Det er tankevækkende, at antallet af lidelser, der kaldes autoimmune, er stigende. Det omfatter en stor gruppe af meget forskellige lidelser i mange forskellige organer som eksempelvis hud, bindevæv, blod, knogler, lever, skjoldbruskkirtel, nyrer, blærer, muskler, led, tarme øjne, mund, kønsorganer med mere. De har fået dette navn, fordi lægevidenskaben har opdaget, at kroppens eget immunforsvar modarbejder egne celler, heraf ordet auto-immun. Det er en værdifuld observation på det fysiske og mikroskopiske niveau, og det kan samtidig give et indtryk af, hvad det handler om på andre niveauer, hvis man betragter mennesket i sin helhed.

Hvis man ser på det personlige niveau, kan man måske få øje på et menneske bag lidelsen, som presser sig selv på en måde, som er uhensigtsmæssig for dets unikke system. Det kan være, fordi det har urimelige høje forventninger til sig selv på nogle områder, som kan relateres til det organ eller kropsområde, der responderer med fysiske symptomer. Man kan eksempelvis presse sig selv, hvis man føler sig utilstrækkelig, mangelfuld, uønsket og uelsket.  Man kan også presse sig selv, hvis man har svært ved at sætte grænser. Det kan på sigt blive til det, lægerne kalder en autoimmun sygdom, hvis tilstanden er blevet ignoreret gennem længere tid. 

Ud fra et andet perspektiv så modarbejder personen sine sande behov i sit ydre liv, og immunforsvaret gør det på tilsvarende vis i det indre liv, på det mikroskopiske niveau. 

I den sammenhæng, er det tankevækkende, at antallet af lidelser, der kaldes autoimmune, er stigende. 

Måske er det et spejl på en tiltagende presset arbejds- og samfundskultur, som viser sig gennem et stigende antal mennesker, der er sygemeldt med stress. Det ser ud til, at vi må vågne op til at forstå, hvor unikke og sensitive mennesker vi er. Derfor fungerer vi dårligt i standardmiljøer og responderer dårligt på standardbehandlinger. I en vis forstand har vi alle været med til at sætte denne kurs gennem vores familiearv. Dem, der bukker under med sygdom i den ene eller den anden form, kan i en vis forstand betragtes som symptombærere af en usund kultur. Det sker for nogle mennesker frem for andre, fordi hver og en af os er unik og begavet med særlige evner og behov, og så har vi taget nogle overbevisninger til os, om at skulle fungere på anden vis, end det, der taler til vores hjerte og krop. Overbevisningerne har ofte overlevet igennem adskillige generationer.  Derfor kan autoimmune lidelser også vise sig som det, der kaldes arvelig. Det vi arver, er en måde at forholde os til os selv og vores omverden.

Hvis man ser på lægevidenskabens fremherskende måde at håndtere de autoimmune sygdomme, så består den overvejende i medicinsk behandling. Det kan også være lindrende og nødvendigt i begyndelsen. Den medicin, der almindeligvis anvendes, er binyrebarkhormon og biologisk medicin, som begge hæmmer personens immunforsvar og derigennem lindre symptomet. Det er tankevækkende at binyrebarkhormon er et hormon, kroppen selv producerer og øger under stress i forsøg på at balancere stressresponset. Så i en hvis forstand hældes der mere ”benzin på bålet,” ved at give medicin frem for at søge at slukke ”bålet,” ved at søge at stoppe stressfaktorerne.

Desværre har medicinen nogle potentielt set skadelige bivirkninger, og samtidig kan det være svært at afgøre hvor længe og hvor meget, den enkelte patient skal have af denne medicin. Det siger sig selv, at i længden er det uhensigtsmæssigt at hæmme eller modarbejde sit eget immunforsvar, hvad enten det er med medicin eller i forhold til den måde, vi forholder os til os selv og vores omverden.  Det er derfor utilstrækkelig alene at anvende medicin, hvilket flere patienter også har erfaret og derfor også søger andre veje.

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.