DEN ORANGE

Jeg tror ikke,

jeg siger noget nyt.

Alle taler om ham.

Den orange.

Det er som om,

han ikke er et menneske,

men et fænomen.

Noget, der er trådt ind i verden

uden manual.

Jeg mærker kvalmen,

før holdningen.

For hele hans væsen

synes at pege i én retning:

egen vinding,

uden omveje,

uden skam.

Når jeg lytter til radio og podcasts,

kan jeg høre det ske.

Eksperterne tøver.

De leder stadig efter motiver.

Strategier.

Indre logik.

Som om rationel tænkning

stadig er adgangsbilletten.

Men den virker ikke længere.

Intet hænger sammen.

Han siger det ene.

Gør det andet.

Lover det tredje.

Og ignorerer det hele.

Og måske er det netop pointen.

Jeg kan ikke finde ud af,

om jeg skal grine

eller græde.

For det er absurd.

Næsten komisk.

Som en spillefilm,

der er gået i stykker,

men stadig vises i biografen.

Tænk,

at et land,

der kalder sig et stærkt demokrati,

kan føles styret af én mand.

Tænk,

at alle de brede skuldre,

de pæne jakkesæt,

de veltalende stemmer

står så stille.

Som om kraft

ikke længere betyder mod.

Ingen siger noget.

Vi andre taler forsigtigt.

Vejer ordene.

Passer på.

Imens han taler i alle retninger.

Og nyhederne fyldes af ham.

Hele fladen.

Det er godt TV.

Og det er måske det mest urovækkende.

At underholdning og alvor

nu er det samme.

Jeg ved godt,

det er let at fordømme.

Let at pege.

Og jeg ved,

der må være grunde til,

at han blev valgt.

Måske er de grunde

ikke dumhed.

Men desperation.

En krise så dyb,

at den ikke længere kan forklare sig selv.

Og jeg holder fast i historien.

Som i et gelænder.

At vi kommer ud på den anden side.

Ikke rene.

Ikke klogere.

Men i live.

Spørgsmålet er bare,

hvad vi har lært

at bruge som værktøj,

imens vi ventede.

VENTETID

Vi venter ikke i stilhed.

Vi venter med nyhederne kørende.

Med breaking-bjælker,

der ikke længere bryder noget.

Vi venter,

mens han stadig nævnes.

Mens hans navn dukker op

som en alarm,

ingen helt ved,

hvad betyder længere.

Vi venter på næste udmelding.

Næste tweet.

Næste trussel forklædt som humor.

Næste beslutning,

der ikke kan forklares,

kun konstateres.

Eksperterne taler langsommere nu.

Med flere forbehold.

Flere “det kommer an på”.

Som om sproget selv

har lært at gå på æggeskaller.

Vi venter i kontorer.

I køkkener.

I biler på vej hjem.

Vi venter,

mens verdens stærkeste demokrati

føles skrøbeligt,

og ingen helt tør sige det højt.

Vi venter på,

om det bliver værre.

Eller bare ved.

Imens lærer vi noget nyt:

At magt ikke altid forklæder sig.

At grovhed kan være et værktøj.

At dumhed kan ligne strategi.

Og at rationalitet

ikke altid er det,

der vinder dagen.

Vi venter,

mens alvor bliver til underholdning.

Mens satire mister sin kraft,

fordi virkeligheden overhaler den.

Vi venter,

mens folk enten råber højere

eller bliver helt stille.

Vi venter på,

om nogen med autoritet

vil rejse sig.

Og vi venter på,

om de ikke gør.

I mellemtiden

lever vi videre.

Vi går på arbejde.

Henter børn.

Taler om vejret.

Som om ventetiden

bare er noget,

der foregår i baggrunden.

Men den sætter sig i kroppen.

Som en spænding,

der aldrig helt slipper.

For vi ved godt,

at det her ikke er en pause.

Det er en overgang.

Og mens vi venter,

bliver vi langsomt klar over,

hvad vi ikke længere tror på.

Og måske –

hvad vi er nødt til

at begynde at tage alvorligt.

Ikke når det hele er ovre.

Men nu.

Mens vi venter.

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere