Et smykkevedhæng, som enten kan symbolisere en nordisk gud eller kristendommen. Det er en af de 200 artefakter i en vikingeskat, som en metaldetektorist er stødt på i Tyskland, skriver Live Science.
Og den nyfundne vikingeskat er med til at give et indblik i de kulturelle og religiøse forandringer under vikingetiden. Blandt de mange artefakter blev der både fundet arabiske mønter, barrer og det særligt opsigtsvækkende vedhæng i form af et kors eller en ufærdig Thors hammer.
Hvis det viser sig at være et kors, kan det være et tidligt tegn på kristningens begyndelse i regionen, siger Birte Anspagh, talsperson for Slesvig Holstens statslige arkæologiske kontor, til Live Science.
Vikingeskatten blev fundet tæt på Hedeby ved Slien i det nordlige Tyskland, som var et vigtigt maritimt handelscentrum under vikingetiden. Dengang begyndte kristendommen at sprede sig i Hedeby, da munken Ansgar rejste dertil i det 9. århundrede.
"Men det var ikke sådan, at munken Ansgar kom - og så vendte alle væk fra de gamle guder og fulgte den kristne tro," siger Birte Anspagh.
For kristningen var en lang proces, hvor folk i Hedeby forblev hedenske årtiet efter munkens ankomst. Korsvedhænget kan have været et af de få, som tilhørte en tidlig konvertit, mener arkæologerne.
Det er dog også muligt, at det er Mjølner. For vedhængets ring på den lange side indikerer, at smykket hænger på hovedet. Den slags vedhæng symboliserede troskab til de nordiske guder, da kristendommen var ved at slå rod i Europa.
Selvom arkæologerne ikke kan vide sig sikker på vedhænget, er én ting sikkert:
"De her fund giver fascinerende indsigter i det 10. århundredes historier - en tid med intensiv handel, kulturudveksling og religiøs forandring," siger Birte Anspagh.