FUN, FAME, FORTUNE

Der er dem,

jeg nemt kan grine af.

Reality.

Overflade.

Penge, kroppe, kameraer.

Det er ikke mig,

siger jeg.

Og det føles rart

at sige det højt.

Som om jeg står et bedre sted.

Jeg kalder det plat.

Uintelligent.

Forfladigende.

Og på mange måder

mener jeg det.

Men der er også noget andet,

der stikker.

For de lykkes.

Med fun.

Med fame.

Med fortune.

Alt det,

jeg selv længes efter,

men helst vil have

ad en anden vej.

Jeg ser på dem

og tænker:

Det dér vil jeg ikke være.

Og samtidig:

Hvorfor tør jeg ikke det,

jeg selv vil?

Måske er det nemmere

at tage afstand

end at tage ansvar.

At kalde noget latterligt

frem for at risikere

at blive det selv.

For når man peger fingre,

står man sikkert.

Når man viser sig frem,

bliver man sårbar.

Jeg ved godt,

det ikke handler om dem.

Det handler om mig.

Om mit eget mod.

Min egen frygt.

Min egen tilbageholdenhed,

forklædt som værdighed.

Jeg kan blive ved

med at grine af andre,

der gør noget.

Eller jeg kan indrømme,

at bolden ligger hos mig.

For jeg får ikke succes

som mig selv

ved at stå på sidelinjen

og kommentere.

Jeg får den kun,

hvis jeg tør stille mig frem.

Ikke som dem.

Men som den,

jeg faktisk er.

Og det er måske

den sværeste form

for synlighed.

+

FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAET

Jeg ser dig godt.

Du sidder der

og ryster lidt på hovedet.

Kalder det plat.

Overfladisk.

For meget.

Og jeg forstår dig.

Virkelig.

For det, vi laver,

er ikke fint.

Ikke subtilt.

Ikke pakket ind i idealer.

Det er synligt.

Højt.

Nøgent.

Men ved du hvad,

jeg undrer mig over?

Dit mod.

Eller rettere:

dit behov for

at være værdig

før du er synlig.

Du vil gerne gøre noget vigtigt.

Noget rigtigt.

Noget, der kan stå distancen.

Og imens

står du og venter.

På det rette format.

Den rette timing.

Den rette tilladelse.

Jeg gjorde noget andet.

Jeg viste mig frem,

før jeg var klar.

Før det var perfekt.

Jeg tog imod blikkene.

Dommerne.

Latteren.

Ikke fordi jeg ikke mærkede den.

Men fordi jeg ikke kunne vente

på at blive færdig.

Du kalder det forfald.

Jeg kalder det handling.

Du kalder det dekadent.

Jeg kalder det eksponering.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvad nu hvis dine standarder

ikke kun beskytter dig –

men også holder dig tilbage?

Hvad nu hvis din værdighed

er blevet så fin,

at den aldrig får lov

at komme ud i verden?

Jeg ser din foragt.

Den er mild.

Men den er der.

Og jeg ser din længsel.

Den er tydeligere.

For vi vil faktisk

noget af det samme.

At blive set.

At få gennemslag.

At mærke,

at det vi gør,

har betydning.

Forskellen er bare,

at jeg sagde ja

til spotlightet,

før jeg vidste,

hvad det ville koste.

Og du står stadig

og regner på prisen.

Jeg dømmer dig ikke.

Men jeg håber,

du en dag opdager,

at din idealisme

ikke behøver at stå

i vejen for dit mod.

For verden ændrer sig ikke af,

at du ser rigtigt på den.

Den ændrer sig først,

når du træder ind i den.

Også selvom

det ser lidt dumt ud

i starten.

+

SAMME RUM

Vi sidder overfor hinanden.

Ingen kameraer tændt.

Ingen idealer slået op.

Bare to mennesker,

der har valgt

meget forskellige veje

til det samme sted.

Du kigger på mig

og smiler lidt.

Ikke hånligt.

Bare nysgerrigt.

Jeg kigger på dig

og leder

efter det,

jeg altid har kaldt overflade.

Men finder et menneske.

Du spørger,

hvad jeg egentlig vil.

Jeg siger noget

om mening.

Om værdighed.

Om at gøre det rigtige.

Du nikker.

Og siger:

Det vil jeg også.

Bare ikke på samme måde.

Du fortæller,

hvordan det er

at blive set hele tiden.

At blive dømt hurtigt.

At blive reduceret.

Jeg fortæller,

hvordan det er

ikke at blive set.

At vente.

At holde igen.

Vi griner lidt.

For vi genkender hinanden

i spejlingen.

Du indrømmer,

at synlighed

ikke altid føles som succes.

Jeg indrømmer,

at min afstand

ikke altid er mod.

Vi taler om prisen.

Din var høj.

Min har været usynlig.

Og et sted midt i samtalen

går det op for mig,

at vi ikke er modsætninger.

Vi er variationer

over det samme tema:

Frygten for at blive forkert.

Du tog springet.

Jeg tog forbeholdet.

Begge dele

kostede noget.

Da vi rejser os,

er ingen blevet omvendt.

Men noget har flyttet sig.

Min foragt

har mistet sin kant.

Din succes

har fået mere tyngde.

Og i rummet,

der nu er tomt,

står en erkendelse tilbage:

At det ikke er vejen,

der afgør værdien.

Men om man tør

tage den

helt.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere