Sign up to save your podcasts
Or
Share E1: Et vindue åbent
Share to email
Share to Facebook
Share to X
Share to email
Share to Facebook
Share to X
Or
E1: Et vindue åbent
“Mellem forundring og forandring, et enkelt bogstav”
Atomar. Et poetisk univers.
Poetiske billeder holdt sammen i en sprængt musik.
Atomar. En fortælling i en atomar form.
En fortælling om kærlighedens, landets, verdens tilstand.
Atomar. Erindring og vision. Klædt i sorg og beskhed, oprør og mildhed, skønhed.
Tid som åbning og som ar. Ar, så små eller store som atomer.
Atomar. Et digterisk værk fortolket i lyd og af to stemmer. To stemmer peger på flere, på det fælles. To stemmer, ensomme og fælles.
Digte: Lene Henningsen
Stemmer: Marina Bouras og Jens Albinus
Lyd og musik: Rudiger Meyer
Læs mere om værket i vores august nyhedsbrev.
Et vindue åbent
spar mig for det som soler sig i overfladen
alle de udflugter lille søde helvede på ny
mikrotider drivende i løs vægt
mens naboens hus som om lagt i brokker
driv spørgsmål driv
videre og sådan må det være
ord opløser sig selv i tusinde former
for intersolar blæst grønt støv
ønsker
den slags der sover i sten og sprækker
spørgsmålet et opløst jeg med kant come on
et vindue der deler sit smeltepunkt
en enkelt stjerne og hvor vi er
I dagen
View all episodes
By Poetisk Podcast“Mellem forundring og forandring, et enkelt bogstav”
Atomar. Et poetisk univers.
Poetiske billeder holdt sammen i en sprængt musik.
Atomar. En fortælling i en atomar form.
En fortælling om kærlighedens, landets, verdens tilstand.
Atomar. Erindring og vision. Klædt i sorg og beskhed, oprør og mildhed, skønhed.
Tid som åbning og som ar. Ar, så små eller store som atomer.
Atomar. Et digterisk værk fortolket i lyd og af to stemmer. To stemmer peger på flere, på det fælles. To stemmer, ensomme og fælles.
Digte: Lene Henningsen
Stemmer: Marina Bouras og Jens Albinus
Lyd og musik: Rudiger Meyer
Læs mere om værket i vores august nyhedsbrev.
Et vindue åbent
spar mig for det som soler sig i overfladen
alle de udflugter lille søde helvede på ny
mikrotider drivende i løs vægt
mens naboens hus som om lagt i brokker
driv spørgsmål driv
videre og sådan må det være
ord opløser sig selv i tusinde former
for intersolar blæst grønt støv
ønsker
den slags der sover i sten og sprækker
spørgsmålet et opløst jeg med kant come on
et vindue der deler sit smeltepunkt
en enkelt stjerne og hvor vi er
I dagen