Statsminister Mette Frederiksen (S) er onsdag taget til Grønland for at give en officiel undskyldning.
Hun skal på vegne af Danmark beklage de spiraloplægninger, der blev tvangsudført på cirka 4.500 unge piger og kvinder tilbage i 1960'erne og 1970'erne.
Men hvordan giver man egentlig en undskyldning, så den skaber genklang, mening og måske endda forløsning hos den forurettede part?
Det har den engelske professor i psykologi Shiri Lev-Ari fra Royal Holloway University of London undersøgt i et nyt studie, udgivet i British Journal of Psychology.
Hun har bedt mere end 50 briter vurdere kvaliteten af en række opslag på sociale medier, hvor kendte person såsom tidligere premiereminister Boris Johnson, filminstruktør Harvey Weinstein og skuespiller Mila Kunis undskylder for forskellige ting.
For at en undskyldning skal modtages positivt, er det afgørende, at afsenderen giver indtryk af at mene det, vedkommende siger, lyder en af konklusionerne ifølge The Guardian.
I den sammenhæng er det godt at bruge længere ord, når man undskylder - det giver nemlig indtryk af, at man har brugt tid på at vælge de rette ord og bidrager til følelsen af ægthed.
Og så skal leveringen ikke være for staccato, så man oplever den som indøvet og mindre følelsesladet, lyder det fra den engelske forsker.
The Guardian har opstillet en række eksempler på gode og mindre gode måder at undskylde på ud fra studiets resultater:
Giv indtryk af, at du mener, det du siger og vær følelsesladet. Det virker at lægge sig fladt ned og erkende, at man har fejlet. Gerne i længere og følelsesladede vendinger. Det er langt mere effektfuldt at sige, at man er 'ekstremt ked af det', end blot at konstatere; 'vi beklager'.
Undgå at være indstuderet. Modtageren kan lugte på kilometers afstand, hvis der er tale om en undskyldning, der er blevet for manuskriptagtig. Ægthed virker bedst. Brug gerne lange sætninger og lange ord for at give undskyldningen tyngde.
Drop 'undskyld, du fik det dårligt-undskyldningen'. En type undskyldning, der tilsyneladende ikke fungerer, er den klassiske, hvor man undskylder for at have gjort nogle kede af det, men ikke tager reelt ansvar og undskylder for sin handling.
Virker en undskyldning mange år efter noget er sket? Det er der forskellige opfattelser af. I hvert fald har en undskyldning bedst chance for effekt, hvis den er dybfølt, formuleret på den rette måde og følelsesladet, peger det nye studie på.
Mette Frederiksen er ikke den eneste, der underskylder i disse dage.
Jonatan Spang, Værten på DR's populære satireprogram 'Tæt på sandheden', har i dag onsdag undskyldt på Instagram for, at han har haft en "intim relation" til en 15-årig pige, da han selv var 31 år. Det har kostet ham jobbet i DR.