En garagelåge ruller langsomt op, mens en mand gestikulerer voldsomt med hænderne og giver tegn til, at vi skal komme nærmere.

Vi hilser på en af medarbejderne på Statens Naturhistoriske Museum, der er en del af Københavns Universitet, Mikkel Høegh Post.

Han er konservator og skal vise os rundt blandt tusindvis af rester af døde dyr.

Her er lokaler spækket med knogler og kranier fra alt fra isbjørne, delfiner og pukkelhvaler til pungdyr og frøer - for at nævne nogle få.

På toppen af et højt skab står et chimpanseskelet, der til forveksling ligner skelettet fra et barn. Ved siden af er en udstoppet gnaver af arten 'Mara' fra Sydamerika placeret.

De er nogenlunde ens i størrelsen og krummer begge ryggen.

På hylderne lige under står syltetøjsglas med gullige væsker, hvor man gennem glasset ser alt fra hundrede år gamle planter til velbevarede hjerter og nyrer fra diverse dyr.

"Ja, det her er vores samlinger. Man ved aldrig, hvad der bliver brug for," siger vores guide Mikkel Høegh Post.

Han er såkaldt 'macerations-ekspert' og har de seneste 20 år arbejdet med at finde de bedste metoder til at få kødet af knoglerne på alt fra hvaler, ulve, rådyr og leoparder.

Efter kigget i et af samlingernes mange rum, følger Mikkel Høegh Post os ned i sit 'laboratorie'. Det er her al magien sker.

Gigantiske knogler fra hvaler knejser omkring os.

Hvalernes udflydende øjenæbler dukker op i glas mellem delfinkranier, der gaber og viser spidse tænder.

På et stålbord midt i rummet ligger en død Kaiman-krokodille, der er indleveret fra Krokodille Zoo på Falster.

"Den er lige tøet op fra frost" forklarer Mikkel Høegh Post.

Han begynder at skære i kaimanen, og snart breder der sig en sødlig og tung lugt i rummet.

Museet modtager ofte trafikdræbte- eller selvdøde dyr og dyr fra Zoologiske Haver, som er døde af sygdom eller er blevet aflivet.

Men hvad bruges knoglerne fra de mange døde dyr egentlig til? Samler de bare støv?

"Nå, det var jo perfekt timing," siger Mikkel Høegh Post.

En høj mand er netop trådt ind af døren.

Mark D. Scherz er lektor på museet og forklarer, hvordan knoglerne i samlingerne gør alt andet end at samle støv.

"Jeg bruger personligt de her knogler og skeletter i min forskning hele tiden."

Mark D. Scherz er såkaldt 'taksonom' og arbejder med at artsbestemme dyr og give dem latinske navne.

"Knoglerne fra den døde dværgkaiman kan for eksempel sammenlignes med andre krokodille-skeletter i samlingen og fastslå, hvor stor en kraft, den har bidt med," siger Mark. D. Scherz.

"Når du har mange skeletter at sammenligne med, kan du også se, hvordan anatomien ændrer sig gennem forskellige perioder og klimaer."

Det museets krokodille-knogler især bruges til er at lære mere om de kortarmede kæmper: Dinosaurerne.

Netop nu er den hollandske ph.d.-studerende ved museet, Pasha A. van Bijlert, ved at undersøge krokodillers hale-knogler, og hvordan de er med til at styre, at benene bevæger sig på dyret.

"For det viser sig, at dét er der faktisk ingen, der ved. Der er studier af haleanatomien fra hundrede år siden, men ingen har undersøgt det for nyligt. Så det er virkelig spændende, hvor hans forskning ender," siger Mark. D. Scherz.

"Krokodiller, fugle og dinosaurer er tæt beslægtede. Derfor er der mange, der kigger på anatomien på krokodiller, hvis de vil blive klogere på, hvordan dinosaurerne så ud og opførte sig."

Det er tid til en kop kaffe, og vi tager elevatoren op til museets kantine. Her står store fade med bananer og appelsiner. Og der er høje tanke med kaffe.

Mikkel Høegh Post introducerer os til sin kollega - samlingsmedarbejder Daniel Klingberg Johansson.

Han viser på sin telefon, hvordan ny teknologi er ved at revolutionere den måde, man har samlinger på. De skal gøres digitale.

På telefonen ser vi en 3D-model af en husrotte - en såkaldt Rattus rattus. Bare ved at sætte fingeren på skærmen, kan man vende og dreje modellen af dyret.

Daniel Klingberg Johansson kan også få modellen til at lave konkrete mål for længden på rottens knogler.

"...