Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Fossile tænder fra uddød menneskeart afslører nyt om vores fjerne slægtninge


Listen Later

Den var i stand til at gå oprejst, for den var en tobenet art, men blot omkring 1,20 meter høj.
Den havde et robust kranium, relativt massive kæber og tyk tandemalje. Typisk spiste den træfrugter og græs, men også hårde genstande som frø og nødder. Og så levede den i den sydlige del af Afrika for omkring to millioner år siden.
Det er Homo-slægtens søstergruppe Paranthropus robustus, der er tale om, og nu er forskerne blevet væsentligt klogere på den uddøde menneskeart.
For i et nyt studie har forskere for første gang bestemt både biologisk køn og genetisk variation hos Paranthropus robustus. Det har de gjort ved hjælp af to millioner år gamle tænder.
Tænder fra fire individer er analyseret ved hjælp at proteinsekvenser, og undersøgelserne viser væsentlige genetiske forskelle mellem de forskellige P. robustus-individer.
Desuden kunne forskerne se, at to af individerne var mænd, mens to var kvinder, hvilket adskilte sig fra, hvad der tidligere var blevet foreslået om kønnene baseret på tændernes størrelse.
Forskerne pointerer derfor, at man ikke altid kan stole på tandstørrelse, når man vil finde ud af, om det er en han eller en hun. Og de kommer også frem til, at forskel på kønnenes størrelse ikke alene kan forklare den variation, man ser i fossilerne.
Forskerne mistænker derimod, at den genetiske variation blandt de fire individer kan tyde på, at der har eksisteret flere undergrupper af denne forfader for to millioner år siden.
De peger på, forskelle i tændernes mikrostruktur og genetiske mønstre kan betyde, at der måske endda er flere arter blandt de undersøgte Paranthropus-individer.
Opdagelsen er kommet ved at studere proteiner fra tandemaljen fra de fire individer, som er fundet i verdensarvsområdet 'Menneskehedens vugge' i Sydafrika, hvor nogle af de ældste menneskefossiler stammer fra.
"Vores resultater er spændende, fordi de adresserer et kritisk hul i vores forståelse af hominins evolution," siger førsteforfatter Palesa Madupe, postdoc ved Afdeling for Geogenetik ved Globe Institute, Københavns Universitet.
I det nye studie, der er publiceret i Science, viser hun sammen med et hold af mere end 30 internationale forskere, at det er muligt at indhente genetiske data og observere variation fra to millioner år gamle hominin-fossiler fra Afrika.
Og det er vigtigt, fortæller hun.
"Da menneskehedens evolution har vist sig at være begyndt i Afrika, betyder adgang til så dybdegående genetisk indsigt fra afrikanske homininer, at vi nu endelig kan få et meget klarere billede af evolutionære processer i fortiden."
Ifølge Mikkel Heide Schierup, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet, er studiet "super spændende".
Det er det, fordi det siger lidt mere om menneskearten Paranthropus robustus, en søstergruppe til Homo-slægten, som blev til Homo sapiens. Det bidrager altså med endnu en brik i puslespillet om at forstå menneskets udvikling.
"Paranthropus og Homo har måske gået rundt og hilst på hinanden og har nok ikke været så forskellige endda," siger han.
"Vi har en dyb fascination af, hvor vi kommer fra. Og studiet her fortæller lidt mere om os selv - og hvordan vi er beslægtet med hinanden."
Studiet åbner døren for at kunne analysere meget gamle fossiler, hvor traditionel DNA-analyse ikke virker - og dermed få ny indsigt i vores forfædre, der ikke tidligere har været mulig.
Teknikken palæoproteomik bruger forskerne altså til at se endnu længere tilbage i tiden end med gammelt DNA, da proteiner ikke nedbrydes lige så hurtigt.
Og netop dét gør studiet særligt imponerende, mener Mikkel Heide Schierup.
Forskerne har nemlig analyseret proteinerne fra tandemaljen fra fire individer, der har ligget i et relativt dårligt miljø i grotten Swartkrans i Sydafrika, i omkring to millioner år.
"To millioner år er lang tid. At det kan lade sig gøre, det er fascinerende. Og at det var muligt, havde vi ikke troet for bare ti år siden. Men det er det så nu," siger Mikkel Heide Schierup.
"Det er helt klart de fo...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk