Den syvende film i Jurassic Park-serien kan nu ses i biograferne, og der kan man igen følge palæontologer, der sætter livet på spil for at opleve fortidens genskabte dinosaurer i levende live.

Imens har virkelighedens palæogenetikere - dem, der forsker i arvemateriale fra fortidige mennesker og dyr - slået en rekord, som ingen havde troet mulig.

En forskergruppe med det verdenskendte danske Globe Institute i spidsen har fundet proteinsekvenser fra et 21 til 24 millioner år gammelt næsehornsfossil. Dermed har forskergruppen ganske eftertrykkeligt flyttet grænsen for, hvor langt tilbage man kan studere evolutionen.

"Indtil vores fund kunne man kun genvinde data, der var fra en million og op til fire millioner år gamle. Nu kan vi gå meget længere tilbage," lyder det fra studiets hovedforfatter postdoc Ryan Sinclair Paterson fra Globe Institute på Københavns Universitet.

"Opdagelsen er revolutionerende for, hvordan vi kan studere fortidigt liv og føje nyt til livets træ," siger han.

Der er ovenikøbet tale om hele to studier, der sætter rekord.

En amerikansk forskergruppe har sideløbende gjort noget lignende og fundet 18 millioner år gammelt protein.

Professor Mikkel Heide Schierup fra Center for Bioinformatik (BiRC), Aarhus Universitet, kalder de to studier "spændende".

"At slå en verdensrekord med en faktor fem er vildt," slår han fast.

"Proteiner bevares endnu bedre, end vi havde regnet med, under de rette forhold. Tyve millioner år er virkelig lang tid, og selv den mindste genetiske information så langt tilbage er værdifuld for vores forståelse af livets stamtræ," siger professoren, der ikke selv har været involveret i studierne, men har læst dem for Videnskab.dk.

Studiet, som den amerikanske forskergruppe står bag, er lykkedes med at udvinde proteiner fra en række fossiler fra næsehornsdyr og slægtninge til elefanter, som de fandt i Turkana-bassinet i Kenya. Det er de proteiner, der er 18 millioner år gamle.

Studiet fra blandt andet danske Globe Institute er nået endnu længere tilbage ved at finde delvise sekvenser af emaljeproteiner fra et næsehorn fra Canadas højarktis, dateret til 21 til 24 millioner år siden.

Selvom studierne begge er lykkedes med at slå den hidtidige rekord, gør de det fra to vidt forskellige steder på Jorden.

For mens Turkana-bassinet i den østafrikanske Rift Valley er et af de varmeste steder på Jorden, er Canadas højarktis et af de koldeste.

Begge steder er tørre, og det giver især god mening, at de kolde forhold i Arktis er gunstige for bevaring af de oldgamle molekyler.

"DNA opbevares bedst, når det både er kold og tørt," siger professor Mikkel Heide Schierup.

"Det er overraskende, at proteiner kan bevares så godt selv under varme forhold, fordi det modsatte gør sig nemlig gældende for DNA."

I de seneste årtier er forskere blevet dygtigere og dygtigere til at finde fortidige molekyler som DNA og proteiner fra fossiler.

Men teknologien bag udvinding og sekventering ikke udviklet sig synderligt de seneste fem år, fortæller Globe-forsker Ryan Sinclair Paterson.

Det er findestedet, ikke teknologien, der har skabt det revolutionerende gennembrud for forskerne. Nærmere bestemt det super kolde fossilsted i det nordligste Canada.

Desuden har selve vævet - tandemaljen - spillet en nøglerolle.

Tandemalje er kendt for at bevare molekyler godt. Tandemalje er det hårdeste stof i hvirveldyrets krop og fungerer som en beskyttende barriere, der bremser nedbrydningen af proteiner.

Samtidig er Haughton-krateret, hvor fossilet blev opdaget, præget af permafrost, som afbøder proteinnedbrydningen.

"Fundet burde tilskynde til mere palæontologisk feltarbejde i kolde regioner rundt om i verden," siger studiets førsteforfatter Ryan Sinclair Paterson.

Det er især 'ancient DNA', altså fortidigt DNA - også kaldet aDNA - der er løbet med opmærksomheden, når forskere forsøger at stykke den evolutionære historie sammen.

Men problemet med aDNA er, at det sjældent overlever mere end én million år.

Ser man på proteiner, er det en ...