Siden dets udgivelse i 1988 er den indiske filosof Gayatri Spivaks essay, “Can the subaltern speak?”, blevet en uomgængelig reference inden for postkoloniale, marxistiske og feministiske studier. Samtidig er Spivaks essay blevet berygtet for at være notorisk svært at forstå. Men, som vores gæst i denne udsendelse, Marie Louise Krogh, PhD studerende i filosofi ved Kingston University, minder os om: når man begynder at læse Spivak, er det vigtigt at skelne mellem det uforståelige og det sværtforståelige.

Lyt med, når vi forsøger at forstå det sværtforståelige i Spivaks essay. Vi taler blandt andet om Spivaks analyse af repræsentationens faldgruber, hendes brug af dekonstruktion og kritik af velmenende vestlige feminister og kritiske filosoffer, som lader den subalterne tale for sig selv. Med Spivak kommer vi også vidt omkring i den vesteuropæiske filosofiske kanon og vender blandt andet Deleuze, Foucault, Marx, Gramsci og Derrida. Sidst men ikke mindst forsøger vi at forstå hendes radikale konklusion: “Nej, den subalterne kan ikke tale”.

Mange kender nok Emmanuel Levinas’ filosofi som en etik, som en religiøs filosofi om næstekærlighed, medmenneskelighed og evig fred. Ida Djursaa, PhD studerende ved Centre for Research in Modern European Philosophy, argumenterer imidlertid for, at man, ved at fokusere på Levinas begreb om transcendens fremfor hans begreb om etik, kan åbne op en forståelse af hans filosofi som en filosofi om modstand, nemlig som en allergi overfor enhver form for rigiditet, struktur eller totalisering, der konstant tvinger os til at tænke nyt og stille kritiske spørgsmål.

I selskab med Ida Djursaa taler vi i dette afsnit af Filosofikum om vigtigheden af begrebet om transcendens i Levinas’ filosofi, og om hvordan transcendensens plastiske karakter kan danne et særligt kritisk perspektiv til at beskrive nogle af de fænomener, som karakteriserer vores samtid, såsom klimaforandringer, global kapitalisme og kunstig intelligens.

Det har i lang tid været alment kendt, at den tyske filosof Martin Heidegger var nazistisk universitetsrektor fra 1933-34, og at han desuden aldrig meldte sig ud af nazistpartiet eller tog offentligt afstand fra jødeudryddelserne. Imidlertid har det i ligeså lang tid været almindeligt at opfatte Heideggers nazisme som en simpel karrierefremmende beslutning og en rent personlig fejltagelse, der med selvfølgelighed kan adskilles fra kernen i hans tænkning.

Efter udgivelsen af de såkaldte sorte hæfter, hvori Heidegger etablerer en intim forbindelse mellem sin værensfilosofi og nazismen og antisemitismen, er denne bagatelisering imidlertid blevet lidt mere vanskelig. De demonstrerer nemlig entydigt, at Heidegger selv så antisemitismen som en integreret del af sit filosofiske projekt. Spørgsmålet er nu, om vi andre, Heidegger-læserne, er nødt til gøre det samme. Hvilke konsekvenser har de sorte hæfter for en tradition, der har hyldet Martin Heidegger som en af de største tænkere i det 20. århundrede? Til at diskutere dette har vi haft besøg af Søren Gosvig Olesen, lektor i filosofi ved Københavns Universitet og oversætter af Jean-Luc Nancys essay “Heideggers banalitet”, som netop er udkommet på Forlaget Wunderbuch.

Der er en lang tradition i filosofien for at læse Platons klassiske værk Staten som elitært og demokratifjendsk. I modsætning hertil argumenterer lektor Anne-Marie Eggert Olsen for, at Staten kan læses som “et tankevækkende fyrstespejl for demokratiet”, som et klassisk oplysningsprojekt, som fordrer, at det hverken er styrke, adel, slægt eller rigdom, men derimod fornuft, der skal regere i den ideelle stat. Men hvordan kan et værk, der argumenterer for at de få, som har fornuftens anlæg i sig, skal herske over den døve og distræte masse, egentlig læses demokratisk? Ville filosofferne overhovedet kunne komme til magten på demokratisk vis eller skal der mere radikale midler til for at realisere filosofstaten?

I selskab med Anne-Marie Eggert Olsen diskuterer vi fornuft, uddannelse og demokrati — og hvad politik egentlig betyder hos Platon.

Der er noget på spil i verden, som vi ikke kan kontrollere. I teksten “Situeret viden”, der oprindeligt udkom i 1988 og netop er udkommet i dansk oversættelse, fremfører den amerikanske filosof og biolog Donna Haraway en anderledes, og ifølge hende mere robust, feministisk verdensopfattelse, hvor agens, objektivitet og viden får helt nye betydninger.

I dette afsnit diskuterer vi i selskab med lektor emeritus Lis Højgaard, der har begået forordet til den nye oversættelse af “Situeret viden”, Haraways videnskabskritik og alle de finurlige figurer — prærieulven og cyborgen f.eks. — hun bruger til at nærme sig en ny forståelse af verden og alle dens kompleksiteter.

Tressernes avantgardekunstnere ville forene kunst og liv og nedbryde barrieren mellem kunstner og beskuer for at skabe nye og uventede situationer, som ikke blot reproducerede den eksisterende orden.

I det tredje og sidste afsnit af vores programrække om maj 68 i samarbejde med foreningen Próblema dykker Filosofikum ned i fusionen af politik og kunst og ser i selskab med Tania Ørum og Mikkel Bolt på de filosofiske forudsætninger for denne fusion hos Jacques Rancière og nogle af tressernes eksperimenterende avantgardebevægelser.

02:29: “Det performative, det kollektive og det poltiske” ved lektor emeritus i kunsthistorie Tania Ørum

23:02: Interview med lektor i kunsthistorie Mikkel Bolt

(Tania Ørums oplæg er optaget live foran publikum i København den 9. februar 2019. En videooptagelse bliver snart tilgænglig med oplægget i sin fulde længde.)

Kærligheden har gennem tiden været genstand for en lang række hyldest-erklæringer i både film, litteratur og filosofi. Den filosofiske retning affektteori har imidlertid ikke meget tilovers for Store Fortællinger om følelsernes væsen, hvor spørgsmålet f.eks. går på, hvad kærligheden er, og hvordan man finder den. I stedet zoomer affektteoretikerne ind på følelsernes gøren, deres performativitet, hvilket giver mulighed for at se potentialer i følelser, som vi normalt anser som negative, eksempelvis skammen, og måske være mere kritiske overfor kærligheden som et ubetinget gode.

I anden del af vores programrække om køn, seksualitet og kærlighed fortæller lektor Mons Bissenbakker om kærlighedens, skammens og begærets gøren hos tænkere såsom Sara Ahmed og Judith Butler, og om hvorfor kærlighedserklæringer ikke er så uskyldige, som de ofte giver sig ud for at være.

I et jødisk tidsskrift i 1943 skrev Hannah Arendt en lille tekst, Vi flygtninge, hvor hun argumenterer for at holde fast i betegnelsen flygtning. Flygtningefiguren afslører nemlig menneskets position udenfor statsborgerskabets og nationalstatens flygtige beskyttelse. Men hvad karakteriserer flygtningen? Og hvorfor er Arendts tekst relevant i dag?

Adjunkt Martin Lemberg-Pedersen vil i dette afsnit, med udgangspunkt i ikke blot Arendt men også Klemperer, Agamben, Mbembe, Césaire og Buck-Morss, fortælle om migration, forholdet mellem kolonialisme og totalitarisme, retten til rettigheder og lejrens lange historie.

I årene op til 68 var fransk tænkning særligt præget af en modsætning mellem frihed og struktur. Mellem en filosofi, der opfatter mennesket som et frit og engageret subjekt karakteriseret ved evnen til at negere sine materielle vilkår, og en filosofi, der opfatter det som et produkt af ubevidste strukturer. En filosofi, der hyldede engagementet i maj 68, som et oprør af frihed og for frihed, og en filosofi, som reducerede det til en lille krusning i overfladen. Det er denne konfrontation, som den franske filosof Alain Badious begreb om begivenheden er født ud af.

I oplægget med undertitlen “Hvornår sker der noget i tænkningen og i det politiske” fra foreningen Próblemas seminar d. 10 november, diskuterer Kirsten Hyldgaard, lektor i filosofi ved DPU, forholdet mellem strukturer og begivenheder med udgangspunkt i strukturalistiske tænkere som Ferdinand de Saussure og Claude Lévi-Strauss og Badious begivenhedsfilosofi. Vi bringer i dette afsnit et uddrag af Kirstens oplæg, samt et interview, hvor vi går i dybden med nogle af hendes pointer fra seminaret og taler om, hvilke begivenheder vi måske skal være opmærksomme på idag, blandt andet #metoo-kampagnen og De Gule Vestes oprør i Frankrig.

02:33: “Strukturer og begivenheder — Hvornår sker der noget i tænkningen og i det politiske?” ved Kirsten Hyldgaard

35:29: Interview med Kirsten Hyldgaard

(Oplægget er optaget live foran publikum i København den 10. november 2018, og kan ses i sin fulde længde her.)

I år er det 50 år siden, at studerende og arbejdere over hele verden gik på gaden i protest mod konsumsamfundet, professorvældet, Vietnamkrigen, patriarkatet osv. osv Men kan man overhovedet tale om et samlet 1968-oprør eller revolution? Og i så fald, var den vellykket eller blot en krusning i overfladen? Og hvad kan vi lære af begivenhederne i dag?

Filosofikum var d. 10 november til det første af foreningen Próblemas seminarer om 68, “Strukturerne går på gaden”. I dette afsnit skal vi høre to uddrag: Problemas Rasmus Bro Clemmensen om studenteroprør i dag, og filosof og journalist Tine Byrckel om hvorfor Lacan var så irriteret på de unge oprørere i 68.

Vi var også et smut forbi det idéhistoriske tidsskrift Slagmarks udgivelsesreception for deres nye bog “1968” , hvor vi fik os en snak med redaktør Bjarke Skærlund Risager om det lange og globale 68, rødstrømperne og den modstandsdygtige kapitalisme.

04:08: Interview med redaktør på Slagmark Bjarke Skærlund Risager

26:54: "Studenterbevægelser, bøger og nye skoler” ved Próblemas Rasmus Bro Clemmensen

41:20: “Cohn og Lacan på trappen” ved Tine Byrckel

(Både interview og oplæg er optaget live foran publikum i København hhv. den 13. og 10. november 2018. Videooptagelser af Tine Byrckels og Rasmus Bro Clemmensens oplæg i fuld længde bliver snart tilgængelige.)