Powelliphanta augusta eller Mount Augustus-snelgen er en særlig snegl.
Det er en af verdens største snegle. Den kan blive mellem 25 og 30 år gammel. Den er kødæder. Og så har den en helt speciel måde at formere sig på:
Den lægger nemlig sine æg, der i øvrigt tager et helt år om at udklækkes, gennem en kønsåbning i nakken.
Det kan ses i en video, som den newzealandske naturstyrelse har delt. Ifølge naturstyrelsen er det første gang, at seancen er fanget på video.
Lisa Flanagan fra den newzealandske naturstyrelse står bag videoen. Hun har observeret sneglen i over 12 år. Alligevel er det første gang, at hun selv ser den lægge æg.
"Det er bemærkelsesværdigt, at i al den tid, vi har brugt på at passe sneglene, er det første gang, vi har set en lægge et æg," siger hun i en pressemeddelelse.
"Vi så det, da vi vejede sneglen. Vi vendte den om for at blive vejet og så, at ægget lige var begyndt at komme ud af sneglen."
Men her stopper festen ikke. Sneglen er en lækkerbisken for rovdyr. Derfor beskytter den sig selv med en hård skal af et sneglehus, der dog besværliggør parring med andre snegle.
"Powelliphanta (augusta, red.) har løst det ved at have en åbning - en genital pore - på højre side af kroppen lige under hovedet, så sneglen kun behøver at kigge ud af sit hus for at parre sig," forklarer forskningsmedarbejder Kath Walker i pressemeddelelsen.
"Den strækker sin penis ud af denne pore og ind i sin partners pore, og dens partner gør det samme, samtidig med at de udveksler sæd, som de kan opbevare, indtil de hver især befrugter den sæd, de har modtaget, for at skabe æg," fortæller hun.
Sneglen er hermafrodit (som mange andre snegle i øvrigt), og den kan til nød også befrugte sig selv, forklarer Kath Walker.
Mount Augustus-sneglen har været truet. Men arten er blevet genoprettet i fangenskab siden 2006, hvor mineaktiviteter havde ødelagt dens levesteder. Den findes kun i New Zealand.