Er man vegetar, hvis man spiser kød eller fisk? Er man veganer, hvis man spiser æg eller ost?

Du tænker måske "nej, selvfølgelig ikke", og på sin vis har du ret. Men min forskning peger på, at sagen er mere kompleks, end man skulle tro.

Lad os spole tiden tilbage til begyndelsen af 2021. Jeg sidder i et småkoldt mødelokale på Københavns Universitet med Niels, der er vegetar.

Vi er i gang med et forskningsinterview, der handler om, hvilke udfordringer man møder, hvis man ikke spiser kød.

Snakken falder på nytårsaften, og Niels siger ordet 'torsk'. Det får mig til, lidt overrasket, at spørge, om han spiser fisk. Niels laver en lille grimasse:

"Ja. Det er mest engang imellem. Det, tror jeg, lidt er min 'synder'."

Niels ser fisk som syndigt, fordi det ikke normalt er en del af en vegetarisk kost. Niels skynder sig at uddybe:

"Jeg kunne aldrig finde på at lave det til mig selv, men til sådan noget som nytårsaften kunne jeg finde på at spise noget torsk. "

Interviewet fortsætter, og i første omgang tænker jeg ikke mere over sagen.

Men da jeg er færdig med min dataindsamling, står det klart, at Niels ikke er alene. De fleste af mine deltagere nævner lignende undtagelser.

Jeg gik ind i projektet med en forestilling om, at vegetarer bør være strikse med deres kost. Men hvad nu, hvis virkeligheden ser anderledes ud? Jeg satte mig for at undersøge sagen.

Fænomenet 'vegetarisk kødforbrug' er dokumenteret i tidligere studier, men ofte omtales det i negative termer, som om vegetarer "forbryder sig" mod deres diæt.

Det kan nemt fortolkes, som at vegetarerne mangler engagement eller opfører sig hyklerisk. Flere af mine deltagere fortæller om oplevelser med lignende beskyldninger.

Mine resultater peger i en anden retning. Mine deltageres undtagelser skyldes ofte, at de udviser kompromisvillighed i sociale situationer, eller at de er pragmatiske i deres brug af labels som 'vegetar' og 'veganer'.

Forskningsdeltagerne beskriver, hvordan kostmæssig strikshed ikke altid stemmer overens med andre hensyn i deres hverdag. Særligt sociale hensyn fylder.

Tag for eksempel vegetaren Louise, der fortæller, at hun prioriterer den gode stemning over striksheden, når hun besøger svigerforældrene:

"De spiser ret meget kød, og nogle gange er kødet blandet sammen i retten. Så spiser jeg det. Men hvis de serverer steg, så spiser jeg bare tilbehør."

Der er også veganeren Johanna, der har accepteret at spise mælkeprodukter, når hun besøger sine forældre. Som hun med et skævt smil siger:

"De kender det jo slet ikke ovre i Jylland, det der med at være veganer."

I begge tilfælde - og mange andre - bliver det sociale hensyn vigtigere end at være striks med kosten.

Med andre ord peger undersøgelsens resultater ikke på, at der handler om manglende engagement eller hykleri, når en vegetar spiser kød eller en veganer spiser mælkeprodukter.

De viser derimod, at vegetarer og veganere er pragmatiske forbrugere, der forsøger at jonglere sociale hensyn og modsatrettede prioriteter i deres hverdag.

Vi bruger etiketter som 'vegetar' og 'veganer' til at forstå og kommunikere vores madvalg. Men i praksis passer folks madvaner ikke altid med rigide definitioner.

I min undersøgelse udfordrer flere af deltagerne idéen om, at man bør være 100 procent striks med sin kost for at være vegetar. Niels siger det meget godt:

"Jeg spurgte engang min mor, om jeg godt kan kalde mig vegetar, når jeg spiser fisk en gang eller to om året. Hun svarede, at man ikke ville kalde nogen for ryger, hvis de ryger to cigaretter om året."

Eksemplet er sigende: Mon ikke, der er mange derude, der ville blive nødt til at kalde sig rygere, hvis 100 procent afholdenhed var afkrævet for at være ikke-ryger?

Der er også deltagere, der spiser på måder, der ikke findes en perfekt label til.

Som Ida og hendes kæreste, der kalder sig vegetarer, fordi de "for det meste kun spiser vegetarisk". Men de kan godt finde på at spise fisk på restaurant en sjælden gang imellem. Som Ida siger:

"Jeg har en opfattelse af, at hvis...