DE GULE MARKER

Jeg så dem igen.

De gule marker.

Ikke gyldne.

Ikke varme.

Bare gule.

Som om nogen

har trukket stikket

på én gang.

Alt dødt samtidig.

Alt lige meget.

Det ser forkert ud.

Ikke grimt.

Bare unaturligt.

For naturen dør ikke sådan.

Den tøver.

Den skifter farve i etaper.

Den efterlader spor af liv,

selv når noget forsvinder.

Her er der ingen overgang.

Ingen ujævnhed.

Ingen rest.

Kun effektivitet.

Vi kalder det forberedelse.

Optimering.

Tidsbesparelse.

Vi siger,

det gør arbejdet lettere.

Og det gør det sikkert.

Men prisen kan ses

med det blotte øje.

Et landskab,

der ikke længere fortæller

om liv,

men om kontrol.

Når vi vil have orden,

fjerner vi bevægelsen.

Når vi vil have effektivitet,

fjerner vi det langsomme.

Når vi vil have ensartethed,

fjerner vi forskellen.

De gule marker

taler ikke.

De vidner.

Om en verden,

hvor vi slår alt ihjel

for at gøre plads

til det næste.

Ikke fordi vi hader naturen.

Men fordi vi har travlt.

Og måske er det netop derfor,

det ser så forkert ud.

Fordi noget i os ved,

at liv ikke er noget,

man rydder væk

på én gang.

At det, der virker mest effektivt,

ikke altid er det,

der er mest rigtigt.

De gule stubbe

er ikke bare marker.

De er en tanke,

vi har ført helt ud

i landskabet.

MARKENS STEMME

Jeg plejede at skifte farve langsomt.

Ikke for at vise noget.

Bare fordi tiden gik.

Grøn til brun.

Brun til hvile.

Der var altid noget,

der blev tilbage.

Et strå.

En rod.

Et sted at gemme sig.

Nu bliver jeg stille

på kommando.

Alt på én gang.

Ingen tøven.

Ingen overgang.

Jeg bliver gul,

uden at være moden.

Jeg bliver tom,

uden at have givet alt fra mig.

De kalder det klar.

Forberedt.

Jeg kalder det afbrudt.

Jeg ved godt,

det ikke er af ond vilje.

De har travlt.

De vil gøre det rigtigt.

Men livet i mig

kender ikke til planer.

Det arbejder i forskydninger.

I langsomme beslutninger.

Når alt dør samtidig,

er der ingen,

der kan finde vej.

Ingen,

der kan blive.

Jeg savner

at få lov at være ujævn.

At være et sted,

hvor noget forsvinder,

mens noget andet begynder.

Jeg savner

at dø i mit eget tempo.

For selv hvile

har brug for bevægelse.

Og jeg ved,

at nogen ser på mig

og mærker,

at noget er forkert.

Det er ikke mig,

de reagerer på.

Det er tanken,

der har lagt sig i mig.

Og hvis de en dag

lader mig stå

bare lidt længere,

vil jeg vise dem,

hvordan liv

egentlig

slipper.

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere