vigtighed. "Hvor finder jeg en mand som denne?" sagde han, og løftede rullen en smule i vejret. "En der lever sådan?"

Krates åbnede munden. Lukkede den igen. Hans blik fulgte mandens ned ad gaden. I samme øjeblik, som om verden svarede på spørgsmålet, kom hans navnebror Krates forbi, Krates fra Theben. Boghandleren Krates lod manden forstå, at han skulle lægge rullen og gå efter. "Følg ham der", sagde Krates og pegede. "Følg manden med skuldertasken, ham der snart når hen til søjlegangen. Det er Krates fra Theben. Følg ham."

Manden takkede. "Jeg kommer tilbage og handler hos dig", sagde han, allerede i småløb mod søjlegangen.

Krates gik ind i sin bod igen og lagde rullen på sin plads. Det var ganske rigtigt Xenofons erindringer om Sokrates, helt præcist anden rulle af værket. Krates stod et øjeblik lige så ubevægelig som manden der læste, før han begyndte at pakke ned for dagen.

Epikur - Filosoffen i haven

"Døden angår os ikke." Sådan starter et af Epikurs' breve. "For alt godt og ondt ligger i sansningen, og døden er sansningens ophør."

Velkommen til "Thøfner læser filosofihistorien", episode 34.

"Døden angår os ikke." Det skrev Epikur til sin ven Menoikeus for omkring 2300 år siden. Og de ord peger i en noget anden retning end hvad man typisk tænker på i dag, hvis man siger "epikuræer". For hvis man overhovedet forbinder det med noget, er det noget med at nyde livets goder - som i god mad, god vin og alskens luksus. Epikuranisme er hedonisme, med nydelse som livets mål.

Men Epikur levede på brød og vand. Hans store nydelse var en sjælden gang lidt ost. Der kan jeg godt forstå ham - jeg mener, forskellen på et asketisk indtag af kun vand og brød, og så det samme med tilføjelse af lidt ost - bare en gang imellem - gør hele forskellen. Men altså. Evt. lidt oliven og en god skinke ... mmm ... Han boede i en have med sine venner og diskuterede filosofi. Hans definition af det gode liv var "fravær af smerte i kroppen og uro i sjælen."

Hvordan blev filosoffen, der prædikede enkelhed til et symbol på overdådig grådighed? Og hvad var hans lære egentlig?

Alexander den Store, den magtfulde hersker og erobrer, opsøger en mand, der lidt ynkelig sidder på jorden og soler sig. Alexander tårner sig op foran ham og siger, “Bed mig om hvad som helst. Lige hvad du vil. Jeg er kongen over alting.”

Og manden på jorden siger, “Gå væk fra min sol!” 

Det var Diogenes. He didn’t give a fuck. Hør anekdoterne om ham og de andre kynikere. Filosofiens punk.

Ep. 33 af Thøfner læser filosofihistorien. Find podcasten “Om det hele og resten”, ja, hvor tror du?

Eller lyt til episoden her:

https://www.buzzsprout.com/2322616/episodes/19190138-diogenes-og-kynikerne-tlf33

En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten. 
Heldigvis for Nille, er den syllogisme ikke helt efter bogen …

Og hvem har så skrevet den bog? Det har Aristoteles. Det er ham der for alvor startede logikken, beskrev syllogismen, og tænkte abstrakt om hvad man overhovedet kan sige med sikkerhed. 

Hvad kan man sige med sikkerhed? Ikke bare: hvornår tror vi noget? Ikke: hvornår føler vi os sikre? Men: hvornår kan vi vide det – med en sikkerhed, der ikke blot hviler på vane, autoritet eller fornemmelse, men på nødvendighed?

Sagen er at der ikke er noget man kan sige med sikkerhed, dvs. på en måde kan man. Man kan nemlig sætte noget sammen, så noget nødvendigvis følger. Hvis dette er sådan, så må dette nødvendigvis være sådan. Nødvendigvis og med sikkerhed. Men de præmisser man begynder med, får man selvfølgelig ikke gratis. Dem bliver man nødt til at stole på. Logikken er tom, den er ren symbolmanipulation. 

Alligevel, eller netop derfor, er logikken noget af en opdagelse, og det var Aristoteles der satte den i gang. 

I dag er vi nået til Aristoteles-seriens afslutning. Vi har fulgt Aristoteles fra hans ankomst til Platons akademi som syttenårig, gennem etikken, politikken, poetikken, fysikken, metafysikken og sjælens mysterium. Nu møder vi som det sidste, det redskab, Aristoteles byggede under alt det andet, som fundamentet under et hus: logikken. Til sidst samler vi kort op på Aristoteles tankebygning, og dens lange og betydningsfulde efterliv. 

Men tankens tanke er tænkning. Kundskaben, den sansede genstand og den sansende er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke, og tænkning er tænkning om tænkning. 

Velkommen til nummer 6 i serien om Aristoteles, som er nummer 30 i Thøfner læser filosofihistorien. I det her korte afsnit slår vi ned på Aristoteles Metafysikken, det der kommer efter det fysiske. 

Det er en titel med en sjov historie, for den har en meget ydmyg og praktisk oprindelse. En bibliotekar i antikken stod og manglede en titel til værket, og vedkommende tænkte, nå, men det er i hvert fald den, der kommer efter fysikken. Så det kom den til at hedde. Det sjove kommer så selvfølgelig ind, fordi ordet er blevet et vigtigt begreb i filosofien. Metafysik bruges som betegnsen for de mest spekulative og religionslignende temaer, man kan tænke sig. De største og mest uudgrundelige spørgsmål er metafysiske. Hvorfor er der overhovedet noget og ikke ingenting? - for eksempel.

Det giver også mening i forhold til det værk, der bærer titlen, for det handler om det, der bærer den fysiske verden, men ikke selv er en genstand i den. Den handler om de spørgsmål, naturvidenskaben forudsætter, men ikke selv kan besvare. Hvad er det at være noget? Hvad er substans? Hvad er egentlig forandring? Og hvad er det, der forbliver det samme, mens forandringen sker? Den slags små spørgsmål stiller Aristoteles i metafysikken. Stille og roligt og systematisk på den der Aristotelesagtige måde, som er lige dele søvndyssende og fantastisk.

KH

Tomas