Og vinderen er…

...ikke Donald Trump.

At den amerikanske præsident ikke fik sin meget eftertragtede nobelpris, vil sandsynligvis stå forrest i de fleste erindring om Nobels Fredspris i 2025.

Årets modtager er María Corina Machado, som leder Venezuelas oppositionsbevægelse. Den norske Nobelkomité tildelte hende prisen for sit "utrættelige arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas folk og for kampen for at opnå en retfærdig og fredelig overgang fra diktatur til demokrati".

María Corina Machados indsats er prisværdig, og hun fortjener ros for sit personlige mod ved at stå op imod præsident Nicolás Maduro, som holder Venezuela i et jerngreb.

Det står straks mindre klart, hvordan udvælgelsen af hende stemmer overens med prisens kriterier som nedfældet i Alfred Nobels testamente.

Nobel ønskede, at modtageren skulle være "den person, som har gjort den største indsats for nationernes forbrødring, afskaffelse eller reduktion af militærstyrker og for afholdelse og fremme af fredskongresser".

Det er åbent for debat, om María Corina Machado opfylder disse kriterier.

Faktisk har hele processen omkring Nobels Fredspris i 2025 været meget usædvanlig, i den måde hvorpå der har været meget offentlig lobbyisme for en bestemt kandidat.

Trump selv har brugt enhver tænkelig lejlighed for at presse på, selv i sin tale ved FN's generalforsamling 23. september, hvor han gentog en tidligere påstand om at 'have afsluttet syv krige', som han fremsatte 19. august.

Trumps påstande er blevet bredt betvivlet - og med god grund. Spinkle våbenhviler er det tætteste, Trump kom på nogle af de faktiske krige, han blandede sig i.

Det udelukker ham dog ikke nødvendigvis fra konkurrencen. Kriterierne kræver ikke succes, og de tillader, at indsats belønnes. Alligevel var hans chance for succes fjerne, da vinduet for nomineringer lukkede 31. januar, hvorefter en indstillingsliste blev udarbejdet fra slutningen af februar og overvejelserne begyndte.

På dette tidspunkt havde den amerikanske præsident efter sigende spillet en rolle i en midlertidig våbenhvile i krigen i Gaza, men de fleste af hans efterfølgende påstande var endnu ikke blevet til virkelighed.

Nobels fredspris har set sin andel af kontroversielle valg: Henry Kissinger (tidligere amerikansk udenrigsminister) og Abiy Ahmed Ali (Etiopiens premierminister), for blot at nævne to.

Kissinger vandt prisen i 1973 for at afslutte Vietnamkrigen, sammen med Le Duc Tho, som på Nordvietnams vegne ledede forhandlingerne med USA. Le Duc Tho takkede nej til prisen, som han skulle dele med Henry Kissinger.

Mens Henry Kissinger forhandlede afslutningen på krigen som USA's udenrigsminister, var han blandt andet også berygtet for sin ødelæggende bombekampagne mod Cambodja fra 1969 til 1973.

Etiopiske Abiy Ahmed Ali blev tildelt prisen i 2019 "for sin indsats for at opnå fred og internationalt samarbejde, og især for sit afgørende initiativ til at løse grænsekonflikten med nabolandet Eritrea".

Men det forhindrede ham ikke i at føre en brutal borgerkrig mod Tigrayfolkets Befrielsesfront, som har kostet hundredtusindvis af civile livet og deres levebrød.

Trump fremstår som en klart bedre kandidat i forhold til Abiy Ahmed Ali og Henry Kissinger. Men hvad med i forhold til tre andre tidligere amerikanske præsidenter, der har vundet prisen?

Theodore Roosevelt vandt i 1906 for at mægle afslutningen på den russisk-japanske krig.

Woodrow Wilson vandt i 1919 for at grundlægge Folkeforbundet.

Jimmy Carter vandt i 2002 for årtiers arbejde med at fremme fredelig konfliktløsning, demokrati og menneskerettigheder.

Sammenlignet med dem fremstår Trumps resultater mere usikre.

Selvom Trump fortjener en vis anerkendelse for sin indsats og i det mindste midlertidige succeser, har han ikke en pletfri historik som fredsskaber. Hans otte måneder i embedet, siden han genindtrådte i Det Hvide Hus i januar 2025, er næppe en reklame for de kriterier, Alfred Nobel opstillede.

Trump har truet med at annektere Grønland og indlemme C...