I sin springende og usammenhængende tale til FN i september kaldte USA's præsident, Donald Trump, klimaforandringerne for "det største fupnummer, verden nogensinde er blevet udsat for".

Denne uberettigede, grundløse påstand ser fuldstændig bort fra den overvældende mængde videnskabelige dokumentation for, at klimaforandringerne rent faktisk finder sted.

Det er heller ikke sandsynligt, at de tilstedeværende diplomater lod sig overbevise - mange virkede snarere forvirrede over en tale, der mindede mere om et kampagnemøde end en præsidentiel tale foran verdens ledere.

Men eftersom talen kom lige op til de afgørende globale klimaforhandlinger, COP30, i Brasilien, rejser den spørgsmålet: Hvad betyder Trumps anden embedsperiode egentlig for den internationale klimaindsats?

Udover at give klimabenægtere og sprederne af misinformation medvind har Trump også leveret på sit kampagneløfte om aggressiv støtte til den amerikanske fossilindustri.

Med hans egne ord: "drill, baby, drill" - eller som han for nyligt udtrykte det: "mine, baby, mine".

Kort efter sin indsættelse underskrev Trump et præsidentielt dekret, der officielt trækker USA ud af Paris-aftalen - den juridisk bindende FN-traktat, der har til formål at bekæmpe klimaforandringer ved at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under to grader.

I september 2025 annoncerede Trump en plan om at åbne 13 millioner hektar føderale landområder for kulminedrift samt give støtte til at omstille og modernisere kulkraftværker i landet.

Han har beordret, at klimadata fjernes fra regeringens hjemmesider og har stort set afskaffet direkte statslig finansiering af klimaforskning og overvågning.

Derudover har han reelt afviklet 'Inflation Reduction Act' (IRA), som Joe Biden satte sig i spidsen for, og som ellers skulle indfri USA's mål om at halvere landets CO2-udledning inden 2030 og var udformet til at stimulere omfattende investeringer i vedvarende energi.

Alt i alt betyder Trumps politik, at der sandsynligvis vil blive udledt omkring 7 milliarder ton ekstra drivhusgas sammenlignet med et scenarie, hvor USA havde levet op til sine forpligtelser i Parisaftalen.

Det er dårlige nyheder - men hvad betyder det for det internationale klimaarbejde?

Der er ingen tvivl om, at 7 milliarder ton ekstra udledning er et alvorligt problem. Ifølge beregninger svarer det til omkring en femtedel af det globale CO2-budget, hvis verden skal holde sig under Parisaftalens 2 graders-mål.

Men det lover ikke godt for den internationale klimaindsats, når verdens mest magtfulde stat, største økonomi og næststørste udleder af drivhusgasser vender ryggen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) - den vigtigste internationale aftale om klimaindsatsen.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan arrangørerne af klimaforhandlingerne i Brasilien kan motivere landene til at vedtage ambitiøse reduktionsmål, når velhavende, højtudledende nationer trækker sig.

Der er reel risiko for, at USA's position vil fjerne presset fra andre store udledere som Golfstaterne og Rusland, som er uforholdsmæssigt ansvarlige for problemet.

Endelig er klimafinansiering - de økonomiske ressourcer, der skal støtte indsatsen mod klimaforandringerne - igen et centralt tema ved klimaforhandlingerne.

At sikre tilstrækkelig finansiering bliver langt mere kompliceret i lyset af Trumps 'America First'-politik, der prioriterer indenrigs- og udenrigspolitiske initiativer, som udelukkende tjener USA's egne interesser.

På trods af alt er der stadig grund til forsigtig optimisme.

Et første argument for forsigtig optimisme er, at de globale udledninger muligvis har toppet og står på tærsklen til at falde for første gang siden den industrielle revolution. Det skyldes en hidtil uset global investering i vedvarende energi.

Energimarkedet ændrer sig hurtigt - selv på trods af de massive amerikanske subsidier (statsstøtte) til fossilindustrien. De globale energiinvesteringer forventes at overstige 1,5 billion australske dollars (6,26 billi...