COVID-19 pandemien ændrede på danske børns BMI, og flere har fortsat svær overvægt efter genåbningen.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet JAMA Network Open.
Selvom danske børns BMI har ligget stabilt de sidste to årtier, viser det nye studie, at andelen af børn med enten undervægt, overvægt eller svær overvægt ændrede sig væsentligt under pandemien.
Studiet er et tværsnitsstudie med data fra 426.935 danske skolebørn fra 1. og 6. klasse før, under og efter COVID-19-pandemien. Data er taget fra Børnedatabasen, som indeholder data over alle børn i danske folkeskoler fra obligatoriske sundhedsundersøgelser.
"Udsvingene i børns BMI er meget markante. I studiet har vi analyseret data tilbage fra 2011, og vi ser, at under COVID-19 ændrer alle BMI-kategorierne sig, men i forskellige retninger," siger Jens Meldgaard Bruun, professor på Aarhus Universitet og overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus, ifølge pressemeddelelsen.
"Studiet viser, at COVID-19-nedlukningen har påvirket alle børn. Ændringerne i BMI kan aflæses i alle kategorier fra undervægt til svær overvægt. Det er ret usædvanligt."
Under nedlukningen var der næsten en fordobling i andelen af børn med svær overvægt, og et år efter genåbningen ses det stadigvæk, at der er 12 procent flere med svær overvægt sammenlignet med tal fra før nedlukningen.
For børn i 6. klasse var der efter pandemien stadig flere, som havde undervægt sammenlignet med tal fra før pandemien.
"Den oplagte lære af dette studie er, at tager man børn ud af deres hverdag, deres faste rammer og rutiner, vil det påvirke alle børn. Ud fra tallene i dette studie kan vi desværre ikke sige noget om årsagen til disse ændringer, men det inspirerer til yderligere studier," siger Jens Meldgaard Bruun.