Send us a text

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 19)

Så er vi i gang igen! Og vi er kommet til Heraklit og hans verden af atomer og tomrum ...

Send us a text

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 18)

Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?
Helt præcist?

Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substanserne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.

Anaxagoras' forståelse er anderledes: Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substanserne opløses fuldstændigt.

ALT ER I ALT.

Litteratur, bla.:
Barnes, Jonathan. (1982). The Presocratic Philosophers. Routledge.
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal. 
Panayiotis, Tzamalikos. (2016). Anaxagoras, Origen, and Neoplatonism. De Gruyter.

Send us a text

En støvet novemberdag i 1904 stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Rubensohn i en antikvitetsbutik i den egyptiske by Akhmim. Vi er i Øvre Egypten, omkring 470 kilometer syd for Cairo, i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Khemmis og var et vigtigt center for både græsk-romersk og koptisk kultur.

Som ung, men allerede respekteret repræsentant for Das Deutsche Papyruskartell havde han gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger i Grækenland. ... Nu stod han her i denne ældgamle ørkenby, Akhmim, hvor græsk og egyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden, og hans blik faldt på noget særligt: et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte kobberblade var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. Ud på aftenen beskrev han omhyggeligt objektet i sin dagbog. Et tilsyneladende beskedent gravsmykke.

Rubensohn havde ingen idé om at hans køb skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler der tjente som understøtning for de forgyldte blade, gemte på noget: en tekst der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere.

I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse: teksten på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof Empedokles fra det 5. århundrede f.Kr. Dette var en sensation, for det var første gang man fandt en direkte overleveret tekst fra en førsokratisk filosof - ikke bare citater og genfortællinger fra senere forfattere, som sædvanlig.

Hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2500 år gemt i en egyptisk gravkrans? Han var en af oldtidens mest gådefulde og farverige skikkelser - filosof, digter, læge, mystiker og politisk figur, der levede i den græske by Akragas på Sicilien omkring 490-430 f.Kr. 

Empedokles personificerede på mange måder græsk filosofis guldalder, hvor grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ofte var flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddommelig skikkelse, der vandrede blandt mennesker iført purpurkappe, med en guldkrone om hovedet og bronzesandaler på fødderne, som Diogenes Laertius beretter i "Fremragende filosoffers liv og meninger".

Litteratur, bla.:
Inwood, Brad. (2001).The Poem of Empedocles. A TEXT AND TRANSLATION WITH AN INTRODUCTION.  University of Toronto Press.
Clausen, Sophus: Atomernes oprør
Jüdisches Museum Berlin (Udstilling om Otto Rubensohn)

Send us a text

Floden hvor du satte din fod lige nu, er væk.
Vandet giver plads til dette.
Nu dette.

Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, førend det opstod.

Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos. 

"Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidt forskellige tilgang til både liv og tænkning.

Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prosa, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer. 

Litteratur, bl.a:
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal. 
Kahn, Charles H. (2001). The art and thought of Heraclitus. Cambridge University Press.
Haxton, Brooks [oversætter] (2001). Fragments: The Collected Wisdom of Heraclitus. Viking/Penguin Classics.

Send us a text

Der er mange andre præsokratikere end Thales, Animaxander, Pythagoras og Parmenides – som er dem, jeg har været inde på tidligere. Men jeg vil jo gerne videre i teksten, ellers når jeg aldrig frem til nutiden før jeg bliver datid, og derfor samler jeg resten af de tidlige grækere i opsamlingsheat. Det bliver altså highlights, som fokuserer på hvad vi især kender gamle filosoffer for.   

Vi skal møde Xenophanes, Zeno, Melissos, Heraklit, Empedokles, Anaxagoras, Leukippos, Demokrit, Philolaos, Protagoras, og Gorgias. 

Denne gange bliver det Zenophanes og Zeno. 

Dvs. først er der dømt gudekritik og så paradokser.

Send us a text

Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse.
Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius, fra centrum til kant. 
Denne form er nødvendig, da væren ikke kan være lidt mer’ her og lidt mindre dér,
Der er jo ikke noget ikke-eksisterende der kan forstyrre værens perfekte kontinuum.
I ét med sig selv, ens overalt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle.

 Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne melde, at vi for en gang skyld kan læse filosoffen selv, godt nok i min gendigtning. Parmenides digt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fikseret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikord til hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer som Parmenides rejser.  

Parmenides blev født omkring 515 før nul i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnes for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole. Efter byen jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosoffer, særligt Platon. Parmenides logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende. Og så kan han anskues som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder.

Parmenides centrale begrebspar er væren og ikke-væren. Dvs. hans pointe er på en måde at det ikke er et reelt begrebspar: der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip. 

Send us a text

Præsokratikernes grundspørgsmål er hvad alting er. 

Indtil nu har alt været vand, som Thales foreslog, eller luft som Anaximenes mente, og andre elementer og deres samspil står i kø. Animaxander gik et skridt tilbage fra de konkrete bud, og sagde at alt var APEIRON, at det var altings princip; det endeløse, ubegrænsede A.

Når vi presser Pythagoras til at svare på grundspørgsmålet i samme koncise form, siger han ”alt er tal”.

De fleste kender Pythagoras læresætning. Hvis vi tager en retvinklet trekant og kalder de to sider ved den rette vinkel for a og b, og den sidste side for c – så er a**2 + b**2 = c2. Med andre ord er summen af kateternes kvadrater lig med hypotenusens kvadrat. Det er et grundlæggende geometrisk forhold, som i forskellige variationer bruges i utrolig mange sammenhænge. Det er ikke helt fjollet at kalde den for den vigtigste formel. 

Nu ville det jo være rart hvis det var Pythagoras som havde fundet det geometriske guldkorn, det er jo trods alt hans læresætning – men princippet kendes langt tilbage i tiden, fx hos Babylonierne omkring 1800 år før vores tidsregning. 

Hvad er det så Pythagoras fandt på? Lige i forhold til Pythagoras læresætning var han måske den første der beviste den, men det er heller ikke spor sikkert.

De to sidste afsnit var vi geografisk i Milet, en havneby på hvad der nu er Tyrkiets vestlige kyst. Pythagoras blev født omkring 570 f.vt.  på øen Samos – en vigtig græsk bystat ikke så langt fra Milet. Der var regelmæssig kontakt mellem stederne, og man ville fx have kendt til de samtidige milesiske filosoffer, som Thales. Vi ved ikke meget om hvad Pythagoras lavede. Visse kilder hævder at han rejste i såvel egypten som babylonien, og det er jo muligt. Problemet er at det er noget af en trope at give en historie om hvordan vismænd fandt deres kilde til visdom i egypten og andre fjerne steder kendt for deres ærværdige og mystiske videnstraditioner. 

Som moden mand, måske i fyrreårsalderen, flyttede Pythagoras til den græske koloni Kroton i Syditalien, som også var et sted for handel. Kilderne har forskellige bud på hvorfor han flyttede. Måske pga. den lokale tyran Polykrates, måske fordi han blev tvunget til at deltage i politiske anliggender mod sin vilje. Men han flyttede, og grundlagde snart et filosofisk-religiøst fællesskab. Han siges at være den første der brugte betegnelsen filosof om sig selv – så igen har vi fundet begyndelsen på det hele!

Litteratur (bl.a.): 
Harrison, Pelling & Stray (red.). (2019). Rediscovering E. R. Dodds. Oxford University press.
Dodds, E. R. (1973). The Greeks and the Irrational. University of California Press.
Kahn, Charles H. (2001). Pythagoras and the Pythagoreans. Hackett Publishing. 
Guthrie, Kenneth Sylvan. (1987). The Pythagorean Sourcebook and Library. Phones Press.
"Pythagoras gyldne vers" efter https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Golden_Verses&t=

Send us a text

 (Thøfner Læser Filosofihistorien 12)
Verdens første filosofiske tekst.
Nej, okay - verden - er at tage munden for fuld.
Europas første filosofiske tekst.
Nej, okay - tekst - er lidt for stort et ord.
Europas første filosofiske fragment ...?

Tjoh. Måske. Forudsat at vi tror på det.

Hvad er det jeg taler om? Anaximanders fragment.

Ideen er at vi har et lillebitte stykke tekst skrevet af Anaximander. Som vi var inde på sidst, har vi jo ikke noget fra præsokratikerne. Kun omtaler, resumeer, parafraser fra senere og ofte langt senere forfattere.

Anaximanders fragment adskiller sig egentlig ikke fra den situation, dvs. måske gør det. Man kan håbe det gør det. Det er et fortolkningsspørgsmål båret af et håb hos græske filologer som Nietsche og filosoffer der gerne vil om bag alle begyndelser, som Heidegger.

Send us a text

Hvornår begyndte filosofien? På den ene side er spørgsmålet forvrøvlet – som vi har beskæftiget os med i de tidligere episoder, er der masser af filosofisk tænkning masser af steder så langt tilbage vi har kilder. På den anden side har vestens filosofihistorie en slags begyndelse – et punkt hvor man kan begynde at fortælle den, og som indgår i en fortsat dialog, der bliver til filosofihistorien. 

Platon og hans Sokrates er et meget tydeligt startpunkt. Vi har mange værker af Platon, og de bliver definerende for hvordan filosofi overhovedet forstås. Som i spidsformuleringen der tilskrives Alfred North Whitehead, består den europæiske filosofihistorie af en række fodnoter til Platon. Men hvad voksede et fænomen som Platon ud af? Begyndelsen før starten, de tænkere som var med til at danne forudsætningerne, kendes under betegnelsen Præsokratikerne. Havde man en tidsmaskine så man kunne rejse tilbage og interviewe figurer som Thales, Anaksimander og Anaksimenes, de såkaldte milesiske filosoffer (i byen Milet), ville de undre sig over at blive kaldt præ noget som helst. De var der vel bare, i deres nutid, optagede af at forstå verden. 

Vi er cirka 6-500 år før år nul, i udkanten af den græske verden, steder som Milet, en by i Ionien på den vestlige kyst af hvad der nu er tyrkiet, og Kroton i hvad der nu er syditalien. Forskellige steder der har det til fælles at de ligger i periferien, samtidig med at de er knudepunkter for handel og kulturel udveksling. Milet, for eksempel, var en kosmopolitisk by med kontakt til folk fra Egypten, Babylonien og andre fjerne lande.  

Send us a text

Denne gang læser vi i det kristne, og kulturkristne som mig, kalder Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt læser vi fra Prædikerens bog. En af de to tekster i den gamle antologi som klart hører til de mest filosofiske – jeg tænker på Prædikerens bog og Jobs bog. 

"Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Øjet mættes ikke af at se. Øret fyldes ikke af at høre."

Før vi går i gang med dagens tekst, en smule om hele antologien som sådan. Titlen ”Det Gamle testamente” er som bekendt den kristne betegnelse. Det er set fra et vist perspektiv en noget approprierende og retrospektiv navngivning. Det er klart for enhver nogenlunde afbalanceret betragtning at tekstsamlingen ikke på nogen måde handler om Jesus-figuren. De kristne forøg på at finde profetier og en linje der entydigt leder til Kristendom, som meget tydeligt spillede en vigtig rolle i Det nye testamente, er for at sige det mildt ikke overbevisende. På den anden side er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i at traditioner udvikles, splittes og transformeres. I den forstand kan man sige at ethvert nutidigt ståsted altid forsøger at tegne en linje bagud, for at fortælle en historie. Dem der fortæller har så ofte en interesse i at få den linje til at fremstå som om den startede og gik fremad mod et bestemt punkt. 

Her er vi først og fremmest interesseret i tekstsamlingen SOM en tekstsamling. Her er det mere rimeligt at omtale den som den hebraiske bibel, eller Tanakh. Det er en antologi af hebraiske tekster som bl.a. er blevet kanoniseret i den klassiske græske oversættelse, septuaginten, i det tredje århundrede før vores tidsregning. Judaismen og Samatarinismen har vedligeholdt forskellige versioner af antologien. I dag er den autoritative hebraiske bibel i rabbinisk judaisme, den masoretiske tekst, hvis form daterer sig til ml. det 7. og 10. århundrede. Det oprindelige tekstmateriale er blevet til mellem omkring det 12. til det 2. århundrede før år nul. Mange dateringer er omdiskuterede både fordi det er vanskelige spørgsmål og fordi der er mange ideologiske og religiøse motiver involveret. Men altså, det er ikke hel galt at teksterne er blevet til over en periode på op til tusind år, og at de yngste dele stammer fra omkring det 2. århundrede før vores tidsregning.