De
kommende dage bliver skelsættende i dansk politik: Torsdag skal statsminister
Mette Frederiksen afhøres i minkkommissionen, og her risikerer hun at blive
grillet i op til otte timer for sit mulige ansvar i forbindelse med den ulovlige
beslutning om at slå samtlige mink ihjel sidste år.Afhøringen kan blive
skæbnesvanger for en i forvejen presset statsminister.
Men
retsdramaet slutter bestemt ikke der: På mandag falder dommen således i
rigsretssagen mod Venstres tidligere næstformand Inger Støjberg. Og dommen i
rigsretssagen vil få altafgørende indflydelse på ikke kun Inger Støjbergs
fremtid som toppolitiker, men også på udfaldet af det kaotiske formandsopgør i
Dansk Folkeparti.
Selv
om et flertal af DF’erne fortsat håber på, at Støjberg vil ende med at stille
op som formand, begynder det faktisk at blive stadig mere vanskeligt at se,
hvad hun egentlig skulle få ud af at træde ind i et parti, der er på
sammenbruddets rand. Senest har byrådsmedlemmet Merete Dea Larsen fra Roskilde
budt sig til som formandskandidat. Dansk Folkeparti er ved at udvikle sig til
en tragisk folkekomedie.
Hør
også om årets finanslov, hvor finansminister Nicolai Wammen fik landet endnu et
mindeligt kompromis – ikke mindst ved at udskyde flere af de mest
kontroversielle forhandlinger om bl.a. arbejdsudbud og sociale ydelser til
senere. Men støttepartierne er tilfredse, og dermed har S-regeringen fået
signaleret lidt hårdt tiltrængt stabilitet.
Se
ugens udgave af Borgen Late Night med Benny Damsgaard (som vikar for Jarl Cordua)
og Lars Trier Mogensen