STILLINGSANNONCE
Jeg leder efter et arbejde.
Ikke nødvendigvis et perfekt et.
Bare et,
jeg kan forstå.
Jeg læser annoncen.
Digital Engagement Manager
In this role, you ensure that Xxx engages customers effectively across digital channels by turning strategy into impactful digital touchpoints that drive brand awareness and customer loyalty.
Your key responsibility areas include:
– Owning and developing digital channels, campaigns, and assets.
– Driving marketing automation and digital lead generation.
Jeg læser den igen.
Langsomt.
Jeg forstår ordene.
Hver for sig.
Men ikke arbejdet.
Jeg ved ikke,
hvad jeg skal lave
mandag morgen.
Jeg ved ikke,
hvem jeg arbejder for.
Jeg ved ikke,
hvad engagement er,
når det skal udføres.
Jeg ved ikke,
hvordan man arbejder effectively.
Jeg ved ikke,
hvad et touchpoint er,
når det ikke er et ord.
Jeg ved ikke,
hvad det vil sige
at owne noget,
jeg ikke kan se.
Jeg ved ikke,
hvor mennesker kommer ind i billedet.
Og jeg ved ikke,
hvorfor jobbet
skal beskrives på engelsk,
når det foregår
midt i mit eget liv.
Måske er det mig.
Måske er jeg ikke målgruppen.
Det er jeg nok ikke.
Men jeg kan ikke lade være
med at tænke:
Hvad nu hvis jeg faktisk
ville være god til det her arbejde?
Hvis bare nogen
turde sige det
med almindelige ord.
Hvad man gør.
Hvem man hjælper.
Hvad der ville mangle,
hvis man ikke var der.
I stedet står jeg
med en fornemmelse af afstand.
Som om sproget
også er en mur.
Måske er det en beskyttelse.
Et røgslør,
der gør det svært
at stille spørgsmål.
Svært at sige:
Jeg forstår ikke.
Jeg er ret sikker på,
at jeg ikke er kvalificeret.
Og jeg er også ret sikker på,
at jeg ikke ville søge et job,
der allerede i annoncen
taler så langt væk,
at jeg ikke kan se menneskerne
bag ordene.
For hvis arbejdet
ikke kan forklares,
hvordan skal det så
kunne leves?
+
FRA DEN, DER SLÅR JOBBET OP
Vi leder efter nogen.
Vi er bare ikke helt sikre
på hvem.
Eller hvad arbejdet
egentlig er blevet til.
Så vi skriver det,
der lyder rigtigt.
Ordene,
der kan holde os kørende,
mens vi finder ud af resten.
Engagement.
Touchpoints.
Ownership.
De giver ro.
For når sproget er abstrakt,
bliver kravene det også.
Vi behøver ikke forklare,
hvad man laver klokken ni.
Eller hvem man hjælper.
Eller hvorfor det betyder noget.
Vi kan altid sige,
at rollen har udviklet sig.
At verden er kompleks.
At tempoet er højt.
Og det er det jo også.
Men sandheden er,
at vi selv famler.
At strategien ikke altid
kan omsættes til handling.
At vi har brug for nogen,
der kan finde ud af det undervejs.
Og derfor skriver vi bredt.
Vagt.
På engelsk.
Så alle kan passe ind.
Og ingen kan holde os fast.
Vi søger ikke kun kompetencer.
Vi søger fleksibilitet.
Tilpasning.
Evnen til ikke at spørge for meget.
Og når nogen læser annoncen
og ikke forstår den,
tænker vi:
Det er nok ikke den rigtige.
Ikke fordi de er dumme.
Men fordi de vil have klarhed.
Og klarhed
har vi ikke altid råd til endnu.
Så vi gemmer os lidt
bag sproget.
Kalder det professionelt.
Og håber,
at den rigtige alligevel
kan se sig selv i det.
For hvis arbejdet
kunne forklares helt præcist,
ville det også afsløre
alt det,
vi stadig mangler at finde ud af.
/ Simon Philip
Mentioned in this episode:
Endnu lavere
