I fredags var det 25 år siden, verden forandrede sig.

Den 11. september 2001 fløj to passagerfly ind i World Trade Center i New York. 

Et tredje ramte Pentagon. 

Et fjerde styrtede ned i Pennsylvania. 

Næsten 3000 mennesker mistede livet - og millioner af mennesker over hele verden husker stadig præcis, hvor de var, da de hørte det.

*

I dette søndagsbrev tager jeg udgangspunkt i en tegning lavet af otteårige Anne-Katrine tre dage efter angrebet. 

På ternet papir tegnede hun de brændende tårne, røgen, flyet - og de små tændstik-mennesker, der faldt.

Et barns forsøg på at forstå det, de voksne endnu ikke havde sprog for.

*

Men episoden handler ikke kun om terrorangrebet som historisk begivenhed.

Den handler om den verden, der kom bagefter.

Om frygt. Om mistillid. Om overvågning. Om kropsvisiteringer, sikkerhedskontroller og frihed, der langsomt blev byttet for tryghed. Om hvordan terror ikke kun dræber mennesker, men også forsøger at plante mistillid mellem de levende.

*

Og så handler søndagsbrevet om det, der trods alt overlevede:

Medmenneskeligheden. De sidste telefonopkald. Brandfolkene, der gik op ad trapperne, mens andre flygtede ned. Mennesker, der bar hinanden. Mennesker, der bad sammen. Mennesker, der fortalte hinanden: 'Jeg husker det også'.

Et søndagsbrev om den dag, hvor regnbuen blev grå, men ikke sort.

Og om spørgsmålet, der stadig står tilbage 25 år senere:

Hvad gjorde frygten ved os?

Hvad mistede vi?

Og hvilket menneske ønsker vi stadig at være?

*

Til sidst inviteres I lyttere til selv at dele jeres erindringer:

Hvor var du den 11. september 2001? Hvem ringede til dig? Hvad så du? Hvad frygtede du? Og hvordan forandrede den dag dit syn på verden?

Gå ind i Facebook-gruppen 'Søndagsbrevet og debatten' og fortæl.

*

Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 

21 22 23 64

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:

'Anthem'/Leonard Cohen (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)

I denne episode møder jeg den 35-årige Carina Egebæk fra Viborg til en stærk og ærlig samtale om en datter, som allerede som lille forsøger at redde sin alkoholiske far. 

En samtale om en kompleks relation, hvor Carina gennem hele sin opvækst og som ung kvinde forsøger at være der for sin far - og det ikke blot som hans datter, men også som støtte i hans kamp.
 
*

Det er fortællingen om en far-datter-relation fyldt med kærlighed, udfordringer og håb om forandring - selv når alt virker håbløst.
 
Men det er også historien om en datter, der føler sig som det beskidte barn, føler sig anderledes, føler sig magtesløs - og det er en beretning om dé sår, som de pårørende til alkoholikere får på både sjæl og krop.
 
*

Denne samtale er i to dele.

Hør anden del på næste fredag.

*

Dette er en reprise, så Danske Hjerters mange nye lyttere også får mulighed for at dykke ned i det store bagkatalog.

Episoden blev offentliggjort første gang den 13. september 2024.

*

Vært på DANSKE HJERTER er journalist og forfatter Bo Østlund.

Af hjertet tak, fordi at du lytter med - det betyder meget for mig.
 
Husk endelig at abonner på Danske Hjerter, og giv også gerne podcasten en anmeldelse på Spotify eller Apple Podcast, eller hvor du hører den.
 
Og hvis du vil medvirke til, at jeg kan fortsætte podcasten, så del meget gerne podcasten i hele dit netværk.
 
Med din familie, dine venner, dine kolleger og dine naboer.
 
Så gør du en stor forskel.
 
*

Skulle du have lyst til at støtte og hjælpe med mine udgifter til dette con amore-projekt uden sponsorer eller betalingsmure, så vil jeg blive meget taknemmelig, hvis du vil gøre det med en donation, stor som lille, på min MobilePay på 

21.22.23.64

*

Vil du fortælle din historie, eller kender du én med en speciel historie, vi andre kan lære af at høre - positiv såvel som negativ - så skriv til: 

[email protected]

*

Vært: 
Bo Østlund

Musik:
'This Is My Life'/Gasolin' (KODA-licens)
'Fix You'/Coldplay (KODA-licens)
'Hymn for Piano'/Victor Lundberg
'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders 
'September Skies'/Silver Maple
(Epidemic Sound Music License)

*

På Carine Egebæks Instagram-profil retell_egebaek_coaching der hun sin rejse og sin passion for narrativ psykologi og mental trivsel som livsfortæller, coach og mentor.

I denne uges søndagsbrev taler jeg om de tanker, der kan melde sig, når man når et sted i livet, hvor 'en dag' pludselig er blevet til nu.

Efter en sommer med sygdom og kort efter min 70-års fødselsdag standsede jeg i tirsdags ved en skovbegravelsesplads. 

Mellem træer, solstråler, små mindeplader og skovbund opstod en stille eftertanke om livet, døden, den sidste tid - og om hvor jeg en dag skal høre til.

*

Men dette søndagsbrev handler ikke kun om gravsted og død. 

Det handler også om alt det, som vi efterlader.

Om de 60 papkasser med breve, skolehæfter, kassettebånd, kærestebreve, legetøj, fotos og minder, som har fulgt med mig gennem hele livet. 

Om nødvendigheden af at rydde op, sortere, give videre og give slip - ikke af tristhed, men af kærlighed til dem, der en dag står tilbage.

*

For måske er oprydning også en kærlig handling. 

Måske er det at tage stilling en måde at leve mere frit på. 

Og måske kan man gemme historien uden nødvendigvis at gemme alle tingene.

*

Denne episode handler om skoven, døden, livet, alderdommen, kasserne - og om at gøre sig klar uden at give op.

Til sidst stiller jeg som altid spørgsmålene videre til jer lyttere:

Har du forberedt dig? 

Ved dine nærmeste, hvad du ønsker? 

Og hvad ligger der i dine egne kasser, som det måske er tid til at åbne?

*

Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 

21 22 23 64

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:

'Last Words of a Shooting Star'/Mitski (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)

Mikkel Kjerstein fra Aalborg er 39 år gammel. Han er musiker, yogalærer og tidligere misbruger.

Mikkel voksede op med voldsom allergi, astma og atopisk eksem. Han var allergisk over for næsten alt. Fødevarer, dyr, pollen, støv, sollys. 

I perioder kunne han ikke engang være ude i dagslys, fordi hans hud kløede, blødte og brændte — og hans  selvværd forsvandt tidligt.

*

Mikkels forældre gjorde alt, hvad de kunne: Kostomlægninger, behandlinger, forbud. 
 
Men intet hjalp. 

Han følte sig forkert, begrænset og uden håb, og allerede som 12-årig begyndte Mikkel at drikke for at dulme smerte og frustration. 

Det blev begyndelsen på 22 års misbrug af alkohol, kokain, ritalin og hash — alt sammen i jagten på at føle sig ‘rigtig’ - føle sig sej og elsket.

*
Udadtil havde Mikkel styr på tingene. Han var skolelærer og spillede musik i anerkendte bands.

Men indeni var han knust.

‘Jeg kastede op og sked blod. Jeg besvimede i druk og slog mit hoved — og så tog jeg på værtshus igen. Min hud var et helvede, mit liv var overlevelse, og mit selvbillede var ødelagt. Jeg troede, jeg var dømt …’

*

Men som 33-årig - for seks år siden - kom Mikkel i behandling og blev clean.

Og da rusen forsvandt, begyndte nordjyden at lede

Efter noget mere. Noget dybere. Noget ægte.

Han fandt yoga. Først som en praksis. Siden som et kald.

Kundalini Yoga tændte noget i Mikkel — en varme, en glæde, en følelse af forbundethed.

Han mærkede endelig håb. For første gang i hans voksne liv, og han tog en uddannelse og begyndte at undervise.

*

I starten forsvandt hans eksem.

Men den kom igen — sammen med frygten. Kontrollen. Besættelsen. Og Mikkel blev fanatisk med kost, kosttilskud, regler.

Han isolerede sig. Sad i mørke rum og søgte løsninger på nettet. Tænkte kun på sygdom og symptomer. Han levede i konstant alarmberedskab.

*

Men så begyndte Mikkel at meditere. Ikke bare lidt. Han gjorde det til en daglig praksis.

Først yoga — så meditation. Hver morgen. Og langsomt, dag for dag, ændrede noget sig.

Mikkel begyndte at mærke fred. Ikke udenpå. Indeni. Han sad igennem ubehag, kriblen, gamle traumer.

Og så — en dag — kunne Mikkel holde følelsen.

Han følte sig hel.

*

Og så skete miraklet.

Mikkel — som ikke engang turde gå udenfor i dagslys — tog sin yogamåtte med ud i solen.

Og lavede yoga.

Uden smerte. Uden kløe. Uden panik.

Og han har gjort det hver dag lige siden.

*

I dag er Mikkel atter begyndt at høre punkmusik - og skrive sange.

‘Det føles som om, alle brikkerne falder på plads. Alt, hvad jeg har været igennem, giver pludselig mening. Det var ikke spildt. Det var min vej. Jeg føler mig fri. Jeg føler mig stærk. Og vigtigst af alt: Jeg føler mig hel.’

* 

Dette er en reprise, så Danske Hjerters mange nye lyttere også får mulighed for at dykke ned i det store bagkatalog.

Episoden blev offentliggjort første gang den 23. juni 2025.
 
*

Ethvert bidrag, stort som lille, til at producere denne podcast, modtages med tak og stor taknemmelighed på min MobilePay på nummeret 21.22.23.64

*

Vært: 
Bo Østlund

Musik:
'This Is My Life'/Gasolin' (KODA-licens)
'Helhjertet'/Michael Falch (KODA-licens)
'Hymn for Piano'/Victor Lundberg
'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders 
'Summer Dazes'/Baegel 
(Epidemic Sound Music License)

I denne episode af Danske Hjerters format 'Debatten' tager jeg fat på landbrugets traktordemonstrationer, der tirsdag morgen ventes at ramme blandt andet København og Aarhus - og på den større debat om dansk landbrugs ansvar for naturen.

Med afsæt i dagens krisemøde i Odense, buh-råb mod ministeren, vrede over kvælstofregulering og varslede traktorkaravaner spørger jeg: 

Hvor længe skal hensynet til et relativt lille erhverv veje tungere end hensynet til vores fjorde, åer, vandløb, grundvand og kommende generationer?

*

Episoden handler om proportioner: 

At omkring 60 procent af Danmarks areal bruges til landbrug, mens det primære landbrug direkte beskæftiger en meget lille del af den samlede danske arbejdsstyrke - og at Danmark er blandt de mest opdyrkede lande i Europa.

Det handler også om iltsvind, fedtemøg, døde fjorde, fisk der forsvinder, og eksperter der igen og igen peger på behovet for markante reduktioner i kvælstofudledningen. 

Samtidig retter jeg en skarp kritik mod den vrede, der nu også rettes mod forskere og universiteter - blandt andet i Aarhus, hvor traktorer ventes at demonstrere ved Aarhus Universitet.

*

Dette er en helt personlig kommentar om egoisme kontra fællesskab, om landbrugets ansvar, om politisk nølen gennem årtier - og om den natur, vi ikke har arvet af vores forældre, men lånt af vores børn.

Dette er naturligvis min egen holdning, og debatten er åben. 

Du må meget gerne være uenig.

Faktisk er det jo ofte dér, det bliver mest interessant - når meninger brydes, når argumenter mødes, og når vi tør diskutere det, der betyder noget, uden nødvendigvis at skulle være enige til sidst.

*

Jeg tror på den ordentlige debat. Den skarpe debat. Den ærlige debat. Den debat, hvor vi godt må mene noget forskelligt, men hvor vi stadig forsøger at lytte til hinanden.

Så hvis du har en anden holdning, en kommentar, en indvending eller en erfaring fra dit eget liv, er du meget velkommen til at skrive med i Facebook-gruppen 'Søndagsbrevet og debatten'.

*

Vil du støtte mit frivillige arbejde med denne podcast, gør du bedst og lettest på min MobilePay på 21.22.23.64.

Du kan også støtte på dette link:

https://buymeacoffee.com/booestlund

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:
'Melting Glass'/Eden Avery  (Epidemic Sound Music License)

I denne uges søndagsbrev tager jeg afsæt i en uge præget af tab - og i den særlige stilhed, døden efterlader hos os, når mennesker, vi har fulgt, beundret, lyttet til eller ladet os forme af, ikke længere er her.

For hver gang et kendt ansigt forsvinder, bliver vi også mindet om vores eget timeglas. 

Om sandet, der løber. 

Om livets forgængelighed. 

Om hvor kort tid vi i virkeligheden har - og om hvor vigtigt det er, at vi bruger den tid på mennesker, steder og valg, der giver os energi, glæde, kærlighed og mening.

*

Men søndagsbrevet handler også om noget større: 

Hvad gør vi, når verden bliver for meget?

Når vi allerede om morgenen mødes af krig, klima, vrede, død, ensomhed, mistrivsel, flugt, frygt og børn, der lider. 

Når hele verdens smerte ligger i vores telefon, før vi overhovedet har drukket den første kop kaffe. 

Når vi ikke længere bare bliver informeret om verden - men ramt af den. 

Igen og igen.

*

Jeg reflekterer over den stille nyhedssorg, mange af os bærer rundt på. Over forskellen på medfølelse og overbelastning. Over den vrede tid, vi lever i, hvor sociale medier gør reaktionen hurtig, hård og ofte uden åndedrag. Og over hvordan vi kan blive så optaget af menneskehedens lidelse, at vi glemmer det menneske, der står lige foran os.

Dette søndagsbrev er ikke en opfordring til at lukke øjnene for verden. 

Tværtimod. 

Det er en nænsom påmindelse om, at vi kun kan møde verden som hele mennesker, hvis vi også passer på vores eget hjerte.

*

Måske skal vi ikke bære hele verden. 

Måske skal vi bære det stykke, der er lagt i vores hænder: 

Et barn, en ven, en nabo, en gammel forælder, en ensom sjæl, en samtale, en håndsrækning, et øjeblik af mildhed.

For håbet begynder måske ikke med, at vi kan gøre alt.

Måske begynder det med, at vi gør én ting.

Med kærlighed.

*

Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 

21 22 23 64

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:

'I Will Always Love You'/Dolly Parton (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)

Det er blevet den 28. august 2026, den lunefulde fuldmåne hænger deroppe netop denne fredag, og den bedste danske sommer i mands minde synger lige så stille på sidste vers.
 
I denne episode kan du du lytte til en helt ny samtale med 53-årige Ane fra Midtjylland, der to aftener inden for få dage blev voldtaget af sin ekskæreste - faderen til hendes yngste datter - mens de tre børn på 8, 6 og 3 år lå og sov på førstesalen i det øde beliggende hus.

*
 
Men hvad gør man - hvordan handler man - når en beruset eks pludselig dukker op og står i stuen og ikke lægger skjul på, at han ønsker og vil have sex?
 
Anes ekskæreste blev dømt for voldtægt i både byretten og landsretten, hvor han fik to et halvt års fængsel.
 
Og i mange år lykkedes det Ane at lægge oplevelsen fra sig, og hun var aldrig plaget af mareridt eller flashbacks - og udadtil fungerede hendes liv fint.

*
 
Men en fuldmåneceremoni på Bali for tre år siden fik pludselig alt frem igen, og i sidste måned - i juli i år - skete det samme igen, og denne gang endnu stærkere, da Ane skulle have den sidste session i et forløb med en spirituel mentor. 
 
Pludselig, ud af det blå, dukkede voldtægterne, dæmonerne og spøgelserne atter op, og det bragt hende ind i dyb proces, hvor det blev helt tydeligt hvilken betydning, det hele har haft for hendes liv, og for hendes rolle som mor og hendes forhold til sin nuværende mand.

*

'Den aften og nat tog han den sprudlende fynbo, som jeg var dengang. Der blev lagt en skygge hen over den mor, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være for min børn - og over alle de ting, jeg havde drømt om at gøre sammen med dem. Det blev taget fra os, og det gør mig sorgfuld ...'

*

Dagens samtale handler om alle de usynlige spor, som en traumatisk oplevelse som Anes kan have, Den handler om skam, og den handler om sorg over alt det, som man mister, når man mister sig selv.

Og den bringes ganske passende på en dag med fuldmåne, da det jo var netop fuldmånen over Bali, som satte Anes proces i gang.

*

Jeg har stadig brug for din hjælp, hvis DANSKE HJERTER skal fortsætte med at udkomme.
 
Jeg håber derfor, at du give en kærlig og livsvigtig hånd ved at donere et beløb på min MobilePay på nummeret 
 
21.22.23.64

Enhver donation - stor som lille - vil blive modtaget med meget stor taknemmelighed.

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:

'This Is My Life'/Gasolin  (KODA-licens)

'Me and a Gun'/Tori Amos. (KODA-licens)

'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders (Epidemic Sound Music License)

Dagens søndagsbrev handler om det menneske, ingen spørger til.

Afsættet er disse dages Folkemøde Møn, hvor der er et hav af vigtige programpunkter om kvinder, kvinders sundhed, kvindekroppen, vold mod kvinder, samtykke, omsorg, ligestilling og toxic maskulinitet.

Alt sammen vigtigt.

Men hvor er mændene?

*

Ikke mændene som problem.

Ikke mændene som vold, skyld eller giftig maskulinitet.

Men mændene som mennesker.

De ensomme mænd.

De tavse mænd.

De syge mænd.

De fraskilte fædre.

De mænd, der ikke går til lægen.

De mænd, der ikke har nogen at ringe til.

De mænd, der ender i selvmordsstatistikken.

*

Men denne udgave af Søndagsbrevet og denne episode handler også om noget større:

De gamle, vi kalder en ældrebyrde.

De ensomme, der sidder bag lukkede døre.

De omkring 600 danskere, der hvert år tager deres eget liv.

Og dem, der dør alene - så alene, at samfundet må efterlyse pårørende i avisen.

*

Dette er et Søndagsbrev om synlighed.

Eller mangel på samme. 

Om tavshed.

Om skam.

Om ensomhed.

Om at blive glemt, mens man stadig lever.

Om et samfund, der taler meget om trivsel, men hvor alt for mange stadig sidder bag lukkede døre uden nogen, der banker på.

*

Og om det helt enkle spørgsmål, vi måske alle burde stille os selv lidt oftere:

Hvem har jeg selv ikke spurgt til, ringet til og holdt et kærligt øje med? 

*

Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 

21 22 23 64

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:

'Eleanor Rigby'/The Beatles (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)

Dén aften i oktober 2018 ventede Rasmus fra Skive på, at mørket skulle falde på.

Han havde kærestesorger, og han orkede ikke mere.

Kort før, han førte sin beslutning ud i livet, skrev han en sms, som han sendte til sin mor og far:

*

'Tak for alt, som I har givet mig her i livet. Nu kan jeg bare ikke mere. Jeg føler ikke længere, at mit liv giver nogen mening, og at der er nogen grund til at trække pinen ud'

'I skal vide, at jeg elsker jer, og at I intet har gjort forkert. Jeg valgte bare den forkerte sti i mit liv. I er de mest fantastiske forældre. Jeg kan bare ikke mere og har brug for at gøre en ende på mit liv.'

'Jeg ved godt, at det er jeres store frygt, men jeg tror på, at jeg kommer et bedre sted hen, selv om det er svært at gøre det. jeg kan bare ikke mere. Kæmpe undskyld for den store smerte, som jeg har forvoldt jer. Der er bare ikke plads til mig i dette liv.'

*

Derefter hængte Rasmus sig i sin carport halvanden kilometer fra sin mors hjem.

Rasmus, som elskede musik og spillede både trommer og guitar, blev 30 år.

Hanne Westergaard fortæller historien om sin søn.
 
*

Denne episode af DANSKE HJERTER handler om selvmord.
 
Et emne, som det ikke er farligt at tale om eller fortælle om. 
 
Tværtimod viser alle undersøgelser det modsatte. 
 
Nemlig at det er vigtigt at turde sætte ord på og fortælle om selvmord for at fjerne de mange tabuer omkring dét at vælge livet fra.
 
For vi taler helst ikke om det, og det er stadig for mange familier forbundet med både skyld og skam - og det på trods af, at hvert eneste selvmord i gennemsnit berører fem mennesker.
 
Så flere tusind danskere mister altså hvert eneste år et familiemedlem eller en nær ven eller kollega og efterlades i stor sorg og med mange spørgsmål, som aldrig bliver besvaret.  
 
 *
 
Hvert år dør cirka 600 personer til selvmord i Danmark. 
 
Et tal, som har ligget nogenlunde konstant i næsten 20 år.
 
Tidligere var antallet af selvmordsraten i Danmark meget højere.
 
Allerhøjest var den i 1980’erne, da min egen far tog sit eget liv.
 
Dengang var der cirka 1600 selvmord om året.
 
Men de 600 årlige selvmord i vor tid er stadig tre gange så mange, som der årligt dør i trafikken her i landet. 
 
Og inden 2025 er slut, vil der have været mindst 10.000 selvmordsforsøg. Måske er tallet det dobbelte.
 
*
 
Hvis DU, som lytter, selv er i krise, eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. 

De fleste mennesker har perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene. 
 
For nogen fører krisen til selvmordstanker og uden hjælp måske til selvmordsforsøg og selvmord.
 
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på nummeret 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11 til 05 om morgenen.

*

Del podcasten i hele dit netværk - med din familie, dine, venner, dine kolleger og dine naboer.

Husk endelig også at abonnere på DANSKE HJERTER på Spotify, Apple eller hvor du hører den, så du automatisk får besked, når der lægges nye episoder op.

*

Skulle du have lyst til at sponsere podcasten, eller måske medvirke med DIN livshistorie, så send en mail til:

[email protected] 

*

Vært: 
Bo Østlund

Musik:
'This Is My Life'/Gasolin' (KODA-licens)
'In The Arms Of The Angel'/Sarah McLachlan (KODA-licens)
'Hymn for Piano'/Victor Lundberg
'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders 
'Without Me'/Autumn Cheek
(Epidemic Sound Music License)

I denne uges søndagsbrev handler det om tilgivelse.

Ikke som et let eller pænt ord. 

Men som en af de stærkeste og mest radikale kræfter, vi har som mennesker.

For tilgivelse er ikke det samme som at glemme. Det er ikke det samme som at frikende. Det er ikke det samme som at sige, at det forkerte ikke var forkert.

Men måske er tilgivelse det, der kan forhindre, at det forkerte får lov at eje os resten af livet.

*

I denne episoden reflekterer jeg over, hvorfor vi som mennesker - og som samfund - ofte er så dårlige til at tilgive. 

Jeg taler om skilsmisseforældre, familier der går i stykker, gamle konflikter mellem børn og forældre, sociale medier, politisk udskamning og mennesker, der bliver dømt ude af fællesskabet på ubestemt tid.

Jeg taler også om mine to samtaler i denne uge her i podcasten med Amira fra TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane'. Om hendes ord om skyld, skam og måske aldrig at kunne tilgive sig selv. 

Hendes historie rejser et svært spørgsmål: 

Kan vi overhovedet lytte til et menneskes anger, hvis vi allerede har besluttet, hvem det menneske er?

*

Og så fortæller jeg en personlig historie om min fars selvmord, da jeg var 23 år. 

Om skyldfølelse. 

Om at skulle tilgive mig selv. 

Og om mange år senere at kunne se hans selvmord i et andet lys - ikke som noget smukt, men som en handling født af desperation, depression og afmagt.

*

Til sidst stiller jeg lytteren nogle spørgsmål:

Hvem mangler du at tilgive? 

Hvem mangler du at blive tilgivet af? 

Og har du tilgivet dig selv?

*

Dette er et søndagsbrev om vrede, skyld, skam, barmhjertighed - og om muligheden for at lægge nogle af de sten fra sig, som vi har båret på alt for længe.

*

Tak fordi du lytter til 'Danske Hjerter', som kører på sin tredje sæson.

Det sætter jeg utroligt stor pris på.

Hvis du ikke allerede abonnerer på podcasten, så gør det, så du sikrer dig, at du automatisk får besked, når der lægges nye episoder op flere gange om ugen.

'Danske Hjerter' er ikke gemt bag en betalingsmur, og den kan høres gratis over alt, hvor du lytter til dine andre podcasts.

*

Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 

21 22 23 64

*

Du kan også støtte mit arbejde her:

https://buymeacoffee.com/booestlund

Enhver donation - stor som lille - vil blive modtaget med stor taknemmelighed.

*

Af hjertet tak for dig - du gør en kæmpestor forskel for denne podcast.

*

Vært: Bo Østlund

*

Musik:

'Sorry Seems To Be The Hardest Word'/Elton John (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)