Mange tror, at kirken og kirkens fælleskab er mest for de “pæne og de gode” eller de “frelste”. Passer det?

Jagter vi en illusion, hvor alt og alle bare skal være perfekte? Hvem kan leve op til det? Inviterer Gud os virkelig til et fælleskab hvor vi kan være autentiske, ærlige og uperfekte?