Jeg ville ønske,

at vi huskede skolen

som et sted,

vi voksede.

Ikke kun i viden,

men i hinanden.

Et sted,

hvor forskellighed

ikke var noget,

man skulle forklare,

men noget,

der allerede passede ind.

Hvor vi lærte

at tale sammen,

før vi lærte at svare rigtigt.

At lytte,

før vi lærte at række hånden op.

Hvor det vigtigste pensum

var os selv.

Jeg var ikke glad i skolen.

Det er en længere historie.

Nogle dage

ville jeg bare væk.

Langt væk.

Det var ikke et system,

der var bygget til mig.

Og måske var det netop pointen.

Måske var skolen

ikke et sted,

man skulle finde sig selv,

men et sted,

man skulle ligne de andre.

Blive sammenlignelig.

Målbar.

Vurderbar.

Samme skala.

Samme snit.

Samme facit.

Men jeg tror stadig,

at det bedste,

vi kan gøre for hinanden,

er at tænde det,

der allerede findes i os.

For der er brug for os alle.

Ikke som kopier.

Men som mennesker.

Og forskellighed

er ikke et problem,

der skal løses.

Det er en ressource,

vi har glemt at regne med.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere