Påsken er glædens højtid. Det er tiden, hvor vi køber påskeliljer i supermarkedet og hygger med at gro karse i vindueskarmen. Men har du tænkt over, hvor meget glæde der ligger gemt i alle de små forårshandlinger?

”Julen varer helt til påske,” synger vi under hjerternes fest, hvor vi mærker kærlighed og taknemmelighed. Disse følelser har stor tyngde og passer godt til den tunge årstid med vinter, kulde og mørke. Påsken, derimod, varsler lysere tider og en langt lettere følelse, nemlig glæden.

Denne glæde er fundamentet for resten af årets frembringelser. Der er i denne tid vi bygger op, lægger planer og tager initiativ. Det hele sættes i gang af den glæde og positive forventning til året, som påsken og alle de dejlige forårstegn bringer med sig.

En kvadratisk, praktisk og god barndom – er det sådan vi ønsker, vores børn husker deres første år? Idéhistoriker Mette Bærbach Bas fortæller om sit første møde med vore dages skærmoptimerede SFO.

Ved receptionen byder min nye chef mig velkommen. ”Nu skal du se”, siger han og peger på en skærm. Det er meningen, at jeg registrere mig, når jeg møder ind om morgenen. Jeg finder mit billede og klikker på det. Min chef fortsætter med at forklare symbolerne: Skrivebord, Mødelokale, Kantine, Toilet, Pause og Gået hjem. ”Hver gang du skifter placering, skal du registrere dig på skærmen” forklarer min chef mig. ”Det er meget vigtigt, at vi ved, hvor du er hele tiden. Vi skal kunne dokumentere det”. Nej vel?

Jeg drømmer om en aften uden skærme. En aften med Uno, solnedgang og stearinlys. En aften, hvor mine børn ikke plager om at få telefonen med i seng, og hvor i stedet både børn og voksne efterlader telefonerne i køkkenet og går i seng, uden internettet udgør vores godnatsang og i nogle tilfælde endda vores godnatkys.

Vi prøvede faktisk at holde skærmfri søndag. Én gang. Det holdt til sidst på eftermiddagen. Det var en virkelig god dag. Men hvor var det dog hårdt at være til stede hele tiden. Vi voksne kunne ikke flygte ind i nyhederne, når vi lige havde brug for en pause. I stedet blev vi uvenner, for vi har glemt, hvordan man tager vare på sine behov uden en skærm.

Børnene elskede det. De kunne vist slet ikke tro deres eget held. Mor og far ville lege med dem i flere halve timer, uden de lige skulle forbi køkkenbordet og tjekke, om der var noget, der havde breaket i mellemtiden.

De mennesker, der kommer til at klare sig bedst i fremtiden, bliver dem, der ikke lader sig distrahere. Vi er nødt til at skille tingene ad, hvis vi vil forhindre, at Google og vores telefoner skal fjerne vores fokus på hinanden, skriver cand.mag. Mette Bærbach Bas.

Kvindekamp var et fremtrædende emne i TV-serien Matador. Hvis du graver lidt dybere end dramaet mellem familien Varnæs og Skjern, ser du kvindekamp for fuld udblæsning portrætteret i karakteren Agnes. Hun gik fra at være naiv stuepige til selvstændig kvinde og forbillede. Fra første øjeblik vi hører den klingende latter fra Varnæs’ stuepige i seriens åbningsscene er vi – seerne – fulde af sympati over for hende og hendes udvikling.

Agnes gennemgår en sjældent kompetent skildret opvågnen. Hun går fra at være en naiv stuepige, der kun drømmer om at få en mand og børn (det, Afgnes kalder at ”få sit eget”), til en selvstændig, no bullshit kind of woman, der lever helt på egne vilkår.

Lyt til idéhistoriker Mette Bærbach Bas fortælle om stuepigernes vilkår i Matador.

Oktober 2018 vil blive husket som grådighedens måned. Den måned, hvor griske personers handlinger for alvor blev blottet i de danske medier med breaking news om hvidvask, skattesvig og svindelsager. For idéhistoriker Mette Bærbach Bas blev oktober også måneden, hvor nøjsomhedens aktie steg i vejret.

Har du tænkt over dine relationer? Er du strategisk om, hvordan du opbygger dem? Hvis svaret er nej, kan du med fordel lytte med her.

Idéhistoriker Mette Bærbach Bas giver sit bud på, hvordan man skaber gode relationer til andre ved at lade være med at sige tak og i stedet skylde andre en tjeneste.

På søndag slår børnene katten af tønden. Men hvad er de voksnes opgave? Jo, de skal til at tænke over, hvad de vil faste fra.

Søndag indledes nemlig en 40-dages periode med faste, som er et spændende og kærkomment tilbud til din sjæl om at kommunikere rent gennem en krop, der for en periode ikke belastes med stimulanser og svært fordøjelige fødevarer.

Alle de store verdensreligioner har en periode med faste. Den danske protestantiske folkekirke anbefaler ikke faste, men både katolsk-kristne, ortodoks-kristne, jøder, muslimer og hinduister faster. Man fristes til at konkludere, at når så mange mennesker i flere tusind år har fulgt et regelsæt, der handler om at faste, så er der måske noget om snakken?

Du gør det. Jeg gør det. Vi gør det allesammen. Rigtig meget. Og vi skulle måske holde op med det. I denne episode fortæller idéhistoriker Mette Bærbach Bas om danskernes vane med at sige tak. Hun mener, at vi gør klogt i at pakke denne vane væk, når vi rejser i udlandet.

Mange af os blev overraskede, da vi fandt ud af, at vi var så lykkelige. Det havde vi ikke lige lagt mærke til. Vi havde måske endda slet ikke set det komme. Faktum var imidlertid, at FN i 2012 udgav deres første rapport over, hvor lykkelige verdens lande er. Rapporten hedder World Happiness Report. Danmark lå nummer et.

Forskningspanelet bag World Happiness Report tog i sine undersøgelser udgangspunkt i 6 parametre: BNP, frihed, levealder, korruption, generøsitet og social støtte, og så målte de på alle verdens lande og kunne altså konkludere, at Danmark var vinderen. Det har nemlig vist sig, at dansk kultur ligger i den ekstreme – og altså eftertragtelige – ende, hvad angår lighed og tillid, som FN anser som de to vigtigste faktorer for lykke.