Om det hele og resten

Denne gang læser vi i det kristne, og kulturkristne som mig, kalder Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt læser vi fra Prædikerens bog. En af de to tekster i den gamle antologi som klart hører til de mest filosofiske – jeg tænker på Prædikerens bog og Jobs bog. 

"Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Øjet mættes ikke af at se. Øret fyldes ikke af at høre."

Før vi går i gang med dagens tekst, en smule om hele antologien som sådan. Titlen ”Det Gamle testamente” er som bekendt den kristne betegnelse. Det er set fra et vist perspektiv en noget approprierende og retrospektiv navngivning. Det er klart for enhver nogenlunde afbalanceret betragtning at tekstsamlingen ikke på nogen måde handler om Jesus-figuren. De kristne forøg på at finde profetier og en linje der entydigt leder til Kristendom, som meget tydeligt spillede en vigtig rolle i Det nye testamente, er for at sige det mildt ikke overbevisende. På den anden side er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i at traditioner udvikles, splittes og transformeres. I den forstand kan man sige at ethvert nutidigt ståsted altid forsøger at tegne en linje bagud, for at fortælle en historie. Dem der fortæller har så ofte en interesse i at få den linje til at fremstå som om den startede og gik fremad mod et bestemt punkt. 

Her er vi først og fremmest interesseret i tekstsamlingen SOM en tekstsamling. Her er det mere rimeligt at omtale den som den hebraiske bibel, eller Tanakh. Det er en antologi af hebraiske tekster som bl.a. er blevet kanoniseret i den klassiske græske oversættelse, septuaginten, i det tredje århundrede før vores tidsregning. Judaismen og Samatarinismen har vedligeholdt forskellige versioner af antologien. I dag er den autoritative hebraiske bibel i rabbinisk judaisme, den masoretiske tekst, hvis form daterer sig til ml. det 7. og 10. århundrede. Det oprindelige tekstmateriale er blevet til mellem omkring det 12. til det 2. århundrede før år nul. Mange dateringer er omdiskuterede både fordi det er vanskelige spørgsmål og fordi der er mange ideologiske og religiøse motiver involveret. Men altså, det er ikke hel galt at teksterne er blevet til over en periode på op til tusind år, og at de yngste dele stammer fra omkring det 2. århundrede før vores tidsregning.

I sidste episode var emnet buddhisme på sådan en ret generel facon. Denne gang handler det stadig til dels om buddhisme, men nu er fokus den buddhistiske filosof fra det andet århundrede, Nagarjuna. Lad os kalde ham den paradoksale tomheds filosof. Han skrev nogle vilde tekster, hvor logik bruges på logik, indtil logikken går i opløsning. Omdrejningspunktet for denne episode er Nagarjuna, men jeg må med det samme indrømme, at jeg hvirvler rundt om det punkt på en måde, hvor det er svært at afgøre, hvad der er afstikkere og hvad der er hovedbevægelsen. Jeg mener, vi kommer vidt omkring. Vi spørger om A virkelig er lige med A. Vi spørger om, hvad der gør en stridsvogn til en stridsvogn. Vi kommer ind på relativitetsteori og kvantemekanikken med dens paradokser. Især de sidste emner skyldes, at måden, jeg for lang tid siden stødte på Nagarjuna, var gennem den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Han har udviklet omridset af en såkaldt relationel ontologi, og jeg synes, der er noget smukt ved hans tankegang. Ikke som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply, som dadaisten Lautremont skrev i 1869, men som det tilfældige møde i en verdensforståelse mellem en buddhistisk filosof fra det 2. århundrede og kvantefysiske eksperimenter fra det 20. århundrede. Der er alle mulige tangenter, så læn dig tilbage, eller hvad du nu kan og har lyst til, og forbered dig på en let rablende helhed. 

I dette afsnit skal vi møde nogen af Siddhartha Gautama's tanker. Han er bedre kendt under sin religiøse titel "Buddha", "den oplyste" eller "den vågne", og allerede der, altså med det religiøse, bliver det potentielt indviklet og diskutabelt. Når buddhismen omtales i vestlige sammenhænger, sker det ofte med en betoning af, hvor lidt religiøs buddhismen er. Man tilbeder ingen guder i buddhismen, siges det f.eks. Buddha hævdede aldrig at være andet end en almindelig mand, i modsætning til mange andre religiøse figurer. Det er ikke en religion, men en mental videnskab, en teknologi. Der er ikke noget, man skal tro på, kun erfaringer, man kan drage. Alt så noget, siger man. Det er kompliceret, fordi det er helt forkert, og fordi der samtidig måske er en smule om det. Mere om det senere. At udskille religion og filosofi er et gennemgående tema her i begyndelsen af serien. Og her skal man selvfølgelig huske, at religion, filosofi og videnskab, det er moderne kategorier, vores moderne kategorier, som i sig selv har en lang historie. Ikke desto mindre er det interessant at følge de begyndende spor. Det er også vinklen i den her episode, som er ganske kritisk overfor den vestlige tendens til at se buddhismen som helt særligt i harmoni med videnskab og rationalitet.

Denne gang læser vi i Laotses Dao DeJing (Ta Te Ching). Sidst læste vi Chuang Tzu’s fine prosa, og lagde især mærke til humoren, den perspektiviske indsigt og hans betoning af ikke-gøren. For at citere Chuang Tzu: ”Hvad er problemet?”

Men Daoismens grundtekst er først og fremmest Dao DeJing – og jeg synes lige at vi hilse ordentligt på den. 

 Traditionen siger at den er skrevet af Lao Tzu. Der er tradition for at Lao Tzu var lærer for Chuang Tzu, og overleverede sin visdom til ham. Om de faktisk mødte hinanden, er usikkert. Bl.a. fordi begge figurer måske overhovedet ikke fandtes, hvilket ville vanskeliggøre et møde betydeligt. 

En årsag til at betvivle Laotses eksisens, er at Lao - ikke er et navn, men en titel. Det betyder noget i retning af "den gamle mand" , så Laotse vil være "den gamle mester". 

Traditionen siger at Laotse var arkivar ved det kejserlige hof i Zhou-dynastiet. Et arbejde der gav ham adgang til en stor samling af gamle tekster og visdom. Det siges, at Lao Tzu blev træt af det moralske forfald og den politiske uro i sin tid og besluttede sig for at forlade hoffet og rejse mod vest. Da han nåede til den vestlige grænse på sin vandbøffel, blev han bedt af vagten om at nedskrive sin visdom, før han forlod landet. Det gjorde han på én nat.  Resultatet var Dao De Jing. I nutidige termer kan vi kalde det en digtsamling på 81 digte – og den er blevet grundlaget for taoistisk filosofi.

Det er en ret taoistisk historie.  Laotse er ikke en helteskikkelse som sejrede i krig, forenede folk eller befriede dem fra slaveri. Nej han var bare arkivar. Visdommen var hvad han havde lært som arkivar over mange år – og han havde ikke planlagt at nedskrive den – det gjorde han fordi han blev spurgt. Han insisterede ikke på noget, skrev bare teksten, og så måtte andre se om det var noget for dem. Næste morgen gav han Dao DeJing til vagten, steg på sin vandbøffel og forsvandt ind i bjergene. Ingen hørte fra ham igen.

Litteratur, bl.a:
Lao Tzu: Tao Te Ching. Ursula K. Le Guin (1997):
Loatse: Tao Te Ching. Erik Folke (1972). (Indledning af Sven Lindqvist). Faldus/Bonniers. 

Denne gang handler det om ”shwangzee”. Ja, det er ham med sommerfugledrømmen. Den typiske europæiske transkribering er ”Chuang Tzu”, men såvidt jeg kan forstå er udtalen omtrent ”shwangzee”. Mester Schwang. 

Vi er i Kina i det 4. århundrede fvt. Et usikkert bud er 369 til 286 fvt. I hvert fald er det cirka 100 år efter Konfucius døde. 

Man ved meget lidt om shwangzee. Så lidt at nogen har udtrykt tvivl om han overhovedet fandtes. Det meste af den biografiske information kommer fra teksten selv. Og hvad er det for en tekst? Jo, det er teksten der bærer navnet shwangzee. Jeg kommer tilbage til teksten og tiden, men først har jeg lyst til at læse noget helt andet. Jeg siger først hvad det er bagefter.

Sidst vi var i Kina læste vi i visdoms- og orakelbogen I Ching, hvis oprindelse og historie fortaber sig lidt i tågerne. Denne gang har vi mere klart sigte. Det handler om tekster og tanker som udgår fra en bestemt historisk person, nemlig. Konfucius. Hans liv er relativt veldokumenteret, (han levede fra 551 til 479 fvt.) men også omgivet af tiltagende mytedannelser i eftertiden. Hvorfor interessere sig for Konfucius? Navnet er et samlingspunkt for en visdomstradition, et udsyn på livet som har haft umådelig betydning i den kinesiske kultur og stadig har det. Konfucius er den mest berømte kinesiske filosof, og næves ofte i flæng med navne som buddha, jesus, sokrates og nogle få flere. I den kinesiske oldtid kan man tale om tre søjler; konfucianismen, taoismen og buddismen. Og det er også en grund til at beskæftige sig med ham; selvom denne serie ikke kan bestå af andet end nedslag, kan vi alligevel tegne nogle bevægelser, identificere nogle basale positioner og følge indflydelser igennem historien. Det kommer vi til at gøre over de næste episoder. 

Vi skal selvfølgelig læse nogle korte uddrag af de konfucianske grundtekster. Det drejer sig om bogen ”Samtalerne”, der på dansk bl.a. er udgivet som ”Samlede samtaler” på engelsk kendes den som ”Analects”, der betyder noget i retning af ”udvalg”. Teksten er en samling af ret løsrevne udsagn og anekdoter om mesteren Konfucius, der traditionelt set opfattes som samlet af elever og følgere. 

Min indgang er det gamle spørgsmål om konfucianismen er en religion eller en filosofi.

Denne gang læser vi klassisk indisk filosofi. Det siger sig selv, at det er umuligt at dække en så stor og rig en litteratur i en lillebitte podcastepisode. Så lad det være sagt med det samme, det bliver nogle få nedslag.

Velkommen til Thøfner læser filosofihistorien, afsnit 4. 
Jeg læser nogle steder jeg faldt over i vedaerne og upanishaderne, og funderer lidt over det paradokssøgende - om at ville sige det uudsigelige - og slutter af med et blik på en ateistisk og naturalistisk indisk tradition. 

Afsnit 3 af serien "Thøfner læser filosofihistorien" (TLF). Efter at have besøgt oldtidens Egypten, og Kina (som vi vender tilbage til), bevæger vi os nu til det gamle Mesopotamien for at læse i et af verdens ældste litterære værker - Gilgamesh-eposet. 

Gilgamesh-eposet, der også kendes som ”Det var ham, der så dybet”, efter tekstens begyndelsesord, har rødder tilbage til flere tusind år fvt. og fortæller historien om den mægtige konge Gilgamesh af Uruk. Han var ikke bare en stor kriger og hersker, men også to tredjedele gud og en tredjedel menneske.
 
Led efter kisten af cedertræ,/åbn dens lås af bronze./Luk døren op til dens hemmeligheder,/tag tavlen af lapis lazuli ud og læs højt:/ Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelser

Teksten der læses fra er Sophus Helle og Morten Søndergaards smukke oversættelse "Gilgamesh" (2019), Gyldendal.
Desuden bruges Sophus Helles "A new translation of the ancient epic Gilgamesh" (2021), Yale University Press.

Velkommen til afsnit 2 af serien "Thøfner læser filosofihistorien". Denne gang hopper vi til Kina og læser lidt i ”I Ching” - Den kinesiske Bog om Forandring eller forvandling, også kendt som "Forvandlingernes Bog" eller "Bogens Bog". Mange steder kan man læse at ”I Ching” går så langt tilbage som til 2500 fvt. men de mest solide kilder placerer den væsentligt senere. Teksten som sådan er formentlig blevet skrevet og samlet fra 1000 år fvt. til 750 fvt. Under alle omstændigheder er ”I Ching” med på listen over verdens ældste tekster.  Den har haft enorm betydning i kinesisk filosofi og religion. Bogen handler om transformation, om forandringens natur og giver råd til livets store spørgsmål. Og så er det jo traditionelt set en spådomsbog, og vi skal da prøve at bruge den på dén måde.  ...


De mest anvendte udgaver i episoden er:
I Ching - forvandlingernes bog (Richard Wilhelms udgave). Thaning & Appel. 1973.

Bradford Hatcher:  The book of changes. Yijing, Word By Word. Hermetica. 2009.  Se webressourcen Hermetica.info. [De sidste tekster jeg læser i episoden er Hatchers].

Baggrundsinformation, bl.a. fra The original I ching: an authentic translation of The book of changes. Margaret J. Pearson. Tuttle publishing, 2011.

Første afsnit af en serie: Thøfner læser filosofihistorien (TLF). Denne gang læser vi i "verdens ældste bog": Ptahoteps lære.

Velkommen til det her første afsnit af Thøfner læser filosofihistorien.

Jeg har altid læst meget usystematisk, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er alligevel alt for mange bøger i verden til at man kan nå at læse dem alle sammen, og på den måde bliver systematik og idéer om aktualitet, lidt af en fantasi.

Jeg elsker overraskelsen ved at opdage noget sært eller spændende eller smukt i en bogkasse eller på andres hylde i et sommerhus.

Men nu fik jeg så alligevel lyst til at give mig selv den opgave at læse tekster fra filosofihistorien i kronologisk rækkefølge. Det er vel en drøm om at udvide overblikket lidt. Næste tanke var at der måske er nogle af jer søde lyttere derude som gerne vil være med på turen. Så det blev til et podcastprojekt. Og fordelen er, så får jeg det også gjort.

Rammen er simpel. Afsnittene er korte, det vil sige et kvarter plus minus et par timer.

Størstedelen af et afsnit er oplæsning af uddrag af en original tekst. I en oversættelse man ikke nødvendigvis skal fæste så meget lid til, men som er god nok. 

Resten af tiden sætter jeg teksten ind i en sammenhæng eller trækker et bestemt begreb, spørgsmål eller pointe frem. En sjælden gang har jeg måske selv en tanke jeg vil af med.


Kilder brugt i afsnittet:
Manley, Bill. (2023). "The oldest book in the world". Thames and Hudson. 
Wikipedia og diverse andre ressourcer på nettet.