Radio Information

Disneys fødselsdag, Polens optursvalg og Bidens balancegang

10.20.2023 - By Dagbladet InformationPlay

Download our free app to listen on your phone

Download on the App StoreGet it on Google Play

I 100 år har Disney været en af underholdningsindustriens og kulturimperialismens bærende søjler. Alle kender Disney, mange af os elsker Disney – eller også elsker vi at hade Disney. Men uanset hvad vi mener om den amerikanske underholdningsgigant, er det svært at løbe fra, at det selskab, som Walt og Roy Disney grundlagde den 16. oktober 1923, på godt og ondt har formet vores følelser og dyder i generationer. Er man født efter Anden Verdenskrig, er man et barn af Walt Disney, som Christian Monggaard formulerer det. Han uddyber, hvad han mener med dét sidst i programmet.

Også Rune Lykkeberg kigger forbi for at fejre, at Donald Tusk og resten af oppositionen løb med sejren ved det polske valg og dermed demonstrerede, hvor svært det faktisk er at aflive et demokrati. Efter otte år med Lov- og Retfærdighedspartiet ved magten er den polske retsstat godt og grundigt politiseret, og der ligger et svært arbejde forude. Men valgresultatet viser, at politisk polarisering også kan føre til vælgermæssig mobilisering, og det er om noget en optur værd.

Og så kommer vi ikke uden om den verserende krig mellem Israel og Hamas. Under sit besøg i Israel onsdag fornyede Joe Biden sit løfte om fuld amerikansk støtte til Israel – men hjemme i USA tager protesterne over krigen til. Omtrent samtidig med Bidens besøg hos Netanyahu blev over 300 jødiske demonstranter i Washington arresteret af politiet efter at være trængt ind i Capitol-komplekset med bannere og slagord som: ’Våbenhvile nu’. Vores korrespondent Martin Burcharth er med på en linje fra USA og fortæller om brudfladerne i Bidens bagland, hvor både indflydelsesrige kommentatorer, liberale demokrater og universitetsstuderende gør kraftige indsigelser mod en kommende israelsk invasion. Kan det få betydning for Bidens balancegang i konflikten?

More episodes from Radio Information