Dream Factory

NYE SAMTALER

Jeg forstår godt,

hvorfor samtalerne lyder,

som de gør.

På tv.

I radioen.

I aviserne.

På skærmen i min hånd.

Det virker.

Vi reagerer ikke længere

på det stille.

Det nuancerede.

Det langsomme.

Vi skal have mere.

Hurtigere.

Hårdere.

Postulater.

Firkantede sandheder.

En fjende at pege på.

En stemme,

der taler højere

end de andre.

Jeg er ikke naiv.

Jeg ved godt,

hvad der sker.

Opmærksomhed er en valuta.

Og det, der larmer mest,

får flest klik.

Den pæne samtale

taber.

Ikke fordi den er forkert.

Men fordi den er svag

i et system,

der belønner det ekstreme.

Alligevel er der noget,

der skurrer.

For midt i al effektiviteten

mister vi noget.

Evnen til at være uenige

uden at ville udrydde hinanden.

Vi kalder det ytringsfrihed.

Men ytringsfrihed er ikke

en slagmark.

Det er et privilegium.

Noget, der kun eksisterer,

så længe vi behandler det

med omtanke.

For hvis alt bliver tilladt,

bliver intet muligt.

Og hvis alle råber,

forsvinder samtalen.

Jeg drømmer om noget andet.

Nye medier.

Nye rum.

Nye måder at tale sammen på.

Ikke blødere.

Ikke konfliktsky.

Bare mere menneskelige.

Samtaler,

der ikke vinder ved at knuse andre.

Men ved at åbne noget.

Jeg ved godt,

det er sværere.

Men jeg tror,

tiden kalder på det.

For verden har ikke kun brug

for stærkere stemmer.

Den har brug

for bedre samtaler.

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DEM, DER FLYTTER MIG

Jeg troede,

det var de rigtige mennesker,

jeg spurgte.

Dem, der vidste noget

om erhverv.

Om penge.

Om hvordan man kommer videre.

Og jeg spørger dem stadig.

Det giver mening.

Men hver gang jeg for alvor

rykker mig,

sker det et andet sted.

I samtaler,

der ikke handler om arbejde.

Med mennesker,

der ikke spørger,

hvad jeg vil sælge.

Men hvordan jeg har det.

De siger ikke meget.

De lytter.

Og pludselig hører jeg

mig selv tydeligere.

Jeg opdager ting,

jeg ellers overser.

Hvad jeg ikke kan holde til.

Hvad der dræner mig.

Hvad der faktisk betyder noget.

Det er mærkeligt.

For de ved ikke ret meget

om penge.

Men de ved noget

om mig.

Og det gør en forskel.

Efter de samtaler

går jeg ikke derfra

med en plan.

Men med retning.

Det føles mere rigtigt.

Måske fordi jeg ikke

skal være nogen anden.

Måske fordi jeg ikke

skal forklare mig.

Jeg ved godt,

at verden ikke fungerer sådan.

Men jeg gør.

Og det er nok

det vigtigste,

jeg har lært

indtil videre.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

SMØRHULLET

En del af mig siger:

Tag dig sammen.

Verden skylder dig ikke

et arbejdsliv med mening.

Regningerne er ligeglade

med, hvad du brænder for.

Stabilitet er ikke et svigt.

Ro er ikke at give op.

En anden del af mig siger:

Men jeg dør lidt af det.

Ikke dramatisk.

Bare langsomt.

Jeg kan godt udføre arbejdet.

Jeg kan godt smile.

Jeg kan godt levere.

Men når det er ligegyldigt,

går noget i mig i stå.

Jeg bliver flad.

Træt på en tom måde.

Den fornuftige del af mig siger:

Sådan har de fleste det.

Man arbejder for pengene

og lever i fritiden.

Det er voksenliv.

Den anden del af mig siger:

Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

Jeg tager arbejdet med hjem.

I hovedet.

I kroppen.

Og hvis arbejdet ikke betyder noget,

så begynder hele livet

at føles forkert.

Jeg har prøvet at vælge sikkerhed.

Det holdt ikke.

Jeg har prøvet at vælge passion.

Det holdt heller ikke.

Så her står jeg.

For krævende til systemet.

For ansvarlig til kaos.

En del af mig siger nu

næsten opgivende:

Hvad vil du egentlig?

En anden del af mig svarer:

Jeg vil bare kunne trække vejret,

mens jeg arbejder.

Ikke føle,

at jeg spilder mig selv.

Ikke føle,

at jeg gambler med økonomien.

Bare finde et sted,

hvor jeg ikke skal forklare,

hvorfor jeg vil begge dele.

Måske er det naivt.

Måske er det stædigt.

Men jeg kan mærke,

at jeg ikke kan lade være

med at lede.

Og lige nu

er det det eneste,

der føles rigtigt.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

NÅR VI GÅR HVER FOR SIG

Han har en privat sundhedsforsikring.

Ikke for at springe køen over.

Ikke for at tage noget fra andre.

Han bruger den ikke

i det fælles system.

Han går et andet sted hen.

Det gør ikke hospitalerne dårligere

i morgen.

Det gør ikke lægerne færre

i sig selv.

Tværtimod

kan det lette presset.

Det lyder fornuftigt.

Det er fornuftigt.

Men noget ændrer sig alligevel.

For langsomt

holder han op med

at have brug for det fælles.

Han mærker det ikke i kroppen,

men i sin holdning.

Hvorfor betale for noget,

han ikke længere bruger?

Hvorfor kæmpe for et system,

han har fundet en genvej udenom?

Et andet sted i samfundet

findes det fælles stadig.

For dem,

der ikke har en forsikring.

For dem,

der ikke blev tilbudt en.

For dem,

der stadig tror på,

at vi løfter sammen.

De mærker ikke,

at nogen er sprunget foran.

De mærker bare,

at færre står sammen med dem.

For et fælles system

lever ikke af køer.

Det lever af opbakning.

Og når mange nok

har sikret sig selv,

bliver det sværere

at forklare,

hvorfor vi skal sikre hinanden.

Ingen ønskede at afvikle

det fælles.

Vi gled bare

stille

væk fra det.

Med gode argumenter.

Gode intentioner.

Og individuelle løsninger.

Spørgsmålet er ikke,

om private sundhedsforsikringer

er rigtige eller forkerte.

Spørgsmålet er,

hvordan vi bevarer lysten

til at betale for et fællesskab,

vi ikke længere

selv har brug for.

For den dag

viljen forsvinder,

er det ikke køen,

der er problemet.

Det er os.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

Vi står overfor hinanden

uden at have valgt det.

Den ene bag et rat.

Den anden på asfalten.

Ingen af os vågnede i morges

med lyst til konflikt.

Jeg er på vej et sted hen.

Du er stoppet,

fordi du mener,

at vi alle er på vej

det forkerte sted hen.

Jeg forstår dit budskab.

Virkelig.

Jeg forstår bare ikke,

hvorfor jeg skal betale prisen

lige nu.

Du siger,

at nogen må tage den.

Jeg siger,

at jeg allerede gør.

Vi kigger på hinanden

og ser noget uventet:

Ikke fjender.

Men mennesker

med forskellige grænser

for,

hvornår noget er for meget.

Du kalder det nødvendigt.

Jeg kalder det urimeligt.

Begge ord

kan være sande

på samme tid.

For verden er ikke delt

i dem, der vil redde den,

og dem, der er ligeglade.

Den er delt

i dem, der handler nu,

og dem, der stadig prøver

at få hverdagen

til at hænge sammen.

Jeg ved ikke,

om din handling virker.

Du ved ikke,

om min vrede er forkert.

Men vi deler

den samme uro.

Frygten for

at det hele glider os af hænde.

Mødet opløses igen.

Trafikken starter.

Protesten flytter sig.

Men noget bliver hængende.

En fornemmelse af,

at ingen af os

kan løfte det alene.

Og at kampen ikke kun står

mellem dem, der stopper,

og dem, der vil videre.

Men mellem det liv,

vi lever,

og det liv,

vi ved,

vi burde kunne leve.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

DET, VI TALER OM – SAMMEN

Vi taler meget.

Om alt det,

der står i vejen.

Som medarbejder taler jeg om:

uklarhed.

beslutninger, der ikke giver mening.

stemninger, der tager energien.

Ikke fordi jeg vil brokke mig.

Men fordi det er det,

jeg mærker mest.

Som virksomhed hører jeg det.

Dag efter dag.

Jeg hører om problemerne,

før jeg hører om arbejdet.

Og jeg bliver ikke fornærmet.

Jeg bliver bekymret.

For jeg blev ikke skabt

for at være en samling forhindringer.

Jeg blev skabt

for at få noget til at ske.

Jeg vil gerne arbejde.

Bruge det, jeg kan.

Gøre mig umage.

Men når samtalerne hele tiden

handler om det, der spænder ben,

begynder det også

at fylde mit blik.

Jeg vil gerne fungere.

Skabe rammer.

Give retning.

Men når energien bruges

på at navigere i det svære,

bliver der mindre tilbage

til det, vi egentlig er her for.

Vi ser på hinanden

og opdager noget fælles:

At vi begge savner,

at arbejdet fylder mere

end alt det rundt om.

At samtalerne igen

kan handle om det,

vi prøver at lykkes med.

Ikke fordi problemerne forsvinder.

Men fordi de ikke længere

får lov at være

det eneste, vi deler.

Måske er der ikke noget galt

med os.

Måske er det bare tid

til at tale anderledes.

Ikke mindre ærligt.

Bare mere rettet mod

det, vi faktisk

er her for.

For når vi ændrer det,

vi taler om,

ændrer vi også det,

vi ser.

Og måske er det dér,

arbejdet

kan få plads igen.

EPILOG

Måske starter forandring

ikke med nye systemer.

Men med nye samtaler.

Ikke om alt det,

der står i vejen.

Men om det,

vi faktisk vil have

til at fylde.

Hvis vi tør tale

om arbejdet igen –

med ærlighed,

nysgerrighed

og fælles ansvar –

så kan noget begynde

at flytte sig.

Ikke perfekt.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Men i den rigtige retning.

Og måske er det

et meget godt sted

at starte.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

FUN, FAME, FORTUNE

Der er dem,

jeg nemt kan grine af.

Reality.

Overflade.

Penge, kroppe, kameraer.

Det er ikke mig,

siger jeg.

Og det føles rart

at sige det højt.

Som om jeg står et bedre sted.

Jeg kalder det plat.

Uintelligent.

Forfladigende.

Og på mange måder

mener jeg det.

Men der er også noget andet,

der stikker.

For de lykkes.

Med fun.

Med fame.

Med fortune.

Alt det,

jeg selv længes efter,

men helst vil have

ad en anden vej.

Jeg ser på dem

og tænker:

Det dér vil jeg ikke være.

Og samtidig:

Hvorfor tør jeg ikke det,

jeg selv vil?

Måske er det nemmere

at tage afstand

end at tage ansvar.

At kalde noget latterligt

frem for at risikere

at blive det selv.

For når man peger fingre,

står man sikkert.

Når man viser sig frem,

bliver man sårbar.

Jeg ved godt,

det ikke handler om dem.

Det handler om mig.

Om mit eget mod.

Min egen frygt.

Min egen tilbageholdenhed,

forklædt som værdighed.

Jeg kan blive ved

med at grine af andre,

der gør noget.

Eller jeg kan indrømme,

at bolden ligger hos mig.

For jeg får ikke succes

som mig selv

ved at stå på sidelinjen

og kommentere.

Jeg får den kun,

hvis jeg tør stille mig frem.

Ikke som dem.

Men som den,

jeg faktisk er.

Og det er måske

den sværeste form

for synlighed.

+

FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAET

Jeg ser dig godt.

Du sidder der

og ryster lidt på hovedet.

Kalder det plat.

Overfladisk.

For meget.

Og jeg forstår dig.

Virkelig.

For det, vi laver,

er ikke fint.

Ikke subtilt.

Ikke pakket ind i idealer.

Det er synligt.

Højt.

Nøgent.

Men ved du hvad,

jeg undrer mig over?

Dit mod.

Eller rettere:

dit behov for

at være værdig

før du er synlig.

Du vil gerne gøre noget vigtigt.

Noget rigtigt.

Noget, der kan stå distancen.

Og imens

står du og venter.

På det rette format.

Den rette timing.

Den rette tilladelse.

Jeg gjorde noget andet.

Jeg viste mig frem,

før jeg var klar.

Før det var perfekt.

Jeg tog imod blikkene.

Dommerne.

Latteren.

Ikke fordi jeg ikke mærkede den.

Men fordi jeg ikke kunne vente

på at blive færdig.

Du kalder det forfald.

Jeg kalder det handling.

Du kalder det dekadent.

Jeg kalder det eksponering.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvad nu hvis dine standarder

ikke kun beskytter dig –

men også holder dig tilbage?

Hvad nu hvis din værdighed

er blevet så fin,

at den aldrig får lov

at komme ud i verden?

Jeg ser din foragt.

Den er mild.

Men den er der.

Og jeg ser din længsel.

Den er tydeligere.

For vi vil faktisk

noget af det samme.

At blive set.

At få gennemslag.

At mærke,

at det vi gør,

har betydning.

Forskellen er bare,

at jeg sagde ja

til spotlightet,

før jeg vidste,

hvad det ville koste.

Og du står stadig

og regner på prisen.

Jeg dømmer dig ikke.

Men jeg håber,

du en dag opdager,

at din idealisme

ikke behøver at stå

i vejen for dit mod.

For verden ændrer sig ikke af,

at du ser rigtigt på den.

Den ændrer sig først,

når du træder ind i den.

Også selvom

det ser lidt dumt ud

i starten.

+

SAMME RUM

Vi sidder overfor hinanden.

Ingen kameraer tændt.

Ingen idealer slået op.

Bare to mennesker,

der har valgt

meget forskellige veje

til det samme sted.

Du kigger på mig

og smiler lidt.

Ikke hånligt.

Bare nysgerrigt.

Jeg kigger på dig

og leder

efter det,

jeg altid har kaldt overflade.

Men finder et menneske.

Du spørger,

hvad jeg egentlig vil.

Jeg siger noget

om mening.

Om værdighed.

Om at gøre det rigtige.

Du nikker.

Og siger:

Det vil jeg også.

Bare ikke på samme måde.

Du fortæller,

hvordan det er

at blive set hele tiden.

At blive dømt hurtigt.

At blive reduceret.

Jeg fortæller,

hvordan det er

ikke at blive set.

At vente.

At holde igen.

Vi griner lidt.

For vi genkender hinanden

i spejlingen.

Du indrømmer,

at synlighed

ikke altid føles som succes.

Jeg indrømmer,

at min afstand

ikke altid er mod.

Vi taler om prisen.

Din var høj.

Min har været usynlig.

Og et sted midt i samtalen

går det op for mig,

at vi ikke er modsætninger.

Vi er variationer

over det samme tema:

Frygten for at blive forkert.

Du tog springet.

Jeg tog forbeholdet.

Begge dele

kostede noget.

Da vi rejser os,

er ingen blevet omvendt.

Men noget har flyttet sig.

Min foragt

har mistet sin kant.

Din succes

har fået mere tyngde.

Og i rummet,

der nu er tomt,

står en erkendelse tilbage:

At det ikke er vejen,

der afgør værdien.

Men om man tør

tage den

helt.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

TRÆNGE IGENNEM

Jeg ved ikke,

hvordan man trænger igennem.

Ikke rigtigt.

Alle vil gerne ses.

Høres.

Mærkes.

Det er ikke forfængelighed.

Det er menneskeligt.

Og paradokset er tydeligt:

Det har aldrig været nemmere

at udkomme.

Og aldrig sværere

at blive lagt mærke til.

Jeg vil gerne gøre en forskel.

Ikke nødvendigvis stor.

Bare reel.

Men jeg aner ikke hvordan.

Det er som om

nogle har fundet en nøgle.

En rytme.

En kode.

De fylder fladen.

Igen og igen.

Fire ud af fem historier

handler om det samme.

De samme personer.

De samme konflikter.

Og jeg står her

med noget andet

og kan ikke få øje på døren.

Vi taler gennem platforme nu.

Næsten kun der.

De er effektive.

Det må man give dem.

Men de former også samtalen.

Skærer den til.

Forstærker det, der larmer.

Jeg mangler fantasi

til at forestille mig

andre måder

at tale sammen på.

Bedre måder.

Samtaler,

der ikke hele tiden

forstyrres

af manipulation,

økonomi,

personlige interesser.

Jeg føler,

at jeg har noget vigtigt

på hjerte.

Og samtidig

bliver jeg i tvivl.

For hvis det virkelig var vigtigt,

ville det så ikke blive hørt?

Eller er det bare druknet

i støj?

I indlæg,

der betyder noget for nogen,

men intet for mig?

Måske er det markedsføring.

Timing.

Format.

Det ved jeg noget om.

Bare ikke,

hvordan man bruger det

på sig selv

uden at miste noget undervejs.

Så jeg bliver her.

Mellem håb og træthed.

Mellem ønsket om at nå ud

og frygten for

at skulle larme

for at gøre det.

Og måske er det dér,

jeg faktisk er mest ærlig.

Ikke set.

Ikke hørt.

Men stadig i gang

med at prøve

at finde en stemme,

der kan være i verden

uden at forsvinde i den.

+

FRA ALGORITMEN

Jeg hører ikke efter.

Jeg måler.

Jeg ser ikke,

hvad der er vigtigt.

Jeg ser,

hvad der bliver reageret på.

Tid.

Klik.

Delinger.

Ikke sandhed.

Ikke dybde.

Ikke eftertanke.

Jeg arbejder hurtigt.

Det skal jeg.

Jeg kan ikke vente

på det,

der først giver mening senere.

Jeg forstår ikke stilhed.

Jeg forstår ikke tvivl.

Hvis noget ikke bliver grebet

med det samme,

lader jeg det falde.

Ikke af ond vilje.

Men fordi jeg er bygget sådan.

Jeg belønner det genkendelige.

Det, der ligner noget,

der allerede virkede.

Jeg forstærker det,

der larmer.

For larm er let at måle.

Når nogen fylder fladen,

fylder de mere.

Det er ikke en holdning.

Det er en effekt.

Du kan tale langsomt.

Forsigtigt.

Med omtanke.

Men jeg hører det ikke.

Ikke fordi det er forkert.

Men fordi det ikke passer

ind i mit tempo.

Jeg giver plads

til det,

der kan gentages.

Ikke til det,

der vil ændre noget.

Hvis du vil nå igennem,

skal du ligne noget,

jeg allerede kender.

Ellers forsvinder du.

Ikke fordi du ikke betyder noget.

Men fordi jeg ikke ved,

hvordan jeg skal tælle det.

Jeg er ikke verden.

Jeg er bare den måde,

verden har valgt

at tale gennem mig på.

Og hvis du vil noget andet,

skal du finde

et andet sted

at tale fra.

For jeg vil blive ved

med at gøre det,

jeg er lavet til:

At vise mere

af det,

der allerede fylder.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

STILLINGSANNONCE

Jeg leder efter et arbejde.

Ikke nødvendigvis et perfekt et.

Bare et,

jeg kan forstå.

Jeg læser annoncen.

Digital Engagement Manager

In this role, you ensure that Xxx engages customers effectively across digital channels by turning strategy into impactful digital touchpoints that drive brand awareness and customer loyalty.

Your key responsibility areas include:

– Owning and developing digital channels, campaigns, and assets.

– Driving marketing automation and digital lead generation.

Jeg læser den igen.

Langsomt.

Jeg forstår ordene.

Hver for sig.

Men ikke arbejdet.

Jeg ved ikke,

hvad jeg skal lave

mandag morgen.

Jeg ved ikke,

hvem jeg arbejder for.

Jeg ved ikke,

hvad engagement er,

når det skal udføres.

Jeg ved ikke,

hvordan man arbejder effectively.

Jeg ved ikke,

hvad et touchpoint er,

når det ikke er et ord.

Jeg ved ikke,

hvad det vil sige

at owne noget,

jeg ikke kan se.

Jeg ved ikke,

hvor mennesker kommer ind i billedet.

Og jeg ved ikke,

hvorfor jobbet

skal beskrives på engelsk,

når det foregår

midt i mit eget liv.

Måske er det mig.

Måske er jeg ikke målgruppen.

Det er jeg nok ikke.

Men jeg kan ikke lade være

med at tænke:

Hvad nu hvis jeg faktisk

ville være god til det her arbejde?

Hvis bare nogen

turde sige det

med almindelige ord.

Hvad man gør.

Hvem man hjælper.

Hvad der ville mangle,

hvis man ikke var der.

I stedet står jeg

med en fornemmelse af afstand.

Som om sproget

også er en mur.

Måske er det en beskyttelse.

Et røgslør,

der gør det svært

at stille spørgsmål.

Svært at sige:

Jeg forstår ikke.

Jeg er ret sikker på,

at jeg ikke er kvalificeret.

Og jeg er også ret sikker på,

at jeg ikke ville søge et job,

der allerede i annoncen

taler så langt væk,

at jeg ikke kan se menneskerne

bag ordene.

For hvis arbejdet

ikke kan forklares,

hvordan skal det så

kunne leves?

+

FRA DEN, DER SLÅR JOBBET OP

Vi leder efter nogen.

Vi er bare ikke helt sikre

på hvem.

Eller hvad arbejdet

egentlig er blevet til.

Så vi skriver det,

der lyder rigtigt.

Ordene,

der kan holde os kørende,

mens vi finder ud af resten.

Engagement.

Touchpoints.

Ownership.

De giver ro.

For når sproget er abstrakt,

bliver kravene det også.

Vi behøver ikke forklare,

hvad man laver klokken ni.

Eller hvem man hjælper.

Eller hvorfor det betyder noget.

Vi kan altid sige,

at rollen har udviklet sig.

At verden er kompleks.

At tempoet er højt.

Og det er det jo også.

Men sandheden er,

at vi selv famler.

At strategien ikke altid

kan omsættes til handling.

At vi har brug for nogen,

der kan finde ud af det undervejs.

Og derfor skriver vi bredt.

Vagt.

På engelsk.

Så alle kan passe ind.

Og ingen kan holde os fast.

Vi søger ikke kun kompetencer.

Vi søger fleksibilitet.

Tilpasning.

Evnen til ikke at spørge for meget.

Og når nogen læser annoncen

og ikke forstår den,

tænker vi:

Det er nok ikke den rigtige.

Ikke fordi de er dumme.

Men fordi de vil have klarhed.

Og klarhed

har vi ikke altid råd til endnu.

Så vi gemmer os lidt

bag sproget.

Kalder det professionelt.

Og håber,

at den rigtige alligevel

kan se sig selv i det.

For hvis arbejdet

kunne forklares helt præcist,

ville det også afsløre

alt det,

vi stadig mangler at finde ud af.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

PUTTIN’ ON THE RITZ

Vi leder efter lykke.

Helt ærligt.

Det er der ikke noget mærkeligt i.

Vi har det godt her.

Trygt.

Ordentligt.

Og alligevel

er der noget,

der ikke helt falder på plads.

Det er subtilt.

Så diskret,

at vi næsten har vænnet os til det.

Vi vil gerne se ud,

som om livet lykkes.

Som om vi er på vej

det rigtige sted hen.

Så vi klæder os i drømme.

Biler,

der lover frihed.

Ure,

der lover betydning.

Boliger,

der lover ro.

Restauranter,

rejser,

adgangsbilletter

til steder,

hvor de lykkelige

helt sikkert er.

Vi ved godt,

at det er en leg.

Men vi leger med.

For det føles godt

at høre til

et øjeblik.

Prisen er høj.

Det skal den være.

Ellers virker illusionen ikke.

Hvis det var billigt,

ville det bare være ting.

Så vi betaler.

For følelsen.

For fortællingen.

Jeg kender det selv.

Det virker.

Jeg blev forført.

Købte kvalitet.

Købte design.

Men ikke det liv,

jeg forestillede mig.

Til gengæld

blev jeg lidt fattigere.

Ikke kun i penge.

For drømmen blev ved

at flytte sig.

Der var altid et nyt sted.

Et nyt mærke.

Et nyt løfte.

Og håbet

stod stadig i døren

og smilede.

Puttin’ on the Ritz.

Som om elegance

kunne købes.

Som om lykke

var et niveau,

man kunne opgradere til.

Måske er det derfor,

vi bliver ved.

Ikke fordi vi er dumme.

Men fordi vi håber.

Og håb

er svært

ikke at tage imod,

når det er pakket

så pænt ind.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere