Forestil dig, at du hver dag læser en papiravis fyldt med information. Når du er færdig, lægger du den over i en bunke i hjørnet af stuen. Med tiden vokser bunken, og hver avis fortæller om den dag, den blev trykt.

Mudder på havbunden fungerer på samme måde: Hvert nyt lag gemmer på informationer om den tid, det blev aflejret under.

Hvad nu, hvis vi kunne finde netop det lag mudder, der fortæller, hvordan omgivelserne så ud, dengang temperaturen var højere end i dag?

Så kunne vi få et unikt indblik i, hvordan fremtiden måske kommer til at se ud.

Klimaet har altid svinget naturligt mellem koldere og varmere perioder. Siden den sidste istid har der været flere varmere perioder.

Den længste og varmeste periode kaldes 'det holocæne klimatiske optimum' og fandt sted for cirka 8.000-5.000 år siden, afhængig af geografisk placering.

I et helt nyt studie har vi ved hjælp af mudder-aflejringer for første gang genskabt, hvordan forholdene i fjorden ved Nuuk (Nuup Kangerlua) har udviklet sig gennem de seneste 10.000 år.

Derfor kan vi nu se tilbage på en mulig fremtid.

Klimaændringerne mærkes særligt tydeligt i Arktis, hvor stigende temperaturer får den enorme grønlandske iskappe, gletsjere og havis til at smelte.

Satellitbilleder viser allerede tydelige spor af disse forandringer. Men for at forstå, hvor unikke nutidens ændringer er, har vi brug for viden om tiden før menneskelig påvirkning.

Derfor kigger vi tilbage i Jordens naturlige klimahistorie. Et vigtigt klima-arkiv findes på havbunden, hvor mudder deponeres lag for lag gennem tusinder af år.

På vores ekspeditioner sejler vi ud med forskningsskibe og sænker lange, tunge metalrør ned mod havbunden, ofte flere hundrede meter under os.

Rørene trænger ned i sedimentet, og med hjælp fra modhager kan vi trække flere meter mudder op. Mudder, der dækker over de sidste mange tusinder års klimahistorie.

Selvom temperaturerne i Arktis stiger, forbliver vandet i de grønlandske fjorde koldt. Det skyldes, at smeltevand fra gletsjerne strømmer ud i fjordene, efterhånden som stigende varmegrader får gletsjerne til at trække sig tilbage i landskabet.

Men hvad sker der, når gletsjerne trækker sig endnu længere tilbage? Vil fjordene fortsat bevare deres kolde aftryk?

Nuup Kangerlua ved Nuuk er Sydgrønlands største fjord-system. Her løber tre gletsjere helt ud i fjordvandet, og fjorden er derfor i dag fyldt med koldt smeltevand og isbjerge fra gletsjerne.

Varmere og mere saltholdigt Atlanterhavsvand flyder forbi uden for fjorden.

Udvekslingen mellem fjord og hav begrænses dog af et undersøisk bjerg ved fjordmundingen, der sammen med det kolde, ferske smeltevand fra gletsjerne, fungerer som en naturlig barriere, der blokerer det saltholdige vand fra at komme ind i fjorden.

Når smeltevandet forlader gletsjerens bund og stiger mod havoverfladen på grund af dets lave saltholdighed, transporterer det næringsstoffer fra de dybeste vandlag op til overfladen (se figur).

Disse næringsstoffer er afgørende for livet i fjorden, da de understøtter væksten af mikroskopiske organismer, særligt planteplankton, som udgør det nederste led i fødekæden, og derfor er de helt afgørende for, at større dyr som fisk og hvaler trives i fjorden.

Vi ved, at gletsjerne under det holocæne klimatiske optimum var trukket længere tilbage i fjorden, end de er i dag.

Men fordi store dele af området i dag er dækket af is, kan vi ikke se, hvor langt ind i landskabet de faktisk nåede.

Når vores forskningsteam er tilbage på land efter ovennævnte ekspeditioner, åbner vi kernerne på langs. Den ene halvdel kalder vi 'arkivdelen'. Den bliver forseglet og opbevaret på vores lager, så den er tilgængelig for fremtidig forskning.

Der udvikles nemlig hele tiden nye analysemetoder, for eksempel DNA-teknikker. Derfor er det vigtigt at bevare en del af materialet intakt.

Den anden halvdel skærer vi i op i centimetertykke lag. Undervejs renser vi omhyggeligt alle redskaber, så vi ikke blander forskellige tider sammen.

For at afsløre de skjulte infor...