Etik og Nydelse

Epikur spørger først, hvad det er, der egentlig driver menneskene - ja, faktisk alle levende væsener.

Hans svar er nydelse, eller velvære. Epikur antager, at der findes en naturlig tilstand for mennesket, og at man kan registrere, om man befinder sig i den, ved at mærke efter, hvordan man har det. Hvis man føler velvære, er man på rette vej.

Mennesket kan skabe et liv i indre frihed, uafhængig af den ydre verden. Den frie vilje gør os i stand til at forme vores egen verden ved rationelt at undersøge vores begreber. Målet med det er at komme i forbindelse med menneskets egen natur og at leve uforstyrret med mindst mulig ubehag og smerte. Epikurs filosofi har derfor et praktisk sigte som en livskunst, og i de epikuræiske haver har eleverne formentlig arbejdet med sig selv og ikke kun med teorierne.[4]

Epikur mente, at mennesket søger nydelsen, og at man skal forsøge at undgå smerte. Det højeste gode er således et liv uden legemlig smerte og sjælelig angst. Smerte kan f.eks. være angst for guderne eller angst for døden.

Epikur mente, at den sande lykke findes i et stille, eftertænksomt liv hvor man passer sin have (deraf navnet på hans skole) i ro og fred.

Faktisk mener Epikur, at den optimale tilstand er den, hvor mennesket ikke føler nogen smerte. Kan man tilvejebringe en sådan tilstand, kan man altid variere lidt med lidt aktive fornøjelser. Fravær af smerte er den optimale nydelse, mener Epikur faktisk.

Han kalder denne form for nydelse for katastematisk velvære - velvære i stilstand - i modsætning til den kinetiske nydelse. Katastematisk nydelse kan defineres præcist, den er der kun én af; kinetiske nydelser er der uendeligt mange af. Og her viser Epikur sig alligevel lidt præget af det filosofiske miljø, han befinder sig i, og som han ellers for det meste er i opposition til. Det højeste, et menneske kan nå, er ophøjet stilstand og ro;

Den er meget nøjsom, og stræber efter fred og ro. Måske lidt mere fred og ro end de fleste moderne mennesker ville bryde sig om. Men den uhæmmede virketrang, det moderne menneske har, har jo også sine uheldige sider - stress og sammenbrud på det personlige plan, og overgreb på mennesker og natur på det samfundsmæssige plan. Epikur argumenterer for at orientere sig efter sine virkelige behov, ikke de socialt bestemte, imod jagten på overflødige nydelser, imod overflod i det hele taget.