Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Firma på Nørrebro har i årevis drømt om at bygge en fantastisk atomreaktor. Hvor bliver den af?


Listen Later

"Det er jo nærmest symbolsk," udbryder Esben Klinkby, da Videnskab.dk's journalist fortæller, hvorfor han næsten kom for sent til interviewet.
På vejen ind til Saltfoss Energys kontorer på Nørrebro i København var trafikken blokeret af unge aktivister med gule veste og et brændende budskab om klimaet.
"Det er lige præcis derfor, vi startede den her virksomhed. Vi vil hjælpe klimaet på en anden måde end at sætte os midt i trafikken," siger han, mens han viser os ud af bygningens bemandede loungecafé med jazzmusik i højtalerne.
Vi er på besøg for at blive klogere på Saltfoss Energy, som fysiker Esben Klinkby er medstifter af, og som siden sin oprettelse i 2014 har fået meget opmærksomhed fra både politikere og medier.
I 2015 udgav DR for eksempel artiklen 'Dansk reaktor brænder farligt atomaffald', og fem år senere skrev Videnskab.dk en artikel, hvor der stod: 'I 2025 regner Seaborg med at være klar med en kommerciel prototype på sin smeltet salt-reaktor.'
Nu siger kalenderen 2025. Seaborg har skiftet navn til Saltfoss, virksomheden har modtaget over en halv milliard kroner i støtte og investeringer, og de er gået fra 3 til over 60 ansatte i både Danmark og Sydkorea.
Men der er tilsyneladende stadig lange udsigter til en kommerciel prototype, og snakken om at brænde gammelt atomaffald er forstummet.
Nu fortæller en af bagmændene om historien, udfordringerne og den mulige fremtid for hans atomdrøm.
Esben Klinkby har booket et af Saltfoss's mange mødelokaler på bygningens øverste etage. Undervejs passerer vi flere døre ind til atomvirksomhedens laboratorier, som Videnskab.dk på forhånd har fået at vide, at vi ikke kan få adgang til.
"Det er, så vi ikke forstyrrer kemikerne. Ikke engang jeg har fri adgang til bare at gå ind," forklarer Esben Klinkby og giver syn for sagn ved at føre sin adgangschip hen over håndtaget, der kvitterer med et rødt lys.
Selv er Esben Klinkby uddannet fysiker og har i mange år været tilknyttet DTU. Det var også her, idéen til hans atomvirksomhed opstod.
"I slutningen af 00'erne blev der frigivet videnskabelige rapporter om gamle amerikanske forsøg med atomenergi, som blev lavet efter Anden Verdenskrig. Det fyldte en del i vores kreds," forklarer han.
"I starten var jeg ikke så interesseret, men en af mine studerende var meget begejstret for den her såkaldte Molten Salt Reactor, som var blevet testet over en årrække i Oak Ridge i USA."
Til sidst blev han grebet af nysgerrighed og læste de gamle rapporter, fortæller han. Her kunne han læse om, hvordan fissionsreaktoren brugte salt til at nedkøle og binde det radioaktive materiale.
Det skulle være mere sikkert end konventionel atomkraft, eftersom det sker ved lavere tryk og dermed mindre risiko for eksplosioner. Desuden binder det radioaktive materiale sig til saltet og mindsker risikoen for udslip.
Med andre ord en mere effektiv og billig løsning, fordi den ikke kræver de samme massive sikkerhedsforanstaltninger som konventionelle atomkraftværker, der oftest bruger en såkaldt trykvandsreaktor.
Hvorfor tror du, at man i sin tid valgte at satse på en anden metode, hvis den var dyrere og mindre sikker?
"Mit bud er, at det var en anden tid. Det var den Kolde Krig, og trykvandsreaktoren blev testet med succes i ubåde. Så den satsede man på og skalerede op på land," svarer Esben Klinkby.
"Og så var det 50'erne og 60'erne. Man havde ikke haft Tjernobyl og set konsekvenserne af en ulykke. Man diskuterede ikke atomaffald og så videre på det tidspunkt. Så jeg tror mere, det er en historisk forklaring end videnskabelig. Som fysiker kunne jeg bare se, at den her løsning gav mening."
Den efterfølgende tid diskuterede Esben Klinkby med ligesindede om, hvordan de kunne gå videre med teknologien, som de så store muligheder i.
"De videnskabelige data i de gamle rapporter var solide, så vi var ikke i tvivl om, at det var den rigtige vej at gå. Men vi manglede ingeniører og kemikere til at arbejde videre med det i praksis. Hvordan man kunne gøre det mere skalerbart og rea...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk