Velkommen til det sidste afsnit af Dødkedeligt. Det her afsnit har en lidt mere humoristisk tone. Det skyldes højest sandsynligt, at min gæst er den (forholdsvis) humoristiske Emil Lange, som er DJ og radiovært.

Emil blev syg som 12-årig og var syg i ti år, før han blev erklæret rask. Men selvom Emil var igennem et langt sygdomsforløb og fik at vide, at han muligvis havde kræft, var han aldrig bange for at dø. Og det er han stadig ikke.

Emil og jeg snakker om, hvad det vil sige ikke at være bange for at dø. Er man afklaret med døden, eller er man frygtløs? Vi snakker om, hvad den indstilling til livet og døden har haft af betydning for hans liv, og om det ville være bedst, hvis alle havde det sådan. Vi snakker om, hvordan man snakker om døden og sygdom, og hvordan Emil selv snakkede om sin sygdom.

Jeg er meget glad for, at jeg får lov til at afslutte mit podcast med dette mindre højtidelige afsnit, hvor moralen er, at vi skal vide, at vi alle skal dø en dag, men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at leve så længe som muligt.

Vært: Mathilde Gade Jæger
Gæst: Emil Lange

Sorgforskning viser, at vi skal bære de døde med os videre og ikke sige 'farvel' til dem. Men hvordan kan man bære de døde med sig videre og samtidig erkende at have mistet en nær? Det taler jeg med radiovært og journalist Esben Kjær om i dette afsnit af 'Dødkedeligt'.

Esben mistede sin søn til kræft i 2012 og har efterfølgende skrevet bøger og lavet en tv-serie om sorg og det at miste. Da disse projekter har involveret grundig research og flere interviews med eksperter, er Esben efterhånden også selv blevet ekspert på området.

Esben og jeg taler om, hvorfor vi ikke har et sprog for døden i Vesten, og hvorfor vi er så berøringsangste omkring emnet. Vi taler om, hvorfor netop det er et problem, og hvordan døden er en transformerende livsbegivenhed, der ændrer os for altid. Vi taler også om, hvordan vi kan udvikle et sprog for døden, og hvordan man siger 'farvel' til de levende og 'goddag' til de døde.

Vært: Mathilde Gade Jæger
Gæst: Esben Kjær

Hvis vi skal udvikle et sprog for døden, skal vi have alle med - også dem, der ikke har haft døden lige så tæt på, som andre har. I dette afsnit af 'Dødkedeligt' taler jeg med min veninde Frederikke. Frederikke har, hvad hun selv kalder, et 'normalt' forhold til døden. Hendes bedsteforældre var gamle, da de døde og døde af naturlige årsager, men tættere er døden ikke kommet Frederikke.

Frederikke og jeg snakker om, hvordan det er, at være på 'den anden side af bordet' med en, der har mistet. Hvad har man brug for for at føle sig tryg i en samtale om døden? Hvordan føles det, når nogen nævner, at de har mistet en forælder? Vi snakker også om misforstået omsorg: nemlig det, at folk ofte tror, de gør situationen værre, hvis de engagerer sig i en samtale om døden, som den pårørende egentlig har åbnet for.

Vært: Mathilde Gade Jæger
Gæst: Frederikke Le Nissen

Hvordan er det at vide, at man med næsten 100% sikkerhed overlever sin kæreste? Cris var kærester med min bedste veninde Cille i fem år, før hun i april 2019 mistede livet til en livslang kamp mod den kroniske sygdom cystisk fibrose. Cille havde altid været syg, men selvom både Cris og jeg godt vidste, at vi ville være på jorden i længere tid end Cille, havde ingen af os forventet, at vi blev nødt til at sige farvel til hende som 24-årig.

I tredje episode af 'Dødkedeligt' taler jeg med Cris om hans oplevelse med at italesætte sin sorg. Vi snakker om, hvordan han snakker om det med sine egne venner, Cilles venner og deres datter Eva på fire år. Vi snakker også om, hvor vigtigt det er at forstå, at sorgen af at have mistet ikke bare sådan lige forsvinder. Den vil være altid være der. Og måske bliver den aldrig lettere - men man bliver nok bare selv bedre til at leve med og acceptere den.

Vært: Mathilde Gade Jæger
Gæst: Cris Bjørn Foged

En af de første personer, der var der hos mig, efter min far døde, var min storebror Joel. Joels far og min mor var kærester og boede sammen fra jeg var 2 år til jeg blev 14, og sammen har de vores fælles lillesøster Mollie. Så selvom Joel og jeg ikke er søskende af blod, er han stadig min storebror, og jeg er stadig hans lillesøster.

Men hvordan er det at have en lillesøster, der mister sin far, men selv stadig have begge sine forældre? Hvad gør man, når ens lillesøster pludselig bliver voksen som 16-årig efter at have mistet en forælder?

I dette afsnit snakker jeg med Joel om, hvad han gjorde for at snakke med mig om mit tab og min sorg. Han fortæller, at jeg med det samme gik fra at være hans irriterende teenage lillesøster på 16 år til at være en voksen kvinde på 16 år. Og netop det var vigtigt for ham at fokusere på, når vi snakkede sammen.

Vi snakker også om, hvordan man bedst indbyder til en samtale om døden, og om vi bliver bedre til at snakke om det jo ældre vi bliver.

Vært: Mathilde Gade Jæger
Gæst: Joel C. Fischer

Da min mor for ni år siden er på arbejde, får hun et opkald fra min faster. Min far er død. Nu skal min mor tage hjem til mig, hendes 16-årige datter, og fortælle, at min far er druknet, mens han var i Caribien. Det var det sværeste, hun nogensinde skulle fortælle nogen, og jeg lukkede med det samme helt i, da jeg fik det at vide. Min mor ringede derfor til børnetelefonen og spurgte om råd. De sagde, at det vigtigste var, at man var 'om' sorgen.

I dette afsnit af 'Dødkedeligt' snakker jeg med min mor om, hvad hun har lært gennem de ni år om, hvordan man taler om døden, og hvordan man er 'om' sorgen.

Vært: Mathilde Gade Jæger
Gæst: Signe Jæger